Bånd 10

Ja, så sidder vi her ved et af vores sidste møder, og vi har lavet en dagsorden, som går ud på, at jeg laver en ganske kort indledning, og så giver jeg ordet til Gunnar Bay Nielsen, som har virket som assistent nu i lang tid. Og han har en hel del at sige om de forskellige praktiske forhold, som vi nu skal leve under i den kommende tid. Og det tredje punkt bliver så et kardinalpunkt for mig, fordi det bliver et spørgsmål om, … at I kan fremlægge nogle rapporter fra vores første studierejse og fra vores anden studierejse,

således at vi overfor myndighederne kan fremlægge et materiale. Myndighederne forstår bedre materiale i billedform og i skriftlig form og - havde jeg nær sagt - i boglig form, end myndighederne forstår det i direkte værker, som bliver skabt herinde på vores skole. Derfor har jeg altid ment, at det var meget betydningsfuldt for os, at vi kunne udfærdige et skriftligt, fotografisk, skitsemæssigt materiale således, at vi kunne lægge det frem på vores skoleudstillinger, og lægge det frem for myndighederne for at understøtte vore krav i nye rejser og nye bevillinger til nye studier i, her i landet og i udlandet. Det sidste punkt på dagsordenen, det er 2B, der skulle vi gerne se på noget billedmateriale fra jeres hånd,

således at vi på en eller anden måde kan udvælge og disponere i forhold til de lokaleforhold, som Gunnar nu i punkt 1 vil give os meddelelse om. Sådan at vi kan lave, de…, jeg tror det, vi er oppe på 5 udstillinger nu. Er vi ikke? [Gunnar] Jo. [Mortensen] Jeg tror, vi er oppe på fem udstillinger. Og det kræver naturligvis en stor anstrengelse fra hver enkelt. Det er ikke et spørgsmål om anstrengelse i antal, men det er en intellektuel anstrengelse.

Men vi står faktisk her på vores skole og har hænder strakt ud til, jeg tror 5 udstillinger nu her, førend vi skal begynde næste år. Og det er jo alligevel ganske antageligt. Til…, nu vender jeg tilbage til min indledning. Min indledning, så vil jeg gerne sige, at jeg er blevet bekendt med, at flere studerende inden for Kunstakademiet, særligt inden for de arkitektstuderende, de vil have mere og mere råderum for deres egen overbevisning, og de vil have mere og mere at sige inden for de forskellige råd. Og… jeg har set, at

I heroppefra har tilsluttet jer deres meninger. Og det kan jeg jo i og for sig kun være glad for, fordi jeg synes, at I kan gøre det med god samvittighed, idet vi heroppe hos os altid har betragtet elevernes stemme lige så klart som lærerens stemme. Jeg behøver ikke at uddybe det nærmere, men der er altid blevet spurgt eleverne, hvad ønsker I? Og, hvor skal vi gå hen? Hvad skal vi gøre?

Jeg er naturligvis overbevist om, at man ikke kan lave en skole for malerkunst på gammeldags akademimanér og sige, nu skal I jo altså se og tegne den og den ting, eller den og den form. Vi må tale os ind til det, vi har psykologiske problemer, vi har sociologiske problemer, som jeg har påpeget i…, i…, i pressen, og som jeg ikke mener er meget forkert at påpege. Og vi har materiale problemer, jeg mener ikke at…, at ungdomsuddannelsesfond er tilstrækkelig.

Vi må have større… bevillinger, fordi det kan ikke nytte noget, at vi, når der går en, et vist stykke tid, altså en elev. Emma er ikke til stede, f.eks. i dag. Muligvis er hun på Tuborg eller ude og passe en pelsfarm. Men, men det kan jo ikke nytte noget, fordi

hun burde have været her i dag, ikke sandt? Og det kan hun ikke være, fordi disse bevillinger ikke er store nok. Der mener jeg, at I skal kræve større bevillinger, men jeg tror, man kan kræve større bevillinger,

i det øjeblik, man fremlægger et materiale, som er relevant, hvilket vil sige et materiale overfor myndighederne. Det kan ikke nytte noget, man fremlægger malerier, som ingen djævel kan forstå, hvad meningen er med. Muligvis ikke engang professoren. Men det, man kan forstå… i alle mulige kredse, det er… rapporter, som er kommet ud af… de oplevelser, eleverne har haft for de penge, staten har udgivet.

Og derfor kan vi i det øjeblik, disse rapporter bliver godtaget, så kan de … [utydeligt.] [Elev] Hej [Mortensen] Jeg mener, det er jo fuldstændig rigtigt, ikke sandt, det jeg siger, for så vidt. [Elev] Klart. [Mortensen] Jeg mener, så kan vi få bedre midler, og vi kan få midler til nye rejser, nye studier, og vi kan muligvis få midler til at studere selv Danmark. Men f.eks. Danmark, at studere Danmark og dansk kunst vil koste lige så mange penge, som det koster i øjeblikket at rejse ned til Tunis. For i det øjeblik man skal studere dansk landsbykirkekunst, som er et meget, meget stort område, så vil det koste… i alt fald to rutebiler plus hotelophold plus…, og det vil blive meget, meget dyrere, end hvis vi alle sammen tager til Venedig og bor i 14 dage med DIS. For at sammenfatte det, jeg gerne ville sige, så…, så er det det, at jeg sympatiserer med de arkitektstuderende, men jeg mener, at vi heroppe hos os har haft en åbenhed og en…, en… ligevægt… i meningsudvekslingen, sådan at vi i virkeligheden kan

bygge videre på den samme måde. Man kunne tænke sig, at jeg gik mere ind på… kunsthistoriske spørgsmål, men det er der jo kunsthistorikere, der gør. Man kunne tænke sig, at jeg gik mere ind på direkte billedanalyse, f.eks. overfor Per. Det er der pekuniære spørgsmål, som standser, fordi jeg mener, han skal gå til filmen. Til tegnefilm osv. osv.

Det vil koste en bevilling på…, hvis han skal stå her i et rum, ikke sandt, så vil det koste en bevilling på en snes 1000 kroner for at lave ganske få forsøg, ikke sandt. Jeg vil slet ikke tale om, hvad, hvad Preben vil ind på. Og alle disse penge forefindes altså ikke. Men hvis vi kan lægge materialer frem, som folk kan forstå, og de kan ikke forstå jeres billeder. Det må I altså se i øjnene, selvom der hænger et billede her, og der hænger et billede der. Det er ikke noget man kan gå op med til kontorchef Tjalve, og nu ved jeg ikke hvad den nye undervisningsminister, jo, han hedder Helveg Petersen,

og jeg kan ikke gå op og sige, at jeg skal have 3 millioner kroner, for ellers gider jeg ikke være med mere. Men med disse materialer i hånden, der kan jeg gå op og forlange et rimeligt beløb. Så jeg er altså i og for sig enig med arkitekterne i deres protest, at de vil have mere at sige inden for de forskellige råd. De vil have…, men der blot det ved det, at jeg synes i og for sig, at vores skole står stærkere, fordi vi hele tiden har praktiseret den ting, at vi alle sammen har været lige.

Og vi har alle sammen haft lige meget at sige. Og diskussionen har altid været fri omkring det, vi kalder for vores runde bord eller konferencebord. Eller…, hvad er det, vi plejer at kalde det, Gunnar? [Gunnar] Vi kalder det rundbordssamtale. [Mortensen] Rundbordssamtale. [elev] Må jeg lige sige noget?

[Mortensen] Ja, det må du gerne. [elev] Hvad jeg mener, oprør det går jo ikke kun ud på, at man vil lave forholdene om inde på klassen. Og vi er udmærket tilfredse med arbejdet i store træk her på skolen, her i vores klasse, ikke. Men det går jo ud på Akademiets struktur i al almindelighed, at man vil have medbestemmelsesret, f.eks. hvilket professorer, der skal vælges, hvilket lærere. Hvilken medbestemmelsesret, hvilke elever der skal optages osv., ikke?

Det er det vi går ind for, ikke? [Mortensen] Jo, jeg vil gerne... [elev] Selvom vi er udmærket tilfreds med arbejdet her på skolen. [Mortensen] Jo, men jeg vil gerne have optaget den diskussion, fordi Susanne var inde på det for, sidste gang, ikke sandt. Hun spurgte mig direkte, om jeg ville blive siddende til 72, 72 år, tror jeg nok, det var. Nu har jeg ikke spor grund til at tro, at jeg bliver 72 år.

Men som jeg sagde til Susanne, jeg tror, jeg sagde det meget direkte, at i det øjeblik, I ikke synes, I har brug for mig mere, så er det bare at trykke på en knap, og så får I en ny. [elev] Ja, teoretisk, men i praksis er det jo sådan, at eleverne går ud og læreren bliver siddende.

Sådan har det jo været. [Mortensen] Teoretisk [andre elever blander sig i samtalen] er det jo faktisk sådan, at jeg skal have nu, du ved, jeg kommer jo i et frygteligt dilemma nu, fordi der er nogen der går ud, ikke sandt? Preben går ud, ikke? Hvem går ud? Du bliver. Altså der er ikke nogen af jer, der går ud her, vel. Så har jeg altså 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8 og så har jeg Emma, det er 9, ikke? Hvem har jeg så flere? Roland, det er 10.

[Eleverne taler om andre elever, ikke transskriberet.] [Mortensen] Men skal vi ikke sige, at…, at…, at det, den lille indledning der, den er i og for sig afsluttet, og så lader vi Gunnar gå over til de løbende forretninger.

Fordi jeg er, jeg er…, for at resumere det, så er jeg fuldstændig enig i, at eleverne skal have mere indflydelse, men jeg vil bare understrege, at vi har altid her på skolen praktiseret det princip, at vi var ligestillede. [Snak mellem eleverne om fraværende elev, som skal opereres, ikke transskriberet.]

[Gunnar] Så har jeg været til det her møde om Charlottenborgs-udstillingens lokaler. Og der er de der lokaler, midterlokalerne med vestibulen, ikke, de er stillet til rådighed sammen med lokale 4, 5 og billedhuggersalen der [utydeligt]. Og der kom faktisk ikke noget ud af det møde, uden at man blev orienteret om, hvilke, hvilke lokaler der var, og de forskellige havde ønsker om at de ville være i vestibulen, Bøggild og Sterup ville være der, Eickhoff ville være der, og så var tiden gået, og så skulle de til det næste møde, så der kom altså ikke noget ud af det. Så kommer der altså et nyt møde en gang, og de skal altså finde på noget.

Så blev dagene fastsat for skoleudstillingen, det bliver fra den 17. maj til den 30. maj, begge dage inklusive. Så er der med hensyn til Glasgow-rejsen, der har jeg talt med en arkitekt herovre. De har nogle rapporter fra deres rejser til Glasgow. Og der skal jeg tale med en dame derovre, og de mener altså, at der findes mulighed for, at man kan få noget støtte fra en engelsk studenterorganisation derovre. Og det vil jeg altså forsøge at tale med hende om og muligvis få nogle tips. [elev stiller spørgsmål, utydeligt.]

[Gunnar] Hva? Ja, jeg ved ikke hvordan, men hun har altså været på ferie og skulle komme her midt i denne uge. [Elev] Hvor mange udgifter vil der være i forbindelse med Glasgow for os? [Gunnar] Ja, det bliver jo kun rent privat, altså skal man sige lommepenge indtil videre, da de vil betale… rejseomkostningerne, ikke? Og så med privat indkvartering. [elev stiller spørgsmål, utydeligt.] [Gunnar] Ja, det sagde han noget om, at det ville altså være det, ikke.

Og så har vi talt noget om, at det skulle være, at det skulle være maksimum 10 dage, at det skulle være derovre, ikke, således, at vi har rejsen derover, og så bliver man altså, kommer der to dage før udstillingen finder sted, ikke, og bliver til ophængningen og med til ferniseringen. Og så er der måske en tre dage efter det, ikke? Det var det, vi talte om lige før, ikke?

[Diskussion blandt eleverne om rejsen og dens varighed, ikke transskriberet.] [Gunnar] Så har jeg talt med Bertram, og han er altså villig til at,

at fotografere vores malerier til kataloget. Og der kan vi altså…. [Mortensen] Er det ikke punkt 2? [Gunnar] Nej, nej. Det er fotos af dem, der skal til katalog. [Mortensen] Udmærket. [Gunnar] Til Glasgow, og vi selvfølgelig også få til Laholm, ikke.

[Mortensen] Det er udmærket, for der har jeg tænkt på, det er en gammel erfaring, jeg har haft, at man får ikke nogen fotos i kataloget, hvis de ikke er sendt over, så at sige, i forvejen. Og det skal være gode fotos, og så bliver det altså gode klicheer. [Gunnar] Ja. [Mortensen] Ikke sandt? [Gunnar] Men alt det der materiale, som vi får, det sender vi jo altså til Det danske Selskab, som ordner alt praktisk vedrørende kataloget, ikke? [Mortensen] Jo. [Gunnar] Der har jeg talt med ham om, og det skal jeg tale med ham nærmere om, hvad vi finder ud af i dag, hvornår vi har billederne klar.

Og der kan vi altså gå op med dem op på, under taget deroppe. Torsdag eller fredag aften. Og der er jeg ved at sætte mig i forbindelse [utydeligt]. [elev] Altså, det er i aften eller i morgen? [Gunnar] Nej, nej, i næste uge, ikke. [elev siger noget utydeligt.] [Gunnar] Nå, jo, jo, men altså, så skal det altså være i morgen aften.

[elev] Ja, ja, i morgen aften. [Anden elev] Malerierne, der skal sejles til Glasgow, hvornår skal de afleveres så? [Gunnar] Det er…, de skal jo helst være færdige til den 31. eller 30. april, ikke? Så vi har det helt klart den tid. [elev] Det er ikke muligt, at man kunne tage arbejder, eventuelle arbejder, man har på skoleudstillingen med til Glasgow? [Gunnar] Det kan vi ikke, for de skal afskibes altså her fra København den 25. maj.

Og skoleudstillingen, den er fra den 17. til den 30. Og det var det vi talte om allerede i starten, ikke, at det skal altså…, Glasgow-udstillingen, det bliver helt separat, ikke. Så der kan vi altså ikke bruge nogle billeder til skoleudstillingen. Og de kommer hjem, han sagde, de ville være hjemme den 15. juli, og jeg mener, der kan måske godt gå et par dage over den dato eller før, at de kommer og sådan noget, ikke. Så i hvert fald skal vi da…, Glasgow og Akademiudstillingen skal i hvert fald være to forskellige udstillinger, ikke. [Mortensen] Ja, det mener jeg også det skal. [Gunnar] Men med hensyn til udstillingen ovre i udstillingsbygningen, så bliver det altså begrænset, hvad vi kan have med af arbejder, ikke, fordi vi kan jo…, altså vi kan i hvert fald højst komme til at…, eller højst, i hvert fald kan vi komme til

at disponere over ét lokale, ikke [utydeligt]. [elev] Og ikke mere end et? [Gunnar] Nej, det kan vi ikke. [ elev] Så det er et billede hver. [Gunnar] Fordi det må næsten også gå efter, hvor mange elever der er på de forskellige skoler. På Hjorts skole er de f.eks. 27, så han kan jo ikke, man kan jo ikke sige, at han skal have et lille lokale, han må nødvendigvis altså have lidt mere plads, ikke, hvis de bare skal repræsenteres med et eller to billeder hver.

[ elev] Så ikke mere end et billede fra hver så på skoleudstillingen? [Gunnar] Jo, det kan da godt være, at vi skal have to med og sådan noget, men det kommer jo an på, hvad vi får tildelt derovre, ikke. [Anden elev] Jo, men det må jo kun blive et lokale, når det er Grafisk Skole? [Gunnar] Ja, Grafisk Skole skulle muligvis baseres altså i det sidelokale nr. 5 der. Og så talte de noget om, at der skulle være nogle tegninger i det der lokale 4, ikke. Og så havde man altså diskuteret den idé om blandet udstilling kontra skole,

eller hver skole separat, ikke. Og de fleste, de var interesserede i at bibeholde hver skole som en helhed, ikke? Men at man muligvis kunne samarbejde, f.eks. at vi kunne få, en maler-…, en malerafdeling kunne få altså nogle skulpturer ind, hvis de ligesom følte, at der skulle være et eller andet. [Mortensen] Ja, der vil jeg gerne bryde ind der.

Jeg vil absolut holde på, at vores skole skal være fuldstændig autonom. [Gunnar] Ja, ja. [Mortensen] Men jeg har ikke noget imod, at man inde i rummet sætter en skulptur, som på en eller anden måde har en relation til vores skole. [Gunnar og elev] Ja. [Mortensen] Og jeg mener, det er der jo, det er der jo skabt nede hos Sterup og muligvis også hos Bertram. Det må vi [utydeligt].

[Livgarden høres svagt, eleverne snakker delvis i munden på hinanden, vindue skal lukkes op, skramlen af stole. Snak om billeder til udstillingen. Ikke transskriberet.]

[Mortensen] Jo, men vi blev altså enige om, at vi laver en, en sal med et eller to billeder af hver, ikke. [Gunnar] Ja.

[Mortensen:] Og i det øjeblik, der kan komme en skulptur ind i midten et eller andet sted, men jeg vil altså meget nødig have, at det…, det gamle system vi havde med, der var en skulptur her, og så, og så var der tre billeder der, og så var der en skulptur der, og så var der tre billeder der, og så var der osv. Altså det…, det…, det er temmelig sindssygt, ikke. [Gunnar] Nej, men det var heller ikke meningen.

[Mortensen] Men altså, jeg vil gerne have, at der hænger to eller tre billeder, og så kommer der en pause, og det kan man ganske roligt og stilfærdigt gøre, ikke? Og i det øjeblik man kan have et, et par ting stående af en eller anden slags inde i rummet, så er der noget at gøre med det. Men jeg vil synes, at vi skal have noget, som viser vores ansigt. Det er bare en sal, ikke?

[Diskussion om billeder til udstillingen, ikke transskriberet.]

[Mortensen] Hvad har du mere at sige, Gunnar? [Gunnar] Ja, så har jeg faktisk ikke mere. [Mortensen] Du har ikke mere at sige under de løbende beretninger. [Gunnar] Niks. [Mortensen] Men…, men de forskellige praktiske ting med de der rejser osv.,

det…, [Gunnar indskyder: Ja] det går altså ganske automatisk? [Gunnar] Ja altså, de der til Glasgow, jeg mener, der bliver ikke nogen problemer. Så er der problemet med dem, der skal til Venedig, om vi skal trække lod eller hvad vi skal gøre, men der har jeg altså ikke hørt noget fra…, fra…, fra Røder endnu, så jeg tænkte netop, vi kunne vente en tid på at vide, om vi får mulighed for økonomisk dækning.

[elev] Hvornår skulle det være? [Gunnar] Ja, det skulle altså være i slutningen af, af juni måned. [Mortensen] Ja. [Gunnar] Men jeg synes næsten, vi skal vente til at høre om vi får nogle penge, eller om vi kun [utydeligt], så kan vi tage bestemmelse om det. [Mortensen] Ja.

[elev] Og hvis vi ikke får nogle, hvad så, så er det jo... [Gunnar] Ja, så er der ikke noget. [Mortensen siger noget utydeligt.] [Gunnar] Ja, så kommer Laholm. [Der høres et dybt suk.] [Elev siger noget, utydeligt, Gunnar svarer utydeligt.] [Gunnar] Det Danske Selskab har inviteret os til at - efter den der Glasgow-udstilling - til at udstille i andre lande i 1969, altså næste år, og 1970, og så kommer der muligvis en udstilling i Norge, hvor vi skal følge efter, Morten har en udstilling deroppe. Ja, det bliver i foråret.

Det bliver i foråret. Det bliver først næste forår. [Mortensen] Vi, vi nærmer os dit territorium, forstår du, ganske stilfærdigt. Nu…, nu er de jo ved at lave noget, noget der hedder Moss. M. O. S. S. Og det ligger, altså når du har Oslo deroppe, ikke, så kan du godt se, så ligger der altså herude et eller andet sted, og der ligger Bygdøy, og der kunne man jo i og for sig også ansøge fondet [Mortensen siger noget utydeligt] om at komme op og besøge Bygdøy. Bygdøy, der ligger tilfældigvis Kon-Tiki, men der ligger også de… Gokstad-skibet, der ligger altså de fornemmeste vikingeskibe, de ligger deroppe på Bygdøy. Og det ligger lige ved siden af Oslo.

I Oslo er der en pragtfuld beværtning, som hedder de Røde Næsers Klub. Og der blev jeg altså ikke medlem. [elev griner] Den var ikke rød nok. [Mortensen] Nej, den var ikke rød nok, men altså jeg traf Pola Gauguin deroppe,

og jeg fik tre hummere. Det var lige efter krigen. Og den ligger der. Og der…, og så ligger Konungaslottet, det ligger deroppe. Og det er der, han har giftet sig med…, med… hørkrammerdatteren. Hvad var det?

[Elev] Frøken Haraldsen. [Mortensen] Jo, du vidste godt, at... [elev] Trikotagefabrikanten. [Mortensen] Trikotagefabrikantdatteren, ikke? Og de bor altså deroppe, dem kan vi godt gå op og besøge [eleverne griner]. Det er der ikke noget i vejen for. [Utydelig snak mellem eleverne.]

[Mortensen] Ja. Men altså fra Bygdøy og fra Oslo, så skulle vi altså herop, nu skal du bare se,

[Mortensen tegner tilsyneladende et kort over Norge] du, min gamle ven, din ø, den ligger jo helt ude i havet, altså den, nu skal du først se, den der gavtyv deroppe, ikke, ikke, og der ligger også Oslo altså, ikke, og det her, det er jo Sverige, det er jo stakkels Sverige, de der [utydeligt] og alt det der, ikke. Så kommer du altså derop, men så skal du altså helt derop, du ved, at udstille.

[Elev] Bergen. [Mortensen] Hva? [Elev] Bergen. [Mortensen] Nej, den hedder Trondheim. [Elev] Trondheim. [Utydelig snak mellem eleverne.]

[Mortensen] Ja, Bergen ligger derovre, ikke?

Og så kommer Stavanger hernede, og der skal vi altså også, men Trondheim, det har jeg fortalt jer så meget om, fordi det var der, man…, man fandt den hemmelige geometri. Det var der, professor Lund fandt den hemmelige geometri fra Pythagoras’ tid. Han bor helt derude, ikke. Og han fandt altså ud af det der, og den der kirke vil jeg morderlig gerne se.

Og der kommer vi altså også til at udstille. Og så skal vi…, så skal vi altså ned til Bergen, ikke. Og så skal vi til Stavanger, og så skal vi op til Oslo. [Elev] Næh, vi skal først til Kristiansand. [Mortensen] Ja, men den er altså ikke indtegnet på kortet endnu, men det kan jo selvfølgelig godt være. Vi skal til Kristiansand også. [Elev] Den ligger lige ovre ved Stavanger.

[Mortensen] Ja, men så, det kan da jo godt være, vi tager os [utydeligt], når vi nu kommer i stødet, ikke? Så har Gunnar gjort det meget fornuftige, det ved jeg ikke, om vi må optage på bånd, men han har gjort det meget fornuftige, at han har…, efter fælles overenskomst der har han indkøbt visse materialer til os. Fordi vi havde en rest stående på en materialekonto, det er ikke mange penge, men altså det er alligevel det, at et stykke lærred, det er et stykke lærred, og en pensel, det er en pensel, og en farve, det er en farve. Og der tror jeg nok, at Gunnar vil kunne sige, at han kan aflevere disse materialer, disse regninger, så de kommer til at stå der, så vi har noget at gå i gang med. [Gunnar] Ja, de er næsten alle sammen afleveret.

[Mortensen] Og det er gode…, gode ting. [elev] Ja, de er rigtig fine. [Mortensen] Fra Talens og der er ikke noget med det. [Gunnar] Det er efter hver enkeltes eget ønske. [Mortensen] Nå. Ja. Så har vi naturligvis punkt 2A, det er jo altså alle disse bøger her.

Det ved jeg altså ikke, om vi skal gemme dem til næste gang. [Gunnar] Jo, det synes jeg næsten. [Mortensen] Og så har vi altså punkt 2B, det er altså billedmaterialet. Det er meget vigtigt.

[Ikke transskriberet. Mortensen, Gunnar og andre elever taler om de billeder, der er, eller skal være, klar til Glasgow-udstillingen, samt om andre praktiske forhold omkring udstillingen. Derefter følger en længere solo improvisation på trompet, og til sidst høres et stykke orkestermusik.]