Bånd 33

[Optagelsen starter hjemme hos Mortensen.] Fødselsdag. I dag skal jeg ind til byen, og i morgen skal jeg hænge skoleudstillingen op. Og det bliver lige på datoen. Så kan jeg jo gå og tænke på dig. [Optagelsen afbrydes; fortsætter på Akademiet.] Selvfølgelig. Ja. Så må vi håbe, der er batterier i den, ikke?

Det er den 10. maj, ikke? [Elev] Ja. Ja. [Mortensen] Er det ikke den 10. maj? [Der høres latter.] Det er i hvert fald......en festdag, ikke? Der er Søren, og så er der dig. Du hedder?

[Elev] Roy. [Mortensen] Roy! Ikke Lichtenstein, vel? [Elev] Næh. [Mortensen] Frankenstein! [Elev] Næh. [Mortensen] Okay. Der har vi Peter.

[Elev] Du er bedre. [Mortensen] Så har vi Nanna, så har vi Thomas, så har vi Carsten, og så har vi Jesper. Så har vi Kurt – [Elev, sikkert Ole] og Ole [Mortensen] og min ven Tesch, som er kommet tids nok til ikke at komme for sent. Jo, jeg havde tænkt at blive væk. Jeg stod tidligt op efter Thomas' udsagn i går i telefonen om, at Elevforsamlingen havde tænkt sig at lukke for publikum her på vores skoleudstillinger,

og det havde jeg ikke tænkt mig at medvirke til, og derfor har jeg skrevet et brev. Og det har jeg skrevet i morges klokken fem, og så har jeg givet det til Nanna. Ja tak, jeg vil gerne have det igen. Og så…, og så havde jeg tænkt mig at tage hjem og bestille noget. Jeg synes, det er en ret forvirret situation,

og jeg synes ikke, vi fortjente at komme hjem til en barrikadering af vores aktiviteter, nu hvor vi lige var så godt i gang. Hele året, synes jeg, har været meget frugtbart, og jeg synes, vi har haft et godt hold og et godt kammeratskab og gode resultater, og så havde vi en god rejse, hvor vi savnede Thomas og Roy. [Der lyder hosten.] Der kan man jo ikke sige, ikke så meget røg, altså der kunne vi jo altså godt [der høres latter] ja, ”smoke”, der kunne vi jo godt, du forstod det godt ikke? [Elev, formodentlig Roy] Ja. [Mortensen] Nå. Og så kommer vi så hjem,

og vi havde jo allerede færten af det i toget, selvom det var elektrisk. Og det talte vi lidt om nede på trappen, kan du huske det? Det talte vi lidt om, at der muligvis ville komme visse ting i vejen. Jeg tror, hele situationen er temmelig speget. Og jeg satte mig til at skrive til jer et brev. Et der var internt, og et der også var eksternt.

Det er så populært med interne og eksterne rektorater. Og der skrev jeg altså et: Den 10/5, må gerne offentliggøres i skolebladet. Min hensigt var at gøre skolerne opmærksom på mit standpunkt, fordi jeg synes, at det var på sin plads at præcisere, hvor jeg stod. Fordi der i situationen er indbygget forskelligt konfliktstof, og man kunne godt forestille sig, at Elevrådet ville befordre, at den ene skole lukkede, og den anden skole stod stejlt på, at den ville holde åbent.

At en skole f.eks. gik ned og henvendte sig til rektor og spurgte, hvorfor eller om. Dagspressen var inviteret, som jeg har bedt om gang på gang og har fået gennemført nogle år, sådan at dagspressen troppede op her og så, hvad vi havde lavet. Det kan jo ikke nytte noget at komme med en buket roser til sin elskede, hvis døren så er lukket, og hun ligger indenfor og har taget gas. Derfor har jeg bedt Fagrådet om at udvirke, at der bliver afsat et beløb, og der var også til skoleudstillingerne afsat et beløb på 10.000 kr.

til gennemførelse af disse skolers udstilling. Det er jo meningen, at folk skal gøres opmærksom på, at der er en udstilling, og de morgenaviser jeg har set, der har ikke været nogen omtale og plakater, som jeg også fik gennemført, man skulle lave konkurrence om blandt eleverne, så der blev udført plakater, det har jeg heller ikke set noget til. De blev ovenikøbet honoreret, jeg tror med 300 kroner. Så det er en speget situation.

Da jeg kom hjem, der fandt jeg fra Fagrådet, fra skolens styrelse, et brev, som jeg fik for sent. Det…, min post var omadressseret, og jeg fik det altså for sent, så jeg kunne ikke se umiddelbart, at der skulle være et Fagråd forleden dag. Og det Fagråd har altså været afholdt, og jeg var ikke til stede. Sammen med et referat af tidligere Fagrådsmøde, der var så et hyrdebrev fra hans majestæt, rektor Schwalbe, hvori han på bedste Richard Nixon-stil omtaler sin tilstedeværelse som rektor. Det har jo voldt ham uhyre samvittighedskvaler at overtage dette embede igen. Og det føler han altså trang til at udtrykke på, jeg tror fire maskinskrevne ark. [Eleverne smågriner i baggrunden.] Jeg forstår godt hans betænkeligheder, når man ser, at han igen sår tvivl hos os,

en tvivl om han vil søge det førstkommende professorat og få det ved hjælp af demokratiske hjælpemidler. På et tidligere Fagrådsmøde forleden, der blev det fra et vist hold påtalt og påbyrdet ham, at han ikke under sin 3-årige periode, kommende periode, skulle søge et professorat. [Nanna, formodentlig] Det var en tilstilling. [Mortensen] Men ålen Schwalbe - det var en tilstilling ja - ålen Schwalbe, han søger udenom, og han sidder bare og venter på et hjertestop hos en af os andre, så han så kaster sig over de sidste rester af Kunstakademiet [der høres latter i baggrunden] som en krokodille over et gammelt kadaver på bunden af den grønne, grumsede Limpopo-flod. Så meget om hyrdebrevet, jeg synes I skal vide det, for I får jo sikkert ikke besked om alt, hvad der foregår i de interne kredse. Der kommer nogen.

[Kvindelig person, lidt utydeligt] Undskyld jeg forstyrrer, her en lille seddel til jer. [Mortensen] Er der ikke en til mig? [Kvindelig person, lidt utydeligt] Jo, men jeg har lagt en [utydeligt] [Mortensen] Den er fin. [Kvindelig person] I kan godt få nogle flere…. [Der hostes.] [Mortensen] Vi søger oplysning om hvad. [Der hostes.] Det kommer vi tilbage til. Det var dette Fagrådsmøde.

Til vor undren er så de samme mennesker, som sad i budgetudvalget, dette meget vigtige udvalg, der afgør alt om finanserne, der er valgt de samme mennesker, som sad der sidste år, og som sad der forrige år, og som har administreret så storartet. Og nu er jeg spændt på at få at vide, hvor mange penge, der er gået til elevkontoen hos Wiig Hansen… i år. Men jeg skrev et brev til skolebladet om den aktuelle situation: Til eleverne på RM's afdeling: Ved en telefonisk samtale med Thomas 9. ds. fik jeg besked om, at Elevforsamlingen havde besluttet at demonstrere af sympati med de studerende på RUC ved at lukke den årlige elevudstilling for publikum. Ikke.

Efter min opfattelse, altså min, er det en yderst ukunstnerisk måde at udtrykke sin mening på. Det var mere på sin plads at udstille nogle billeder, der fortalte os alle, hvad sagen drejede sig om, og det i en kunstnerisk form. Det er vort fag, og kunstnere har som andre åndsarbejdere ingen strejkeret. Det er deres pligt at formulere sig. Jeg vil gerne uddybe det sidste, fordi det kan lyde lidt reaktionært, konservativt, ville man sikkert kalde det,

i Store Strandstræde, eller Lille Kongens… eller hvor er de sidder, det der store...? Hva? [Nanna, formodentlig] Dronningens Tværgade. [Mortensen] Dronningens Tværgade. Dronningens Tværgade. Jo, en kunstner har ingen strejkeret. Det ligger i hans fags natur, at hvis han ophører med at bestille noget og udtrykke sig,

så bliver han til grin for sig selv, han taber sin tid, og så bliver han til grin for den fremtid, han skulle have talt for. Han må sætte endnu mere fart på, når han står i en revolutionær situation. Og der kan vi lære af vores gamle russere fra 1917 til ’23. Vi kan lære af Lissitsky, hvordan han satte fart på, og hvordan han lige til sin død, det sidste arbejde han lavede, var, som vi ved, et råb til den russiske nation

om at lave flere tanks. Der stod de i en alvorlig krigsrevolutionær situation, og det gjaldt om for kunstnerne at være oppe på mærkerne og forklare folk, hvorfor de stod ved disse samlebånd og lavede de satans krigsmaskiner - og skulle gøre det. Hvis man skal demonstrere i den forhåndenværende situation, så må man få mennesker, som ved noget af det, til at analysere den. Efter min opfattelse, det jeg har læst af dagspressen, der er det

indtil i dag, hvor der står en leder om det i Politiken, indtil i dag har jeg ikke forstået ret, hvad det drejer sig om, andet end at der er nogle datoer, der er blevet forskudt for en samfundsvidenskabelig basisuddannelse. Men det kan jo ikke være hele historien. Der må også være andre ting, og det begrunder sig antagelig dybt i en politisk styring eller en teknologisk styring af vores frie videnskab.

Det er sikkert den frie videnskab, som er sat under observation, og hvor egentlig… humlen ligger, og hvem der egentlig trækker i trådene, det tror jeg ikke, der er ret mange, der har begreb om. Det er så let at sige, at det hele er forkert, om man skal gøre sådan og sådan, og det er så let at gøre det ved at lukke en skoleudstilling. Men det fører ikke til noget, og der kommer ikke nogen og ser skoleudstillingen, og der kommer slet ikke nogen, hvis den er lukket, så det er… en dårlig idé. Men hvis man stillede sig op, som de gjorde i Frankrig i ’68,

og mødte op med spraydåser og forsynede hele det her slot udvendigt, bare med ordet RUC, ikke? Og ødelagde hele facaden og gjorde noget for, at folk kunne forstå, at det her slot, det lever og fungerer, ikke som et gammelt forjasket fruentimmer

men som en institution, hvori ilden brænder indvendigt i hovederne og kroppen på os alle sammen. Hvis man gjorde bare sådan en lille ting, en happening, så ville man komme i avisen. Og så ville folk ovre i Jylland og rundt omkring få øjnene op for, at i Roskilde der foregår noget, som har betydning for os alle sammen. Det skal gøres, mener jeg, på kunstnerisk grundlag, fordi Roskilde Universitetscenter og vores universitetsliv,

det er jo noget, der vil blive ved med at leve, så længe vi har det, man kalder en kultur. Og derfor vil et udsagn af kunstnerisk karat være at finde senere på vore museer og vore samlinger, sådan at folk efter os, som kommer ud for nøjagtigt det samme, som man har gjort lige så længe, der har været videnskabsmænd, nemlig overfald fra… for den såkaldte reaktions side og undertvingelse af nogle magthavere over for det, man står og beskæftiger sig med. Tidligere var det kirke, og nu er det, hvad ved vi? Er det fordækte multinationale selskaber?

Er det rustningsindustri? Eller hvad er det, der sidder og trækker i trådene? Jeg siger rustningsindustrien. Nu kommer jeg lidt ved siden af mit emne, men når man ser på, at 6.000 mio. danske kroner på Danmarks Frihedsdag forleden, den 4. maj, blev givet af en socialdemokratisk forsvarsminister til indkøb af krigsfly, uden at der var nogen som helst herinde, der hævede penslen eller pennen og sagde, det er kraftstejleme for galt.

For hvad gør man? Ja, det er ikke bare det, han indkøber krigsfly, men han forbereder en modstandsbevægelse i befolkningen, for han forbereder det, vi lavede under sidste krig, en modstandsbevægelse, der sagde, de fabrikker, der laver haleror til tyskerne, de bomber vi, dem sprænger vi i luften. Og se, nu hvor der opstår det, lidt efter lidt, at der er nogle blandt os, der ikke vil finde sig i det. Socialdemokratiet kunne godt have spillet den bold over til Hartling og fået ham til at tage den bet.

Men de tog den selv. Og hvor stillede de sig så? Ja, det kan man jo let få et svar på, og det svar vil komme på den måde, som jeg spår, at det vil vokse op. At der vil komme en ungdom, der vil sige, det vil vi ikke finde os i. Rent bortset fra det horrible beløb, der er givet ud til det, hvor man kunne få, jeg ved ikke hvor mange institutioner for kulturlivet eller for fornuftigt arbejde. F.eks. fabrikker for lakridskonfekt.

Men jeg kom lidt uden for. Men det var, fordi det var så grelt, at man netop skulle stå og høre kulturministeren tale over de dødes grave, og så samtidig få at vide, at hans kollega havde indkøbt nyt krigsmateriel. Der kunne en aktion have været på sin plads fra kunstnerisk hold også. Jeg tror ikke så meget på kunstnere, men jeg har dog set kunstnere, som gik ud i sabotagehandlinger. Men der er endnu flere kunstnere, der er gået ud i sabotagearbejde med penslerne, og det er jo i for sig der, de egentlig skal gøre deres arbejde.

Og det er et arbejde, der er mere vidtrækkende end, at en fabrik bliver sprængt i luften. Det er så vidtrækkende, at det rækker fra generation til generation. Og der er uhyre mange, der har glemt, hvad der skete i 40'erne. Men der kan komme kunstnere, som vil vise os tidens ansigt bag masken, og så bevare det for den fremtid, som kan komme. Goya har sagt det til os.

Vær på pletten med kameraet. Vær parat med kameraet. Og så tag situationen lige netop så råt, som den er. Og så bevar den i din radernål. Og pas din trykpresse. Nu skal jeg ikke sidde her og gå videre med det, men jeg er kommet herind i dag, fordi jeg gerne ville se de udstillinger. Vi har haft en god studierejse, og vi har talt om mange ting, og vi har glædet os til denne her udstilling,

og det er kedeligt, at billederne skal hænge, uden der er nogen, der ser dem på dem. Men Akademiet har en ledelse, der bevirker, at det ikke fungerer. Og den ledelse er der ikke nogen, der kan afsætte. Derfor har vi været vores egen administrator til den rejse, vi lavede. Og derfor er vi også vores egen rektor, når vi sidder her, og vi planlægger vores arbejde, så gør vi det, som det passer os. Og derfor fik vi gennemført vores rejse. Og derfor er jeg til syvende og sidst kongen her i dag.

Hvor der ikke er andre, der ser på billederne, så gør jeg det i alt fald. Og det bedste ved en lærer, det er det, at han kan lære noget af sine elever. Jeg har haft mange impulser, jeg skrev det til Peter, og jeg kunne godt have skrevet til jer alle sammen. Jeg har haft mange impulser de senere år, fordi det vi har talt om, f.eks. om citatkunst, f.eks. om Miles Davis og Duke Ellington og alt det, vi fik gravet frem, der voksede billederne op mellem hænderne på jer alle sammen, og vi fik alle sammen noget ud af at være sammen og forsøge at give udtryk for de samme problemer. Jeg var også med og fik lavet et billede til The Duke, som vi viste over i Esbjerg.

Jeg er glad for de år, vi har haft sammen, og jeg er glad for alt det, jeg har lært, og jeg er glad for, at jeg har haft kræfter til, og det synes jeg selv, jeg har, til at gennemleve de her år, vi har haft sammen. Så skulle jeg have uddelt… flødeskumskagerne, og jeg…, jeg havde..., jeg havde jo skolepræmierne. Det plejer jo altid at være et højtideligt øjeblik, ikke sandt, når man får en skolepræmie. Det…, det er jo ikke hver dag, vel? Og…, de bliver bare ikke uddelt i år, fordi arkitekterne har blokeret for administrationen,

og selvom billedkunstnerne ikke har aktioneret før nu, så har administrationen for Billedkunstskolerne også været lukket, de har lukket vores telefon, og de har undladt at betale Nannas løn, og nu har de øjensynlig ikke meddelt os de beløb, vi har til rådighed for vores uddeling af skolepræmier og Gerda Iversens Mindelegat, hvor jeg har indstillet fire af jer, der er 12.000 kr. til rådighed i år, og det tilkommer de tre malerprofessorer at uddele disse penge, og det vil sige, hvis man går demokratisk til værks, at der er fire portioner til hver, og jeg har…, jeg har indstillet fire. Så er der Carl Julius Petersens Hjælpefond,

det kan heller ikke uddeles, og der har jeg også indstillet. Indstillingspapirerne har jeg fået fat i ved snedigt at være selvbestaltet rektor og henvende mig til skumle steder på Kunstakademiet, så jeg fik dem før vores afrejse.

Og, jeg er muligvis den eneste professor, der har fået fat i dem. De bliver altså ikke uddelt i dag, så det er jeg ked af, men så har I noget at glæde jer til, senere. Og nu synes jeg vi skal gå over til at se på billederne, ikke? Så kan vi ønske Roy hjertelig velkommen. [Roy] Tak.

[Mortensen] Og I der skal blive her, ja, de fleste går jo ud, ikke. [Elev] Jeg vil godt blive, men jeg har bare glemt at bede om det. [Mortensen] Ja ja, men det undrer os ikke. Jeg ved ikke, skal vi... Skal vi gøre det, at vi går over på første del? Men først skal vi se os selv, ikke?

Kan I have det godt.