Bånd 53

Og så håber vi, der kommer noget på det, ikke sandt. Vi ved alle sammen, det er den 2. oktober 1980. Vi er på Malersalen, og det er meningen, vi skal påbegynde et nyt års skolearbejde. Vi gør det altid på den måde, og har gjort det, altså igennem den tid jeg har været her, at vi anbringer en mikrofon, og så optager vi på bånd,

det der foregår den dag, og de der så ikke er til stede, de kan komme til stede, når de har tid, og så kan de trykke på apparaturet, og få at vide, hvad vi har talt om. I dag skal vi være, efter det jeg har fået nede fra Billedkunstskolernes kontor, 15 elever. De går frem i en eller anden orden, men de tager, de tager i al fald ikke damerne først. Hans Torkild Clausen, sig frem hvis du er her. Dorte Dahlin. [Elev] Hun er her ikke.

[Mortensen] Dorte Dahlin er her ikke. Anne Rosenstand Gund, Grun? Det er dig. Er det dig? Det skal jeg altså sætte et kryds ved, ikke. Fordi jeg skal jo altså kunne huske det. Skal man sige Grun til dig?

[Anne] Ja. G.R.U.N ligesom [utydeligt]. [Mortensen] Nå, ligesom grund. Så er der Flemming Eugen Nielsen. Og Knud Rose. [Elev] Han er her heller ikke. [Mortensen] Han er her heller ikke. Og Morten Stræde. [Elever] Han er her heller ikke. [Mortensen] Han er her heller ikke, og så er der Niklas Anderberg. Ham kender jeg jo fra gammel tid. Han er blevet et år ældre. Og så er der Lena. Hun er ikke til at tage fejl af. Og så er der Hahne - Peter Hahne, det er ham der.

Han skal I passe på, for han er dygtig. Så er der Øivind. Han er også dygtig. Men han gør ingen fortræd. Så er der Kurt Simonsen. Han sidder derovre.

Er det et sæt, du har fået i…? Ja, det dér. [Elev svarer noget utydeligt.] (Mortensen] Det er det.

Så er der Marja de Raadt fra Holland, det er hende med ørelokkerne. Så er der Gerda Lind Larsen. Det er dig. Bravo. Og Matti, min ven fra Sverige, han er her ikke, og Per Oscar Jensen. [Nanna siger noget lavmælt.] [Mortensen] Han er her heller ikke.

Nå. Vi skal jo altså begynde skolearbejdet, og det er jo en overgangsperiode, hvor vi ikke kan foranstalte nogen egentlig pædagogisk situation, fordi jeg forsvinder, og min efterfølger, Richard Winther, begynder her den 1. november. Når jeg er her, så er det bare fordi min fødselsdag falder så uheldigt, at jeg er kontraktligt forbundet, næh, forpligtet, forpligtet til at være her. Men jeg kan jo for så vidt ikke gøre andet end, at jeg kan byde jer hjertelig velkommen, og det gør jeg altså herved, og, og, og lykke med jeres tid på Akademiet.

En professor har 3 funktioner ifølge den omtalte kontrakt, han har med ministeriet. Og det går ud på, at han skal undervise, og han skal forske, og så skal han have tid til noget, der hedder det faglige arbejde for Akademiet. Det vil sige, han skal, når han, når det bliver pålagt ham, være medlem af visse udvalg, som vi kalder de faglige udvalg. Det største, det er jo Fagrådet, og derefter er der Undervisningsrådet, som er meget vigtig, hvor der sidder 4 lærere og 4 elever plus rektor, og det er kernen i hele undervisningsprogrammets tilrettelæggelse. Så er der Budgetudvalget, som er meget, meget vigtigt, for det er det udvalg, der sidder på alle granaterne og siger, hvem der skal have hvad. Så er der Legatudvalget, det er jo også af betydning. De sidder og trækker i nogle tråde, så, så nogen får noget, og andre ingenting får. Og så er der af og til, når der skal vælges en professor eller lektor, så er der fagkyndige udvalg, hvor man bliver valgt ind i, og det rummer 10 personer, hvor nogle er fra Fagrådet,

og nogle er valgt, de såkaldt udefra, valgt af Fagrådet, og så er der nogle, der er valgt af Akademirådet, og de 10 mennesker skal så sammen gennemgå hele det materiale, f.eks. en ny professor som Richard Winther sender ind, og alt det materiale bliver så gennemgået, og denne gang, da han stod for valg, der var der 18 konkurrenter, konkurrerende, og af disse 18 blev man altså enstemmigt enige om Winther. Det, jeg har kunnet lægge vægt på her ved min afgang, det er den rene forskning, ikke sandt. Det er fordi, jeg ikke kan gøre noget på det pædagogiske område i denne her måned.

Men forskningen er jo meget vigtig, og så sent som i går sagde Tobias Faber til sine arkitektstuderende ved, ved deres åbningsceremoni, at en ting ville han påpege, som var meget vigtig i denne tid, og det var, at arkitekturskolens professorer lagde meget, meget stærk vægt på grundforskning. Og grundforskning i, inden for vores branche, det betyder jo simpelthen vores private kunstneriske arbejde, og den måde vi fremviser det på for offentligheden. Der er jeg gået frem på den måde gennem hele den tid, jeg har været her, altså i 16 år, at jeg hvert år har lavet en revy over mine arbejder udstillet på en offentlig udstilling i København.

Så har jeg på den måde…. Eleverne har kunnet se, hvad jeg stod for, og heroppe på skolen, der stod hver elev jo for hver sit, og det lagde vi også meget vægt på, men det er, det er altså kontraktligt, og det er af en stor betydning, tror jeg, at eleverne holder læreren så vågen, så han kan nedkomme med en serie billeder om året. Disse, disse udstillinger, som det så drejer sig om for mit vedkommende, de er tilrettelagt altså igennem sommeren, og der vil jeg give et vue over mit arbejde lige fra 1930, hvor jeg begyndte, til i dag. Der er lavet udstillinger på, på Nordjyllands Kunstmuseum i Aalborg,

hvor de har en lille koncentreret ophængning af nogle billeder, jeg lavede i 60'erne, og så er der udstilling i Aarhus, hvor Aarhus Kunstbygning har nyere arbejder, og Aarhus Kunstmuseum har arbejder fra 30’erne til, til i dag, ja, til ’80. Så er der til jeres fornøjelse..., fordi i og for sig er det, er det meget for jeres skyld og for mine gamle elever selvfølgelig. Jeg har - efter hvad Nanna har opgivet - haft nogle og 90 i den periode, jeg har været her. Og det er også for deres skyld, at jeg laver disse udstillinger. På Statens Museum for Kunst åbner i denne måned en udstilling af arbejder, som specielt er lavet til deres fuldstændig desperate arkitektur, hvor der altså ikke er dagslys, og hvor der altså er elektrisk lys, hvor proportionerne af væggene er fuldstændig ufattelige, når vi ser på, hvad vi har beskæftiget os med,

venetiansk arkitektur og arkitektur i det hele taget, arkitekturproblemer, så er det, der er sket deroppe, hvor man har revet indmaden ud af et fornuftigt bygningsværk og så lavet noget, som ingen mennesker kan bruge til noget. Der er jeg i den paradoksale situation, at jeg vil lave noget, som viser, at disse sale godt kan bruges til noget. Samtidig med jeg altså mener og har givet offentligt udtryk for, at det kan man ikke. Men det er det eneste sted, jeg har, det er Statens Museum for Kunst, og den åbner, når Lars Rostrup Bøyesen bestemmer det, i løbet af denne måned.

Datoen er ikke fastlagt. Så vil der blive en udstilling i Esbjerg af forskellige ting. De er meget humoristisk anlagt derovre, og direktøren har 2 små børn, som har besøgt mig flere gange, og som jeg har forsøgt at tegne og lege med, osv., så der har vi lagt det an på den måde, at de har fået ligesom den mere humoristiske..., ja, altså..., jeg mener,

man kan jo godt have lidt smil, ikke Lena? Du har også børn. Så er der en udstilling endelig på, i Herning. I Herning er der et kunstmuseum, dér i Angligården, hvor der netop er tiltrådt en direktør. De, disse Angli-bygninger som Aage Damgaard i sin tid brugte som fabrik, de er nu blevet…. Det ene, det ene, ja, altså et nyt hus lavede de til Carl-Henning Pedersen og Else Alfelt, og ved siden af ligger så selve hans store runde bygning, lavet af arkitekt C.F. Møller, som byggede Aarhus Universitet. Og denne store bygning den har de nu fået, fået - hvad hedder det, approberet, tror jeg, det hedder - af ministeriet som værende provinsmuseum,

sådan at de kunne få lejlighed til at ansætte en direktør og denne direktør, Otto Hansen, der tidligere har været på Nordjyllands Kunstmuseum, laver så en udstilling deroppe. Endelig går en udstilling af grafik rundt i hele landet under, under provins-, under, hvad hedder det, de forenede kunstforeninger, eller sådan et eller andet. Ja. Der er lavet en del tryksager og vil blive lavet flere tryksager, og jeg kan, og jeg har....

Nu skal vi høre, om der er kommet noget på det her. Jeg har taget de 2 med, som er færdige, og som I kan få et eksemplar af hver. Og så slukker Nanna for apparatet, mens jeg deler ud. Og så vil vi høre, om der er kommet noget på det der. [Optagelsen afbrydes.]

Ja, nu kan I jo kigge på dem, og så foreslår jeg, at I næste gang, i næste uge, ikke sandt, stiller spørgsmål om dit og dat, hvis der er noget, I gerne vil have udbygget i den anledning. Ja, det er jo altså så meget, jeg kan sige om min fratræden. I får, I får senere de andre kataloger, der bliver lavet, og dermed har jeg afsluttet mit skolearbejde… definitivt. Resten det er sådan lidt oven i handlen…

Næste punkt på dagsordenen det er Richard Winthers tiltræden. Richard Winther kender jeg fra gammel tid. Han kom til mig, jeg boede under krigen i Birkerød i et hus, og der kom denne grønne dreng, han er jo, han er jo - hvor gammel er han nu blevet? - dengang var han altså en ung mand, der gik i gymnasiet og han kom ud til mig, fordi han gerne ville sludre, og han satte sig altså ned, og han havde, som sædvanlig, et fotografiapparat med, og vi havde det udmærket med hinanden. Så skete der [Nanna hviker noget, utydeligt.] Så skete der en begivenhed, som jeg husker ham, hvor - han var altså lige begyndt på at snuse lidt til, hvad kunst var. Derfor gik han rundt dér, han gik ud til Heerup, f.eks., og satte sig dér og drak kaffe med Heerup og så på at Heerup sad og huggede i sten osv., og så sludrede han med Heerup og så fotograferede han Heerup,

og han gik sådan rundt til den ene og den anden, og det har han i og for sig gjort hele livet. Ved en bestemt begivenhed under krigen, da, det var en dag, min kunsthandler, en virkelig god ven, Thorkild Hansen, som havde kunsthandlen i Tokanten. Han kom ud til mig og var ret oprevet og bestyrtet. Og jeg boede altså helt alene med en kat, og så sagde han til mig, Morten kan jeg bo her hos dig, fordi nu brænder det under mig, og jeg skal altså forsvinde fra jordens overflade. Jeg kan ikke komme over til Sverige.

Så, så siger jeg, ja det kan du godt, Thorkild. Og så fandt vi ud af, at vi ville gå en tur, så da vi kommer ned i haven, så kommer postbuddet, og han kommer med et postkort til mig, hvorpå der står, Kære Morten. Der er mus på gardinstængerne. Det forstår du ikke, Lena, men altså man har gardinstænger, og der kan være mus på.

Det må Niklas forklare dig, hvad det betyder. Men det betyder altså, der er fare på færde, ikke. Kan man sige. Men altså det er oversat til, til humoristisk dansk, sådan at en eventuelt udenforstående ikke skulle kunne lægge noget i det. Altså man kunne lægge det i det man ville, ikke sandt. Men det var bare….

Og så stod der kærlig hilsen, Erna, og Erna var servitricen i Skindbuksen. Og hende havde jeg den aftale med - der kom jo alle mulige frihedskæmpere og nazister imellem hinanden - og der fik hun altså at vide, hvad der forestod. Og så skulle hun altså give mig et praj,

hvis der forestod et eller andet, som angik mig. Og jeg kigger på det, og jeg kigger på Thorkild Hansen, og så siger jeg, ja, du, den brænder sgu også for mig. Du kan se her, Erna skriver,

at der er mus på gardinstængerne. Så jeg må vist også hellere… Så havde vi, så havde vi oppe i en lille landsby, der lå lidt længere ude, der havde vi en købmand, som havde den egenskab, at han altid havde stående et par bajere i et, på et hemmeligt sted. Og ham satte vi os så til at sludre med, og så tog vi toget ind til byen. Og det var en meget mærkelig oplevelse dette her med, at man pludselig ikke kunne være nogen steder. Vi sad så og diskuterede og spurgte hinanden, hvor kan vi søge hen, hvor kan vi finde et skjul.

Det skulle jo altså ikke være nogen bekendte, fordi så kunne man jo straks finde os igen. Det skulle altså være nogen, som ikke var rigtig bekendte, men alligevel som vi var bekendt med, og nogen som vi havde tiltro til ikke ville, ja, dengang sagde man stikke os, ikke. Og så tænkte vi på denne her unge Winther og hans far var direktør på sukkerfabrikken på Islands Brygge. Og så diskuterede vi, så siger jeg, ja, den der sukkerfabrik der, der må jo være en masse rum, hvor man laver sukker, og der må jo altså være et eller andet kontor, hvor man altså kan forsvinde simpelthen. Ergo gik vi op til sukkerfabrikkens direktør og forklarede, vi kendte hans søn og sådan og sådan og det ene med det andet, og kom indenfor, og så kom vi jo så indenfor og blev godt behandlet, og vi fortalte så Richard Winther om vores, vores situation.

Og så blev hjemmet lukket op for os, og vi fik nogle loftsværelser, hvor Winther havde - det lignede det her, et laboratorium, der var alt muligt alle vegne. Og der var vi så i 3 dage, og til måltiderne blev vi hentet ned fra loftet og sat til bords. Og der var så, efter en bedre middag der siger Winthers far til mig, Mortensen, vil De komme med herind i - han havde sådan et bibliotek eller kontor eller sådan noget. Og der satte vi os så og fik et glas og så siger han, der er noget, der er et meget vanskeligt spørgsmål for mig. Altså alt var jo vanskeligt dengang.

Der er et spørgsmål, jeg vil stille Dem. Har min søn talent? Det ene var næsten værre end det andet, ikke sandt, for hvad skal man sige? Jeg havde aldrig set noget af drengen. Og han havde jo været, vi havde haft nogle udmærkede samtaler. Og så sagde jeg til ham, ja, det tror jeg, det tror jeg. Jeg tror Deres søn har talent.

Ja, vil han blive et navn? Så siger jeg, det, det kommer ikke an på talentet, det kommer an på, hvad man bruger talentet til. Det var et meget fornuftig svar. Så sagde han: Så skal vi 2 have et glas portvin. Og så fandt han en flaske frem fra et skab, og så, og så tog vi et glas på Winthers velgående. Senere har jeg haft mange udmærkede oplevelser med Richard Winther.

F.eks. da han besøgte Giacometti, og vi havde, vi havde snakket sammen om…. Jeg havde altså besøgt Giacometti nogle gange og talt med ham og set hans atelier. Han havde forskellige atelierer, hvor han havde forskellige epoker af sine ting. Og så, og så fortæller jeg det til Winther, så siger jeg sådan og sådan, og jeg beskrev det selvfølgelig meget malende, og der var en kommode, man kom ind der, der var en kommode i et bagrum - et slags soverum til et atelier, hvor, oppe på hylderne, der stod alle hans gipsskulpturer fra den såkaldte konstruktive periode, som man slet ikke kender mere i dag, og jeg ved slet ikke, om de eksisterer. Men det var altså sådan nogle prismer, en slags prismeskulpturer.

Og på kommoden der lå blandt en hel masse ragelse et hoved. Og det var et hoved af en skulptur, som vi havde set afbildet - denne kvindeskikkelse, der, der går med intet, som går med det tomme rum, ikke sandt. Hun går sådan med sine hænder, og så hendes øjne, de præget ind med nogle, med nogle jernstumper og sådan noget. Denne skulptur havde vi set afbilledet i et surrealistisk tidsskrift, og jeg var meget, meget optaget af den, og da jeg kom ind og så, så havde Giacometti i et anfald af raseri slået den i stykker, og han havde altså…. Og kroppen, det var en slags voldtægtsforbrydelse, ikke sandt, og kroppen lå nede på gulvet, ikke sandt, og benene lå et andet sted, men dér på kommoden der lå i al fald hovedet. Og den historie må have stået i, i Winthers bevidsthed, for så tager han til Paris, og så tager han ned og besøger Giacometti, og så siger han selvfølgelig til Giacometti,

jeg ved, De har et sted en kommode med et hoved på. Og manden bliver selvfølgelig glad, som man altid bliver når, og så bliver han inviteret indenfor dér. Og så har han altså en mærkelig evne, han kan godt købslå. Og han havde 300 kroner, og de 300 kroner ville han altså gerne investere i det der hoved. Og Giacometti morer sig jo meget over det der, og jeg ved ikke, om han fik de 300 kroner, men de har altså antagelig drukket en flaske rødvin, på en bar der på hjørnet, ikke,

og så fik han hovedet. Han har altid interesseret sig for sine omgivelser på en meget minutiøs måde. Alt hvad han sådan omgiver sig med, og han omgiver sig med en masse ting, ikke sandt. Men han, han drømmer også om at omgive sig med en masse ting. Og…, og så læser han uhyre meget. Han er meget, meget belæst.

Og det kan man se af hans bog, som jeg tænker, I, der har tilmeldt jer nu til ham, at I har købt og læst. Den er, den ser sådan ud, det ved I sikkert alle sammen, og den hedder altså Den Hellige Hieronymus Damekreds. Den udmærker sig ved at have et, et pædagogisk sigte på, på bagsiden. Der vil jeg lige læse, hvad han skriver dér om sin bog. ”Bogen omhandler elementære kunstneriske principper, belyst gennem morsomme eksempler. På den måde kan man forene det almene med det personlige,

og det pædagogiske med det underholdende. Jeg vil beskrive, hvad der foregår inde i kunstneren, og hvorledes det maleriske og litterære udtryk fungerer. At se litteratur som maleri, for derigennem at få nye synspunkter frem. Punktum. Jeg har brugt en historisk person,

altså den hellige Hieronymus, til at belyse en nutidig, altså Richard Winther, og omvendt. Ved at sætte en gammel kirkefader op mod en nutidig kunstmaler, får jeg en kontrast mellem kirkens dogmatik og kunstens frihed. To modsatte idealer, der begge er en del af vor europæiske kultur.”

Altså allerede af de få linjer kan I se, at manden har et meget vidtspændende program. Og når man slår op bag i bogen, for det gør man jo meget ofte med den slags digre værker, for at finde ud af, hvad det egentlig drejer sig om, så viser det sig, at han anfører en bogliste. Nu står der ikke hvor mange, men der er altså, der er altså hvad skal vi sige 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9, 10, 11, 12, 13, 14, 15, 16. Der er 16 sider, hvor litteratur, bøger, henvisninger er gjort. Jeg skal ikke kommentere denne bog i dag, det, det vil jeg gøre, det vil jeg have, vi alle sammen skal gøre næste gang. I læser bogen til næste gang, ikke sandt?

Til næste uge. Og... I kan ikke være bekendt andet, vel, fordi jeg mener, han har jo gjort sig ulejlighed med at skrive den. Og så vil jeg foreslå, at I streger ind, altså sætter en clips eller sådan noget, der hvor I finder en side, hvor I synes, det er særlig betydningsfuldt. Og så kan vi slå op på den side alle sammen, og så kan den enkelte sige, hvad, hvad vi skal tænke og mene om det, der foregår i bogen.

[Elev] Hvornår er næste gang? [Mortensen] Hvaba? [Elev] Hvornår er næste gang? [Mortensen] Ja det kan vi blive enige om. Vi kan godt tage torsdag ligesom i denne uge - klokken 10, ikke? Det kan vi godt. [Telefonen ringer.] Det må I undskylde - det er de moderne tider, det kommer med på båndet. For at begynde med begyndelsen, for vi kan jo godt, vi kan jo godt sige lidt om den, selvom jeg ikke ønsker at diskutere den sådan nærmere, fordi det synes jeg altså, at det er ligesom jer, der skal komme med et bud. Og, og så vil jeg forsøge at følge det op lidt, så jeg ligesom tager jer i den ene hånd og Winther i den anden. Han begynder sin Hellige Hieronymus Damekreds, som han kalder bogen, han begynder med et billede af den Hellige Hieronymus, som vi alle sammen kender.

Det er Albrecht Dürers stik, hvor vi ser Hieronymus sidde i sit studerekammer, ikke sandt, og så har han sin løve. Løven ligger dernede. Og det er denne her løve, han er blevet så berømt på. Den ligger rolig og fredelig. Og ved siden af sover der en hund, og det gør den altså ganske uden besvær. Vi ved også, at denne løve er blevet lige så kælen som en kattekilling, ikke sandt,

og vi ved også, hvorfor den er blevet det. Hele Albrecht Dürers beskrivelse af Hieronymus’ interiør, det er, det er jo meget omhyggeligt, som beskrivelser af interiører på den tid i renæssancen var. Og det har interesseret Winther at studere hvilke objekter, han havde sådan i sit studierum. Det har også interesseret os, når vi har været i Venezia og set Hieronymus i den jugoslaviske skole der, hvor Carpaccio har malet Hieronymus, som kommer med sin løve. I husker dette pragtfulde billede, hvor Hieronymus med det lange skæg,

han kommer ind fra, fra venstre med sin løve. Og hvad er der så med den løve? Jo, der er det ved det, at Hieronymus havde levet ude blandt de vilde dyr, og denne her løve havde en torn i den ene fod. Og den kunne altså ikke gå, fordi der sad denne her torn. Og så siger Hieronymus til løven, kom her min kære løve, den torn trækker jeg ud, så vi, så vi får orden på den sag, og så kan vi 2 blive gode venner.

Og det gjorde han så. Carpaccio beskriver scenen, hvor Hieronymus har trukket tornen ud og kommer ind på, i sin klostergård der i Venezia. Hele sceneriet er bygget op, ligesom Carpaccios - havde jeg nær sagt - sædvanlige fantasiarkitektur. Det er en meget rig klostergård, men det, der er usædvanligt, det er det, at der hviler ikke denne her ro, som der hviler over dette her billede, denne her stille scene,

men der, der er en fantastisk uro til stede i klostergården, fordi alle munkene, de bliver rædselsslagne ved at se dette her kræ, denne her kælne løve, der kommer dér, og de flygter så til alle sider, de flygter ind ad porte, op ad trapper og rundt omkring. Og når man ser nærmere efter, så viser det sig, at midt i, midt i det hele springer der en kronhjort afsted. Dér midt i Venedig. Det har vi fået meget ud af at studere, og jeg skal ikke komme nærmere ind på det her, men vi har altså også haft lidt fat i Hieronymus. Jeg siger, at Winther er meget interesseret i alt, hvad der omgiver ham af, af dele af enhver art. Og det fremgår altså med tydelighed af bogen, hvor han altså ligesom lever i, i en verden ligesom i et konstant museum, ligesom han ser altså alting, ikke blot en gammel ølkasse med 2 tomme støvede flasker, men altså apparaturer, mikrofoner, blade, et askebæger.

Alting går ind i hans bevidsthed og bliver indregistreret. Og vi har andre kunstnere samtidig, som har gjort det samme og som har spekuleret på det samme. Vi har, når vi går tilbage til Vittorio Carpaccio igen, så har vi hans interiør med den hellige Augustin, hvor han ganske nøjagtigt og nøje har, har malet alle de objekter, Augustin havde i sit studerekammer, hvor han sad og skrev musikkens filosofi. Og man kan se alle hans bøger slået op, sådan at man den dag i dag kan læse noderne og synge, hvad det var, Augustin i det 4. århundrede sad og beskæftigede sig med.

En af de kunstnere, jeg kom til at tænke på, ved, altså moderne kunstnere, det er Daniel Spoerri. Kender I Daniel Spoerri? Nogen kender ham. Han er f.eks.... Han blev meget, meget kendt for en halv snes år siden ved at beskæftige sig med sit morgenmåltid. Han havde, han havde indlogeret sig i et lille hotel i Amsterdam, og der havde han sagt til, til, til værten, at han gerne ville have morgenmaden oppe på sengen.

Altså det kan man få serveret, selvom de er smalle huse, så går værten altså op ad alle de trapper med en bakke, og på denne her bakke, der er altså alle mulige slags brød og pølser, skinke, og kogte æg, og ost selvfølgelig, massevis. Og så er der knive og gafler og skeer til det alt sammen og sukker og peber og salt, selvfølgelig osv. Og der har jeg engang haft den mærkelige oplevelse, at jeg sad med sådan en kæmpe bakke med et morgenmåltid på en fin seng, ikke sandt,

serveret der af en hollandsk hotelejer Og så tænkte jeg ved mig selv, nu tager du et stykke papir, og så skriver du op, hvor mange ting der i virkeligheden skal til sådan et morgenmåltid. Og så skrev jeg op, hvor mange knive og hvor mange gafler, hvor mange skeer, hvor mange kopper, hvor mange glas til mælk, osv., osv. Og så havde jeg altså en hel liste, sådan ligesom en inventarliste.

Og hvis der er noget Boerri, Spoerri beskæftigede sig med, så var det netop sådan en slags inventarliste. Og han gjorde det også over et morgenmåltid, hvor han sad og filosoferede efter at have spist og drukket, så var der altså tilbage…, der lå altså dette her ragnarok, sådan en fuldstændig ligesom der var faldet en atombombe i Nagasaki, ikke, at det hele var ødelagt. Det var en destruktion uden lige. Han havde knust æggeskaller, han havde spist en bid af det hele, han havde spildt på dugen, osv., osv. Og der var krummer alle vegne. Og pludselig havde han tabt et hår ned i smørret, ikke. Og så alt dette her begyndte han så at lave en værkfortegnelse over. Og så tog han noget papir og blyant og passer og lineal osv. og målebånd og det hele. Og så lavede han så nøjagtigt som muligt et topografisk kort over et ødelagt morgenmåltid. Vi har den samme bevægelse i den franske litteratur.

Der har vi en, en hel serie digtere, der beskæftiger sig med en slags intim realisme eller overrealisme eller pertentlig realisme, eller hvad man nu vil kalde det. Og der kan jeg nævne Robbe-Grillet som en af de mest fremragende, han skriver også bøger, lige så tykke som denne her, og det handler måske kun om noget, der er foregået i 4 ½ minut et ganske bestemt sted, i en ganske bestemt gade, oppe i et ganske bestemt hus, på et ganske bestemt, over et bord…. Muligvis en monolog, eller ja, indre monolog. Jeg havde tænkt mig, at vi skulle gøre et forsøg i denne uge med et, med sådan et lignende forsøg, et forsøg i Spoerri, Richard Winther og Robbe-Grillet stil, idé,

og tage et andet af Dürers stik, som I kan få ovre på biblioteket. Jeg tror ikke, vi har en bog herinde med Albrecht Dürer. Men han har lavet…. Når jeg siger Melencolia, så kender I det alle sammen, I ved, det står der ved siden af regnbuen, spændt over Melencolia, der sidder en dame i, i rigt gevandt, omgærdet af en helt masse genstande, en helt masse besynderlige genstande.

Og der vil jeg gerne have, at I til næste gang tager en, går over og finder en bog, altså der er jo tusindvis af bøger med, med Dürers stik i, og sætter jer ned og laver en inventarieliste, fordi det er meget betydningsfuldt, det er næsten mere betydningsfuldt end Hieronymus og Augustins værelse. Dürer har beskrevet dette, dette sceneri, vil jeg kalde det, med en stor omhyggelighed, og det, han beskriver, det er til stadighed en gåde for kunstens videnskabsmænd og kunstens udøvere,

hvorfor han har anbragt netop disse genstande på disse steder, og hvad han vil med at kalde dette her billede melankoli. Så der kunne jeg tænke mig, at I skulle gå derover og, og, og sætte jer og lave en inventariefortegnelse over dette her, og så samtidig med I noterer jer, den og den genstand, som I mener er særlig betydningsfuld, så vedføjer en kommentar, som vi kan få næste gang, sådan at I kan sige, jeg mener, han har anbragt den og den ting fordi sådan og sådan. Jeg tror, det vil være helt i, i Winthers ånd, og han vil kunne forstå noget, når han hører de par bånd, vi kommer til at lave, inden han tiltræder, så vil han kunne se, at det ligesom vi har beskæftiget os med hans tankeverden. Ja, så er der det tredje punkt, vi har, ja, så vil jeg selvfølgelig gerne spørge, om der er nogen, der har kommentarer i den anledning, så, så rækker vi mikrofonen.

[Elev] Ja, jeg vil gerne spørge om noget med Melencoli. [Mortensen] Ja, Ja. [Elev] Er det et stik? [Mortensen] Ja, det er et stik ligesom det andet.

Simonsen, du ser så tænksom ud. [Samtale mellem Mortensen og nogle af eleverne, utydeligt.] Så har vi, så har vi det sidste punkt i dag på programmet, før ordet er frit, ikke. Og det er simpelthen det, at vi skal jo se jeres arbejder fra i sommer. Og der plejer vi gerne at starte med en slags sommerudstilling, altså en slags indledningsudstilling med jeres sommerarbejder.

Så hvis I, hvis I i løbet af ugen her og begyndelsen af næste uge tager nogle arbejder med og hænger dem op her, med de forhåndenværende søm og staffelier osv. osv. Det skal jo ikke være, det skal jo ikke være, altså, noget for folk. Det skal jo bare være til, til vores fælles bedste, sådan at vi kan få en dialog i gang. Og det regner jeg også med, at Winther vil sætte pris på - at han har et materiale at gå ud fra - for man kan jo ikke sætte sig bare og lave en pædagog-situation, uden man ved, hvor eleven, hvor eleven står, [Elev] Hvornår er næste gang? hvilket standpunkt, hvad han har at byde på, og hvad han ønsker at få noget at vide noget om, osv.

Så derfor vil jeg foreslå, at I tager billeder med herind og simpelthen hænger op og stiller op, osv. Ja, så ved jeg ikke. Så kan vi mestendels ikke komme længere, hvis der ikke er nogen af jer, der har forslag og forespørgsler eller et eller andet. [Elev] Hvor kan man købe bogen henne? [Mortensen] Den kan man købe i en boghandel. Det er Borgens Forlag. Den er udkommet i 1978, og der købte jeg den altså. Og…. Jeg læste anmeldelserne i dagbladene og der var en anmelder der sagde, den bog der, den læser man på en nat. Man begynder altså om aftenen, og så læser man den i et sug læser man den i løbet af natten. Da jeg købte den, altså i 1978,

der tænkte jeg ved mig selv, den bog vil jeg gerne have fat i, og så storkede jeg op til Holbæk, og så fik jeg fat i bogen, og så, så tilrettelagde jeg det sådan, så jeg havde en nat. Men det kom der altså ingenting ud af, for jeg fandt ud af, at dette her med det store sug, det var altså ikke lige det. Men fra tid til anden har jeg læst en hel del i den, og det er, det er en stor mundfuld.

[Løs snak med eleverne om udstillingen på Statens Museum for Kunst. Ikke transskriberet. Optagelsen afbrydes.]