Bånd 3

Nu ved skoleårets slutning vil jeg gerne give jer et ord med på vejen, fordi i fem måneder skal vi jo ikke se hinanden. Det har jo været nogle travle dage, særligt her på slutningen, hvor vi er begyndt at forstå noget af, hvad det i virkeligheden drejede sig om. Det skulle jo egentlig være min opgave at give jer alle sammen, ikke en karakter som på en almindelig gymnasieskole, men give jer et ord med på vejen, som I kunne have i lommen, når I nu skal fem måneder ud og arbejde fuldstændig frit og selvstændigt efter det, vi har gjort her. Så skulle jeg tage hver enkelt og karakterisere jeres arbejde og forsøge at give jer den plads, I arbejder på i, i hele forløbet af vores tids kunst. Vi har jo den glæde inde på vores skole

at have repræsentanter helt fra fauvismen som Elin, som sidder ovre i hjørnet og ikke kan finde ud af, hvordan fanden hun skal lave en mellemting mellem en Cézanne og en Matisse. Og vi har Fabricius, som kæmper en fortvivlet kamp mellem noget kubistisk stof og et farvemæssigt rum, som hun naturligvis heller ikke kan…, kan…, kan få til at gå sammen. Så havde vi, jeg ved ikke, om hun er gået fra os, vi havde den søde unge pige, jeg kan ikke huske hendes navn, men hun arbejdede op mod Kokoschka, og der var i det mindste et billede, hun lavede ud af Nyhavn, altså af vinduerne der, som jeg synes var så smukt, men så ved jeg ikke, så kom hun ikke mere. Så har vi, for at blive på spindesiden, så har vi Lise. Lise, hun har jo gået på med krum hals,

og hun har, altså hun har, hun er gået ind på mine ideer, som – hvad skal man sige - hun har undertrykt sin egen personlighed og gået ind på mine idéer for at være en ganske simpel elev. Og derfor har hun fået nogle ting ud af det, som ligner mine ting meget. Men jeg er overbevist om, at hun har lært en hel del af det, og når hun får skudt den…. ham af, som hedder Morten, ikke, så bliver hun en rigtig Lise. Og det skal hun naturligvis også blive. På herresiden, der har vi jo triumviratet, som har gjort et ganske mærkværdigt eksperiment.

To, tre eksperimenter. De fire, de tre herrer, de har fundet ud af at arbejde sammen med en hel del collager, som er fuldstændig uden for min undervisning. Men det har givet dem en lyst til at arbejde og en lyst og en glæde, og i alt fald er der kommet en 20-30 collager ud af det, som hver især har en reel værdi som kunstnerisk udtryk.

Men det ligger uden for min undervisning i år. Og derefter er de gået ind hver især i et nyt eksperiment. Og det er blevet til ikke så få personlige arbejder, som vi nu kommer til at se på de to skoleudstillinger, den ene i Aarhus og den anden i Gladsaxe. Så har vi Thomas. Thomas stod jo, lidt genert, med hele sin baggrund oppe fra Færøerne, og han har selvfølgelig, det kunne man jo godt mærke, været forfærdelig trykket af de nye forhold i København,

og derfor malede han simpelthen grindedrab på Færøerne i København. Og jeg regner med, at hvis han havde fået rejselegat til Færøerne, så var han rejst op til Færøerne og lavet billeder fra Nyhavn. Nu skete der imidlertid det, at han hørte jo efter vor undervisning og i løbet af de sidste, ja, jeg kan næsten sige, de sidste uger, der kom han ind i en billedpoesi, som lægger op til Feininger og til Klee. Det vil sige, at han bevarede Færøerne, og han bevarede København, men han fik det sat op i et nyt domæne. Han blev digter over disse ting, som han har bevaret inde i sig. Han fik det sat op i et billedsprog. Han fik det sat op i maleri. Og der har han tre små billeder og et stort billede.

Palle…, Palle var jo, da vi begyndte, meget, kan man jo godt sige, han var jo meget…, ja, man siger på fransk, ”tourmenté”. Altså man kan jo ikke sige forvirret, men han havde mange ting i hovedet. Og det var naturligvis… kone og børn, lejlighed, ingen penge og lejlighed og kone og pludselig et barn og pludselig måske et barn til. Og så er det jo ikke så nemt, og så skal han jo også undervise rundt omkring for at tjene til livets brød. Og... men...

han kunne jo ikke løse sine billedmæssige problemer. Til sidst kom der alligevel et billede ud af det. Der er i det mindste to. Det store har han ikke kunne løse endnu, men jeg er overbevist om, hvis han bare får påskeferien, så kan han ved to, tre, fire formfarve løse problemet. Det sidste billede, som jeg gerne ville have købt af ham, men som han ikke ville sælge, det er efter min mening, toppen af hans år. Så er der Gunnar. Gunnar spiller jo, som vi ved, hver nat for at tjene til livets ophold, og så kommer han alligevel om morgenen og tager fat i penslerne.

Og Gunnar har lavet en hel serie billeder, som jeg tror, vi alle sammen kan være stolte af og tilfredse af. Så er der vores lille hospitant, vores na-na-na, Lord [utydeligt], som har nøglen til biblioteket, og hun har alligevel med sin utrolige energi, fået 4, 5, 6 stykker ud af det. [Nanna siger noget med 3, utydeligt.] [Mortensen] Og jeg tror, at hun vil få meget ud af næste år,

og det skal naturligvis være naturligt og en glæde for os at have hende oppe på skolen. Så er der…, så er der…, så er der Preben, som også har været tvunget ud i det der sædvanlige problem, at han skal tjene penge til livets ophold, og derfor har han ikke været så meget inde på skolen. Men hver gang han har været der, så har han lagt en stor energi i at finde ud af nogle ting. Og han har i alt fald fået en halv snes stykker ud af det, som man godt kan være bekendt at vise på hvilken som helst udstilling. Vi har vores surrealist, som er handicappet, fordi min undervisning i år ikke har…, ikke har været lagt an på surrealisme. Og derfor mener jeg, at han skal gå over på en anden skole næste år, hvor man kan undervise i surrealisme.

Så har vi vor ven i, jeg havde nær sagt det fjerde eller femte eller sjette hjørne. Så har vi Thulesen derovre, som hele tiden er blevet kastet over fra det ene hjørne til det andet. Og Thulesen arbejder med formfarveproblemer, som lægger dels op til Mondrian, dels op til…, til Ben Nicholson og muligvis til Vantongerloo. Og det er jo et helt studie for sig at undervise en mand som Thulesen.

Og jeg er ganske klar over, at han har meget, meget svære problemer, fordi han har ligesom, også ligesom Preben, været uden for vor egentlige undervisning i år. Men det vil jeg…glæde mig at have ham til næste år, så vi kan komme ind på de der problemer, og så vi kan virkelig studere de ting, du arbejder med. Nu ved jeg ikke, om jeg har glemt nogen. Det har jeg naturligvis nok. Men.... Men.... Men jeg vil takke jer allesammen for det gode samarbejde og for den ånd, der har rådet på skolen i de to semestre.

Og jeg håber, at vi kan mødes næste år med friske kræfter, og så håber jeg, at I i løbet af de fem sommermåneder kan få udviklet noget af det, vi har fået talt om, sådan at vi næste år kan begynde på en frisk og begynde på en måde, så vi forstår hinanden bedre, og så vi kan gå i gang lige med det samme og ikke som i år, hvor vi skulle føle os frem uge efter uge og måned efter måned for at lære hinanden at kende. Nu ved vi alligevel en hel del ting, og næste år, der tror jeg, at vi lige fra den første dag kan gå i gang og tage penslerne i hånden og så gøre et godt stykke arbejde.