Bånd 30

Ja. Pontus har besluttet at begynde med Marcel Duchamp. Og jeg kender godt Pontus’ begejstring for Duchamp. Han har gjort et stort stykke arbejde for at få lavet en kopi af Duchamps store glas. Det store maleri, som er hans berømte værk, som de har fået lavet en kopi af oppe på Moderna Museet

ved hjælp af utallige telefonopringninger til New York for at spørge ham, om det skulle være sådan eller sådan eller sådan eller sådan. Og den nuværende direktør, Ulf Linde, som efterfulgte Hultén deroppe, Ulf Linde har skrevet udmærket, instruktivt og dybt filosofisk om dette fantastiske værk. Der er kommet nogle kolossalt filosofiske bøger fra svensk hold om Duchamp,

og man kan sige fra mit synspunkt, at han, at han betegner et nulpunkt i, i kunstens nyere historie. Han sætter kunsten stolen for døren med sin pissoirkumme, som han signerer, og det er jo ikke bare det med, at han, han… forarger borgerskabet, fordi der var jo også flasketørrestativ osv. Altså et hvilket som helst glas eller flaske eller, eller ølkapsel eller hvad, kan man signere, og så er det dermed et stykke kunstværk. Dette kunne man synes ikke er så forfærdelig mærkværdigt, men man kan også få en hel filosofi ud af det, fordi man kommer måske nærmere til, hvad kunst i virkeligheden er. Det…. Han har…, han stod jo af, som I ved, og begyndte at spille skak og lavede ikke kunst efter en vis periode, og derfor består hele hans værk af ca. 200 numre. Og den udstilling, der nu finder sted, den har taget sine ting fra Musée d’Art Moderne i New York [Mortensen udtaler det på fransk, egentlig Museum of Modern Art]

og i Philadelphia, som har de største samlinger i kraft af en samler, der hed Arensberg, som var Duchamps ven og som gav sine ting til Philadelphia Kunstmuseum. Denne her samling på et par 100 værker viser det sig efter min ransagning i mit håndbibliotek i Kirke Hyllinge, allerede havde fundet sted i 1966 i London. Og her har jeg i Tate Gallery i juni til den 31. juli ’66, og… der har, der har jeg altså kataloget, som jeg allerhøfligst vil låne jer,

da I jo ikke allesammen kommer til Paris i morgen. Jeg overantvorder det altså i Nannas varetægt. Og der må ikke lægges spegepølsemadder i den. [Nanna siger noget, utydeligt.] Som slut for dette lille apercu vil jeg overantvorde Nanna og skolen dette mesterværk. Det er invitationen til receptionen forleden dag,

hvor præsident Giscard d’Estaing åbnede i overværelse af, af mig. Men desværre skulle til tandlægen. Og det er sådan, som Storm P. sagde, altså Alkibiades der sad og snakkede nede på en bænk med Euripides, og så siger Alkibiades, det er så forfærdeligt, alt det der sker i Mellemøsten. Ja, siger så Euripides, men jeg kan ikke gøre noget for det i dag, fordi jeg har fået noget i øjet. [Eleverne griner.] Her ser I invitationen, og her ser I altså huset, her ser I trapperne.

Altså I behøver ikke gå op ad trapperne, det, det er også for ældre folk end mig. Man kan bare stille sig på et trin, så bliver man rullet op. Og når man så trykker på en knap, så kommer der en Marcel Duchamp med overskæg ud og serverer en whisky, og så siger I bare, ligesom de gør hos Wodehouse, [Nanna] Ikke for meget vand. [Mortensen] Ikke for meget vand,

og så rører de ikke rundt. Den har du fået lov til at få indrammet hos [utydeligt navn] og så kan den blive hængt op her. Den er sikkert ret enestående. Ja, den kan du også få til dine memoirer, en souvenir, næ, hvad fanden hedder det?

Næ, det må jo være souvenir. Se nu i morgen hænger vi mikrofonen ned fra taget, og så havde jeg tænkt mig, at det skulle begynde året, og det skulle begynde på den måde, at nu er det jer, der skyder på mig. [Elev siger noget, utydeligt.] Nu har jeg siddet her og lavet sådan en lille snørestøvlehistorie, men se nu kunne jeg godt tænke mig at få at vide, hvad Thomas laver af scenografi, hvad Per, Peter laver med sin kone.

Hvor, hvor er Lenas mand? [Eleverne griner.] [Mortensen] Hva? [Elever siger noget utydeligt, noget om en visdomstand.] [Mortensen] Nå, en visdomstand. Ja. Jeg tænker vi begynder på den måde, vi fejrer vores nye mikrofon ved, at I skyder på mig, og så skal jeg prøve på at, at, at leve op til at sige noget fornuftigt. I kommer jo mere rundt i byen, end jeg gør.

Skal vi sige det? [Elev] Ja, vi prøver det. [Mortensen] Så prøver vi det, ikke?