Bånd 22

[Det første der høres på båndet er forskellige oplæg fra Kunstakademiets årlige åbningsceremoni for nye elever. Forskellige personer taler om Kunstakademiet, bl.a. om politik og nedskæringer. Efter mødet bliver eleverne opfordret til at gå til de respektive afdelinger, hvor de vil blive introduceret til undervisningen af de forskellige professorer og spise frokost. Ikke transskriberet. Det følgende uddrag er Mortensens introduktion til sin skole.]

[Mortensen] Nå, jeg vil åbne ordet, og jeg håber, at vi i løbet af eftermiddagen vil få mange gode samtaler. Efteråret er nu kommet, og efteråret giver grund til at håbe på det nye forår. De gamle blade falder, sad jeg og skrev oppe i Kuppelsalen. De trøskede stammer venter af sig selv, hjulpet lidt måske af stormen eller skulle man sige vinden. Vinden løber som en våd hund hen over græsset. Kuppelsal med dine ørne med tordenkiler i fødderne, skriger mens instrumenter, artikulerede skrig af håb og gråd, Medusa i dit skjold, Mars.

Det sad jeg og skrev oppe i Kuppelsalen og tænkte på det, jeg havde noteret siden i morges. Spanien er mellem de lande, hvor der findes de vigtigste kunstneriske værdier. Disse værdier, det være sig landskaber, byer, arkitektur, skulptur eller maleri er absolut nødvendige at have kendskab til for vore kunstneriske studier og vort videre kunstneriske arbejde. Strejke er ikke kunstnernes våben, men boykot af unødvendige turistrejser må være et våben mod Franco-Spanien. Selv studierejser med professionel kunstnerisk formål vil vi afholde os fra så længe vi ikke igen kan høre vore kunstnerkammeraters stemme fra deres Spanien. Kunsten kan man holde nede, men måske beskærer man en plante. Den vil vokse sig stærk.

Vi skal være rede, når timen kommer til at møde vore kammerater og hele det spanske folk med oprejst pande og sige, vi var sammen med jer i jeres frihedskamp. Vi har ikke givet Franco blodspenge for at få jeres billige sol. Vi har fulgt jer i bøger og tidsskrifter og set, at jeres stemme er brudt, men vi ved, at penslerne, og mejslerne og svejseflammen og ånden, der fører den, ikke er brudt. Når om kort tid fasciststyret er brudt sammen, skal vi mødes igen i Spanien eller i Danmark, og man vil se, at vore bestræbelser har været de samme. Hævdelsen af

den frie tanke, retten til at udtrykke sig frit. Historiens forløb i vort århundrede har bevist, at de destruktive kræfter i menneskene ikke kan formå at underkue friheden. I Picassos værk om Guernica ser man en lille fugl flyve hen over den døende hest. Den døende hests ryg. I den elektriske lampes skærende lys over rædselsscenen

har Picasso ladet sit raseri over fascismen og nazismen, dens meningsløse opførsel, overstråle af nogle enkle streger, frihedens fugl, der aldrig kan dø. Vi opfordrer de danske ferierejsende til at søge andre mål end netop Spanien. Pastor Eilif Krogagers standpunkt er nedværdigende for ham selv som kristent menneske. Han burde tænke på, han burde tænke på, at der under 2. Verdenskrig optrådte værnemagere og feltmadrasser. Man skød dem ikke, man klippede håret af dem.

Præsten er værnemager og pastorinden feltmadras. [Elever reagerer med forbløffelse.] De skal dø strådøden og få deres guld med i graven. De og andre har vildført en del af Danmarks befolkning til at lægge milliarder af kroner i Francos rustningsindustri via hotelindustri. Det må høre op. Præstens flyvende ligkister kan falde ned, men vi vil ikke hjælpe dem til det. Vi føler, det er vor pligt at oplyse charterturisterne om, at de er blevet vildført af en kirkens mand.

De tusinder, han har befordret til sydens sol, gjorde ham derved, gjorde dem derved, gjorde han dem derved prostitueret. Præsten var under sin kåbe en simpel luderkarl. Boykot Spanien på enhver måde, F står ikke for Franco men for Frihed. Med det, jeg skrev her i morges, vil jeg gerne sige til jer: Vores stemme skal også lyde, når nu træerne falder, og vi kan mærke, at 40 års fascistisk styre er ved at bryde sammen. Vi må forstå, det bryder ikke sammen af sig selv. Og når det vakler, så får vi blodsudgydelse og borgerkrig. Det kan ikke undgås, fordi fascisterne har delt landet i 2 lejre.

Der er soldaterne og politiet på den ene side, og der er så at sige alle de andre på den anden side. Og de 2 grupper kan ikke forstå hinanden i det øjeblik, våbenmagten vakler. Det er 10 år siden, jeg har haft meddelelser fra min gruppe af venner blandt de spanske kunstnere.

Og jeg skal en af de første gange, vi er sammen, vise jer eksempler, som jeg har købt i Frankrig, og som nu måske en skønne dag kan vises. Jeg har holdt mig tilbage med at vise det frem, fordi jeg vidste, at i det øjeblik disse navne blev kendt, så kunne det falde tilbage på dem, der nu sidder dernede. Men i det øjeblik, det går løs, så skal materialet frigives, og så bliver der ikke tale om [utydeligt], at de kan knægte vores ord med en bevilling på nogle 100 kroner, for så skal vi have hele den Grafiske Skole sat i sving med at lave grafik, som de gjorde det dengang. For at gøre noget praktisk mener jeg, at vi i dag skal formulere en ganske kort

tilkendegivelse af, at vi, der her er til stede, føler os solidariske med den boykot, der forsøges indledt nu med de danske fagorganisationer, de politiske partier og

andre. [Optagelsen afbrydes.] I 1956 kom der en gruppe unge spanske kunstnere til Paris, og de så min udstilling. Nej, de kom allerede i ’55, for jeg holdt udstilling i ’55-’56 af de billeder, jeg lavede oppe i Normandiet. Der udformede jeg en teori, som kom til syne bl.a. i det billede, som nu hænger på Louisiana, som hedder ”Opus Normandie”.

Det gjorde et stærkt indtryk på dem, disse unge folk, der var 5, og de var kommet fra Madrid og fra Córdoba, og jeg kom så ind på den bistro, hvor de havde fået lov til at hænge dem op i baglokalet,

og på den måde tog jeg kontakt med dem, og det endte med, at det blev venskab, og de udformede så en kunst som gruppe, og det blev til det, der kom til at stå for Equipo 5, 57. Equipo 57. De arbejdede sammen, de arbejdede i de samme lokaler, de arbejdede på de samme ting, de udformede teorierne i fællesskab, og det var i virkeligheden det første kunstneriske kollektiv i den periode der. Så kom der til det tidspunkt, jeg rejste derned til Córdoba på min Spaniens-rejse,

og der blev jeg rystet over, hvad jeg så. Jeg holdt foredrag for de unge mennesker og udviklede mine teorier, men det kom til store debatter om, hvad kunsten egentlig skulle gøre, hvad kunstneren skulle gøre, og hvad kunsten skulle udtrykke, og hvad der burde ske. Og det viste sig så, at det mundede ud i, at der kunne ske 2 ting. Man kunne gå videre med et stærkt intellektuelt, billedsprogligt korrekt, videnskabeligt korrekt, udtryk, og derigennem, derigennem udforme på lærredet, udtrykke de

mest sensible ting, følelser, stemninger, tanker, ideer. Ligesom Malevich havde og Kandinsky havde sagt, at vi skulle, og Mondrian. Men så kom de unge og sagde, ja, men vi må tale til dem, der lever rundt omkring os, og det er dem der bor i Córdoba, og det er håndværkere, vi er sammen med, og det er bønder ude på landet, og de må have noget at hænge op på væggen, og de må have noget, de kan forstå, og det, de kan forstå, det er at tale om deres egen hverdag, om deres egne håb, om deres egne ideer og følelser. De gik så i gang med træplanker, de gik i gang med, med finérplader,

og de havde ingen maskiner, de trykte, det man kalder gnidetryk med en ske og papir, og disse ting der solgte de rundt omkring, forærede væk til venner og bekendte, klæbede op på væggen, og hvad var det man så? Ja, det var det, kampen står om i dag.

Det var jorden, det var maskinerne, det var familien, det var den spanske befolknings værdighed, stolthed, det var det, som i virkeligheden var underkuet, og er stadigvæk underkuet. Det var, det var, det var frihedsbevidstheden, som de ejede, men som de ikke kunne give udtryk, og det var den frie tanke, som de heller ikke besad, og som blev pint ud af deres sind og sjæl og nervesystem og hjerne. Så var det retten til at udtrykke sig frit i presse, i medier, på gaden, i, i selskab med hinanden. Man kunne aldrig vide om der sad én, som ikke skulle høre hvad der blev sagt, og når man ikke har været dernede, kan man ikke begribe den underkuethed og den nedværdigelse, det franske, det spanske folk lever under.

Så kom disse unge mennesker til Danmark, og museumsdirektør Sigurd Schultz, som har stået os bi i mangt og meget gennem tiderne, han åbnede Thorvaldsens Museum for disse unge spanske kunstnere. Det var for dem en, en fuldstændig åbenbaring, dette at komme ind i det klassiske kunsthus og få lov til på disse vægge at hænge deres folkekunst. Det, de kaldte for folketryk, kan man kalde det,

altså folkegrafik, kan man kalde det. ”Estampo popular”. De skrev der i et lille katalog, ”når kunstneren i dag bør henvende sig til flertallet i samfundet, og når samtidig dette flertal kræver et sprog, det forstår, hvordan må så hans holdning blive?

Kan han vedblive at være manden med de mystiske formler, den ensomme, der er uimodtagelig for ethvert socialt ansvar? Kan han stadig affinde sig med den rolle, han selv har tildelt sig? Den, der sætter ham uden for det menneskelige fællesskab, nægter hans evne til analyse, hans evne til analyse, og skaber bevidstheden i ham om en slags, om en slags intellektuel tilintetgørelse, der er uundgåelig, fordi han er i gåseøjne kunstner. Dette er spørgsmålet.

Fordi denne holdning passer i en verden af ubarmhjertig materialisme, en verden som påberåber sig åndens høje stade for at camouflere kommercielle interesser. Det er på tide, at den alvorligt arbejdende kunstner generober sin rolle som medskaber af vor tids menneske. Det er på tide at godkende denne stræben hos en ny tids kunstner, for at erkende hans virkelige betydning. Kunstneren kan ikke blot på grundlag af sin personlige og uorganiserede anstrengelse nå til udtryk for de generelle og eksakte løsninger, vor tid kræver.

Oprettelsen af grupper, af eksperimentalskoler, kontakt mellem disse, diskussion om arbejdsmetoderne og disses fremtidige muligheder på lokale eller internationale møder vil gøre det muligt at udvikle vor kulturs sande struktur.” Det blev skrevet i marts 1958 af Equipo 57. Og med disse ord og bemærkninger, som uundgåelige ved åbningen af vores skoleår bør fremsættes, vil jeg byde jer velkommen, og vi begynder så vort arbejde på skolen i morgen kl. 10. Tak for i dag.