Bånd 43

Det er søndag den 3. december 1978. Her i eftermiddag har jeg barrikaderet mig i mit atelier og vil forsøge at samle mine tanker om at tale lidt til jer og forelægge det på onsdag, da jeg er forhindret i at komme til stede på akademiet som sædvanligt. Vi har nu været igennem to måneder, som vi har haft sammen, og vi har jo tilrettelagt det sådan, at vi har været sammen hver onsdag. Vi har gennemgået billeder, vi har talt en hel del om mange forskellige ting, og vi har forsøgt at stable en ramme op om vores kunsthus. Dengang jeg var færdig med holdet i ’77-’78, da var der stor afgang, og jeg følte, at jeg nu havde gjort et hold fuldstændig færdigt.

De fleste havde jeg haft i mange, mange år, og kun to er fulgt over, af de gamle. Det er Tesch og Kurt Rasmussen. Og så havde jeg altså to, som jeg havde haft ét år, og dem har vi nu igen, det er Stuhr og Per-Johan. Da jeg gik ned af trappen efter vores skoleudstilling, der havde jeg på fornemmelsen, at nu var min opgave løst, her, efter over en halv snes år.

Nu syntes jeg, at det kunne være nok. Og jeg syntes, at det hold, jeg havde afleveret nu, det kunne jeg godt være bekendt at aflevere, så jeg kunne se tilbage på den tid med en vis glæde. Men så kom jo Tesch, og så kom Per-Johan og de andre, og fortalte mig, at der var flere, som ville søge ind næste år, og at jeg kunne se frem til et stort antal, og at det var folk med ”go” i. Og jeg indvilligede så, efter meget tøven, i at blive ved og forsøge igen, hvad jeg nu skulle stå overfor. Det viste sig meget hurtigt, at det var uhyre vanskeligt, for mig. Jeg så på arbejderne. Vi fik jo foranstaltet vores udstilling, vores elevudstilling, lige fra starten, hængte billeder op og stillede billeder op ad vægge osv. og forsøgte så at se lidt på vores standpunkt. Jeres standpunkt. Det var meget forskelligartede billeder, og vi valgte nogle ud, vi begyndte et eller andet sted,

og vi forsøgte så at stable noget på benene. Den ting, jeg stod overfor, det hold, jeg stod overfor, altså jer, det var et hold, som var født efter krigen. Det er karakteristisk for jer, at I ikke havde været med i studenteroprøret i ’68, og det, det var en helt ny generation med helt nyt mål, et helt nyt syn. Og det skulle vi så på en eller anden måde finde ud af at bygge en pædagogik op til. Hvad har vi fået ud af det?

Vi har på det sidste forsøgt at bygge et slags kunsthus, det vi kalder billedkunstens institution. Og der er vi kommet til at stå overfor så mange problemer, af forskelligartet karakter. Vi kan se at dette kunsthus, det skulle indeholde en hel del forskning. Og derfor også en hel del forskere. Det er ikke nok, der sidder en professor, som i sin fritid er kunstmaler, eller i sin fritid er professor, for han skal kunne leve op til det, de unge kræver i dag. Det er ikke muligt,

og jeg tænker, at når nu det hold professorer - efter i alt fald om tre år - så må der helt nye folk til. Vi gamle går jo af, og så må der komme et generationsskifte indenfor lærerstaben. Og derfor må også hele akademiets struktur undergå en forvandling. Og selve akademiets bygning, det faktiske slot, det må forlades, sådan man kan bygge et moderne hus for kunstskoling. I står med fremtiden i hænderne, og selvom I er unge, så er det jer, der skal gøre det arbejde, der skal gøres.

Den generation, som jeg forlod med ’77-’78 holdet, det var den generation, der blev født omkring ’45. Altså da krigen var ved sin afslutning, da sejren var vundet, og vi stod med de store forhåbninger om nu, det socialistiske samfund, der skulle komme efter krigen. Det blev, som vi ved, bedrag. De gamle pampere, de satte sig til rette ved grødfadet, og der sidder de endnu, og efterhånden så blev de unge, der voksede op, mere og mere politisk desorienterede og desillusionerede. Og de forsøgte med et ungdomsoprør, hvor de ville have professorvældet væk, hvor de ville have medindflydelse i de styrende organer. Det fik de også. De fik medindflydelse i styrende organer, også på Kunstakademiet.

Så ser vi, at de politiske partier er i opløsning. Man ved ikke mere, hvad der er hvad. Og partifarverne skifter, partierne går sammen, partierne går fra hinanden, der kommer flere partier til, og man ved ikke, hvad man skal stemme på. Imidlertid kom de ungdomsoprørere lidt efter lidt til skelsår og -alder, og så skulle de til at være lærere, på de nye præmisser. Og så opdagede jo mange af dem, at det faktisk ikke var så godt,

f.eks. med den medindflydelse i de styrende organer, hvor der kom 50% lærere, 25% elever og 25% ”TAP’er”, teknisk-administrativt personale. Det kan man nu se, at det er vanskeligt at leve med. Disse ’45-folk sidder nu i lærerstillingerne, og det er mærkelige er sket, at disse folk finder sig selv med en undren i det, der hedder ”establishment”. Det, der hedder, at de sidder velbjergede i visse stillinger – de af dem, der har stillinger - og de ser med en vis forundring på det, der sker foran dem,

fordi tiden løber fra dem. Tiden løber fra deres generation. Det er ligesom de har en fornemmelse af, disse folk, at de er blevet bedraget lige fra starten. Og det er jo også rigtigt. Vi blev, selvom jeg jo er ældre, så var jeg ung i ’45, og vi blev bedraget. Mange af disse folk taler mere eller mindre sarkastisk om,

at det er da godt, de har førpensioneringen. Men det er måske mere end en sarkasme. Det er måske et fortvivlet forsøg på at gøre en grimasse af sig selv og sige, hvad er det for en illusion, vi er kommet ind i, hvad er det for et bedrag. Jeg har en søn. Han er netop født der i ’46, og nu sidder han som magister i dansk litteratur og har fået Universitetets guldmedalje for en afhandling, og nu sidder han og skriver på et tobindsværk på 800 sider om danskfagets didaktik. Didaktik, det er fremmedord for pædagogik, for at bruge det nærmest liggende fremmedord på dansk. Og han sidder, efter at have beskæftiget sig med dansk litteratur fra…, på gammeldags vis,

under de gammeldags borgerlige professorer, Sven Møller Kristensen og Billeskov-Jansen. På den gammeldags, borgerlige måde har han siddet og herset med bøger og sat sig ind i lidt mere end den samlede litteratur. Han er kommet temmelig langt ud i krogene, så han også er begyndt at interessere sig for det, man kalder triviallitteratur. Og…, lige til Storm Petersen. Men også Alt for damerne og den slags ting. Læserbreve i BT og Ekstra Bladet. Alt indgår i en litterær, stor, sammenkogt ret.

Og hvad der er kommet ud af den stakkels mand? Jo, han har fået nippet temmelig kraftigt til marxismen, og ud fra så, en marxistisk betragtning, der er han gået i gang igen med sin litterære ballast. Hele det store litterære bibliotek er blevet underkastet en ny analyse, diagnose, ud fra et marxistisk, såkaldt marxistisk, grundlag. Og der glider han så, umærkeligt, da han skal til at begynde at undervise, han bliver ansat på Odense Universitet, og der begynder han så at undervise, og så går det op for ham, at dette menneskemateriale, der sidder over for ham, alle disse unge, de skal begynde at lære dansk litteratur.

Hvor skal han begynde? Det fører så til sjælekvaler, og det fører til, at han bliver nødt til at sige til sig selv, jamen, hvad er det for et menneskemateriale, jeg sidder over for og skal tale til? Hvem er det, der skal læse disse tekster? Før vi ved det, kan vi ikke sige, hvilke tekster de skal læse. Og han bliver mere og mere fortvivlet, og så begynder han at søge et legatstipendiat. Så får han tre års stipendium til at forske.

Og under disse tre forskningsår beskæftiger han sig udelukkende med det didaktiske, det pædagogiske. Hvad skal vi stille op med, med… den måde, vi fremstiller tingene på. Der har han kun én nøgle, og det er - det hviler i det ene ord - marxisme. Og I kan få en prøve på, hvordan han…, han går så, i sine studier går han rundt til andre læreanstalter. Det han beskæftiger sig med det er gymnasieundervisningen.

Så går han rundt. Får lov til at komme ind på andre gymnasier. Eller rettere sagt på gymnasier, fordi han underviser jo på universitetet, disse folk som skal være gymnasielærere. Så kommer han rundt til gymnasier og får lov til at tale med de forskellige lærere. Nogle af dem afviser, at han må komme ind og høre på - eller tage del. Og nogle steder får han lov til at høre på,

men da han kommer med sin båndoptager, så bliver de ret så forskrækkede, både lærerne og eleverne. Da han kommer og forsøger at tage del i det og give sin mening tilkende eller spørge, for eksempel stille spørgsmål, stadigvæk med denne forbandede båndoptager, så bliver der endnu større forvirring. Han skriver her, efter at have gået rundt og undersøgt så og så mange steder, så og så mange mennesker, er det muligt at generalisere og kombinere de oplysninger, som er fremkommet om eleverne på, i hvert fald, følgende fem områder. For det første: Rekruttering i henseende til sociale, geografiske,

kønsmæssige, familiemæssige og andre forhold. For det andet: Normer og holdningsstrukturer, herunder selvestimering og selvstabilitet, holdning til skolen

og en række aspekter vedrørende danskundervisningen og tekstlæsningen. For det tredje: Kammeratskabsstruktur. For det fjerde: Fritidsaktiviteter, herunder kulturforbrug og fritidslæsning i aviser, blade og bøger. For det femte: Læsemåder i praksis, såvel i klassesituationen som skriftligt. Herunder metoder, perspektivering, referenceramme og sprogkode.

Sprogkode ikke mindst. Her har han så, dette materiale, skriver han så, ligger som nævnt og venter på en nærmere gennemarbejdning, som vil udpege de mest relevante analysefelter og problemstillinger. Så overgiver han hele det materiale, han har fået ind, altså alle disse bånd, de bliver så afskrevet, og så bliver de overgivet til en hel masse sekretærer. Disse sekretærer sidder og piller ud, efter et system han har anlagt, oplysninger til at indgive i en datamaskine.

De skal altså i et edb-behandles, og hvad der så kommer ud af det, det skal jeg læse. Dette her jeg sidder og læser op af, det er hans synopsis, altså hans skitseforslag til hele det store projekt, og det vil jo, antagelig, vare flere år, før han kommer igennem alt dette her. Alle disse mennesker, der er sat i sving for at finde ud af det menneskemateriales - hvad skal man sige - indre struktur, åndelige og sociale struktur, som gymnasielærerne kommer til at sidde overfor. Han graver sig altså længere og længere ned i pædagogikken, i stedet for at læse mere og mere litteratur. Han har jo ret i, at det at læse litteratur, det er jo ikke blot at sidde og læse op af en bog, det er at læse med omtanke. Og den omtanke kan være mere og mere udviklet, det vil sige i hans tilfælde betinget af sociale faktorer og herkomst og køn osv. osv.

Al den herkomst der indgår i et marxistisk billede af den enkelte person. Her sidder han midt i et arbejde, der skal på datamaskiner, hvor han har sat en masse datafolk og sekretærer i gang. Og det underlige ved det, det er det, at det problem, han sidder og arbejder med, det har jeg, i al beskedenhed, i disse to måneder siddet og arbejdet med ud fra min intuition. Det kan I godt se. Det, jeg har forsøgt at gøre og trænge ind i jeres verden via, ikke via udspørgen om, hvem I er, og hvem I er gift med, hvor I kommer fra, hvor mange penge I tjener, hvad I ryger osv. osv.,

men altså simpelthen ud fra de billeder, I har vist mig. Der har jeg forsøgt at komme ind til jeres stilling i den kunsthistorie, som jeg her betragter ikke ud fra et marxistisk synspunkt, men en kunsthistorie, som jeg betragter som rent historisk i gammeldags, klassisk rationel, forstand. Dvs. den kunsthistorie der kan læses, hvor man kan gå hen i bøger og slå op. Eller den kunsthistorie, som jeg kan give vidnesbyrd om, i kraft af, at jeg har været sammen med den og den person, som jeg har hørt sige sådan og sådan. Der er de to måder. Det, man kan verificere ved at slå op i bøger og sige, ”I kan læse der og der om den og den”, og det, jeg så kan give som indslag af personlig opfattelse. Som I sikkert har lagt mærke til,

forsøger jeg, så meget som muligt, ikke at skelne mellem jer, men holde mig til det billedmateriale, I forelægger mig. Jeg forsøger ikke at udspørge jer, særlig ikke om private forhold. Jeg forsøger ikke at læse om private forhold ud af billederne og så diskutere om disse private forhold med jer. Naturligvis havde vi også brug for, i vores institution,

En psykolog. Og vi har brug for en trænet politiker. En marxist. Men hele den institution, som vi har skitseret, den står og mangler lærere, står og mangler kapaciteter. Og så mangler der i øvrigt alle mulige faciliteter herinde på det gamle slot.

Derfor er mange af tingene – og hele min undervisning er jo - på sin vis - en abstraktion. Men der er dog noget reelt materiale, og det er jeres billeder. Derfor gik jeg lige med det samme i gang med at foranstalte en udstilling, og ud fra den tog vi så nogle ting

og begyndte at arbejde. Da jeg gik herinde, og jeg tænker tilbage der i 30'erne, der så Akademiet jo anderledes ud. Det var de samme lokaler, som jeg gik i og professoren var lidt bedre klædt, han havde sølvknappet stok, men han forsøgte, nogenlunde, at gøre det samme som det, jeg gør. Men der var alligevel en forskel, for vi havde obligatoriske fag. Fagstrukturen var en anden, og denne struktur er jo gået fuldstændig i opløsning. Se, vi havde ugentlige to lektioner i kunsthistorie af en professor ovre i foredragssalen.

Der var ansat en professor, Vilhelm Wanscher, som var kendt for, at han var en strålende ekspert, og han var en strålende fortæller, udi renæssancen og barokkunsten. Og heraf kom nok min interesse, for jeg var meget, meget interesseret i det, han talte om, og jeg begyndte at læse hans bøger. Efter jeg gik ud af Akademiet,

der sneg jeg mig ind til foredragssalen derovre ved siden af biblioteket og så på hans lysbilleder og hørte hans foredrag mange, mange år efter. Så havde vi farvelære ved en mand, der hed Peder Hald, og jeg ser netop i dag, at hans farvelære, som er den eneste farvelære, som eksisterede på den tid, den handler både om æstetiske og fysiske principper, og den er lige udkommet igen i – står der - en revideret udgave. Og den kan I ganske roligt købe. Jeg har haft mit eksemplar, jeg har slidt fem-seks eksemplarer op, og det sidste har jeg købt antikvarisk. Peder Hald: Farvelære. Mange af hans bøger, som indgik - han havde et stort bibliotek med meget faglitteratur, og da han døde, smed man alle disse bøger ud i Akademiets gård, de skulle køres væk. Og en del af disse bøger står herinde i vores skoles bibliotek, for de blev samlet op af skraldekasserne af mig, og der er mange interessante, særlig bøger på tysk, som slet ikke er til at få nogle steder.

Så, foruden farvelæren, så havde vi perspektiv, centralperspektiv, og skulle udføre tegninger, havde det udvidede perspektiv med skyggetegning og den slags ting. Og så havde vi projektionstegning sideløbende, derefter havde vi kompositionslære, hvor vi gennemgik klassiske, særlig barok-, kompositioner. Så havde vi nøgen model, og det havde vi fra klokken ni om morgenen præcis, ikke sandt. Det var ikke noget med klokken halv ti–ti. Det var, klokken ni præcis stod modellen nøgen på piedestalen, og så blev der arbejdet med fem minutters eller ti minutters stillinger, efter et ur, indtil klokken tolv.

Så var der frokostpause. Om eftermiddagen var der disse faglige kurser, så hele ugen var besat, også lørdagen. Så var der, fra 4 til 6 var der model igen, så var der en halv times pause, og så fra 7 til 9 var der model igen, og når vi var meget ihærdige, kunne vi få lov til at tegne model fra 9 til 11 om aftenen. Og der var ingen pause mellem klokken 9 og klokken 9 altså. Så blev der givet undervisning i nature morte, og så blev der givet undervisning, specialundervisning, én gang om ugen om eftermiddagen i anatomi. Menneskets anatomi med tegning på store plancher i hel figur af muskelmænd og skeletter. Så blev der stillet bundne opgaver til os, og der blev for eksempel stillet en opgave, vi kunne stå der om sommeren og arbejde i de samme lokaler,

og der blev stillet model til rådighed, sådan at vi, i seks uger, fik en bunden opgave inden for den græske eller den græske…, den nordiske mytologi med en eller flere, som der stod ”nøgne figurer i ikke under halv naturlig størrelse”. Der blev så udgivet - eller der blev ikke udgivet, men der var sat en præmie, og der stod vi og sled i det i sommervarmen. Så var der dernæst guldmedaljeopgaver, og der konkurrerede man til den lille og store guldmedalje. Jeg har deltaget selv, to gange, uden naturligvis at få præmie.

Men der var lagt et stort grundigt skema for os alle sammen, og derefter havde vi os at rette. Alt dette er jo gået i opløsning. Billedskolerne er skilt ud. ”De skjønne kunster”, som omfattede arkitekturen og freskomaleri osv., det er nu skilt ud, og det er delt. Akademiet er delt. Arkitekterne er gået til sig, det er udvidet kolossalt,

arkitektstudiet, og der er ingen sammenhæng mellem billedkunstskolerne og arkitekturstudiet, hvilket jo er en fuldstændig tåbelighed. Men sådan er det gået. Og hvad har vi så fået? Ja, så har vi fået ved én professors visioner, det var Egill Jacobsen. Han havde store visioner om, at man skulle omstrukturere akademiet. En ny struktur var ønskelig, og han må have følt dette ungdomsoprør komme ind over sine skuldre. Så for at komme det i forkøbet, så har han altså tænkt, vi må have en ordning, sådan at medbestemmelsen bliver indført, og så må vi se at få rede på eleverne, lige fra starten. Vi må lave en første del. Det var så hans kongstanke, at han ville lave en førstedel, der skulle være i to år.

Der skulle eleverne så komme udefra, mere eller mindre med arbejder, men der blev ikke mere krævet bundne arbejder, perspektiver, projektion, og skulptur, græsk skulptur tegninger i kul, som var signeret af den pågældende lærer. Disse lærere, de fik mindre og mindre betydning. Disse lærere, der sad på Glyptoteket og lærte folk op, til at komme ind. Selve processen – at komme ind på Akademiet – blev mere og mere individuelt præget

af, af professorerne præget skøn, over om vedkommende havde talent eller ikke talent, hvad det så end er for noget. Der blev krævet mindre og mindre materiale, og jeg har ikke fulgt det på nærmere hold. [Knas på båndet.] Men, så har jeg været med til at sidde i undervisningsrådet og der har jeg været med til at søge at formulere, hvad der skulle ske på denne førstedel. Det snublede altså i starten, og Egill Jacobsen syntes, at arbejdspresset blev alt for stort. Han havde jo sin egen normalskole, og så skulle han altså også være professor for førstedelens toårige undervisning. Det var jo et alt for stort arbejdspres, og gennem ministeriet kunne man ikke få en professor normeret til førstedelen. Der er jo aldrig kommet nogen professor, og derfor står det så sløjt til.

Så kører man på det, man kalder hjælpeprofessorer, eller professorer udefra, eller hvad man nu kalder dem, og de kommer så ind og gør, hvad de kan. Men der mangler et program. Det program, der mangler, det søgte jeg at være med til at udforme i undervisningsrådet.

Men jeg kunne ikke få indført en båndoptagelse, og jeg kunne ikke få indført referater ud over det, direktør Schwalbe kalder beslutningsreferater. Han sad så og besluttede sammen med sin ”sekretrice”, efter vores møder, hvad referatet gik ud på, og jeg har aldrig set noget nedskrevet referat af noget af det der. Det kom, så vidt jeg ved, aldrig til Fagrådets kundskab, det jeg sad og prædikede for dem. Det hovedpunkt, jeg havde, det var det, at jeg mente, man skulle lave en undervisning på førstedelen, der motiverede eleven til at komme ind hos én af de tre ”normalprofessorer” på malerskolerne og de to billedhuggerprofessorer.

Man skulle se på, hvad kan disse mennesker, hvilken egenart har disse professorer. Hvad kan de, kunstnerisk? For man kan jo ikke alt, vel? Man kan jo hurtigt blive enige om, at den ene arbejder abstrakt, og den anden arbejder surrealistisk. Og det er jo ikke sikkert, at de kan begge dele. Eller naturalistisk, eller… osv. Jeg mente, at man skulle motivere eleven i to år til at gå ind hos den professor, som faktisk var valgt til at være professor og skulle modtage eleven, sådan at han kunne umiddelbart gå videre med sin egentlige undervisning, altså sit eget grundsyn i kunsten.

Det kom aldrig til at blive virkelighed, og derfor sidder vi i den misere, vi sidder i idag, og derfor ser undervisningen sådan ud, at jeg kan ikke undervise i det, jeg inderst inde mener, er det, som jeg skulle undervise jer i. Jeg må undervise ud fra jeres standpunkt, og det har jeg så også gjort. Man er tvunget til ét af to. Enten kan man tage en gammeldags mesterlære,

som vi, i outreret form, synes jeg, har set det hos Fernand Léger. Og, så kan, denne mester skulle så, meget ønskeligt, arbejde side om side med eleverne. Men det er jo ikke særlig moderne lige for øjeblikket. Den anden form for undervisning, det var at man kunne tage udgangspunkt i elevernes arbejde. Det er det, vi har gjort. Og dette kræver fremlægning af materiale.

Se, der må man altså kræve noget af eleverne. Man må kræve, at de kommer med massevis af materiale. Uafhængigt af om de har evner eller ej, må man se på dette materiale, og så må man gøre, så godt man kan, se at få, se og få… en slags analyser, se at få bygget noget op omkring det, sådan at man får eleven til en slags høringer, hvor man indleder en dialog. Man forsøger at få eleven til at tale om, hvad han har på hjertet,

og det er meget svært, det er meget svært. Men jeg synes, det på en vis måde er lykkedes i de her to måneder, for os, at komme hinanden ind på livet, på en måde, så vi ikke har stået over for de store neurotiske kriser. Når der er så mange individualiteter, der står i så små rum, med hver sine problemer og, måske ikke så godt kan tale, den ene med den anden, fordi de måske helst vil være i deres egen tankegang. Der er nogle, der gerne vil spille musik, der er nogle, der ikke ønsker musik. Der er nogle, der gerne vil høre et bånd med tale på, og der er nogle, der ikke ønsker det. Så synes jeg, at det er gået forbavsende godt, og jeg synes, der er kommet mange, mange billeder ud af det, som er værd at lægge mærke til, fordi de har det, jeg hele tiden havde håbet, en indre glød, en indre kraft, og I har forstået -mig - på den måde, at det er ikke for mig et spørgsmål om at lære fra mig, og lave trekanter og firkanter.

Det er for hvert eneste billede, jeg selv laver, der er det et problem for mig, hvordan jeg skal gøre, hvordan jeg skal gribe sagen an. Og det må det også være for jer. Sådan må det være med kunst. Jeg synes, der er kommet mange, værdifulde ting, og jeg synes, I har altså den glød, som jeg har forsøgt at tale om, når jeg har forsøgt at svinge mig op til mere filosofiske højder. [Der høres skrat, måske fra papir.] Vi har forsøgt sidste gang - og der fik jeg svenskerne i tale - det må jo være svært for disse svenskere, der sidder der og måske ikke kan forstå,

og det kan Marja måske heller ikke fuldstændig, og Roy, han kan måske heller ikke forstå, hvad det er jeg siger. Og derfor vil vi nu sige til os selv, at alle disse bånd, vi har indspillet, alle disse bånd, dem vil vi nu, successivt, pø om pø, få afskrevet af Nanna, og så vil vi polykopiere dem, sådan at vi hver får et sæt. Og så foreslår jeg, at vi - ikke hver gang selvfølgelig når vi er sammen, men af og til - det tilrettelægger vi på en måde, så vi har båndafskriftsmøde. Sådan at vi kan gennemlæse, hvad der står, og så kan vi komme med kommentarer, og så kan vi muligvis se, at der er mange,

mange flere sidespring og referencer, man kan drage af det, jeg har sagt. Man kan komme til at drage mange fodnoter med litterære henvisninger, for eksempel. Og henvisninger til andre kunstnere, som man kan tage op, og så kan man udvikle en slags kunstbog på en måde. Kunst - jeg kan ikke lide ordet pædagogik men for at bruge min søns - didaktik, kan man sige. Man kan udlede en billedkunstens didaktik. Den kan vi bruge i det daglige,

sådan at vi tager den, vi læser igennem, og siger, hov, der talte Morten om den og den kunstner, og så gælder det om at komme ind og få slået op i en kunsthistorie og læse igennem, hvad denne kunstner har sagt, hvor han arbejdede, og hvordan det gik for sig. Jeg vil på den måde søge at få lavet en redigering, ikke sandt.

Jeg har fortalt jer, at man ikke kan bruge disse afskrifter direkte. Man kan bruge dem som referencemetode, referencemiddel. Sådan at man kan sige, det blev der, faktisk, sagt, men hvad var det, manden mente. Og hvorfor sagde han ikke det og det? Han kunne have vedføjet det og det, osv. Og på den måde komme ind til at lave en dialog os imellem. Det er det, det skal gå ud på, at bruge disse båndafskrifter til at lave en dialog. Ja. Derudover...

på denne måde, på denne måde kan vi afslutte vores første kapitel af vores samvær, sådan at vi har noget at se frem til, når vi mødes igen i januar. I januar tager vi så fat på dette her, og så vil jeg tage fat på én måde til. Jeg vil tage fat på en undervisning, som er direkte, mere intensiv og mere personlig over for den enkelte. [Pause i optagelsen.] …. på den måde, at jeg går rundt der, hvor I står, så vi ikke gør det, som vi har gjort det her nogle gange,

tager nogle billeder ind og sidder et samlet stort kollegium og ser på det, den enkelte har lavet. Det kan være en lille smule generende for den enkelte at blive fremstillet som sådan et, en delinkvent for hele forsamlingen. Det kan være, at han vil helst have sit billede i fred. Og derfor vil jeg gå mere intimt til værks, søge ind til den enkeltes lille sted, hvor han står på sine kvadratmeter, og der vil jeg så forsøge at indlede, uden båndoptagelse af nogen art, men simpelthen en lille stilfærdig dialog, hvor vi så kan komme de specielle problemer, han arbejder med eller hun arbejder med, ind på livet.

De to ting vil jeg altså foretage mig - eller foreslå. Så vil jeg foreslå jer at komme med forslag til undervisningens forløb, og jeg er selvfølgelig altid meget lydhør. Jeg vil gerne høre, om I har specielle ønsker, indenfor for eksempel - jeg kunne forestille mig, at der var en lille gruppe nu, jer der arbejder med økologiske problemer,

med jeres atomenergi og økologi, at I ville have en speciel, en speciel ”seance”, hvor vi alle sammen deltog i en slags møde om disse problemer. Jeg kunne tænke mig, at svenskerne ville foreslå en fordybelse i den svenske intimkunst. Og… ja. Jeg vil give ordet til jer, fordi I må føle, at I har medbestemmelse. Og jeg synes nok, at I har 50% oppe hos mig.

Når vi mødes, så tænk på... Jeg har fået disse ting fra Tesch, der, jeg er i fuld gang med at læse bogen af Grof om disse LSD-problemer. Og det er en meget, meget interessant bog, men naturligvis en bog, som ligger i yderkanten af, hvad vi beskæftiger os med. Fordi det øjeblik vi skulle beskæftige os med et så spidsfindigt område som psykoterapi og psykopatologi, så vil det kræve, at vi har en psykiater deroppe at trække på. Og der må jeg altså igen – jeg kan læse bogen, så vidt det er mig muligt, og så kan jeg se, om jeg kan passe den ind, en eller anden gang i begyndelsen af januar.

Så vil jeg opfordre jer til, hvis I har grammofonplader at tage med ind. Jeg vil opfordre jer til at sidde nu i den tid, der kommer, at indtale på jeres egne båndoptagere jeres refleksioner, jeres tanker om, hvad vi skulle foretage os. Sådan at… [Hyletone i båndoptageren.] I næste uge har vi fået Paul Hartmann til at holde et foredrag om noget han er særlig inde i, i kraft af personlige venskab med flere af de kunstnere, der ligger en generation foran min. Hartmann kom sammen med Svend Johansen og Helge Refn og mange af disse folk der, og han kom sammen med P.H. Han har sat sig ind i Giersings liv og tænkemåde.

Og han vil holde et foredrag om hele den gruppe der, Giersing, Scharff, antagelig nævner han Weie. Det skal jeg have sagt til ham, Weie og Lundstrøm. Svend Johansen. Det vil han så gøre, i næste uge. Og så vil jeg ønske jer alt godt, og så vil jeg sige jer tak, fordi I har arbejdet så ihærdigt, og at det hele på skolen er gået så gnidningsløst. Jeg ser, med ro, frem til næste år. Jeg tror, vi skal få noget godt ud af det.

Og jeg skal i hvert fald gøre mit til, at det skal blive et indholdsrigt halvår. God arbejdslyst vil jeg ønske jer, og så ses vi igen i januar. Kan I have det godt! [En stump musik høres på båndet.]