Bånd 5

[Optagelsen begynder midt i en sætning] … som ikke kan komme på det tidspunkt, hvor rundbordssamtalen finder sted. Vi har indkaldt til en rundbordssamtale i dag, og Knud Nielsen har ment det interessant for sine elever at komme til stede. Egentlig havde jeg tænkt mig at holde en lille forelæsning om Picasso, udelukkende om dette emne, idet det jo er på dagsordenen med hans to store udstillinger i Petit Palais og i Grand Palais i november måned. Men da vi nu har fået besøg, synes jeg, det kan være af interesse at give et lille indblik i…, vor…, vor arbejdsgang her på skolen. Det vil sige, at jeg går tilbage til punkt 1 i vor arbejdsplan, hvori der står, summarisk oversigt over foregående semesters arbejde.

Og så har vi punkt 2, det er standpunktet efter Venedig-rejsen. Og punkt 3 skulle så være et, en standpunkt pr. dags dato. Og derefter vil jeg så afslutte med at give en historisk gennemgang om Picassos tilværelse, så vidt jeg nu med de midler, jeg har her til min rådighed, så vidt jeg kan gøre det. Vi begynder så [Mortensen rømmer sig] med en ganske kort gennemgang af målet med vor rejse. Jeg tænker ikke på selve Biennalen, for Biennalen er jo nu så kendt igennem tidsskrifter, den er så rigt kommenteret alle vegne, så det skulle være unødvendigt for os alle sammen.

Der kan dog siges det, at jeg mener, at det var rigtigt, at vi i de to første år, jeg var på skolen, gennemgik en hel del tidsskrifter, kunstbøger og lod en orientering skinne igennem omkring Pop Art og Op Art. Det var i og for sig et oplæg til den Biennale, som vi så skulle se. Nu er det jo overstået, og I kan hver især tage jeres standpunkt inden for disse nye kunstgrene. Og vi går så tilbage til at beskæftige os med de egentlig pædagogiske ting, nemlig det studie, vi foretog af ældre kunst.

Her drejede det sig om, jeg læser op, … studier, jeg stillede ligefrem en opgave, jeg stillede ligefrem en opgave, og det drejer sig om objektfremstilling og rumopfattelse. Og her studerede vi i særlig grad Giovanni Bellini og Vittorio Carpaccio. Og her ønskede jeg påpeget værker hos Pablo Picasso og Fernand Léger,

der viste paralleller til de studier, der var gjort over Bellini og Carpaccio. Og der ville jeg gerne have ligheder og forskelle. Og så ville vi gerne have disse opgaver illustreret, dels med reproduktioner og dels med tegninger udført

af den enkelte elev. Så var der det andet punkt. Det stod i kontrast til det første. Der beskæftigede vi os med Tintoretto. Og der ville jeg gerne have noget at vide om, hvorledes Tintoretto bruger genstande,

bruger objekter. Og her skulle vi så have en parallel til det 20. århundrede - inden for det 20. århundredes danske kunst - på en dynamisk rumopfattelse. Det drejer sig jo hos Tintoretto ganske givet om dynamikken, den dynamiske rumopfattelse,

og her ville jeg så gerne have, at man påpegede et eller flere værker fra det 20. århundredes danske kunst. Og så var det meningen, at vi skulle… gennemgå… en rapport, en rapport over den 33. Biennale, ganske kort, og så denne opgave, som jeg har omtalt, om objektfremstilling. Rapporten gik i alt enkelthed ud på, at man skulle udvælge værker, der stod ens egne værker særlig nær, og så skulle man begrunde disse valg i en kort beskrivelse vedlagt skitser af egne arbejder og de udvalgte arbejder, og så skulle man til slut anstille nogle ganske korte betragtninger over, hvilke udviklingsmuligheder den maler, der, det var, det drejede sig om, kunne tænkes at have, og på hvilken måde hans arbejde kunne tænkes at udvikle sig i den kommende tid. Spørgsmålet er jo ganske klart, at det var meningen, at man på den måde skulle komme ind til en refleksion over sit eget standpunkt.

Og det tror jeg også, vi allesammen er blevet klar over efter de diskussioner, vi har haft om det. Se, jeg sagde, at rapporten og opgaven ville blive gennemgået på skolen i begyndelsen af året. Og den skulle så forelægges af den enkelte og analyseres af hele holdet. Og den diskussion ville vi så have optaget på bånd, og hele materialet ville vi forelægge ved den afsluttende skoleudstilling. Og…. Så må vi se, hvorledes det så gik. Ja, vi har foreløbig holdt ét møde om, om rapporten og opgaven, og desværre kan man jo sige, var de fleste, de fleste holdt sig beskedent tilbage, og de var ikke rigtig kommet i gang med det endnu.

Men der var dog enkelte, der kunne fremlægge materiale, og vi kunne diskutere, hvordan materialet skulle disponeres, hvordan det skulle forelægges, og der var for visse elevers vedkommende allerede et temmelig stort stykke arbejde fra hånden. Men vi blev så nødt til at lave et nyt møde, og det møde skulle så lægges en gang, antagelig bliver det først i begyndelsen af december.

Og så blev vi enige om, at hele materialet skulle forelægges. Ja, der skulle vi altså forelægge det den første, men det må jo altså så udskydes til, at det bare skal, at det blot skal forelægges inden semesters udgang, altså inden man går over til juleferien. For at undersøge, for at undersøge disse…, disse fænomener, så besøgte vi først og fremmest i Venedig, nu taler jeg stadig om Venedig, Accademia di Belle Arti, og her studerede vi så Bellini og Carpaccio og

dertil en hel del andre kunstnere, som jo er repræsenteret der. Desuden besøgte vi forskellige kirker og forskellige squola’er, og især studerede vi Tintorettos værker og en del arkitektoniske værker på øen Torcello, på Murano, og vi besøgte museet for glaskunst, og så besøgte vi kirkerne Frari og Giovanni e Paolo, og så besøgte vi Scuola San Marco, Ospedale, for at se den berømte facade. Vi havde derfor et vist overblik over en hel del af Venedigs kunst, og jeg skal ikke gå nærmere ind på, hvorledes vi greb tingene an, men jeg kan

godt sige, at vi havde så at sige hver dag besat med gode besøg og fornuftige samtaler om aftenen. [Pause i optagelsen.] Vi bruger simpelthen en rundbordssamtale. Vi diskuterer stof igennem, og så ud fra dette diskussionsmateriale, så går vi så i gang hver især med det personlige arbejde. I år har jeg forsøgt at gøre vort arbejde en lille smule mere stramt, lidt mere koncentreret. Og derfor har jeg foreslået, at vi skulle beskæftige os med to bundne opgaver. De tidligere år, der har vi ligesom kørt løs på grundlag af diskussionsmaterialet. Men her i år ville jeg gerne have, at vi skulle beskæftige os med nogle bundne opgaver,

som lå i relation til det erfaringsmateriale, vi nu har indhøstet på Venedig-rejsen. Og den første opgave, som jeg så ville have udført i morgentimerne, den skulle være, den skulle gå ud på en slags øvelse, en slags øvelse… i form-farve. Jeg kalder det en test.

Rent praktisk skulle det foregå på den måde, at hver enkelt skulle have, jeg havde bestemt 100 ark papir. Disse 100 ark papir skulle så indfarves efter en ganske bestemt farveskala. Der havde jeg valgt Winsor & Newton's gouache farveskala, som har en meget, meget stor, omfangsrig skala.

Og så var det meningen, at hver enkelt elev skulle indfarve, ligesom Henri Matisse i sin tid, disse 100 ark papir hver efter sin farveopfattelse. Ved sammenligning af det materiale, man så havde fået udført, kunne man gøre sig en idé om de enkelte elevers personlige farvevalg, ligesom farveverden [Mortensen rømmer sig].

Og så ville jeg have udført, jeg havde regnet med fire ark af hver, fire ark af hver farve. Og disse fire ark skulle så igen bruges, de skulle klippes op, hvis man vil, eller klæbes op, eller…, eller man skulle tegne form i dem, altså de skulle kombineres med et formstudie. Og dette formstudie skulle ligeledes være test, det vil sige, at man skulle f.eks.

ved en simpel spadseretur ude ved en, en kyststrækning, hvor der ligger sten, grene, fjer, muslingeskaller, træstumper og alt muligt materiale, man kan forestille sig. Det er jo i og for sig noget, vi alle sammen har gjort på et eller andet tidspunkt. Og så kunne man så simpelthen armere sig med en spånkurv. Og i det øjeblik, det er…, det er jo altså forsøg, som jeg selv har foretaget så mange gange,

og jeg ved så mange af mine kammerater har foretaget disse forsøg, allerede på et tidspunkt der i begyndelsen af 30'erne arbejdede de med det. Og…, og så på den måde, så kunne man så om aftenen ligefrem se, at man havde bygget et ganske særegent lille formmuseum op, både form, farve, stof og objekt og… osv. Og det skulle så kobles ind på vores farvede papir, i kombination med de…, med de…, den farveverden, vi havde fundet frem til.

Og det regnede jeg med ville være en rimelig fremgangsmåde for et formfarvestudie. Og jeg tror også, der var interesse for sagen, men den må man jo sige, i første omgang der stødte den på vores materialekonto, og den blev altså ikke ført ud i livet. Vi fik kun papir, og der blev jeg så nødt til at improvisere,

så i første omgang blev vi nødt til at arbejde med…, med saks og med lim på dette her papir, og der forsøgte vi så at lave nogle opstillinger eller hvad man vil, altså nogle, nogle collager simpelthen. Vi brugte tidsskrifter, ugeblade, farvede ugeblade og hvad vi kunne få fat i. Hvad der sådan kan købes i håndkøb, ikke sandt, jeg mener, der er jo…, man kan jo få i hundredvis af den slags ting. Og sådan en improvisation kan naturligvis benyttes i et vist omfang, men naturligvis kan man ikke benytte den andet end som en improvisation. Den anden opgave var på sin vis, kan man sige, alvorligere.

For…. Her drejede det sig om at udføre et stort billede med en fælles, med et fælles emne, et fælles grundlag, men hvor selve billedets udformning var givet som individuel opgave. Emnet var taget ud fra nogle bøger, som er udkommet for nylig, og som omhandler fænomenet rædsels…, rædsel, fænomenet rædsel som emne i den europæiske kunst. Der er nogle videnskabsmænd, der har gjort sig den ulejlighed og sætte sig til at opskrive hvorledes sygdom, lidelser, pinsler og død i løbet af cirka et årtusind, et årtusinds europæisk kunst, i mange perioder og på mangfoldige måder, har betinget disse, denne billedkunsts emnevalg.

Og en ting er her særlig betydningsfuld, og det er fænomenet pest. Der har hærget en pest i, for cirka 300 år siden, over det meste af…, af Europa, og denne pest har indvirket enormt på billedkunsten. Og jeg tænkte mig, at jeg ville have holdt en fore…, en række forelæsninger ud fra disse bøger, for at give et historisk vue ud over fænomenet. Og her ville så vores studie af objektfremstillingen komme os til gode.

Og det ville ses tydeligere i det øjeblik, man formulerer de enkelte opgaver, og disse ville jeg så stille på en måde, så de f.eks. krævede at blive kunstnerisk udformet ved hjælp af oversættelser, så at sige, fra andre kunstneres virke og tankegang. Man ville på den måde - og det kan I bedre forstå, når I nu hører nogle af opgaverne, hvordan de er formuleret - så ville man kunne komme til at arbejde med en slags øvelsesstykker.

Og på den måde ville jeg håbe, at man kunne få frugtbare diskussioner i gang, os alle imellem, og provokere den enkelte til at få lyst til at udvide sit kendskab til mange kunstnere, mange kunstværker, mange emnekredse, og i det hele taget komme ind på et slags studiespor. Her havde jeg også tænkt mig at optage diskussioner på bånd, og så havde jeg tænkt mig, at man kunne få et større indblik

og større brug for Akademiets Bibliotek, og jeg havde tænkt mig, at man kunne gå på forskellige andre museer, Kobberstiksamlingen og Tøjhusmuseet og Mineralogisk Museum osv. Og jeg ville forsøge at formulere disse opgaver så koncist og detaljeret, som jeg kunne. Og så kunne man så under det daglige arbejde forandre disse problemer, diskutere dem igennem, blive enige om noget, der er forkert, noget, der er mere rigtigt. Og i det hele taget skulle det bevirke, at der blev givet en bold op.

Og så var det min agt at formulere hver enkelt opgave, og det vil jeg, det må jeg gentage, således, at enhver fra begyndelsen var interesseret i og glad for at gå i gang med det. Det skulle altså ikke være nogen som helst form for tvang. Og der har også været enkelte, der har sagt lige fra begyndelsen, at de var ikke så interesserede i det. Og så må vi lave noget andet, fordi det skal jo ikke være, der skal jo ikke være tvang.

Disse billeder skulle så betragtes som øvelsesstykker, og de skulle ikke betragtes som et oplæg til at være færdige kunstværker. Og så kunne man muligvis ved årets udgang give en afsluttende rapport i maskinskreven form om de diskussioner og tanker, der havde været vejledende under arbejdet. [Pause i optagelsen.] Så vil jeg gå over til at omtale nogle af de stillede opgaver. Så må jeg jo indskyde den bemærkning, at det havde været mit håb at komme i gang allerede i begyndelsen af oktober.

Men det har vist sig praktisk umuligt, da man først skulle skaffe lærreder, så skulle man skaffe blændrammer, og nu ved begyndelsen af november er vi så kommet så vidt, så de fleste af disse lærreder er spændt op, og som vi ser her, er nogle af lærrederne så kommet i gang. Men der er jo gået en måned, og den måned er jo i og for sig gået lidt tabt for vores anstrengelser. Derfor kan jeg jo nok se, at mit program til næste semester, altså efter jul, det må jo nok lægges fuldstændig om. Og det vil jeg så filosofere over, i juleferien antagelig. Men der er jo nok at gøre med dette her billede foreløbig, hvis man,

hvad jeg håber, hvis det skal blive til noget. Plads er der jo ikke meget af, men vi har forsøgt at stille lærrederne op på en måde, så hver enkelt elev får ligesom et lille rum. Og så kan vi gå over og kigge på, ja, vi må jo kigge på nogen der i for sig… men der man jo, der må man spørge, alle disse opgaver er meget personlige. Og det skal de være, fordi der skal indgå et konfliktstof i dem,

i kraft af, man beskæftiger sig med fænomenet rædsel, eller skræk eller sygdom eller nød eller frygt. Og disse konflikt, disse konflikter kan jo godt blive meget personlige. Og det er fuldt bevidst. Og jeg tror også, at I allesammen er klar over, at det er et bevidst stof og ikke en slags chikaneri. Men det er noget, vi skal arbejde med rent objektivt. Jeg behøver vist ikke indtale så meget, fordi det er bedre, at jeg går hen med et stykke papir og demonstrerer, hvad det i og for sig er, jeg har tænkt mig.

Men, hvis der er nogen, der skulle høre båndene fra de andre skoler, så kunne jeg da lige her oplæse, hvad jeg har foreslået. Vi har Thomas Arge, han kommer jo fra Færøerne og derfor ligger det i og for sig meget naturligt for ham at give et emne inden for grindedrab. Da han kom her på skolen, så malede han jo ligesom alle færinger maler, når de kommer til København, så maler de grindedrab. Og det er jo meget naturligt, fordi det må jo være noget - jeg har aldrig været på Færøerne - men det må jo være noget,

som er ganske voldsomt påpressende, da alle færinger jeg har kendt, de maler grindedrab. Jeg vil så bede Thomas Arge om at male dette grindedrab i Tintorettos stil med udgangspunkt i det billede, vi stod og så sammen nede i Scuola San Rocco med Jonas og Hvalfisken. Dette billede interesserede naturligvis i særdeleshed Thomas Arge, og han kunne fortælle en hel masse om denne her hvalfisk i alt fald. Ting som vi ikke selv kunne se.

Og så havde jeg tænkt mig, at dette billede skulle rumme to kvindeskikkelser. Og der skulle vi så gøre brug af det, vi har lært om…, om… brødrene

Bellini. Og jeg havde tænkt mig, at den ene, den ene skulle stå i folkedragt fra renæssancen i Gentile Bellini-stil, og den anden, det skulle være en yngre. Jeg ser det som en yngre, en ung pige, og hende skulle jeg, ville jeg så gerne se i profil. Og der ville jeg så være så spidsfindig og bede Thomas Arge om at udføre hende i folkedragt i Julius Exner-stil. Så der kan jo komme en ganske interessant sammenligning i de to stilarter, fordi en folkedragt med Julius Exner der tænker jeg i og for sig på

hans billeder fra det hollandske Amager. Det er jo også folkedragter, og de kan jo rimeligvis også godt nedstamme fra hollandsk renæssance. Det er der en mulighed for. I alt fald er der et diskussionsgrundlag der. Hvordan de så skal opfattes, om de skal…, om de skal opfattes som lamslåede.

De ses fra ryggen, ikke sandt. Man kan tænke sig to statuariske kvinder, der står og ser på dette forfærdelige drab. Man kan også tænke sig, at de udtrykker deres…, deres medfølelse, deres skræk. Men alt det der lægger jo altså op til Thomas Arge at fortælle os noget om, hvordan det i virkeligheden foregår. Så har vi Børge Christiansen og Else Møller [Mortensen]. De har fået et fælles lærred.

Og... Der har jeg kaldt emnet Den Hellige Antonius’ Fristelser. Og der ville jeg gerne have, de skulle slå et rigtig stort brød op, fordi jeg kunne tænke mig, at dette landskab for Den Hellige Antonius.... For det første ville jeg gerne have, at Den Hellige Antonius, det bliver et portræt af Børge Christiansen, udført af Else Møller [Mortensen].

Og der har jeg så udvalgt en stil som…, på en figur, men den kan vi altså tale om, det kan man jo gøre, den kan ikke findes i øjeblikket, den er stuvet hen på et museum. Så finder vi ud af noget andet. Men landskabet ville jeg gerne have udført i stil med Tolderen Rousseaus urskovsbilleder. Og her kunne man jo nok få lejlighed til at fabulere en hel del.

Og i dette store skovinteriør, der skulle vi så forestille os, at Børge Christiansen, som jeg har tænkt mig inkorporere i cirkler eller i trekanter eller i firkanter, eller…, altså i lille målestok, som det jo i og for sig ofte er netop hans sag at gøre det, at han så inkorporerer i dette store landskab små billeder, en slags miniaturebilleder, og dem vil jeg så gerne have udført i stil med Max Ernst-fantasier og i stil med Yves Tanguy’s fantasier.

Her kunne man vedføje mange andre, men jeg ville på sin vis udnytte Børge Christiansens specielle fristelser over for surrealistiske fænomener. Preben Hansens emne det har vi taget fra Venedig. Og det træffer sig så heldigt, at Preben Hansen ikke har været med. Så Preben Hansen må finde ud af, hvem den hellige Theodor var. Den hellige Theodor, det var jo Venedigs første skytshelgen. Og det er ham, der står oppe på en af de to søjler på Marcus-pladsen. Og han står på et dyr,

som, man indtil for nylig i bøger har kunnet læse om, er en krokodille. Og vi har været rundt og kigget på denne krokodille. Og det har vi fået meget fornøjelse ud af,

for krokodillen er sandsynligvis ikke nogen krokodille. Den hellige Theodor er så vidt jeg har kunnet få oplyst af andre steder, i andre, i andre tidsskrifter, i andre bøger. Hans martyrium var, at han så sig udset til at slå de hellige dyr ihjel, når jeg siger de hellige dyr, så mener jeg de såkaldt ikke-kristne, altså de ikke-kristnes dyr.

Og der tror jeg nok, han skal have virket en hel del af sin tilværelse i Ægypten. Men hvordan det nu end kommer sig, så står han sejrstolt med sit, med sit sværd og sit skjold, og det er ganske givet, at han er udstyret som en slags korsridder. Så det kunne godt være, at der er en indre mening i, at det er en gammel helgen, som så er blevet til en korsridder, og som så har set sig udset til at gå på…, i kamp mod de frygtelige barbarer. Jeg forestiller ham som en mand i korsridderklædning, ringbrynje og sværd, skjold og hjelm.

Og så havde jeg tænkt mig, at han skulle udføres i byzantinsk stil og deles helt op i farvede felter. Der har jeg foreslået 2 x 2 cm som en glasmosaik. Og så på den måde så ville man kunne komme til at studere både glasmosaik og byzantinsk kunst. Og så ville jeg stille ham op på et helt bjerg af hellige dyr. Og der forestillede jeg mig som en slags slange-lignende forme,

det er altså disse dyr, han er ved at dræbe eller har dræbt. Og dem havde jeg så tænkt i stil med visse af Auguste Herbins billeder. Og i baggrunden som kontrast til dette statuariske billede, dette byzantinske billede, der havde jeg så tænkt mig at gøre et hop over i det 19. århundrede og lave en marine af Eckersberg. Der er jo en masse konfliktstof i det, som vi ser. Nanna Hartmanns emne, det var en frygtscene,

og den er meget dramatisk og i for sig mere harmonisk end den foregående. Her forestiller jeg mig, her forestiller jeg mig en gadescene. Og der er to håndværkerlærlinge, der går forbi, og de går forbi med en kasse med værktøj, og den, den taber de. Og til den ene side der står der en general med ryggen til. Og i det øjeblik denne kasse falder ned, så føler generalen sig truet, og han reagerer og trækker sin sabel for at forsvare sig. Det viser sig nu, at generalen er fra Napoleons tid. Og den havde jeg så tænkt mig, og der havde jeg tænkt at lægge et konfliktstof, den havde jeg tænkt mig, at den skulle udføres i Goyas virtuose hofstil,

altså ikke i den stil, han i virkeligheden til sidst stod som repræsentant for, men i hans virtuose stil, og det skulle males al primo. Så ville jeg have en pige, der går i modsat retning, for at man, for at man får en, en, en - der kan man tænke sig, en meget smuk rytmisk komposition. Og hun taber også af forskrækkelse - der går altså en forskrækkelse igen der. Og der skulle hun tabe en pakke med kager. Og de tre personer, de to håndværkere og den unge dame, de skulle udføres

i Fernand Léger-stil fra hans epoke omkring ”Les Constructeurs”. Hvorimod alle genstandene, værktøj, kager, værktøjskasse, katte, hunde, dyr osv.,

de skulle udføres i Fernand Légers strenge stil fra den såkaldte ”saglige” kubismes tid. Og i baggrunden kunne man så indtegne et verdenskort fra en mellemskoleklasse. Karlmark, der havde jeg tænkt mig, at han skulle, hans emne skulle dreje sig om nedværdigelse. Og Karlmark har jo mange tilknytninger til, også til

popkunsten og, ja til forskellige, forskellige amerikanske, amerikanske malere. Og der kunne jeg tænke mig, som kontrast til disse meget strenge kompositioner, han udfører, der kunne jeg tænke mig, at han skulle opbygge et billede af den store Bastian. Og den store Bastian, han dypper nogle børn ned i et blækhus. Men dette her blækhus, det skulle være i Jugendstil. Der kommer en mærkværdig kontrast,

fordi børnene skal så være i Walt Disney-stil. De syv dværge, osv. osv. Og disse Walt Disney figurer kan man jo så spekulere over, om de i virkeligheden er Jugendstil figurer. Så der kommer både et modsætningsforhold i tid, tidsmæssigt,

et modsætningsforhold i alle fald, epoke…, epokemæssigt, og samtidig kan man muligvis finde en parallel. Så havde jeg tænkt mig hele baggrunden for, for denne scene, der havde jeg tænkt mig at bede Karlmark

om at…, om at…, om at dele den op i ganske simple rektangler. Og i hvert rektangel lave så præcist som muligt et signal, et skibssignalflag.

Det kan altså blive en helt stor komposition i klare farver. Og det mener jeg lige vil, vil ligge, der kan Karlmark altså bruge hele sit fantasiliv, som netop har tilknytning til disse stærkt geometriske, altså amerikanske kunstnere. Knoff han kommer ikke foreløbig, så ham skal jeg gå forbi. Men nu tror jeg heller ikke, at jeg vil heller ikke gøre det alt for langt, men jeg kan f.eks. lige nævne Gunnars, Gunnar Bay Nielsen, fordi han er i fuld gang med at studere de forskellige ting, der indgår i sin opgave. Her er det en katastrofe. Det er et katastrofeemne, og det drejer sig om en nedstyrtning fra en trapez i et cirkustelt.

Og denne dame, der styrter ned, kunne man så tænke sig udformet i stil med Marcel Duchamps' berømte billede af en dame, der går ned ad trappen. Der er jo for nylig netop været holdt et foredrag om emnet. Og cirkusteltets interiør ville jeg så bygge op i stil med den russiske konstruktivisme. Her tænker jeg på folk som Lissitzky. I forgrunden havde jeg så tænkt mig, der i dette cirkustelt, der havde jeg så tænkt mig, at der skulle stå et billardbord. Og billardbordet, det havde jeg så tænkt mig, skulle udføres i Georges Braque-stil. Han har som bekendt beskæftiget sig uhyre meget med et bestemt Georges Braque ”Billard”, hvor han tilsyneladende beskæftiger sig med, hvorledes…, hvorledes disse…, hvorledes disse kugler altså tager banden og går tilbage igen. Ligesom, det er ligesom, det er ligesom… et itubrudt billard.

Og de to personer, der spiller billard, havde jeg så tænkt mig, skulle være to, to cirkusklovne, hvor jeg havde valgt Charlie Rivel og August Miehe. Ja. [Optagelsen afbrydes.] Denne indledning er givetvis meget summarisk, men jeg håber, at den kan give anledning til, at I vil stille mig spørgsmål, sådan at jeg kan udvide tankegangen, forklare nærmere og eventuelt demonstrere, hvad det egentlig er, jeg har tænkt mig. Og i overensstemmelse med traditionen her på skolen, vil vi så derefter simpelthen give ordet frit og diskutere os imellem,

om der er noget, vi kan uddybe.