Bånd 9

Ja, men vi skulle jo sige noget om noget helt andet, noget om billedanalyse. Og nu har vi talt en del om Charles Bouleau, og vi har talt en hel del om højrenæssancen og…, på vores forskellige rejser. Men der er en amerikaner, som har skrevet Seendets psykologi, som jeg ved et tilfælde købte i Malmø. Den er udkommet på Natur & Kultur i Stockholm, og han hedder Herman F. Brandt. Han har gjort sig den ulejlighed at konstruere nogle måleinstrumenter for synsbevægelser, det vil sige for øjenbevægelser.

Den bog gjorde et meget, meget stærkt indtryk på mig og har bestemt en hel masse af min billedopfattelse, fordi den går ud fra et billedrum, som er rektangulært. Det er det konventionelle europæiske billedrum. Vi talte sidst om, at det er meget betydningsfuldt at få et billedsprog. I det hele taget få et sprog, ligesom en musiker har et sprog, og ligesom en digter har et sprog, så må vi også have et billedsprog, for at kunne udtrykke det, vi gerne ville sige. Jeg var vist lidt brutal over for Børge Christiansen, som ikke er til stede i dag, sidste gang, fordi jeg mener, han arbejder for meget, men det skal jeg ikke sige noget om, da han ikke er til stede. Imidlertid, denne synspsykolog lavede nogle kikkerter, hvor igennem han kunne følge og fotografere de bevægelser,

øjet gjorde overfor en plan flade med visse punkter. [Sirene lyder, Mortensen råber.] Hold kæft! Man havde et rektangel, ikke? Det kan man alt sammen se, det er et rektangel, ikke? Nærmere kan et levende menneske i dag ikke lave et rektangel. Men det har i alt fald, men det er jo en anden sag, en tendens til at blive et rektangel. Derfor er det et korrekt rektangel fra et menneske, men det er altså ikke et rektangel, der er lavet med passer og lineal, hvilket

vil sige et matematisk symbol. Det er simpelthen noget, der tenderer mod at blive et rigtigt rektangel, men der er ingen mennesker på jorden, der kan opfatte det som andet end lige netop et rektangel, eller måske en kat eller en trold eller et eller andet, ikke, eller et landskab eller…. Så lavede denne udmærkede mand et apparat, som kunne aflæse øjebevægelserne, og derved fandt han ud af, at øjenbevægelserne var ikke kontinuerte. Det vil sige, at når man så en linje, så så man den altså ikke kontinuert. Man så den diskonto…, diskontinuert.

Man så den altså dér og muligvis dér, og så lavede man altså en linje inde i et bevidsthedslivet. Så prøvede han med en hel flade, og der fandt han ud af, ved at inddele den sådan, i fire lige store halvdele - fjerdedele, undskyld - så fandt han ud af, at i det øjeblik, man så på denne flade, så rettede interessen, øjets interesse sig først og fremmest i denne region. Derefter gik øjets interesse herover i denne region. Derefter gik øjets interesse ned i denne region,

og muligvis endte øjets interesse sig i denne region, hvorefter øjets interesse igen gik derop i denne region, og så fulgte det ned i denne region og igen, og så muligvis, hvis der var særlige interessefelter, derover igen. Det vil sige, at han fik inddelt hele sin flade, i dette tilfælde 4 rektangler, i 1. region, 2. region, 3. region og 4. region. Da jeg havde læst denne bog, som optog mig meget, og nu har vi altså til skolen fået den nye udgave, som, som… du har læst, og den ved jeg altså ikke endnu, hvor langt den er kommet, men jeg vil altså gerne læse den igen. [elev] Ja.

[Mortensen] Manden er synspsykolog, men han har mest interesse i reklame. Han har mest interesse i layout. Og der finder han ud af, at hvis - så må vi have den her op [der lyder støj fra opsætning af flipover tavle el.lign.] – hvis man tager en…, nå, der kan I bare se, hvis man tager en avis, ikke sandt, og man skal have folk til at forstå noget virkelig kraftigt og positivt, så skal man altså anbringe det, nu har vi den igen her, ikke? [Mortensen tegner tilsyneladende på tavlen.] Så skal man anbringe det dér, fordi det er dér, øjet først ser. Derefter skal man anbringe tingen dér, derefter dér og derefter vist,

men så skal man altså mindst have en nøgen pige her, ikke, fordi ellers kan hun ikke, altså fange øjet, vel. Så hun står her. Så kan hun opveje den nyhed, som muligvis ikke er så stor, men som skal fremhæves. Og den får vi først fat i. Her går vi derover, der,

og så kan man altså få en babsepige der, ikke? Nå, undskyld. Da vi var kommet så langt, så begyndte jeg at filosofere over madonnaerne i Siena. Og det var altså første gang, jeg var dernede.

En madonna i Siena [Mortensen tegner tilsyneladende], hun ser sådan ud, ikke sandt, hun sidder her med hovedet, og så har hun her, og så videre, og så har hun sit barn her. Og her har hun babsen, ikke? Og så sidder den sådan. Så spurgte jeg mig selv, er det rigtigt, at heroppe er et minimum, og så kommer der altså…. Og dér giver han altså et plus, dér kommer et minimum, fordi det er kun folder i dragten osv. og ben, tæer. Sådan noget, ikke? Og her er der et minimum. Men så fandt jeg ud af, at hér var der noget, som jeg så betegnede for mit eget vedkommende, som ”le point névralgique”, det neural., det neura…, altså det nervøse punkt, eller hvad man vil. Og det skulle altså ligge dernede. Så gik jeg igennem… nede i…, i Siena, alle madonnaerne, og det viste sig, af og til havde de barnet til den anden side. Så gjorde jeg mig den teori, at muligvis var det, fordi man havde kopieret spejlvendte billeder.

Fordi alle disse billeder kom jo spejlvendt i…, i grafikken, ikke sandt, fordi de blev kobberstukne og så blev de sendt op til Flandern, og så kopierede man dem deroppe muligvis omvendt. Ifølge denne teori, som jeg mener, vi skal studere og se at få noget indblik i. Det kræver selvfølgelig noget apparatur, som jeg sagde til dig forleden dag, hvis du skal gennemføre dit eksperiment der, som er blevet gennemført for mange, mange år siden, på en anden måde naturligvis, af Eggeling og Hans Richter, så skal vi, så skal du have et apparatur stående her og et mørkekammer osv., og det vil koste en snes tusind kroner…. Men derved mener jeg også, at du kunne komme til at lære en hel bunke af de ting, du er inde i.

Hvis vi skal forsøge os her indenfor øjenpsykologi og øjenmåling, så vil det antagelig komme til at koste os et laboratorium på måske 100.000 danske kroner, og muligvis skal vi så ind under militæret, men det kan I jo selv læse om her. Det får vi jo nok ikke på Charlottenborg. Så kan I, nu, nu kan I jo læse disse bøger her, og det er jo… altså vanvittigt spændende, hvad man kan få ud af disse her øjenbevægelsesstudier. Så havde jeg den glæde, at hele min teori, den blev væltet omkuld forleden dag

af en artikel i søndags Berlingske Tidende, men der skal jeg altså have briller på, for det kan jeg sgu ikke læse. Jo, gu’ kan jeg så. Nej, det kan jeg altså ikke. Nå. Men.... [Der lyder raslen af papir, formodentlig fra avisen.] Nu skal jeg se om jeg kan. Det vil jo være meget sjovt, men det kan jeg vistnok ikke.

Men altså, ”berlingeren”, det er jo også skrevet for ældre mennesker med briller på, ikke? Men der er nogen, der har fundet ud af, at et studium af i alt 400, hvis jeg nu kan læse rigtigt, så står der 486 malerier, madonnabilleder, ikke sandt? Der er der 373 af dem, der holder barnet ved venstre bryst. Det vil altså sige, en forbavsende stor procentdel er altså på den side. Men der mener den udmærkede mand her, at grunden til, de holder den til venstre side, og her har vi altså kvinden, der holder barnet til venstre side, det er ganske simpelt ikke noget synspsykologisk fænomen, men ganske simpelt det, at moderen har sit hjerte i den side,

og barnet skal høre moderens hjerte, sådan at barnet kan falde til ro. Det vil sige, at den synspsykologiske teori fik et ordentligt hak i tuden, søndag den 28. januar. Og der kunne jeg altså ikke bevise noget som helst, og det er jo ikke så godt at have til morgenkrydderne. Men i alt fald så synes jeg, at det er et smukt supplement til vores bog. Jeg er ikke i tvivl om, at synsbevægelserne kan der altså ikke være tvivl om, men på den anden side så må man jo også tage lægevidenskaben i betragtning, og særligt må man jo altså tage i betragtning, at hjertet faktisk sidder i den ene side og ikke i den anden side. Og børn…. Så har de gjort forskellige eksperimenter, de har indtalt hjerteslaget – selvfølgelig - på sådan en…, en…, en…, en gavtyv som den der, ikke.

Og det har de så givet et barn at ligge med i vuggen. Og så falder barnet naturligvis i søvn, fordi så hører den sit mors hjerte, ikke. Men jeg tror nu altså, at man skal være en lille smule varsom med at blande de to videnskabsgrene sammen, for stadigvæk holder jeg på,

at vi må have et billedsprog. Men hvis det udgår helt fra mors hjerte, så er det naturligvis meget smukt. Så er der jo bare det ved det, at vi billedkunstnere, vi stiller jo så det spørgsmål,

jamen, hvor er de kinesiske mødres hjerter? Er de så i, ja, det må jo altså blive i højre side, fordi de læser aviserne omvendt. [Eleverne griner.] Og der foregår det synsmæssigt helt, på en helt forkert måde. Og det er muligvis derfor, vi ikke kan forstå, hvordan, altså man skal begynde at læse en avis hernede fra og der opefter osv. Og det har jeg talt med en araber om, som var nede fra Nassers rige, under en UNESCO-konference, og det kunne han ikke give mig svar på, fordi han sagde, det kan vi faktisk ikke svare på, men muligvis er et af svarene det, at Jorden går rundt,

og der er forskel på sol og måne og stjerner og opgang, og når de går i seng på den ene side af jorden, så står de op på den anden side af jorden. Og det er derfor muligvis, der er en forskel på, og derfor kan der også godt være synsmæssige aflæsningsforhold, som er forskellige på den såkaldt østlige klode, der er vi igen inde i et relativt forhold, fordi den kan jo godt være vestlig i forhold til i går, for eksempel, ikke. Og den, altså vestlige klode, som er mere moderne i dag, fordi den er altså allerede gået i seng i går. Jeg mener, det fører temmelig vidt.

Men foreløbigt så sidder moderen med barnet her. Men ved, i den europæiske kultur, men ved studier af mange, mange, mange billeder, der vil det vise sig, at vi her, så at sige her, lidt under midten har et slags nervecenter. [Optagelsen afbrydes.]