Bånd 14

Ja, nu sidder vi altså i en røgkupe. Der står ”No Fumare”, hedder det. Men det gør der nu ikke i denne her kupe. Og Rosberg siger, at det kan ikke lade sig gøre at holde vinduet åbent. Vi har siddet og sludret lidt løst og fast. Siger den noget, Rosberg?

[Rosberg] Det gør den. [Mortensen] Nå. Og jeg har fortalt lidt om, hvordan det gik for sig, da vi begyndte i Suresnes i 1947. Muligvis kan jeg finde noget ud af min erindring, som svarer til vores situation i dag, hvor I skal til at lave kunstnergrupper og stå sammen og begynde at træde frem på skuepladsen, ikke. Robert og jeg havde vidt forskellig uddannelse og baggrund.

Jeg var allerede begyndt i ’33, og Robert var først begyndt rigtigt efter krigen. Han havde lavet mange andre ting, spillet badminton, og han havde altså en god fysik, og han kunne jo danse fantastisk boogie-woogie, så kunne han rafle, og vi kom tæt ind på livet af hinanden under krigen dér, da vi fandt på at tage op til Thisted. For der havde vi lært en billedhugger at kende, hvis far havde et stenhuggeri. Han hed Henning Wienberg Jensen og gik hos Utzon-Frank.

Og ham havde vi lært at kende. Og så var vi ude nogle nætter, ikke sandt, med en, en værtshusholder. Og det var nede i Nyhavn. Han havde købt Det Gyldne Lam. Og det havde han indrettet til privatbolig. Og det var, han hed Poul Hansen.

Han havde senere blevet meget kendt som whisky eksportør, eller hvad er det hedder når man.... Og han har haft Adlon og var altså sådan lidt af det, man kalder en bagmand og sådan noget, men i hvert fald havde han lavet Det Gyldne Lam om til en blanding af privathjem og bordel og bar. [Eleverne griner.] Og der kom vi så op hos ham en aften, og Robert blev altså så fuld, så han..., der var et glughul oppe for oven med en flagstang, der rakte ud over Nyhavn, ikke,

og der fandt vi ham så, siddende ude i arme og ben og forklarede, at han var en abe. Og så fik vi altså lusket ham indenfor. Og der kom jeg sådan Robert lidt ind på livet, ikke. Han, han kom så ind og gik i seng. Robert har det altid, når han drikker, så holder han op på et ganske bestemt logisk tidspunkt, så han får aldrig tømmermænd, ligesom I havde forleden dag…. Altså han holder op. Han siger til sin kone, eller sagde til sin kone dengang, om morgenen, rent sagligt - ligesom Sankt Georg dræber dragen der, ikke,

rent sagligt, ligesom en slagter. I dag skal den gamle ned med nakken. Hvorefter han startede om morgenen og gik på værtshus, og så drak han altså den ene efter den anden, indtil han sagde, Basta! [Eleverne griner.] Den gamle skal hjem. [Eleverne griner.]

Hvorefter den gamle gik hjem, så sov han den ud, og Dot sagde til ham: Så lille Robert, nu skal du - hun tog det ganske naturligt - nu skal du i seng, og så, og så skal du sove. Og så gjorde han jo altid knuder, han skulle bare lige have en flaske til, men det blev der altså ikke tale om. Han fik altså en, en dyne over sig, [enkelt elev griner] og så var han altså gået ned med nakken, ikke. Den næste dag var han frisk og puklede videre.

Men den nat der, der gik han i seng, og så begyndte jeg at kede mig. Og der var altså nogle damer, der sad ved baren, og det havde jeg altså ikke lyst til. Og så havde Paul Hansen sagt, hvis du vil have en flaske med hjem, så kan du tage, du kan tage lige så mange, du vil. Nu skal jeg ned sammen med de her 2 damer, og jeg skal have det dejligt. Og du skal også have det dejligt, og du kan bare tage, hvad du vil have. Og så sad jeg der og gloede med de her 3 damer, som sad ved baren, og så tænkte jeg ved mig selv,

hvor mange lommer har du? Og så regnede jeg ud, og så gik jeg 2 gange ned, og så satte jeg dem ligesom mælkeflasker, nede på trappestenen, ikke. Og så boede Spjæt lige over broen der, ikke, i Nyhavn, ikke? [Elev] Nå, ja. [Mortensen] Og der boede han oppe, og der var klokken sådan blevet 4 om morgenen. Og så kom jeg storkende derop og bankede på. Spjæt lå med en pige, og der blev kastet et lagen ind over hende.

Er det dig, Morten? Hvad vil du? Han taler jo jysk. Så siger jeg, værsgo, her er den første sending her. Og nu går jeg lige over og henter en sending til. Nå, hvad skal vi? Ja, det skal vi jo altså finde på, men vi skal jo finde på noget. Det endte så med, at vi gik ned på Hovedbanegården med al den her spiritus, og så tog vi 2 førsteklasses til Thisted.

Og det var midt om vinteren, og der lå altså høje snedriver, og damperen kunne jo fanden gale mig næsten ikke komme igennem isen over Storebælt. Men i alt fald, Spjæt var jo fra Thisted, og så blev vi puttet i seng hos hans forældre. Og det var en pragtfuld rejse. Og vi kom sammen med en masse mennesker. Og de fik jo alle sammen skænke, og vi sad og havde det rigtig hyggeligt. Så rejste Spjæt hjem igen. Han havde noget arbejde, han skulle gøre.

Så sad jeg deroppe i Thisted og kiggede på mig selv og tænkte, hvad skal du gøre? Og sne var der allevegne, og koldt var der ad helvede til. Og jeg fik så et værelse hos Henning. I hans…. Han havde et hus, og der var et karlekammer øverst oppe. Og det fik jeg altså, der var ingen kakkelovn.

Og det var den vinter, det gik ned til 29. Og vi frøs jo ganske forfærdeligt. Rul det bare op. Nå. Og det var i ’43, ja. [Elev] Der frøs det helt over til Sverige.

[Mortensen] Ja, altså, der var is alle vegne. Jeg tænkte ved mig selv, hvad... Og jeg var lige blevet gift med Sonja Hauberg. Og hun havde sagt til mig... Det var derfor, jeg var gået ud om natten, fordi hun havde sagt til mig,

altså, Morten, du må forstå, jeg skal skrive en bog, og jeg skal op til Nordsjælland og leve på en bondegård, ellers kan jeg ikke skrive den bog. Og det var et par måneder efter, at vi var blevet gift, ikke sandt. Og hun var jo ganske mærkelig, men hun havde altså den moral at.... [Mortensen bliver afbrudt af paskontrollen. Optagelsen afbrydes.] Nå, det slap vi jo nemt over. Så var jeg altså rejst til Thisted, og hun var rejst op i Nordsjælland på en bondegård og begyndt at skrive. Og så tænkte jeg ved mig selv, jeg ringer til Robert. Der er ikke andet at gøre, jeg kan ikke sidde heroppe alene og glo på al den is, og

så ringede jeg til Robert og så siger jeg, Robert, altså der er stenhuggeri - dengang huggede han jo i sten - og her er frygtelig koldt, men jeg havde på en eller anden måde fået fat i nogle penge,

og han siger, jeg kommer med det samme. Og han så det, han kom i flyvemaskine. På en eller anden måde, altså til Aarhus eller et eller andet sted. Men i al fald kom han derop, og vi blev....

Vi fik sat en seng op, og vi fik altså karlekammeret. Og så begyndte han at hugge i granitsten. Og han fik vist hugget en 3-4 stykker. Og alle de andre stenhuggere, de var jo gået hjem og sagt, det kunne ikke lade sig gøre at hugge i sten i det frostvejr. Så han havde det hele for sig selv.

Og jeg begyndte så at lave kunstmalerier. Og der var vi oppe vel nok en 3 måneder. Men så, så tjente vi jo til øllet, fordi Robert skulle rafle. [Eleverne griner.] Og ude ved kysten, der byggede de danske arbejdere for tyskerne, de byggede kanonstillinger af cement, ikke sandt. Og de havde jo en forfærdelig masse penge, og disse penge skulle jo bruges på værtshuset. Så om aftenen var der jo kolossalt leben på disse her værtshuse. Og der var Robert jo en hel konge, fordi han kunne jo den med det bløde bæger,

og så kunne han den med lillefingeren. Man vender en terning med lillefingeren, så der kommer en sekser opad, og så, og så rafler man med de 5, ikke? [der høres latter.] Og så sætter man det hårdt ned på bordet, og så er der altid en af dem, der er en sekser. På den måde kan man ikke undgå at få 5 seksere, og så altså den sidste kan man.... Den første kan man ikke lave noget ved, vel?

Og hver gang jeg satte mig hen til raflebordet der, så tabte jeg, ikke sandt. Og så blev han gal i skralden. Morten, sæt dig der. Du skal få lige så mange bajere, du vil have, men bare sæt dig derover. Jeg, jeg…, den gamle skal tjene til føden til i morgen. [Eleverne småler.] Nå... men i alt fald fik vi bestilt noget, og ja, som alting holder op, så kom vi jo altså i alt fald ind på livet af hinanden.

Og vi, vi havde en kunsthandler, der hed Thorkild Hansen, dernede i Pustervig, og der mødte jeg Robert. Jeg gik op ad trappen, og han gik ned ad trappen - han har selv fortalt det - og som den høflige mand, jeg altid er, ikke sandt, så gav jeg ham hånden og sagde goddag - jeg kendte ham ikke - og sagde goddag, og så sagde han goddag. Så, så var han gået ned til Thorkild og havde sagt, hvem var det? Ja, det var Morten. Nå, siger han goddag? Ja. Nå, så vil jeg sgu’ være med ham. Han, han var jo ellers… Der var jo to fraktioner, der var fru Sandbergs og Elise Johansens fraktion, ikke? Og Sandbergs, det var jo Asgers fraktion.

Og hun købte ikke nogen billeder af mig. Men så ville Robert være med mig, og vi var jo så sammen, og om aftenen - det gik jo lidt hårdt til, ikke sandt, i de tider der. Og der var krigen forbi. Men så var der en nat, vi havde været ude, og der var vi endt ude i nærheden af, hvor Asger boede. Han boede i sådan et af de her røde, væmmelige huse fra 1920, ikke sandt, med sin kone og

vist nok et barn. Og der havde han et lille værelse, som…, hvor der var farver over det hele. Der storkede vi op, og på en eller anden måde blev vi fotograferet. Der eksisterer et foto, hvor vi sidder alle 3 i hans stue der. Og…. Nå, vi snakkede så med Asger om tilværelsen osv., osv., så gik vi så ned, og kom til at sidde nede på Østerbrogade på en fortovsrestaurant,

nede i nærheden af, hvor I bor. Og der var altså sat et par borde ud, og der skulle vi så sidde, og så viste det sig, at der var en boghandel ved siden af. Og jeg skulle jo ind og se, hvad boghandleren havde, og den havde altså Rabelais’ Pantagruel og Gargantua. Den var udgivet af, af...,

af Asger Fischer i 5 bind. Og der går jeg ind og køber et bind, og så sætter jeg mig til at læse op, og der falder jeg lige ned i et meget berømt citat, hvor det lyder, hvis jeg nu kunne huske det, ”når man tørrer sin røv i papirpræparat, taber man altid på pungen en klat.” [Eleverne griner.] Og det læste jeg op for Robert. Og forstår du, han fik et chok. Altså, det kunne han ikke tage det der.

Og det var altså om morgenen, ikke. Så sagde han, Morten, er det bøger? Ja, sagde jeg så, lille Robert, Robert, det er bøger. Så vil jeg også læse bøger. [Der grines højlydt.]

Og så fik han et eksemplar, og så på den måde så lærte vi jo hinanden at kende. [Der grines.] Så kom vi gående en dag, der havde vi også været ude, vi var ude praktisk talt ude hver nat, ikke, og vi havde så været ude, og så kom vi i gående ved Magasin der. Og der skulle vi op i Hanegal. Og... så pludselig kommer der gående en dame lige imod os.

Og Robert gik lige mod damen, indtil de står sådan 20 cm fra hinanden. Og så tager han hende i armen og smider hende ud foran en bil. Og bilen standsede altså med et forfærdeligt ryk, og hun reddede livet. Så siger jeg, hvad fanden gør du, Robert?

Ja, det var min kone…. [Eleverne griner højlydt.] Nå. Og vi kunne jo godt forstå hinanden, det kunne vi jo faktisk godt, ikke. Og så kom vi så ud til Toftegårdsplads en morgen. Og der, der sad vi så også på en fortovsrestaurant, og så fandt vi ud af den morgen, vi ville til Paris. Så gik vi ud til Christian Sørensen, der gik jeg og trykte seri-, næ litografier, ikke, og vi trykkede jo meget derude om natten, ikke.

Og så siger jeg, Christian, vi skal sgu til Paris, Robert og jeg, og hvad skal vi gøre? Det ordner jeg Morten. Det ordner jeg, Morten, og Salto, min ven, og Lundstrøm og, og Schlichting. Nå, siger jeg, hvordan vil du ordne det? I får et hus, I får et hus. Og det skal jeg nok ordne. Og han var jo stor i slaget, og det viste sig også, at de fik gennemført det, og der blev altså købt et hus. De rejste derned, Christian og Olesen og Salto.

Og så købte de altså dette her hus ikke, i Suresnes. Og så blev Spjæt sendt i forvejen for, ja, jeg havde nær sagt at male væggene, altså han skulle se, om huset stod dér, hvor det skulle, ikke. Så da vi ankom, så…, så var Spjæt altså i fuld gang.

Vi lukker op, så vi får de smukke kirkeklokker med. [Vinduet i toget bliver lukket op, og lyden af kirkeklokker høres. Mortensen og eleverne taler om lyden, at de er i Tyrol. Ikke transskriberet.]

Ja, i virkeligheden bruger man jo kun klokkerne til at fornemme stilheden bagefter, ikke. [Optagelsen afbrydes.] Ja, det, der var meningen med sludderen, det var det, at jeg ville fortælle lidt om, hvordan det begyndte for Robert og mig der i Paris, og hvordan vi var med til at stable en kunstnergruppe på benene, som efterhånden fik en vis betydning. Men det, jeg har siddet og fortalt om, det var altså mit møde med Robert, ikke, hvordan jeg mødte Robert, dette mærkelige monstrum af en mand, ikke, som altså aldrig havde læst en bog, men som altså kunne rafle.

Og det fik han jo meget ud af. Da vi kom ned til Paris, så ville han først og fremmest lære fransk. Og han kunne jo ikke noget sprog andet end christianshavnsk, og derfor pegede han altid på, hvad står dér? Og så måtte jeg jo forklare ham, hvad ordet betød, ikke? Og så var der en dag, vi sad i bussen der,

og så siger han, Morten, der er altså så mange meget flotte bygninger, hvor der står ”égalité”, ”fraternité”, ”paternité”, ”liberté”. Hvad er, hvad er det her ”liberté”, ”fraternité”? Hvad er det for noget? Så siger jeg, det hedder på dansk ”frihed, lighed og broderskab”. Så sad han et øjeblik for at fordøje det der, og så sagde han, så må der sgu være en mangelvare hernede. [Eleverne griner.] Og det kan man godt sige, det var. Men i alt fald, når vi kom til en ”boucher”, så skulle jeg jo sige, at det var en slagter, når vi kom til det, osv., ikke.

Men det gik jo hverken værre eller bedre, end han snakkede kinesisk fingersprog med…, vi kom jo til at bo i et arbejderkvarter, ikke, og alle disse her arbejdere dem blev han jo fluks dus med, ikke, på beværtningerne. Og så kunne han jo straks en hel masse ord, som jeg overhovedet aldrig havde hørt. F.eks. kunne han altså bande, ikke. Det, det kunne han også på amerikansk. Han kunne sige sådan noget ”huggen”, ”fucken”, ”gokken”, et eller andet, ikke. Og jeg forstod ikke noget af det, men det var vist meget uartigt. Og så, så snakkede han jo med alle disse her, og så blev han jo deres fortrolige,

og lavede en kiste til dem, som stod inde i vores atelier. Og disse her arbejdere, de, de arbejdede altså på en ganske bestemt måde, ikke sandt. De arbejde-, den ene arbejdede på en, en fabrik for motorcykler. Og der havde han et helt år gået og samlet møtrik for møtrik, ikke, så han til sidst havde 4 hele motorcykler. [Eleverne smågriner.] Og det vidste vi jo altså ikke.

Men ellers brændte de bilerne. De stjal en bil inde i byen, ikke sandt. Og så kørte de den ud og, og så fik den noget af en svejseflamme, så byttede de nummerpladerne om, og så byttede de maskineriet ud fra en til en anden, og så fik de en hel bil ud af det, ikke sandt. Og resten blev smidt ud i Seinen. Når de så havde nogle rigtige gavtyvestreger for, så fik vi det ind, og så blev det lagt ned i kisten, og Robert sagde, ”bon”, ”bon”. Og han var jo dus med politibetjentene, det er jo klart. Alle politibetjente var han jo dus med, og vi satte et vokslys op i, i vinduet, og politiet kom på cykel, det gør de jo der kl. 2 om natten på deres runde, og når vi havde sat lyset op, så vidste de, at så var der rødvin.

Og pølse, dansk spegepølse. Og så sad vi der og hyggede os med politibetjentene. Så en skønne dag, så…, så blev vi vækket af 2 uniformerede politibetjente med sabler og det hele. Og der var klokken ½ 7 eller sådan noget. Og jeg for op og, og går ned - vi skulle ned ad en trappe, ikke sandt, og de stod og ringede med klokken. Og så siger jeg, hvad der var i vejen? Jo, siger han så, der er kommet en greve, en dansk greve ovre på vores politistation.

Robert for ud af sengen, det var lige noget for ham, ikke. Og sagde, ”bon”, ”bon”. Og vi fik bukser på, og vi kom over på politistationen. Og der stod jo altså Timme Rosenkrantz. Rødhåret og i bukser, og ellers ingenting. Og med sko, altså sko og bukser havde de ladet ham beholde. Robert greb jo straks situationen og gik hen og gav ham hånden og bukkede meget, meget dybt og sagde ”Monsieur le Comte”.

Og det blev betjentene der stod der med al deres flitterstads på, de blev jo meget forbløffede over det der at se en halvnøgen dansk greve, der var rødhåret. Så viste det sig, at, at Timme var kommet med Coleman Hawkins og et band fra US, og de havde, og han var kassemester. Og de skulle ud at fejre, de kom til Paris, og så havde de været ude at se på byen, og, og så havde han sagt, I skal alle sammen hjem og høre mine grammofonplader. Jeg har en masse amerikanske grammofonplader, og de er hjemme på hotellet, og I skal komme med alle sammen og høre mine grammofonplader.

Og så havde de hørt hans grammofonplader, og så var han jo vågnet op, ikke sandt, ude i Boulogneskoven, og der havde de så sagt til ham, vil De være så elskværdig at stige af? Hvor er Deres tegnebog? Og så tager vi jakken og så tager vi skjorten og så tager vi uldtrøjen, og så tager vi tegnebogen. Ja, hvor han så skulle gå hen?

Og han kunne altså tale amerikansk, ikke, men ikke fransk. Så havde de sagt: De skal bare gå den vej, så kommer De ind til Paris. Så kom han ud til os. Så havde de sendt ham den forkerte vej. Og så var han så gået op på politistationen.

Nå, en anden dag, det er for at give lidt af stemningen, altså hvad der sådan foregik, ikke. [Elev] Ja. [Mortensen] Vi havde en mand, der kom og læste vores gasmåler af. Og det var sådan en lille pæn mand med en mappe. Og han kom op af og til og viste os en lille kvittering med tal på der, og så betalte vi gassen, ikke. Og så en skønne dag, så tænkte jeg, så havde jeg fået at vide, at man af gaskompagniet kunne få for ganske billig penge et helt gaskomfur. Og vi, vi havde altså kun sådan et fra loppetorvet, sådan et blus, ikke. Men man kunne få med ovn og det hele.

Og jeg storker op på gaskontoret og siger, at jeg vil gerne have sådan en gavtyv der, ikke. Og det kunne vi altså få. Det, det kostede i levering, jeg tror, at det kostede 12 øre. Ikke. Det var altså et symbolsk beløb, som arbejderne betalte for at få et. Men til gengæld var det sort, det var altså ikke emaljeret. Hvis man skulle have det emaljeret, så kostede det altså en formue. Jeg sagde, det skal ikke være emaljeret, det skal være helt sort.

Har De sådan et? Ja. Så ledte de op i bøger. Så siger han så. Ja, siger han så. Men De har ingen gas. Nå, siger jeg så. Jo, vi har gas. Han kiggede i bøger.

Nej, De har ingen gas. Der er ikke indlagt gas i det hus. Så siger jeg: Vi bruger den hver dag. Jamen, der er ikke indlagt gas i det hus. Nå, siger jeg så.

Men, men.... Kan jeg få et komfur? Ja, De kan godt få et komfur, men der er ingen gas. [Eleverne griner.] Så siger jeg, at bare jeg får mit komfur, så er jeg glad. Nå, så kom de trillende 3-4 mand med sådan et komfur, og jeg betalte mine 12 øre, og jeg stillede det op og satte det til gasslangen. Og det fungerede jo ganske udmærket.

Og så viste det sig jo altså, vores lille mand med regningerne, han havde jo i sin tid fået lavet en fidus med gasmåleren, sådan så han havde fået sig en lille ekstra fortjeneste der med den der gasmåler. [Eleverne griner.] Og så fik vi et dejligt komfur. Sådan var der så mange ting dernede. Men så kunne vi jo ikke blive boende sammen, fordi – altså jo, så, så lærte Robert og svejse. Oppe i København af en B&W arbejder, ikke. Og så kom han tilbage igen, stadigvæk med spaghetti og sukker, ikke sandt,

som vi skulle bruge, og dåsemad. Og så havde han lært at svejse, og så skulle han altså bare have svejsegas, altså de her 2 gasflasker der, ikke. Og så gik han jo op på kompagniet [?], og så spurgte de om hans borgerskab og hans svendebrev og hans – altså, altså – hans papirer på, at han overhovedet kunne altså - [elev indskyder] håndtere den - [Mortensen] håndtere de der ting. Han havde selvfølgelig ingen papirer på noget som helst. Og det var vi jo meget kede af. Han kunne altså ingen gas få. Så en skønne dag, så står vi oppe i galleriet, og vi kommer til at tale med Le Corbusier. Og så pludselig slår der en idé ned i os, ikke. Le Corbusier.

Ikke sandt? Det var jo manden, ikke? Og vi forklarer ham, at vi har ingen gas. Nå, siger han så. Nå, svejser De? Ja. Det, det gjorde vi altså ikke.

Det kunne vi altså ikke. Men vi ville altså gerne. Ja. Men det er da udmærket det... Jamen, giv mig lige en telefon. Så fik han jo bragt en telefon, ikke.

Og han ringede op og så siger han, ja, så kommer de i morgen, de 2 flasker der. Og vi måtte ikke have det i huset, det var.... Altså huset var ikke indrettet til det brug der. Så det var altså forbudt, men alt var jo forbudt, ikke.

Og…. Nå, så begyndte Robert at svejse, han kunne ikke tåle at, at arbejde i kalk, fordi det åd sig ind i fingrene. Så skulle han arbejde med handsker, og så blev hans hænder fuldstændig ødelagt. Så han var nødt til det. Men så gik det jo meget godt, og så fik han en ekstra fortjeneste ved at svejse cykler, og han svejsede jo faktisk alt muligt. Og så kom det tidspunkt, hvor vi skulle skilles, for jeg kunne ikke være der mere, og, og der rykkede så mange ind og ud, ikke sandt, jeg mener.

Der var altså nogle gange 20 mennesker. Så hængte vi sådan tøj op og sådan noget, og så stillede vi divaner i hele atelieret, og så sov de der. Og så havde vi fælles køkken og fælles økonomi, osv. osv. Og så flyttede jeg, så fik jeg fat i en lejlighed et stykke længere ude, og der flyttede jeg så ud.

Og det hjalp Robert mig også med. Og det var en vinter, hvor jeg flyttede ud i 2 rum, hvor der var et gasblus, men ingen kakkelovn, og wc på gangen. Og så var der... jo, der var vand. Men altså først skulle vi installere kakkelovnen. Og jeg kan huske, vi havde fået fat i nogle islandske trøjer og sådan noget, og vi gik altså i snevejr ned til en marskandiser og købte 2 kakkelovne.

Og dem murede vi så op. Og så fik jeg så varmen på den måde - med kul. Og så gik jeg i gang med at male billeder, men der kunne jeg ikke holde ud af at være ret længe. Er der mere bånd? [Elev] Der er lidt tilbage. Vi kan godt skifte. [Mortensen] Ja. [Optagelsen afbrydes.]

Nå, men imidlertid arbejdede vi alle sammen med, og vi holdt altså vores konference om lørdagen, og så lavede vi programmer for den næste udstilling, vi skulle lave,

og efterhånden fik vi lavet grupper, og vi fik også lavet separatudstillinger, og vi fik lavet udstillinger med en 2-3 stykker og med et bestemt program. Og det er jo altså noget af det, I skal ind på at lave ligesådan. Så fik vi nogle af de gamle med, mange, altså Kandinsky og Arp og Sonia Delaunay og Magnelli osv…. Og det var ligesom altså, det gav et rygstød, ikke sandt. Og så lærte vi jo også noget af at studere de gamle, hvad de lavede. Det, vi skulle gøre, var at lave et konstruktivt program,

ikke sandt. Vi, vi, vi kom ned til et vendepunkt, hvor der var en kunstnergruppe, som var en lille smule ældre end os, og det var altså Bazaine, Lapique, Estève, Le Moal, Singier, Pignon og disse folk, ikke. Og de stod for en kunst, som nedstammede fra impressionismen og fra Monet. Og det kunne vi altså ikke bruge noget af det der. De var tilknyttet Galerie de France.

Og det var altså en slags, efter vores mening, en bourgeois kunst, ikke sandt. Galerie de France var katolsk, vidste vi, og pengene var altså klerikale, ikke. Og vi andre var jo altså nærmest kommunister, ikke. Eller var kommunister.

Men jeg tror, Dewasne var den, der var.... Altså han var partikommunist, ikke sandt. Vi andre kom aldrig ind i partiet, men vi havde en partifunktionær siddende og snakke med hver aften. Og vores lille Henri [?] der, han fortalte os så om....

Og så var vi med til partimøder. Også med bossen der, Thorez, som holdt tale. Og det kendte vi jo lidt hjemmefra.

Og.... Der var et fælles kaffebord en gang, meget berømt fælles kaffebord, hvor der blev holdt tale af Thorez, og så var der delegationer fra mange lande.

Og vi var altså danskere, vi skulle rejse os op, hver gang der blev sagt, altså Rumænien, Jugoslavien osv., osv., ikke sandt. Så skulle man rejse sig op, og så blev det så vedtaget, at hver skulle synge frihedssangen, altså landets frihedssang, ikke? Og vi.... Robert og jeg sad og kiggede på hinanden, og vi var jo klar over, at ingen af os kunne synge, og, og vi kunne altså ikke synge

Mogens Lorentzens' ”Mor Danmark” og Axel Schiøtz og, og alt det der. Og Robert sagde til mig, hvad... hvad fa’en skal vi gøre? Og jeg tænkte ved mig selv, hvad fa’en skal vi gøre? Der…. Altså vi må finde på et eller andet. Og det nærmede sig mere og mere på det her kæmpemæssige kaffebord. Og så siger jeg, Robert, kan du ”Højt på en gren en krage”?

Det er hørt, siger han så. Vi, vi synger ”Højt på en gren en krage”. [Eleverne griner.] Så siger jeg, så kan vi tage alle 3 vers, ikke? Kan du alle 3 vers? Du ved, den dør til sidst, ikke? Og det er meget dramatisk. Ja, ja, den er, den er god, siger Robert. Og så rejste vi os jo op, og så begyndte vi.

[Mortensen synger] Højt på en gren en krage sad, simsaladim bamba saladu saladim. [Eleverne griner højlydt.] Det var i den stil - i stor Tintoretto stil, ikke. Og de var forbløffede over, forstår du, over den krudt, der var i den, i den danske modstandsbevægelse. Så vi blev applauderet. [Eleverne griner fortsat.] Så fandt vi, så fandt vi jo altså ud af, at det kommunistiske parti, det var i og for sig ikke rigtig noget for os.

Så gik vi så over til noget, der hed Les Surréalistes Révolutionnaires. Der var dannet en gruppe af unge malere, som hed Les Surréalistes Révolutionnaires, og de var i opposition til André Breton. Og det var meget interessant, den måde de arbejdede på. Vi mødtes på en ganske bestemt beværtning i Rue Guénégaud, og den var altså optaget af vores møder hver torsdag eftermiddag.

Og det, der undrede Robert og mig meget i begyndelsen, det var det, at de kom ikke præcist. Men der kom altså nogen, og nogle gange, var der nogen, når vi kom. Vi kom selvfølgelig præcist, ikke, som de danskere vi var. Og så pludselig kom der 1, så pludselig kom der 2, og så var der altså en sekretær, der sad og skrev noget ned, og så var der nogen, der holdt foredrag, og så var der nogen, der gik, og det var sådan ind og ud og ind og ud, så det var ikke rigtig sådan møder. Men i hvert fald fik vi stablet noget på benene, og der blev..., så lejede vi en sal, fik udsendt nogle opråb,

og delt ud. Vi gik selv ud på gaderne og delte de her røde og gule og grønne plakater ud. Og der var så foredrag og demonstrationer, og det var altså sådan en slags happenings. Og der var også fyrværkeri. Der var ikke revolvere, men altså der var i alt fald noget, der kunne ligne en revolver. Og der blev væltet stole, og der blev blæst i trompeter. Og der var sgu ikke det, der ikke skete, og så ind imellem, så var der altså film og, og oplæsning af digte osv. Og der havde vi vistnok 6 opførelser af den art.

Men det gik så i opløsning, og chefen for det hele han endte som sekretær for Dubuffet. Han hed Noël Arnaud, og han blev senere mægtig gode venner med Asger Jorn,

og det er derfor Asger har alle Dubuffet’s grafiske arbejder, det var fordi Arnaud sad og var sekretær [en af eleverne griner] og så….

Asger havde jo en særlig måde at gøre det på, ikke sandt. Men han har altså sikret for Danmark, jeg ved ikke, jeg tror flere 100 blade på grund af Arnaud. Men så en skønne dag, så skulle vi altså på sommerferie, ikke sandt. Og galleriet skulle lukke, og der var ingen, der havde penge. Og Denise og jeg gik på loppetorvet, og der fandt vi den berømte skulptur, som jeg tror, jeg har fortalt jer om. Og så rejste vi til Toulon,

Denise og jeg, og satte os ned der i en lille arbejderby. Og pludselig fik vi telegram fra Robert. Vi kommer i morgen med fly. Bestil rum. Og det var jo meget interessant. Og pludselig stod der 3 mand høj. Robert og Gadegaard og så en der, som jeg har glemt navnet på, men som hed Kastorff eller Kastrup eller sådan noget, men som faldt ned med et fly. Men ham havde de fundet i København, og han var altså manager for Grace Moore. Og den der historie der, han faldt ned med flymaskinen der, med, med Arveprinsen af Sverige og, og Gerda Neumann osv., ikke.

Så han forsvandt ud i kulisserne. [Mortensen tager nok fejl; flyulykken fandt sted i januar 1947 i Kastrup Lufthavn. Alle passagerer og besætningsmedlemmer døde. Derfor må det være en anden person, han taler om.] Men de stod altså pludselig dernede. Gadegaard havde været til selskab og forstuvet den ene fod, så han gik i gips. Det så meget dramatisk ud med de her 3 fyre. Og de fortalte så, at vi skulle lave en udstilling, og det skulle altså være ”Klar Form”. Og så satte vi os ned og begyndte at skrive op, skrive papirer og skrive indledninger og Gud ved hvad, og der lavede vi så ”Klar Form”.

Og det er ikke som Geertsen har beskrevet det i en artikel i…, i…, og Aagaard. Altså de har beskrevet noget om, i Billedkunst, ja, de har beskrevet noget om, at vi var så lumske, at vi ikke lavede den udstilling, som de havde planlagt, men det er altså slet ikke rigtigt, fordi den egentlige historie, den er sådan, at, at udstillingen blev lavet af Gadegaard, Robert og Denise og mig. Så tog Robert og Gadegaard til København, og de fik fat i Erling Koefoed, og han fik fat i 10 eller 20.000 kr. af en mand, der hed Rohbeck, en sagfører.

Og for disse her penge stablede vi hele udstillingen på benene. Vi inviterede altså disse kunstnere. Og Robert hængte den op på Charlottenborg i København. Det blev en succes. Der kom mennesker, og den begyndte at kunne løbe rundt, og jeg tog med den til Oslo og Helsinki og Stockholm, hvor den var på Liljevalch, og så tog jeg med den til Liège. [Elev] Det var altså den samme udstilling? [Mortensen] Det var den samme udstilling der, der tog rundt alle de steder der.

Og det kom jo som en stor åbenbaring for dem alle sammen, at de havde…. Der var altså Kandinsky og Arp og Magnelli og Le Corbusier og Poliakoff, Deyrolle, Dewasne, Vasarely osv. Det var altså en kæmpe udstilling faktisk. Og det viste sig, at Rohbeck fik sine 10.000 kr. igen. Udstillingen kørte rundt, og den havde jeg altså personligt meget fornøjelse af, fordi det var jo interessant at hænge disse billeder op og komme rundt og se alt det der. Altså jeg rejste meget på det tidspunkt, særligt til Stockholm, hvor jeg havde gode kunder.

Og jeg lavede en udstilling, hvor jeg fyldte hele Liljevalch, og der var altså 150 billeder. Og der kom folk, og det kørte rundt, og jeg fik lavet et stort katalog osv. Ja. Efterhånden så blev galleriet, altså efterhånden så fik galleriet altså penge, fordi der blev solgt af og til en, en, en Kandinsky eller også solgte Denise en Picasso. Og bare ved at sælge én Picasso, så kunne hun jo leve et ½ år, ikke sandt. Og der havde hun gode forbindelser til Picassos tidligere elskerinde, Dora Maar.

Og Dora Maar levede sammen med Picasso i Guernica-perioden. Og det har jo nok været en af Picassos mest dramatiske og rigeste perioder. Hun havde en hel del billeder og var nødt til at sælge for at leve. Og der…, på den måde tjente Denise nogle penge, og så kunne hun købe f.eks. Poliakoff, ikke. Poliakoff levede jo af at spille på guitar om natten og levede på et hotelværelse. Og han kom altså op der og fik solgt et billede, så fik han nogle penge, ikke sandt.

Og vi fik penge alle sammen. Robert købte hun. Altså hun har 53 skulpturer af Robert fra den periode stående i et magasin. Jeg ved ganske nøjagtigt antallet, for jeg har været oppe og tælle. Og alle disse skulpturer er betalt. Altså selvfølgelig ikke betalt med tusindvis af kroner, men altså med et beløb, der varierede fra 3- til 500, ikke. Men det var jo mange penge. [Elev] Der må også stå en masse af dine ting?

[Mortensen] Ja, ja, det gør der også. Og så, og så da Arp kom i sving, så fik hun en ganske udmærket forbindelse til Arp og hans kone og hans bror. Og de kunne altså se, at der var mening i - de var meget ude efter at støtte de unge - og Arps kone der var velhavende schweizer, og hun havde et eget museum i Schweiz, som skulle være efter hendes død. Og der købte hun ind til af os unge, som lavede noget i den konstruktive eller spøgefulde retning, som Arp stod for. Sonia Delaunay gjorde det samme. Hun har også et, et hus udenfor Paris, hvor hun skal lave museum for sin mands og hendes egne, og så de arbejder, hun har købt ind til det. Så altså på den måde ved lod og trisseværk, så kørte det altså rundt. Og med en lille husleje, så kørte det altså rundt. Men vi fik altid lavet tryksager, altså billige tryksager, som vi naturligvis selv gjorde layout til og læste korrektur på og Gud ved hvad, ikke sandt, og.… Så havde vi forbindelse til dagspressen gennem i alt fald 4 skribenter, hvoraf de 3 er døde nu. Der var altså Alvard, og så var der Léon Degand, og så var der Charles Estienne, og så var der Gindertael.

Og de skrev i bladene og var sammen med os om aftenen, så vi fik altså bygget en litteratur op, om det vi lavede, ikke. Ligesom Yves Klein, som vi talte om i går, havde sin Iris Clert til at bygge en litteratur op om, om, omkring det og forklare folk, hvad der foregik. Det var sådan lidt om, hvordan det startede dernede, ikke sandt. For ganske få penge, men med en utrolig entusiasme og så det rygstød, der var i de gamle, som I i og for sig savner, synes jeg. For jeg kan ikke rigtig se, hvilke gamle det er, I kan hænge jer på. Der er sgu ikke nogen.... I kan ikke rigtig....

Man kan ikke rigtig bruge amerikanerne, og man kan ikke rigtig bruge englænderne, det er ligesom der.... Altså jeg mener, min generation mener jeg har lidt et forfærdeligt smæk ved de 2 krige. Altså det er en teori, jeg har, at vi så at sige næsten alle sammen falder omkuld ved 60 årsalderen. Det tror jeg altså, for vi har haft sult og kuldeperioder der under de 2 krige, og det har forstyrret vores åndsliv og vores psyke, altså mentaliteten særligt under den sidste krig blev voldsomt rystet.

Og der er så mange der er gået ned, det ved vi, særligt af modstandsfolkene, som ikke har kunnet tåle at komme ind i, i, i den periode, hvor man kunne se, det var de gamle politikere, der overtog det igen, ikke sandt. Og Hartvig Frisch, ikke sandt, som stod og forklarede, at, at likvidationsfolkene var forbrydere og den slags ting. Det kunne de altså ikke tage, vel, og jeg mener, mange af dem gik hen og begik selvmord. Og jeg tror, vi blev mentalt rystede eller rettere sagt, det blev vi, og det har altså været svært at komme ud af, ikke. Jeg mener, man kommer jo aldrig ud af det.

Men I lever jo i en periode, hvor I ikke har oplevet det der. Men så er der så mange andre problemer i vor tid, ikke sandt? Der er, der er det at leve i en tid, som ligesom er vag. Ligesom hvor der ikke er nogen konsis-, konsistens i noget som helst, vel?

Jeg mener, det er ligesom der.... Jeg mener, de Gaulle. Han stod der som en klovn, ikke sandt, det var jo ikke.... Det var sådan en, en Pjerrot, ikke? Som talte om Frankrigs ”gloire”. Og den ”gloire” der, den kunne man ikke få den franske befolkning til at forstå.

Særlig ikke i Midtfrankrig og Sydfrankrig eller i Normandiet, ikke sandt, jeg mener alle de bønderfolk og vinbønder osv., de interesserer sig ikke et hak for det der. Det kunne de Gaulle ikke klare. Og slet ikke Pompidou. Og nu taler man så meget om Europas ansigt.

Det var jo oppe og blive diskuteret i København der. Og det er, det er jo altså et problem, I skal leve op til, om, om man, om man kan tale om Europas ansigt, selvom vi ikke har noget fælles sprog, ikke. I…. Bare for 500 år siden, der kunne man godt tale om Europas ansigt, fordi intelligentsen kunne latin. Og alle, alle folk, ikke sandt, lægerne har jo lidt af det endnu, ikke.

Men altså på Holbergs tid, der kunne man latin, ikke sandt. Og nu har vi ikke et fælles sprog. Derfor tror jeg ikke rigtig på den europæiske tanke, for man kan bare se på vores rejse, det er jo svært at sige ”buonasera”, alt det der, ikke. Man er faktisk bitte mand i knibe, når man er i landet. Særligt når man kommer til Jugoslavien, så er det jo helt håbløst at leve der. Man kan altså lidt med fingersprog og, og sådan noget.

Men hvis jeg ikke havde haft Charlotte med, så havde jeg da aldrig kunne leve dernede. [Elev] Nej, men altså, både kunstnere, billedkunstnere eller for nu at tage læger, de, de taler vel også engelsk i Jugoslavien? Ligesom de lærde talte latin dengang? [Mortensen] Jamen, det gør befolkningen ikke. [Elev] Nej nej, de taler ikke latin [utydeligt].

[Mortensen] Jo, men det er først nu efter krigen, hvor, hvor hotelindustrien i Jugoslavien er begyndt at komme i sving, så går de unge på skoler om aftenen for at lære sprog, så de kan være tjenere og guides osv., ikke? Men altså alt det der, det er jo noget, der skal bygges op. Og det vil jo tage mindst en generation. Skal vi holde en pause? [Optagelsen afbrydes.]

[Elev] Ja, altså jeg mener, dramatikken foregår hen over hovedet på os, ikke? Og vi mærker den ikke sådan korporligt, vel? Vi kan læse om den i aviser, men selve livet vi lever, det er faktisk fuldstændig udramatisk. [Anden elev] Det er plastikposeliv i Irma, fordi der køber man billigst og sådan noget, og så er der kun den dramatik, man har, man manøvrerer vognen rundt, for at tage det bogstaveligt. Og som sagt det der pusterum, som blev et tomrum, det, det synes jeg er det egentlige problem, hvad angår den, altså, eksistensarkitektur, du er inde på.

Og uden eksistens... [Elev] Da vi hørte det bånd, ikke, der syntes jeg, der manglede noget. Du startede med at sige, at nu ville du prøve at trænge det sammen, sådan så humanistisk oprustning og genstandsløs kunst og en ingrediens, som jeg ikke kan huske nu, vi kom frem til. Dem ville vi gerne have kædet sammen. Kan du ikke sige, kan du ikke kæde dem sammen på en eller anden måde nu?

[Mortensen] Ja, engang til. Jeg kan ikke høre det så godt herovre. [Elev] Ja, altså jeg siger, moralsk, nej ikke moralsk, humanistisk oprustning. [Mortensen] Ja. [Elev] Genstandsløs kunst. Og så var der en ingrediens til, jeg ikke lige kan huske.

Men altså, de 3 ting skulle smelte sammen. [Mortensen] Ja, så talte jeg altså om det der med ”l’état”, ikke. [Elev] ”L’état”, ja. [Mortensen] Og det kunne man jo godt udvide meget, det der med ”l’état”. Og det har Thomsen jo været inde på og givet mig en opskrift her i min jakkelomme.Ikke? Og da vi nu har god tid der, så synes jeg.... [Elev] Nej, nej, ikke det. [Mortensen] Hvorfor ikke? [Elev] Nej, nej. Det har ikke noget at gøre med Sørens spørgsmål. [Mortensen] Jo, det har det, fordi det er en ren akademisk formulering af fænomenet, ikke? [Elev] Jo. [Mortensen] Og det skal vi også have med, ikke. [Elev] Jo, men det der, det der slog mig med båndet, det var, at du snakkede om, at du senere på båndet ville koble alt det, du havde sagt om humanistisk princip til den genstandsløse kunst. [Mortensen] Ja. [Elev] Som princip. 00:55 [Mortensen] Ja. [Elev] Og det er det, båndet ikke er nået frem til. [Anden elev] Men hvordan kan noget genstandsløst være humanistisk?

[Anden elev] Det kan jeg godt forestille mig på en eller anden måde, det kan være, ikke. Men det, men for mig ligger det punkt så langt fremme, og vi har flere gange prøvet at tale os ud til det punkt, som altså giver sådan en slags paranoid virkning, fordi man ikke kan nå derud, man svæver imellem, noget man kan fornemme langt ude, og så den håbløse situation, man er i i dag. [Mortensen] Ja, der, der var noget Merete kom ind på, altså dette med at, at mange genstandsløse malere forveksler kulisserne - altså det genstandsløse - med indholdet.

Sådan at det, det bliver genstandsløst for det genstandsløses skyld, ikke? Og jeg mener, den skjorte er jo også genstandsløs, men man kan jo ikke sige, den indeholder måske noget særligt humanistisk eller åndeligt indhold, vel? Det er en dekoration, og en dekoration kan jo selvfølgelig også have et åndeligt indhold.

Det har man jo set i Salute-kirken, ikke. Men det kan jo også være meget udvendigt, ikke? Og f.eks. for at tage Salute-kirken, der synes jeg, at den har sin funktion, fordi den ligger, den er altså skabt til at ligge netop på det sted. Hvis den ikke var der, så var det ligesom, at man manglede et center i, i, i Venedig, ligesom Campanilen, ikke. Men, men selve kirken som kirke har ikke rigtig noget åndeligt indhold, vel. Den udtrykker ikke en, en, en religiøs tanke.

[Elev] Men altså, jeg opfattede Sørens problemstilling sådan, at humanisme det var lig med eksistensens, først og fremmest eksistensens arkitektur. Eller, ja. For at bruge det udtryk der. Altså humanisme, det er noget som, det er en tankegang, som er stærkt tilknyttet til den omverden vi lever i. Og så kommer ”l’état”, som er en helt anden verden, som skal kobles på, og så er det, du mente, at problemerne opstod der.

Fordi altså, så må humanismen, den kommer jo så ikke.... Det er også der, jeg synes, vi står i dag. Altså, kunstlivet, de frembringelser der er, som er meget tæt knyttet til samfundsting, man mener er samfundsbetydningsfulde. f.eks. som at deltage praktisk i det politiske liv, og nu f.eks. som Røde Mor med deres pjecer mod forurening og alt sådan noget. Og det vil jeg kalde for kunstnerisk humanisme. Men det har ikke noget med ”l’état” at gøre for mig.

Det har ikke noget med, med den kunstneriske ånd at gøre. Men samtidig så føler man nødvendigvis at man også må deltage i f.eks. i øjeblikkelige politiske humanistiske problemer. [Mortensen] Absolut. [Elev] Og så kommer man til at, at stå der, hvor det er meget svært, synes jeg, at koble de 2 ting sammen. Fordi det åndelige liv i dag faktisk kun....

Eller ligesom man fornemmer ikke, at der er nogen åndelig ballast, fordi al ens energi bliver brugt til, og al ens fantasiverden bliver brugt omkring, hvordan man skal løse naturvidenskabelige praktiske problemer og, og…. Altså ting, som man nu, hvor man har fejlet i, og som man nu prøver på at rette op igen. [Mortensen] Ja. [Elev] Jeg ved ikke, om det er uklart…. [Mortensen] Jeg tror, man må tale om den opfattelse, f.eks. man har af sig selv.

Altså hvis vi nu tager det teater, vi lever i, ikke. Vi har en.... Lad os bare sige en hovedperson, det er en selv, ikke. På det her teater, ikke. Teatret er ikke ret stort. Man kender ikke ret mange mennesker. Vel? Så har man altså…, til gengæld har man massemedierne, ikke. Der har man altså noget der, en kulisse vil jeg sige, en soffit, ikke. Aviser, jeg læser 2-3 aviser om dagen, jeg mener, jeg kan ikke lade være.

Jeg må altså have, selvom jeg synes altså, det er tåbeligt, ikke. Altså vi var 3 mennesker i, i, i huset. Og vi holdt Politiken, Berlingeren, BT, Ekstrabladet, Information og Roskilde Tidende. Plus købte pigerne så Se og Hør og, og Billedbladet, ikke. Så en skønne dag blev det altså for meget. Og så fik vi en hidsig i diskussion omkring bordet, og så blev vi så enige om, at BT og Ekstrabladet, det var sgu for dårligt altså. Og det kostede altså 1,5 kroner stykket. Så regnede vi ud, hvor meget vi kunne få for de her 3 kroner om dagen. Så blev vi så også enige om, at, at de 2 dameblade, de var altså også åndssvage, ikke?

Og så til sidst, så hang vi så på det sidste, på Politiken og så får vi altså Roskilde Tidende gratis, fordi den får vi altså. Men, men, jeg kan huske Ekstrabladet fra 30’erne, hvor Frejlif Olsen satte samfundsproblemer på spidsen, ikke sandt, og havde vanvittigt dygtige journalister. Og der var altså noget der. Det var Ekstrabladets glansperiode. Ikke med oplagets skyld, men, men det var, der var noget kød på krogen der. Så kan man se, altså Socialdemokraten er jo, har jo altid været ledet af dårlige journalister, simpelthen. Og derfor kan de ikke, derfor kan de ikke få folk til at læse den. Så alle socialdemokraterne, de køber Politiken.

Ikke sandt. [Elev] Og Berlingske Tidende. [Mortensen] Og Berlingske Tidende. For de skal have annoncerne. Og..., ja. Men, men så har vi det her teater, hvor vi har os selv på, ikke. Og så den lille kreds der står om os, ikke. Kone og mand og børn, ikke. Og bedstemor og bedstefar.

Altså det der liv, der kan rent humant leves der, ikke sandt. Hvor man kan få sit følelsesliv til udbrud, og man kan altså slibe sit følelsesliv af, ikke sandt. Og…, og…. Man kan selvfølgelig også få uvenner, ikke. Det hører jo også med til, til djævelen i det her skuespil, ikke. Og…. Ja, man må se på det som, som så at sige en lille scene, ikke. Denne lille scene har ikke mange udtryksmuligheder, fordi efterhånden som massemedierne tager magten, som vi var inde på der, så går konversationen i stå om aftenen, ikke. Og det vil sige…. [Optagelsen afbrydes.] [Svag tale høres.] [Mortensen] Kører den? [Elev] Ja. [Mortensen] Jo, vi var inde på det lille teater, ikke sandt. I det øjeblik man laver et stykke åndeligt arbejde, og der kommer det ud af det, at der kommer en doktordisputats, ikke, eller der kommer et kunstmaleri. Så må man på en eller anden måde vide, hvor man skal gøre af det.

Skal det hænges op? Skal doktordisputatsen udgives i 1.500 eksemplarer? Eller skal den udgives på engelsk, så den kan blive læst over hele verden? Et kunstmaleri eller en skulptur, skal det være i en kirke, det skal det altså ikke mere være. Skal det være i, i en sportshal, det skal det altså heller ikke mere være. Der laver man sport, ikke. Er der huse, man kan hænge det op i? Og der forsøger man så fra de forskellige fond, Statens Kunstfond osv. og finde ud af…, Lundtoftesletten og sådanne steder, hvor der foregår et åndeligt liv. Men der bliver det jo nærmest inkorporeret som dekoration, ikke.

Og det er noget, der kommer til, når bygningen står færdig, så kan man udsmykke en, en mur. Og denne mur har måske, altså denne udsmykning har måske ikke noget direkte at gøre med f.eks. de ingeniører, der går og arbejder, de går altså bare forbi denne her, ikke. Og folk i al almindelighed kommer ikke i Anatomisk Institut, vel? Det vil sige, vi må finde ud af - så kommer vi til det punkt, hvor du klagede dig så meget i går, med at jeg var ude efter, at vi må have et museum for moderne kunst,

et museum for vores tids kunst, for det 20. århundredes kunst. Og så syntes jeg, at vi skulle have et institut for genstandsløs kunst, som er fuldstændig fordrejet i vore dage, og hvor vi først nu får et overblik over, hvad der overhovedet er foregået siden 1910. Sådan 2 institutioner synes jeg, at man skulle have i Danmark. Og jeg tror, at Danmark vil kunne få en stor betydning i kraft af den Kunstfondslov, der allerede er,

og som burde udbygges, men som bliver udbygget i kraft af jeres indsats, ikke. Hvis I sætter jer op mod de der nokkefår, ikke sandt, og slår i bordet og siger, jamen vi skal have det udvidet, ligesom Bomholts ide var. Så bliver det udvidet, ikke? Og hele museumsmiseren i Danmark, den er jo fuldstændig eklatant, ikke? Og man kan se, at bare en, en lille privatmand som, som Jensen der, han kan få en kvart million betalende besøgende om året,

helt op til Humlebæk. Det vil altså sige, der ligger et naturligt behov. Og dette behov er ikke tilfredsstillet. Man kan også se på noget andet, som er ganske mærkværdigt. Det er Minerva-reproduktioner. Man siger, at det er det land i verden, hvor der er solgt flest Guernica-billeder.

Altså, Guernica hænger faktisk i alle pigeværelser i, i Hobro og Varde. Og der er solgt så mange Picasso’er, så, så det altså er helt utroligt. Men vi har ikke mere end 1 ½ oppe på museet. Altså, altså der kan man se et misforhold. At, at, at befolkningen siger Picasso, stuepigerne siger Picasso,

de intellektuelle siger Guernica, og stuepigerne siger Guernica, og museumsdirektøren, han laver et cafeteria, hvor man ikke kan købe en bajer. Og så køber han tre Estève, og så lader han det være med det.

Ungdommen må stå op, og det må være jer, og I må sige, nej, det vil vi ikke finde os i. Nu skal der altså ske noget. Og det skal også, det skal også ske i provinsbyerne. Det kan ikke nytte noget, at disse.... Altså, vi har fået et i Aalborg, ikke. Men hans bevilling er blevet skåret ned lige så hurtigt, som museet er bygget op.

Og vi mangler en kunsthal, som vi talte om. En kunsthal, som skal fungere med skiftende udstillinger. Det kan ikke nytte noget, det ligger i hænderne på en privatmand. Vi må udnytte de kunsthistorikere, der bliver uddannet på, på universitetet, og give dem gode forhold, sådan at de kan lave et kunstliv for os, som, som vi kan bruge som et stykke værktøj. Ikke. Det er et stykke værktøj for os. Vi må også have trykkerier, ikke, eller i alt fald ét, som er landsdækkende, og som kan bevirke,

at vi kan trykke et kunsttidsskrift, ligesom det der Troels Andersen var inde på at lave, og som var udmærket, men som altså kunne gå i 2 år, og så var der ikke flere penge i kassen hos – var det Lade-, Fogtdal var det vist. [Elev, vistnok Torben Ebbesen] Men altså. Jo, det er, det lyder mægtig godt, alt det der. Og jeg er da personligt optimistisk stemt, men det er ligesom, I arbejdede på den måde dengang, at I havde initiativet og en fornemmelse af, hvad det drejede sig om, og så byggede I alle de ting op.

Så fik I trykt de ting, I skulle have trykt, I fik lavet jeres eget…. [Mortensen] Jamen, husk på det var til en lillebitte kreds, en lillebitte international kreds. Men i Danmark er det faktisk blevet sådan, i…, efter krigen, at interessen er landsomfattende. Ikke? [Elev] Ja, men altså…. Jo, samtidig synes jeg altså…. [Mortensen] Der mangler en kulturminister, der kan give de nødvendige penge og sige,

altså, Esbjerg Kunstpavillon, den skal udvides. [Elev] Jeg synes, det mærkelige er…. Hagen ved det, du siger, den mentalitet, som jeg fornemmer, eller som man har en fornemmelse af, det kan så være.... Det er nok det, man kalder frustration, jeg ved ikke rigtig hvad det ord dækker i det hele taget, men det der, du kalder det lille teater, det, det tror jeg ikke så mange kunstnere fornemmer i dag. De fornemmer et kæmpe teater, og hvordan pokker skal man få orden på det kæmpe teater. Det er…, og, og det er måske derfor, at man netop på universitetet, som, som vi var inde på der i Casa Tivoli,

Hvor, hvor vi kom til at tale om de fag, f.eks. æstetik, hvor de samlede den der, hvad pokker var det, den hed, Poul, den der metode? Den der metavidenskab, hvor man forsøger at samle alt sammen for at få orden på det, fordi det ikke er et lille teater mere. Det er et kæmpe teater, som man må få orden på, få gjort lille, så man kan modellere det, altså, arbejde med det. [Mortensen] Jo, men man må i alt fald selv være der et eller andet sted. [Elev] Jo, det er jo sandt. [Mortensen] Og nu sagde jeg før, at man var hovedperson, ikke sandt. Det mener jeg selvfølgelig ikke.

Men man er i alt fald en vigtig person, ikke. [Elev] Jo, det er sandt. [Mortensen] I kraft af til den indsats og energi, man udfolder. [Elev] Jo. [Mortensen] Ikke? [Der høres et host.] [Mortensen] Nå, det er al tobakken.

Nu går I videre. Og så går jeg altså af her. Jeg tror nok, jeg vil blive her et par dage, ikke. Det ser så smukt ud. Hvad står der? ”Für dienst”… [utydeligt.]

Det er noget for mig. [Elev] Sardin? [Løs snak blandt eleverne. Toget ankommer til stationen. Ikke transskriberet.]