Bånd 25

[Indledningsvis høres høj skrattende lyd.] Ja, idag er vi på Malersalen, og Rust sidder med et grumt smil og en masse papirer. Og så har vi Peter, og så har vi Thomas, så har vi Sys og Kurt og Søren med det røde hår, og Carsten og Nanna [nogle af eleverne siger deres navne]. Det er meningen, vi skal tale om skolebladet, og der vil jeg naturligvis give ordet til Rust, som ved noget om det. Siger den noget, Nanna? [Der høres en høj skrattende lyd.] Først vil jeg forelægge jer et par bøger, som jeg synes er betydningsfulde lige i øjeblikket, fordi vi sidst talte om et kompendium, som var kommet oppe fra Farveteknisk Laboratorium, og der vil jeg lige i forbifarten omtale de bøger, jeg har haft… brug for igennem min tid. Det talte vi om sidste gang. Det har vi, det har vi overgivet til skolen, og det, det kan ses, når Nanna udleverer det.

Jeg har haft fornøjelsen af at kende Peter Hald. I min tid herinde, for 40 år siden, han udgav, han var altså leder af Farveteknisk Laboratorium, og sine undersøgelser udgav han bl.a. i en lille bog, der hedder Maleriets Teknik. Og jeg har den i 5. oplag, jeg har slidt, jeg ved ikke hvor mange op, den har været med mig. Det er 5. oplag, den er fra 1950. Den har været med mig i, i udlandet, og jeg har lært en forfærdelig masse af den. Der er det med disse bøger om teknik, at de bliver først rigtig oplevet, når man bruger teknikken, altså når man, når man følger vejledningerne.

Og så, så, så går man jo i gang med maleriet, og så en skønne dag, så står man pludselig og har glemt det hele, og så slår man op i Hald. Og det gjorde vi altså dengang. Og i stedet for de meget fornemme farveplancher, der er i det nye farvekompendium der, der gik Hald meget håndfast til værks. Han sagde, hvad har vi på markedet af kunstnerfarver i København? Vi har Stelling, og vi har Vilhelm Pacht. Og disse to farvekort, der fik han altså lavet, det var, det var faktisk det,

man kunne få at købe på markedet i København af farver. Herefter havde man sig altså [utydeligt]. Så skrev han selvfølgelig som…, på det nye kompendium disse forskellige bly-, bly-mellemilte, det er Pb2, O4. Det har vi ikke så meget fornøjelse af, men det er jo selvfølgelig meget skægt at se disse her kemiske formler. Den vil jeg anbefale jer allesammen.

Den siger, der er også Ostwalds farvesystem. I, I kan se der, han har været inde på det der. Og han var en mand, der eksperimenterede meget og kunne meget. Jeg kan anbefale den. Den giver sig i og for sig i en nøddeskal, hvad man har brug for, og det er meget rart at have. Så skete der det, at Hald døde.

Hans, hans laboratorium derovre, det blev nedlagt for at genopstå på ny, og geskæftige folk fandt ud af, at alt det materiale, han havde stående på sine reoler, det var irrelevant, og det blev så smidt ned i gården her. Og det var altså en hel bogsamling, bl.a. Og så havde han nogle skiver, som jeg fandt. Altså nogle papskiver på denne størrelse med et hul i midten. Nu kan man se, at han har haft sådan et roterende apparat, muligvis med et håndsving, så han kunne, altså sætte sving i farver, og så på den måde....

Jeg har ham lumsk mistænkt for at undersøge komplementærfarver og sådan noget. Men jeg har en hel stak af disse skiver. Jeg gik jo selvfølgelig ned og så, hvad det var, jeg spurgte mig for. Jo, det skulle bare smides ud. Det skulle jo hentes af Frelsens Hær. Og så gik jeg i gang med det og fandt ud af, at der var en hel masse tysk litteratur.

Og rent umiddelbart kunne jeg se, at den, denne tyske litteratur, faglitteratur om farveteknik og farvekemi og gud ved hvad, det var bøger med en typografi, som var på et meget højt plan, og disse typografiske mesterværker ville jeg naturligvis ikke lade gå til Frelsens Hær. Og derfor samlede jeg dem op, og jeg har vel ved lejlighed givet Nanna nogle af dem, fordi hun er særlig interesseret i typografi, og dem kan hun vise jer en gang ved lejlighed. Men ud af bunken hentede jeg dette mesterværk. Det hedder i al beskedenhed, nu vidste jeg noget om det. Det hedder i alt beskedenhed Max Doerner, Malmaterial und seine Verwendung im Bilde. Denne Max Doerner, han var professor i maleri i München, og han har udgivet dette værk.

Dette, denne udgave er den ”2. vielfach vermehrte Auflage” i 1922. Det er altså 2. oplag, og den, den giver også en hel masse. Altså den er meget, meget mere udvidet end, end Hald, og Hald har jo selvfølgelig sit fra Doerner, bl.a. Doerner fik vi en..., en…, en om-. Han, han blev omtalt nedsættende i visse kredse i Frankrig, fordi man mente, at Hitler stod bag Doerner.

Nu kan man jo altså se, at denne her bog er udgivet i ’22, og den er lavet i ’21, så der må altså være noget forkert med, med…. Men det kan godt være, at ”Professor Maler”, Max Doerner, i München i 1921, har, har fået støtte af Hitler. Men så er Hitler jo..., jeg ved ikke, hvor gammel har Hitler været så? Nu er du jo kommet til stede. [Tesch] Det ved jeg søreme ikke. [Mortensen] Nå, nej.

Det er altså Tesch. Ham må vi have op på båndet. Tesch puster og stønner. Dette, jeg talte om…, jo, ordene fik altså en nedsættende betydning, men i alt fald så udkom han igen og igen, og han lavede noget han kaldte Doerner Institut i München. Jeg skal lige vise jer, hvordan man mener, han har set ud. Han kunne jo godt ligne sådan en SS-børste. Men det kan jo de fleste frisørmestre også, ikke, i München. I alt fald var han meget nidkær. Og dette værk har flere farveplancher, men ikke som Halds farveplancher af, af det, man kunne købe, men farveplancher af malerier i bogtryk, så man kan se, hvordan kunstnere har brugt oliefarver, bl.a. Det bliver ved siden af svenskeren Akke [Mortensen udtaler det som Aake] Kumlien det største værk om maleriets teknik,

beregnet på kunstmalere. Akke [Mortensen udtaler det som Aake] Kumlien har jeg også et eksemplar af. Jeg har sat Nanna til at finde det, og jeg tror hun har fået det ved lejlighed. Men i alt fald har jeg disse to pragtfulde værker, og dem vil jeg forære jer, fordi jeg mener, I har brug for dem, og de kan altså stå i vores håndbibliotek. Denne her forærer jeg jer.

Værsgo’ og spis. Det er... Hvilket oplag, det kan jeg ikke huske. Men den er fra 1952. Den er udgivet 1952, og denne her er altså udgivet 1921, den vil jeg forære Nanna som komp-…, ikke kompendium, men som kompensation for, at du har gjort så store anstrengelser i den samme retning igennem de senere år.

Værsgo’ og spis. Den der tager jeg hjem igen, den kan jeg ikke undvære, den kan I selv købe for 8 ½ kr.

Så vil jeg give ordet til Rust. [Rust] Jeg vil først starte med at fortælle om en fjernsynsudsendelse, jeg så mandag den 27., en to timer lang udsendelse under titlen ”Forskning for hvem?”, som udformede sig som en debat mellem forskere og politikere. [Optagelsen afbrydes et kort øjeblik, høj skrattende lyd høres.] Der har jeg skrevet noget ned på basis af den fjernsynsudsendelse, en kladde til noget, der senere skal komme i skolebladet, som jeg godt vil læse op. Forskning kan defineres som bestræbelser på at finde sammenhænge i naturen, i kunsten, i historien, etc. En grundbetingelse for at opnå forskningsmæssige resultater er fordomsfrihed. Forskningen kan groft inddeles i to forskellige kategorier, grundforskning og målforskning. Grundforskningen beskæftiger sig med at forøge vor viden uden nødvendigvis at tage stilling til dens anvendelse.

Den afdækker nye egne af mulighederne for menneskelig erkendelse i kraft af sine egne love. Målforskningen beskæftiger sig med områder i grundforskningen, der kan anvendes. Det er som oftest forskellige talenter, der arbejder inden for de to områder. Den kunstneriske forskning har mest lighed med grundforskningen. Danmarks årlige forskningsbudget er på 1,2 milliard kroner, og det svarer til 2 % af nationalbudgettet.

Heraf ydes de 70 % af pengene til undervisningssektoren, 10 % til Risø og 10 % til landbrugsforskningen. Forskningsbudgettet svarer til en udgift for borgerne på 186 kroner pro persona. I Tyskland og Sverige er beløbende sammenligningsvis på hhv. 337 kroner og 348 kroner pro persona. Det pågående spørgsmål, der stilles fra mange sider for øjeblikket, er spørgsmålet om forskningens samfundsrelevans. Kort kan siges, at en væsentlig del af forskningen er samfundsrelevant. Ikke al forskning.

Grundforskningen viser sig senere at udvikle sig til noget samfundsgavnligt eller noget samfundsskadeligt, f.eks. kernevåben. Undervisningsminister Ritt Bjerregaard har åbnet debatten omkring forskningen ved i en kronik i Politiken at kræve, at forskerne skal dokumentere, at deres forskning er samfundsrelevant. Dette krav er fremstillet dels truende, dels inviterende. En folkeafstemning i overensstemmelse med princippet, den der betaler, bestemmer, ville afstedkomme en nedlæggelse af forskningen, påstår hun.

I en afmatningsperiode, som politikerne siger, er det almindeligt at betragte forskning som luksus. Det er derfor vigtigt, ikke mindst for forskerne, at der kommer en kommunikation i gang mellem forskere og befolkningen på den ene side, og politikerne på den anden side. I må ud af busken nu, inviterer Ritt Bjerregaard, førend indgrebene kommer. Ritt Bjerregaard mener ikke, det er vanskeligt for forskerne at forklare befolkningen, at forskningen er relevant. Et alvorligt dilemma for Ritt Bjerregaard og de øvrige politikere er, at de store drenge i Folketinget, dem der er stemmer i, er spare- og nedskæringsdrengene,

hvad-nytte-er-det-til-prædikanterne, anført af Fremskridtspartiet, der sætter lighedstegn mellem forskning og hobby, og som mener, at f.eks. alle problemer i forbindelse med det seksuelle område løses i Ekstrabladet. Et andet problem er, at der er ved at opstå store pressionsgrupper over for forskningen, som f.eks. LO's nyoprettede forskningsråd, der ønsker styring på forskningen. Grænserne for forskningen må ikke være så flydende, at man ikke kan se samfundsrelevansen. Der skal være, der skal nok være råd til grundforskning, men arbejdsmiljøforskningen skal prioriteres højere. Der foregår en meget dårlig kommunikation fra forskerne.

Det er tegn på sygdom i forskningen, at det ikke er nødvendigt, at det er nødvendigt at nedsætte forskningsråd og styrende organer. Så har jeg skrevet sådan en masse bemærkninger ned fra TV-udsendelsen. Samfundet har altid styret forskningen. På grund af krisen - og den er opstået på grund af ulandenes voksende krav - må der forskes på en anden måde, og det vil opstå automatisk, fordi tiden er en anden. Humanisterne skal formulere sig forståeligt.

Man kan ikke bare gå i byen og få et stykke forskningsarbejde. Forskningsapparater skal bygges op. Der er grænser for, hvor mange kvalificerede forskere, man kan få. Ingen grænser for antallet af dårlige forskere. Grundforskning og anvendt forskning må kædes sammen. Det er meget farligt at diktere i detaljer.

Ministerierne må have kompetente spørgere. Vi politikere kan påpege områder, hvor vi ønsker målrettet forskning. Industriens udnyttelse af forskningen er markedsorientering på grund af vores system. Dette medfører miljøproblemer. 3 møder om året mellem Folketingets Forskningsudvalg og Forskningens Plan-, Planlægningsråd, som har til opgave at rådgive, er for lidt. Der må professionelle informationsfolk, popu-, popularisatorer til, nej ikke flere eksperter.

Kommunikation er en del af forskernes erkendelsesproces. Kontrollen med forskningen foregår for øjeblikket kun via bevillingerne. Forbindelsen mellem os politikere og forskningen er ikke tæt nok. Har politikerne lært at bruge fremtidsforskningen? Landbrugsforskningen kommer ud til praktisk anvendelse på fabelagtig hurtig tid. Vi kan måske lære en del af dette.

Den ene halvdel af forskningen stilles der spørgsmål ved. Den anden, industrien, stilles der ikke spørgsmål ved. Selvom også denne betales af det offentlige. TV har brug for udsendelser med særgrupper af forskere. Akademiet kan ikke fungere i et lukket miljø. Vi har brug for forskning i kvalitet.

Det er, hvad jeg har skrevet ned på basis af TV-udsendelsen. Og grunden til at jeg, jeg drager det frem, det er fordi jeg mener, at problemet... omkring forskning og den debat, der pågår for øjeblikket, er noget, der angår os i almindelighed, altså som kunstnere, og Akademiet i særdeleshed. De spørgsmålstegn, der stilles ved kritisk forskning og ved grundforskningen, har på det seneste afstedkommet, at forslaget om, at RUC skal sættes under administration, kommer til førstebehandling i Folketinget i dag. Af dagspressens interesse for Akademiet gennem efterhånden, altså hele vinteren og nu igen, som har kulmineret med Kulturministerens udtalelse om, at Akademiet er en børnehave. Det er det, der står her.

Deraf fremgår det, at vi har offentlighedens bevågenhed. Derfor mener jeg, at tiden er inde til, at vi markerer vores standpunkt. Og det, den anskuelse, den er i direkte modstrid med den anskuelse, som rektor vedholdende har lagt for dagen, som går ud på, at vi skal gå stille med dørene på grund af den bevågenhed. Der mener jeg altså lige det modsatte, at vi må markere os og formulere os og afgive en slags rapport overfor det offentlige og overfor hinanden inde på Akademiet om, hvad det er, vi går og laver. Og der er altså…. Dels så må vi gøre en intern status her på skolen, synes jeg, og det kan vi gøre ved, at vi forsøger at lave en slags forskningsrapport i fællesskab. Og den skal stilles til disposition for de øvrige skoler på Akademiet og til offentlighedens disposition.

Og den der rapport, den kan f.eks. foregå derved, at vi nu har fået tildelt redaktionen af skolebladet om 14 dage, der har vi fået frie hænder til at udgive et skoleblad. Og jeg kunne altså forestille mig, at vi, vi prøvede at sætte os ned og gøre en slags status over hvad, hvad, altså vores nuværende situation. Hvad vi har lavet, og hvad vi kan og vil lave. Så har jeg skrevet en liste over de emner, jeg foreløbig har til skolebladet. Carsten har bebudet, at han vil komme med noget

materiale om konstruktiv kunst. Noget med Georg Jacobsen. Og sådan noget. Roland vil komme med nogle sonetter, han har skrevet. Og jeg har nogle oversættelser af artikler om den russiske kunst, vi har set nede i Köln. Og så vil jeg komme med et udsnit fra Anna Karenina af Tolstoj, hvor Anna Karenina og hendes elsker besøger en maler på et atelier nede i Italien. Og… så skal vi nok kommentere situationen på Akademiet også.

Og vi kunne måske få lavet et interview med Robert Jacobsen. Det er et forslag. Og hvis han ikke er til stede, så kan vi sende nogle spørgsmål ned til ham. Sørens avisudklip fra akademidebatten, som ligger ovre i kælderen, de kan også komme ud. Morten vil sikkert også komme med noget. Så kunne vi måske lave en plan over de udstillinger, vi har i sinde at lave i den kommende tid.

Og vi kan måske skrive om nogle af de projekter, vi er i gang med. Herunder altså en plan, som Søren og, og Peter er kommet med, om at lave en Irma-poseserie baseret på et, et idégrundlag. Det var, hvad, hvad, hvad jeg foreløbig har til skolebladet. Så har jeg skrevet et brev til Morten, som sådan set også er, er affundet af forskningsdebatten og det krav, som jeg i hvert fald føler med hensyn til at gøre status nu, og, og, og med hensyn til at stå, stå mere sammen, fordi vi er, er en truet gruppe. Vi har brug for noget sammenhold, ikke, også fordi at vi, at 12 hjerner tænker bedre end én.

Vi kunne bruge hinanden noget bedre, end vi gør nu. Og der har jeg foreslået over for Morten, at vi laver nogle fællesopgaver her på skolen. Altså nogle konkrete opgaver, som…. Og jeg har foreslået, at de skulle være, i temaet skulle være så vidtfavnende, at…, at enhver kunne udfolde sig personligt inden for de opgaver, der bliver stillet. Altså der har jeg f.eks. foreslået, at man kunne lave et humoristisk billede og et erotisk billede. Og så få en, en grundlæggende diskussion i gang ud fra det.

Også ud fra, fra den tendens Morten har lagt an, altså med at køre helt tilbage, gå helt ind i midlerne. Altså nu f.eks. ved at fremlægge Maleriets Teknik af Peder Hald. Og så har vi jo også visse planer, vi har snakket om, Peter og Carsten og Søren og mig, om at prøve at lave en, en gruppe, altså også på basis af Mortens oplæg og på basis af de tanker, vi har gået med længe. Der vil vi lave et opkast, som vi vil sende ud i løbet af et par dage, og sammenkalde til et møde ude hos Nanna i løbet af en uge, hvor vi så vil samle eleverne her på skolen og tidligere elever og andre, og så prøve at få et mere intimt gruppesamarbejde i gang. Og det kan så senere komme til at opfatte, omfatte andre personer, altså balletdansere og digtere og Morten Grunwald og hans stab. Jeg ved ikke, om jeg skal sige mere lige nu om det der, eller om der er nogen, der har nogle kommentarer.

[Mortensen] Nej, du har jo også sagt en masse ting. [Rust] Ja. [Mortensen] Den første ting, du skriv-, du, du siger noget om, det, det er altså den udsendelse, du har hørt. [Rust] Ja. [Mortensen] Og der har jo også været mange ting fremme [Rust] Ja. [Mortensen] om det der problem, ikke. Det problem, Ritt Bjerregaard opstillede, det var den frie forskning [utydelig ordveksling]. Altså det, det Ritt Bjerregaard sagde i et foredrag, hun holdt, og så kom det senere til dagspressen. Det var det, hun talte om den frie forskning på den ene side, og så talte hun om den styrede forskning på den anden side. [Der høres en voldsom skrattende lyd.] Du siger Rust, at vi skulle formulere det, vi laver heroppe. [Rust] Ja. [Mortensen] Og det synes jeg, vi næsten bliver inviteret til af Ritt Bjerregaard. Der har været forskellige udtalelser, kronikker, om Aage Bohr og Hans Mottelson [egentlig Ben Mottelson], er det vist han hedder, ikke sandt, disse to, tre fysikere, Regnvejr [egentlig Rainwater] fra Amerika, de har fået Nobelprisen.

Og det har sat projektør på dem, og de har givet sig til at forsøge at forklare. Ligesom Bohr i sin tid skrev en bog for at forklare, hvad han egentlig lavede. Denne bog fik jeg i julegave en gang, da jeg kom hjem fra Frankrig. Og jeg havde selv bedt om den, fordi jeg tænkte ved mig selv, nu skal du alligevel gøre en indsats for at forstå, hvad manden mener, når han selv skriver, at han, at han, han skriver forståeligt. Og jeg fik den, og jeg lagde mig i seng efter juletræet og begyndte at læse denne her bog, og den skuffede mig meget, fordi det viste sig, at nogle gange kunne jeg forstå en 2-3 linjer. Og jeg kunne altså godt forstå bogstaverne, jeg kunne godt forstå ordene, men sammenhængen i det forstod jeg ikke.

Og der har manden altså gjort sig…. Nu er der jo det ved det, at han tænker slet ikke i ord. Han tænker muligvis mere i formler, ikke. Han tænker i, i, i matematiske formler, kemiske formler og, og ting, man stiller op i et andet sprog. Og der er noget med det, det sproglige. Jeg tror, der er grænser for, hvor langt videnskaben kan gå hen imod en popularisering.

Og…. Men der-, derfor kan den godt forsøge, og den gør jo i øjeblikket mange forsøg, f.eks. i dagspressen, for at forklare folk, hvad det egentlig er, de mener. Nu mener de jo noget, som er forfærdeligt svært at have med at gøre. Altså selve, selve livet, selve det, Ritt Bjerregaard står og råber om. Hvad skal jeg bruge livet til? Og så siger hun, vi politikere, vi må have at vide af de frie forskere, af videnskaben, hvad vi skal egentlig bruge livet til. For ellers ved vi ikke, hvordan vi skal styre forskningen, og det vil sige simpelthen, hvad vi skal give pengene til.

Altså vi kan ikke bruge vores bevillinger, før vi nøjagtig får at vide af forskerne, hvad skal vi styre imod, hvilket, hvilket liv, hvilken tilværelse, hvad er det, vi vil have ud af naturen, hvad er det, vi vil have ud af os selv, af vores…, ja, vores… vores kærlighed, vores madvarer, ikke, altså alt hvad der vedrører os, færdsel og, og bekvemmelighed, teater og så til syvende og sidst kunst, ikke.

Der mener jeg, hun kunne have gjort det, fordi hun kan godt se, i det øjeblik, man skal styre en forskning, ja, så kommer man over i en helt anden grøft. Der kan man godt give penge til at, at styre en forskning og sige til en kemisk fabrik, vi skal have det bedst mulige vaskemiddel. Det skal være et vaskemiddel, der kan tage fedtet af. Så sætter de en forskergruppe i gang, og så finder de ud af nogen, nogen enzymer og nogle stoffer, som altså kan bruges til at vaske tøj med, og det har så den konsekvens, at… osv., som vi jo ved. Og der er der jo mange, der mener, at denne styrede forskning hviler på et umenneskeligt grundlag, fordi den hviler på et kapitalistisk grundlag. Og det vil jo sige, at disse forskere, de er ikke så, altså de, de styrer den hen, hvor der bliver mest profit.

Og det vil sige, at de laver os vaskemidler, som vi overhovedet ikke har brug for. Og så giver de en, en, en 1/4 and, hvis vi køber en æske, eller de giver en, en præmie til børnene, som de kan hænge på juletræet osv. osv. For at få solgt det, som de ikke kan få solgt på den ganske almindelige måde, at det er en nødvendig forbrugsartikel. Der var noget i gamle dage, der hed Marseilles-sæbe, og denne her Marseilles-sæbe tror jeg altså, altså det var sådanne store blokke, som man kunne lave. Men så kom sæbespåner [Mortensen udtaler det som sponner], der var en snedig fabrikant, der fandt på, at kvinderne skulle ikke stå der med et vaskebræt. De skulle have det i spåneform [Mortensen udtaler det som sponneform].

Så høvlede han det op, og så fik han vaskepulver. Inde i sådan en vaskepulverdåse, der var der altså kun en tiendedel vaskemiddel, og resten det var luft. Men den skulle se stor ud. Og der står vi over for, for forskning og det kapitalistiske samfunds indre mekanisme. Er det rigtigt, Thomas? Fuldstændig rigtigt. Ikke?

Det vil altså sige anvendelig forskning. Hvis vi går over til kunstlivet, så har mange regimer været inde på det, at man skulle styre kunsten. Man skulle gøre kunsten let forståelig og gøre den til redskab for den forhåndenværende magt. Og det kan man se i alle lande lige fra de mest venstreorienterede og såkaldt venstreorienterede til de mest reaktionære og, og fascistiske. Der er vi i den situation i Danmark, at vi har et frit Akademi. Vi har, altså når jeg siger frit, så er det selvfølgelig altså i gåseøjne.

Men, men nej, ikke i gåseøjne, mellem to tankestreger. Hvad skal man gøre, Thomas? Fordi det er jo ikke frit, det er jo klart. Altså, vores kunst er jo ikke fri, fordi den er - lige fra vi står op om morgenen - styret altså, med en blid hånd, ikke. Den er styret med en blid hånd. Og alt, hvad vi tænker og føler og foretager os, det er styret med en blid hånd.

Men altså, den hånd er alligevel mere blid, end den er andre steder. Mange andre steder. Jeg ville hen et sted med det. Hvor, Thomas?

[Thomas siger noget, begyndelsen er utydelig] … er der en grundlæggende marxistisk [utydeligt] som hedder, at alt tænkt har, er afhængigt af sin økonomiske basis, ikke. Og det vil sige, at talen om fri forskning er i virkeligheden et paradoks, fordi at den eksisterer ikke, vel, men jeg tror, og det synes jeg egentlig man kan se, altså på det der, sådan som det foregår her, f.eks. på vores Akademi og sådan noget, at det er muligt at i nogen vakuum eller i, i sådan en hulrumstilstand at formulere noget som ikke, som går ud over de økonomiske sammenhæng, som fungerer. Men i sidste ende så gør det det selvfølgelig ikke, fordi hvis vi formulerer os som frie forskere f.eks., ikke, så kan vi arbejde ud fra det grundlag, at vi er frie forskere, men de ting, vi laver, vil på et eller andet tidspunkt indgå selvfølgelig i en eller anden økonomisk baseret sammenhæng, ikke. Og derfor så…. Jo, og så er der det, at sådan som det er nu, hvor der er en krise i gang, som skærpes, så vil det, det rum, hvor det er muligt at formulere en fri forskning, det vil blive mindre og mindre, alt efter hvor meget krisen skærpes. Derfor tror jeg også, at hvis man ønsker at formulere en fri forskning, så er det nødvendigt samtidigt at formulere, hvordan den skal bruges politisk.

Altså, tage, tage en eller anden form for stillingtagen til det, ikke, fordi hvis man ikke gør det, så, så bliver den brugt på en eller anden måde politisk, ikke. Altså det er det, der er Socialdemokratiet. Jeg læste forleden dag i en artikel i avisen, hvor at Glistrup-bevægelsen blev sammenlignet med rindalismen, ikke, i, i begyndelsen af 60'erne eller sådan noget, hvor at Socialdemokratiets mangel på overblik over de ting, der sker, ikke, de ting, der styrer udviklingen, gør, at de ikke, at deres kulturpolitik, som givetvis ikke er rindalistisk eller glistrupiansk, ikke, at den får en effekt, som altså bliver rindalistisk i nogle situationer. Det er fordi, at de ikke er klar over, hvad det egentlig er, der foregår, ikke, at de ikke gør sig det klart. Og det må man altså gøre, hvis vi, hvis vi skal lave noget, vi kalder fri forskning, så må vi også samtidig gøre det klart, hvordan den vil blive brugt, hvis vi ikke selv bestemmer, hvordan den skal bruges.

[Mortensen] Ja, det mener jeg er meget klart.

Ja, lige et øjeblik.

Værsgo’.

[Anden elev siger noget, begyndelsen er utydelig] Nu er der noget der er Socialdemokrater, eller noget der hedder Glistrup, men der er jo ingen af dem, der har en politik, som er ren. Det er jo alt sammen noget, der er opstået af deres fælles slåskamp derinde. Og derfor tror jeg….

[Mortensen] Du siger den er styret, eller hvad.

[Elev] Ja, det bliver styret af tilfældighederne.

[Mortensen] Næh. Det er ikke tilfældigt.

[Elev] Jo, f.eks. der er en ting, der ikke er tilfældigt. Vi skal…. Der skal spares på skatteområdet der. Folk skal føle, at de skal betale mindre skat.

[Mortensen] Jo, men det er ikke det, jeg mener. Men der er noget, der er noget, der er fælles for alle politikere. Det er det, de gerne, altså de fleste, de 99 % af dem vil gerne blive siddende. [Elev] Ja, det er klart. [Mortensen] Ikke?

Og der kommer altså noget rent menneskeligt ind der, det er, det er det, man kalder magtkampen, ikke?

[Elev] Ja. Jo, og enhver forretning skal jo kunne forrente sig. [Mortensen] Der er noget man kalder taburetklæberi, ikke, med et morsomt ord.

[Elev] Ja. Men det var det, jeg mente.

[Mortensen] Ja. Jo, der er altså noget rent menneskeligt, det er der, hvor mennesket kommer ind, ikke sandt,

i det hele, fordi Thomas, politik det er jo ikke sådan noget, der er teorier, det er jo også noget, der bliver båret af mennesker på en eller anden måde.

Politik kan jo godt være en kunstart, kan det ikke? [Elever, delvis i munden på hinanden] Jo, jo. [Mortensen] Hvis politikerne er kunstnere. Vi havde en, der hed Paderewski, Men…, men for nu ikke at komme og, og, og få hele problemet til at være fuldstændig forvirret, så, så kan vi sige, altså jeg stiller det op sådan, der er fri forskning, det er altså videnskab, ikke - hov, det er min kuglepen - det er videnskab. Det kan også være kunstvidenskab, men så mener jeg, at der er til den anden side styret forskning, politisk styret forskning, eller på anden måde økonomisk styret forskning, men så mener jeg, at der er noget i midten, der hedder poesi og kunst, og der kunne Ritt Bjerregaard måske godt få noget at vide om, hvad hun skal bruge sin tilværelse til, og hvad hun skal bruge sine bevillinger til. For det kunne godt være, at kunsten, og der mener jeg alle kunstarter, hele, hele kunsten i samfundslivet, den mener jeg er en slags surdej, som har noget at gøre med, hvordan [udrykning fra ambulance el.lign. høres i baggrunden] vi lever, hvordan vi opfører os, hvordan vi taler, hvordan vi får børn, hvilken indstilling vi har til…, til alle mulige ting i tilværelsen. Vores…, altså simpelthen vores lykkefølelse, ikke sandt,

eller tristhed, eller hvad det nu, hvad det nu er. Og der, der mener jeg at kunne høre på min, min radio, som jeg jo har, jeg har et, et mægtigt godt forhold til Warszawa på ”long” distancen. Og der mener jeg at kunne høre på den måde, de spiller, jeg kan jo ikke forstå deres sprog, men den måde, de spiller musik på, det er en engageret form. Selvom de spiller en Strauss-vals, så får den altså hele Strauss-armen. Og der mener jeg, at, der mener jeg simpelthen, at vi kunne prøve en dag at høre en af deres koncerter dernede fra og, og lægge mærke til, til den livsnerve og livsfylde, det har, deres musik. Og så har jeg lagt mærke til, at de hver dag, og mange gange er det 3 og 4 programmer, nogle gange lader jeg den stå og knurre inde i det ene værelse, og så når de begynder at sætte an med Chopin der, så sætter jeg båndoptageren til, og så har jeg på den måde.

Og det er altså kolossalt, hvad Chopin har skrevet. Men det er også enormt, at de bruger det som surdej, for de pumper Chopin ud i befolkningen. Og det vil ganske enkelt sige, Chopin var en revolutionær musiker, ikke, Thomas? [Thomas] Jo. [Mortensen] Han flygtede jo for reaktionen, hvis man kan sige det på den måde, og kom til Paris, og, og sad der i eksil og begyndte at spille mazurkaer og polkaer og sin, sit hjemlands sange, som han omsatte i rasende demonstrationer med sine fingre og sin nodepind.

Hans musik er den, der ligger mig nærmest i øjeblikket, synes jeg. Det…, det varsler sikkert derovre i, i Polen, det varsler, at de ikke er rigtig glade med til-, tilstandene, tror jeg. Se poesien og kunsten…. [En person kommer og spørger efter Jørgen Murer, Mortensen og Nanna svarer.] Poesien og kunsten [Optagelsen afbrydes.] Hvis den er fri og det må vi se at…. Og der mener jeg, altså når jeg siger fri, så mener jeg situationen her på Kunstakademiet og situationen i Danmark i øjeblikket. Den er så fri, som den overhovedet kan være.

Der vil altid være det, Thomas taler om, at lige om hjørnet, der venter den at blive udnyttet på en eller anden måde, eller den er ledet allerede fra starten af omstændighederne og af de økonomiske [utydeligt]. Men vi har lov til at holde udstillinger. Og i det øjeblik vi sætter os ned og følger Rusts første intentioner der, så kommer vi til at tænke på [telefon ringer], altså hvis vi skal forklare folk, hvad er den frie forskning, som foregår herinde på Kunstakademiet? Altså hos os, ikke.

Hvad er den frie forskning? Der kan man stille op, hvad vi forsker. F.eks. de billedsproglige ting, som vi forsøger at udforske, det er meget tæt ved en fri videnskab, ikke. Når vi, når vi begynder med, med at udforske de perceptionspsykologiske fænomener, så er det meget tæt ved en videnskab, f.eks. Rubin og den slags ting, ikke. Og i det øjeblik, vi undersøger, som du har været inde på, Georg Jacobsen og Sigurd Schultz, og bare for at tage 2 her, jeg havde nær taget Schultz med, han har sendt mig sin bog, og han har undersøgt Thorvaldsens relieffer. Derunder særligt Thorvaldsens runde relieffer, og dem har han undersøgt efter de samme principper, som Georg Jacobsen undersøgte den klassiske kunst, og hvorefter han opbyggede sine egne billeder.

Vi ved, der er mange andre, vi har været i forbindelse med, som har interesseret sig for den slags ting, og vi har undersøgt det lige fra middelalderen. Vi er ikke gået så langt, som vi undersøgte pyramiderne, men vi har altså undersøgt det lige fra middelalderen, og den kunst vi har set på vores udstillinger, altså nej, vores rejser, ikke sandt. På vores rejser der har vi set barok, renæssance, vi har set manierismen nu, for nylig, og vi har set hvordan den mere eller mindre er bygget op efter de hellige religiøse tekster, som kirken overtog efter Pythagoras’ hedenskab, så overtog kirken det og satte sig på det og udformede harmoniske, efter det gyldne snit osv. Altså de harmoniske love for et billedes og særligt et stykke arkitekturs op-, opførelse.

Derunder særligt kirkerne, men også paladserne. Der havde man altid en god pater med, når man skulle lave palads i Venedig. Så havde man altså en god mand med, der sad inde med den der viden, som vi kalder kunstens hemmelige geometri. Det er et forskningsområde, som tangerer, altså en harmonilære, som tangerer noget, man kan kalde en sjælelig harmonilære, og dens udformning i arkitekturbilledet, dvs. i talforhold og proportioner og den slags ting. Så har vi mange flere ting inden for, inden for det historiske. Vi, vi har altså det, man kan nærmere betegne som fri forskning.

Men så har vi i allerhøjeste grad en anden forskning. Og denne anden forskning går ud på at lave den kunst, vi laver. Se, der kan man se, at vores forskning nok har været styret efter de forhåndenværende udstillingsmuligheder, men vi har udstillet flere steder og sat vores billeder til rådighed for et publikum, og det vil altså igen sige, vi har modtaget - mere eller mindre naturligvis - men vi har modtaget tilkendegivelser fra publikum om …. [Optagelsen afbrydes.] Vi har modtaget tilkendegivelser fra publikum om, hvad, hvad der menes. Og dette forskningsområde at udstille, det mener jeg, er meget, meget nødvendigt for os lige fra starten. Det har været nødvendigt for mig hele mit liv, og jeg mener, at det hører ind under f.eks. en professors gerning ved Kunstakademiet, der hører det med til hans gerning at udstille. F.eks. en gang om året vise sine ting for publikum, og da måske særligt, da han er professor, ikke sandt, vise det for publi-, vise det for sine elever, ikke sandt? Eleverne må betragte kun… professorens arbejder, og professoren kan jo ikke

til stadighed have eleverne gående. Og det er jo sådan i vore dage her på Kunstakademiet, at det var ikke som i gamle dage, da professoren boede her. Og det var slet ikke som i meget gamle dage, da eleverne begyndte, f.eks. i ikonmaleriet, for at tage noget ganske præcist. I ikonmaleriet, der begyndte de, de mindste at, at grundere. Og lære at grundere, og så efterhånden, som de kom op i årene, altså på jeres alder, ikke sandt, der vil jeg have jer gående, f.eks. hvis jeg havde været Greco, eller gå længere tilbage.

Det, det er mest udtryksfuldt i ikonmaleriet. Der har man ganske nøjagtigt, at man stiger i graderne, og til sidst er det mesteren, der laver, der udfører ansigterne, ikke sandt. Men lige under ham er der ham, der udfører hænderne, og lige under ham igen er der en, en der lægger draperierne til rette, og der er også en, der laserer draperierne, hvis det er den teknik, det var det hos Greco. Og hvor mange havde han? Jeg kan ikke huske så meget tal, men jeg kan huske, at Zurbarán, Zurbarán var en stor leverandør af de 12 apostle og Jesus Kristus. Og han kunne jo lave sådan en, en, en bestilling fra kirkerne i Latinamerika.

De skulle over vandet, og der havde han gående en... 40, godt 40, fyrretyve mand, da han var på sit højeste. I atelieret, hvor han lagde tingene an, og sagde, værsgo’, her skal være en hest, her skal være Jomfru Maria, hun skal stå sådan, og hun skal have blikket hævet, osv. Lav lige Jomfru Marias blik, ikke. Sådan kunne man faktisk dengang. I dag er det gået mere over til at blive individuelt, altså en, en, en individuel, som man ser det hos Munch.

Og på sin vis, jeg synes altså, at I skal tage op og se Munch, da han nu hænger på Louisiana. Men hvis I provokerer mig meget, så kan jeg jo godt tage med, fordi jeg vil sgu også gerne se Munch, ikke. [Elev] Og der er nogle gode billeder. [Mortensen] Det, der er klart, jeg mener, der er altså det fænomen, som er også, kan man sige, socialt og politisk betonet, at han udviklede sit…, det han stod for oppe på Ekely, hvor han smækkede døren ud og satte en bulldog ned i haven, og så havde han altså et hul i gulvet, ikke sandt, hvor han hev frokosten op, og så, så udførte han sin frie forskning. Der var han også økonomisk uafhængig, han kunne gøre, hvad han ville, og det gjorde han også. Det er, det er, det er en slags slutpunkt af den individuelle frie forskning.

I dag synes jeg nok, jeg mener vi kan jo ikke undgå at være påvirket. Vi har fået medierne, vi har fået dagspressen, vi har fået radio, vi har fået tv. Og alle disse billeder og begivenheder fra alle mulige steder i verden, de flyder ind i vores bevidsthedsliv. Og derfor er vi, derfor er vi bundet, ikke, af…, af det. Man kan ikke gøre ligesom Munch. Lukkede, altså han lukkede f.eks. døren for kvinder, ikke.

Jeg mener, det er meget svært for de fleste af os at gøre det. Og jeg synes, det er et yderpunkt, han førte til. Men måske har alle store kunstnere, de har altså det med at gå til yderpunkter på en eller anden måde. Den eneste, han havde at, at samtale med, det var en bankier, der hed Stenersen, som skrev en bog om ham. Nu kom jeg lidt af sporet. Thomas, du må hjælpe mig igen.

Jo, det var det her med, med eneren, ikke? Nu sidder vi her i en gruppe, og det er en helt anden problemstilling. Og derfor synes jeg, at det er rigtigt af jer at søge sammen og begynde med et arbejde, som, som simpelthen består i, at I kommer sammen uden for Akademiet og, og, og ligesom kan tale ud om alle de mange problemer, I kunstnerisk og menneskeligt står i. Jeg, jeg synes altså, at det er en ganske glimrende idé. [Thomas] Det, du også kom fra, det var udstilling. [Mortensen] Hva’? [Thomas] Du kom også fra udstilling. [Mortensen] Jeg kom også fra udstilling. Jeg kommer fra det, at jeg for det første synes, at en professor må udstille og vise sine ting ganske særligt for sine elever.

Og hvis han afholder sig fra det, så kan eleverne komme og sige, jamen, hvad er det, din forskning, hvad er det egentlig, du forsker i? Hvori, hvori består det? Og en, en professors forskning, det er ganske særligt hans egne billeder. Det må være elevens, ikke blot hans ret, men måske også hans pligt at beskæftige sig med, hvad professoren står og har af kvaler, og hvad han har af noget, han vil kalde resultater og stille ud. Og i det øjeblik man som professor afholder sig fra udstillingslivet, så kan eleverne med rette komme og sige, den går ikke, min herre, for det er meget godt, du sidder og præker for os og siger, at det vi laver, det er mere eller mindre godt. Men hvad laver du selv, min gamle ven, ikke?

Så er der jeres udstillingsliv. Og jeg strejfede det for et øjeblik siden. Jeg har altid virket for, siden jeg kom herind. Jeg talte om noget, der hed et rejseprofessorat. Jeg havde jo, jeg har lige læst et interview, jeg gav med Nan Henningsen, som på det tidspunkt var i Information, og det vil jeg næsten gerne have sat i vores, vores nummer af skolebladet. For det er så optimistisk.

Jeg taler om, at vi snart får større bevillinger og vi…, vi skal, vi kommer snart til det punkt, hvor vi sender et par mand ud til en udstilling, f.eks. i Frankrig eller i, i New York, eller et eller andet sted. Jeg indfører fænomenet i min egen bevidsthed, som man kalder punktrejser, som I har realiseret én af.

Men, men altså det var i ’62, jeg gav det. Og det, det, det er meget optimistisk. Jeg siger noget meget smukt om, at Akademiet er måske det eneste sted i verden, man har ret til den slags ting. Og de fleste af disse drømme er jo ikke blevet realiseret. Men de, de er dog nedsat i det der interview, og det kan jeg give jer. Rejserne, jeres rejser, det er meget, meget betydningsfuldt.

Men det ville være ordentlig betydningsfuldt, hvis man havde sådan nogle punktrejser. Så, så, så i stedet for at man har en rejsekonto, så deler man denne her rejsekonto, og så sidder man der og finder ud af, tæller på fingrene, hvor skal jeg rejse hen? F.eks. en af jer kunne jo godt tage til Madrid eller til Cordoba eller til Sevilla og se Zurbarán.

Og så komme hjem og være begejstret og fortælle os, hvad han havde oplevet, hvad han havde set. At rejse derned som gruppe til Spanien, det har jeg meget vanskeligt ved, men man kunne godt forestille sig en punktrejse. Og lige i øjeblikket er der en stor Sonja Delaunay-udstilling, som er en separatudstilling i… vores Gmurzynska-galleri dernede. Og som I ved, har jeg jo sendt, eller skolen, et telegram, jeg håber at få hendes katalog til 90-årsdagen. Der var en idé der, at rejse ned og se, hvad har damen præsteret igennem sit lange liv.

Sådan noget kunne man skrive noget om, man kunne skrive noget om vores rejseforskning. Så, så folk ikke tror, altså rejser det er bare, så sætter de sig i et eksprestog, så kører de ned der, så, så kigger de på noget, så rejser de hjem igen. Sådan har vores rejser ikke været. Vores rejser har jo været forskningsrejser. Så har vi, så har vi gjort det på den måde, at vi har sagt, nu forsker vi om formiddagen og så om eftermiddagen, så er der frit slag for at gå tur og se byen, til jer alle sammen, så kan I gå alene, ikke. Og så næste dag, så er vi samlet klokken 10, da vi var i Venedig f.eks.

Der kunne godt skrives noget om vores måde at rejse på, og noget om vores rejsemål i fremtiden. Det går altså ind under forskning. Så er der det allermest betydningsfulde, det er det, hvad har vi lavet.

Men der er også vores udstillinger, ikke sandt?

Hos Börjeson, og nu den, der kommer. Er den, den i gang, den oppe i Aalborg? Og så den, der kommer i Esbjerg, der kunne også skrives noget om det, ikke? [Elev] Ja. [Mortensen] Ja, det er sådan, hvad jeg har fældet ned af dit, af dit manuskript. [Elev] Altså nu for at vende tilbage til noget konkret, udstillingerne der, det har du ikke engang lanceret overfor holdet, tror jeg ikke. [Mortensen] Hva’? [Elev] Jeg tror ikke, du har lanceret det overfor holdet, den der udstilling Esbjerg-København. [Mortensen] Har jeg ikke det? [Elev] Næh. [Mortensen] Nå. Ja, men så har jeg vist kun en, en glædelig meddelelse. Nu ved jeg ikke, om jeg har brevet her, men det skulle jeg i og for sig have, men jeg har sgu’ snart så mange charteks derhjemme. Det her det er bare fagrådet, og skolen har jeg ikke fået med. Men det er fordi min, min assistent, altså …. Jeg har fået et brev for at [Nanna siger noget utydeligt]…. [Mortensen] Nej, jeg har det altså ikke med. Jeg har fået et brev derovrefra, fra ham, der er direktør for det, det er gamle Arne Broch, som I ikke har kendt,

det var en gammel malermester eller murermester. Han havde sat sig som sit livs opgave at lave et kunstliv i Esbjerg. Han er død nu, men jeg har kendt ham, og han var fantastisk entusiastisk og energisk osv., og han fik stablet Kunstpavillonen derovre, et stort stykke arkitektur, på benene. Og der har de en fast samling, men denne faste samling kan i det øjeblik, han inviterer en kunstner, tages ned og gemmes i et magasin. Og der er de to aktiviteter, der er løbende udstillinger, og så er der faste udstillinger af deres faste samling.

Så er der indkøb, som har været ganske stort igennem tiden. Jeg traf så hans søn, som nu har overtaget farens rolle, direktør for kunstforeningen. Og jeg…. Det var i Kolding til selskab, og han kom og præsenterede sig, og jeg slog straks en klo i ham og sagde, det er noget for os. Det er et ganske udmærket sted at udstille. Hvad kunne du tænke dig om en udstilling af mine elever?

Så har han spekuleret over det, så har han fået komiteens tilslutning, og vi har fået en officiel indbydelse til at udstille på et ganske bestemt tidspunkt, jeg havde bedt om, nemlig i maj efter vores skoleudstilling, og så vidt jeg husker, var det den 15. maj. Og de flår alt ned af væggene og hænger op, hvad vi kommer med. Der skal nedsættes en komite herfra, ikke, hvis I går med på…, det gør I selvfølgelig. Så er det jo en udfordring, som man kalder det i det politiske sprog.

Og det er jo også en, en glæde.

Denne gang kommer vi ikke ligesom vi gjorde, da vi kom over til Ribe og skulle udstille i en gymnastiksal. Der, der kommer vi altså over og udstiller i en rigtig kunstforening.

Det er noget, I kan glæde jer til, og det…. [Højlydt nys høres i baggrunden.] I skal få brevet, lige så snart jeg kommer hjem. Men det er i orden. Invitationen ligger på bordet.

[Elev stiller spørgsmål, utydeligt på grund af dårlig lyd. Mortensen svarer tilsyneladende, ligeledes utydeligt.] [Elev] Og der kunne man jo gøre det netop, at man betragtede den udstilling - det er sådan noget, jeg gerne vil have frem – som et projekt, hvor man kunne prøve at formulere og arbejde sig hen imod noget, man gerne ville vise, en måde, man gerne ville investere sig på.

[Mortensen] Ja. [Elev] Altså lave det til et projekt i stedet for bare sådan et sted, hvor man kommer med sine billeder og sine private billeder der. Det…. [Mortensen] Og der vil de sætte meget pris på, hvis vi kommer med en debataften derover. Og kunstforeningen er meget avanceret. [Nanna siger noget, utydeligt.] [Mortensen] Hvaba’? Nåh ja. Jeg mener, det er en avanceret kunstforening.

Jeg har været ovre og holdt foredrag for den. I ’35, tror jeg, det var, og der havde Leo Swane, daværende direktør for Kunstmuseet i København, der havde han lige været der. Og der havde de den elskværdighed. Jeg var altså 26 eller 25 år. Og så var jeg til selskab om aftenen, og der sad direktøren, det var en apoteker, og hun sagde, ja, hr. Mortensen. Nu har vi jo lige haft Leo Swane.

Jeg håber, De er vant til at tale for et publikum. Og…. Ja, jeg kan godt sige, jeg svedte lidt i hænderne. Men det var jo i 30'erne. De er meget avancerede, og jeg synes, vi skulle foreslå dem med det samme at lave en debataften. Så på den måde så kan noget af regningen måske blive betalt, ikke, hvis vi stiller os velvillige på den måde. Men herfra skal vi foreløbig nedsætte en komite, der kan begynde at tage sig af det.

Når vi så kommer hen ad vejen der, så udnævner vi en komite, som kan tage med derover og hænge op og være med til det, osv. Ja. Så har jeg nogle ting til, som jeg har taget med til bladet, som jeg kunne forestille mig var i, i tråd. Altså, det, det hører ind under poesi. Der var Roland der kom med, med nogle digte, ikke? Og vi må jo også nedfælde nogle stregtegninger.

Det går jo ikke så godt med det der avishistorie der. Altså… men den der Anders And-tegning kan vi jo lære meget af, rent teknisk. Og man kan godt lave kunstværker på den måde. Der har jeg taget noget med. Det er Rust, der har provokeret mig til at grave op i mine gamle skuffer. Og jeg har fundet resterne af et Cahiers d’Art. Der er ingen forside og der er ingen bagside,

og det er læst og spist og lånt ud og kommet tilbage siden den 31.7.1937. Jeg har altså haft det med, der står en stor artikel af, om… Goya. ’37, det var jo et Spaniens år, alle disse dejlige billeder, men måske kan man få nogle af teksterne. Det er stadigvæk Zervos, ikke sandt, som du har oversat et stykke af, som er redaktør af dette blad. Senere i sin tilværelse der gik han over til at koncentrere sig udelukkende om Picasso, og der har han udgivet et kæmpe værk med Picasso lige fra begyndelsen til slutningen.

Der står et digt af Éluard, ”Sejren ved Guernica”, og det kunne jeg jo godt tænke mig at få en til at oversætte.

Det er temmelig svært for mig.

Så står der et stykke musik af Georges Auric, og det kunne vi jo få Thomas til at spille for os.

Eller…, lad os nu se. Det er, det er violin og klaver, så vidt jeg kan se. Er det ikke rigtigt, Thomas? Hva? Det er i alt fald …. Står der ikke det? Næh. Ja, det er altså en stemme der, ikke sandt, det må nærmest være en violinstemme, tror du ikke? [Thomas] Jo, men det er en sangstemme jo. [Mortensen] Det er en sangstemme.

Ja, det er jo rigtigt nok, fordi der er jo tekst på. [Thomas] Ja. [Mortensen] Det er sang og klaver. Ja. Og den synes jeg, Thomas skulle få sin familie til at.... Er der nogen af dem, der synger, Thomas? [Thomas] Nej, men…. [Mortensen] Men det, det er til rådighed, for jeg synes, vi skulle drage noget ud af det.

Men så kommer der en meget interessant ting, og det er Picasso, der på det tidspunkt var ganske rasende over Franco, og han varmede op til sit Guernica-billede med en serie tegninger og en serie, og det blev så gravurer, ikke sandt? Det blev akvatinter, og der kan man altså se, hvad man kunne lave ovre på Grafisk Skole, hvis man i øjeblikket beskæftigede sig med, at Franco var ved at afgå ved døden. Her er han ikke afgået ved døden, men denne runkelroe der, der sidder på hans hals, kan man se og hans hest og en dejlig sol, der stråler. Så er jeg gået videre, og der er, hvor mange er der, Thomas? De er der altså alle sammen.

Og her er de i streg, og der er de i akvatinter. Den hedder drømme og løgne. Der er nogen, der er meget uartige, som…, som er så uartige, så…. Ja. Lad os så se. Hvor, hvor bredt er det der blad der? Det er sikkert det samme format. De kan lige gå i. Men altså de må ikke gå til.

Og jeg synes, det var en idé at få nogen af dem. I akvatinte der er de ikke så brugbare. Men de er nok mere voldsomme i akvatinte, men jeg tror ikke, de er så brugbare. Refleksioner over det tredje riges – næh, over ”tentatives”, det er vel nærmest forsøgene, de æstetiske forsøg dirigeret af det tredje rige.

Det bliver nok for vidtløftigt, men hvis vi kunne få et fornuftigt menneske til at oversætte det, og vi har en bevilling, så kunne man jo sikkert godt gøre det.

Det er også skrevet af Zervos. Her har vi så noget, som vi desværre heller ikke kan få i skolebladet, men det er meget interessant for jer at se. Det er nemlig ganske enestående, nogle af selveste Adolf Hitlers kunstmalerier. Han, han begyndte jo som kunstmaler. [Utydelig snak blandt eleverne.] Der står, for at være… hvad er det, man er – det ved Nanna, når man er op- og ned maler, som vi siger lidt spydigt.

[Nanna] Håndværksmaler. [Mortensen] Før at være håndværksmaler havde Hitler ambitionen at blive en artiste-peintre. Især en arkitekt. Så er der nord-afrikanske billeder fra gammel tid, elefanter. Så kommer der et kort over Oranien. Så kommer der noget, der hedder Miros fødsel, og det er et meget smukt stykke. Miros fødsel.

Og det er skrevet Paul Éluard. Det er i denne sammenhæng, måske. Så kommer der noget om de sidste billeder af Léger og Laurens. Og René Char. Men jeg tænkte mig, fik du dem der, Rust? Nej, dem sidder Thomas med.

Jeg vil gerne låne jer det, og så kan I, så kan I sidde og blade i det, som sædvanligt. Men jeg indskyder fra gammel tid, stykker med rullepølse må der ikke lægges imellem. Er der mere på det bånd? [Nanna] Ja. [Mortensen] Meget mere. Jeg har i sinde at læse et digt. [Nanna] Der er flere bånd. [Mortensen] Der er flere bånd. Nå.

Jo, i dette blad skrev jeg et stykke om friheden i anledning af Kunstnernes Efterårsudstilling, og det kom til at handle om et digt, Éluard havde skrevet. Éluard var frem for alt Picassos digter. Han har udgivet en bog, som er den smukkeste bog, jeg synes, der er kommet om Picasso. Jeg kan tage den med næste gang, så kan I se den. Og den, den… indeholder digte, små vers, digte og alt muligt, tegninger, fotos af malerier og gravurer osv., som Éluard på det tidspunkt har været særlig, særlig grebet af.

Éluard blev for os i begyndelsen af 30'erne den digter, vi knyttede os til, frem for f.eks. René Char, som senere fik en stor betydning og som overlevede jo…. Men Éluard, ja, han, han forandrede min indstilling til kunsten. Og han… gjorde det, at jeg pludselig fik en indstilling til sproget og til hans evne til i ord at danne billeder. Og så hele hans livsfylde.

Den måde, han behandler følelseslivet på, kvinden, manden, mennesket. Og jeg har taget nogle, jeg havde liggende, nogle digte. Ja, der var et lille forlag, som jeg må henvende jeres opmærksomhed på. Det hed G.L.M. Den her, den er nu kommet til hos José Corti, ser jeg.

Men der var to unge mennesker, der havde en trykpresse, og de kaldte deres forlag for G.L.M. Og dette forlag har jeg besøgt, og jeg har talt med de to fyre der, og så de kunne lave digtsamlinger, der var så store, og endnu mindre. Jeg har også nogen, der er endnu mindre, og de kostede - denne her koster 3 franc. Det var jo på det tidspunkt, man kunne få en langouste mayonnaise for, det var sådan en lille tallerken med et stykke langouste med mayonnaise, det kostede 3,5 franc. Så kan I regne ud, at

her kunne man altså få et helt digt af Éluard for….

Og så når de blev kede af at trykke digtsamlinger der om morgenen der, så gik de over på en restaurant, og så sad de og sludrede med kunden. Og så kom kunstnerne med deres manuskripter, og de udgav en forfærdelig masse værker på deres lille presse. Pressen i sig selv, den var altså ikke så stor som den her. Ja, den var så stor som det her bord. Den kunne tage et ark papir i Ingres-format.

Og så foldede de det, og så fik man selv lov til at skære det op. Så blev de så store. Og de er selvfølgelig ikke til at få fat i nu. Men jeg fandt den der, og den hedder ”Som to dråber vand”. Det er så heldigt, at man godt kunne sætte det der i bladet, fordi det er rent grafisk. Men altså, det, det er jo bare et forslag, ikke sandt?

Men det var noget, jeg faldt over. Må jeg læse det op for jer, ikke? Det er altså Paul Éluard i 1937, som skriver digtet ”Som to dråber vand”. [1:18:54-1:30:48. Mortensen læser Éluards digt op, ikke transskriberet. Digtet, hvis franske titel var Comme deux gouttes d’eau, udkom som en selvstændig lille bog på forlaget Éditions Surréalistes, J. Corti i 1933. Det er muligt, at Mortensens danske oversættelse er fra 1937.]

Ja, det var det.