Bånd 15

Jo, den siger faktisk noget, den siger måske for meget. Vi sidder altså her i solskinsvejret, og det er i dag, det kan du se, ikke…. [Elev] den 21. [Mortensen] Den 21. i? [Elev] 5. [Mortensen] I 5. 1900 og…. [Elev] 74. [Mortensen] 74.

Og vi er kommet sammen her, for at sidde og hygge os og slappe lidt af efter et hårdt arbejdsår. Og nu har vi hængt vores udstilling op, og nu venter vi meget på, hvad folk vil sige. Til stede er Anette og Thomas, jeg tager jer i rækkefølge.

Ebbe. Altså... [Eleverne siger hver især deres navne, Mortensen gentager dem] Torben Ebbesen. Tytte. Ole.

Søren. Susanne. [Mortensen] Susanne. Og Charlotte ligger inde i sengen, og Claus sidder og læser om skibstyper. Ikke. Så vi har det jo i og for sig storartet. Vi skulle snakke lidt om, hvad vi skal foretage os til næste år, ikke.

Og der har Anette været inde på, at vi skulle beskæftige os med farver, specielt. Og det synes jeg er en udmærket idé, og når vi nu har sat os lidt ind i tingene, så…. Men der er noget, som står på programmet, synes jeg, for os alle sammen. Og det er dagens kulturelle situation.

Vi har været inde på det under hele rejsen at finde ud af det budskab, vi gerne vil bringe ud til folk. Og vi har fundet ud af, at det er et ældgammelt budskab, som i alt fald nedstammer fra humanismen. Og det er altså det humanistiske budskab, vi stadigvæk arbejder videre på.

Vi har hørt om, at vores store forgængere Malevich arbejdede med sin suprematisme, med sensitiviteten, og vi har fundet ud af at Kandinsky arbejdede med det, han kaldte den indre nødvendigheds princip. Og hvis nu vi havde været her alle sammen, så havde vi også haft en med – Meltofte - som har beskæftiget sig med Rudolf Steiner og Rudolf Steiners budskab om den åndelige videnskab, som han kalder den. Så har vi Mondrian, som udformede sit budskab ved hjælp af sin viden om den hemmelige geometri, som vi først i vores århundrede har fået at vide noget om igen ved hjælp af studier, særligt Trondhjem Domkirke, hvor en begavet arkitekt skulle lave en ombygning.

Og denne her ombygning førte ham ind på sporet af, at denne Trondhjem Domkirke var opbygget efter ganske bestemte moduler, og han kunne til sidst påvise, at man havde flyttet vinduer, og man havde regeret med dette her bygningsværk, man havde bygget til, og man havde skåret huller i den, osv. Og da han så var kommet så langt, så rejste han ud til hele Europa

og begyndte at se på domkirker. Og han kom naturligvis til Köln og til Milano og så altså på alle de, Chartres, og så på alle de store gotiske kirker. Og så bevistes det altså, at der var en hemmelig geometri bag alle disse bygningsværker. Det kunne man jo i og for sig have sagt sig selv, men nu fik man rigtig viden om disse ting, og vi ved, at Charles Bouleau, som vi har stående inde på reolen, og som vi har talt om, ud fra disse teorier har gennemført en hel del analyser, billedanalyser, særligt af barokkens kunst, men også helt op til Mondrian. Og vi ved, at Tons Brunés, som du har været inde på Ebbe [Torben Ebbesen], har skrevet 2 bind om dette fænomen. Vi har så disse gevaldige mennesker stående, og det er nu op til os at føre budskabet videre.

Vi ved, at de er gået bort. Vi ved også, at nogen af dem standsede i deres arbejde og ikke kunne komme videre. Vi ved Malevich ikke kunne komme videre med sit hvide og sit sorte kvadrat, og vi har så haft søgeren fremme for at få et middel til at komme udover det stadium, hvor man ikke kan komme videre med det, vi kalder den genstandsløse kunst. Vi har talt meget om at få fat i et sprog, og vi er så blevet opmærksomme på, at videnskabsmænd har siddet og arbejdet med synspsykologi. Vi har haft vores store Edgar Rubin her i Danmark, og vi har haft Jørgen Jørgensen, hans samtidige på universitetet, og disse 2 har jeg lært mig allerede i 30’erne, og vi har Max Wertheimer og vi har Schumann med sin mærkelige figur, og vi har en hel række af disse gestaltpsykologer, som på deres måde kan give os en vejledning til at forstå form og også forstå farve, fordi de også har beskæftiget sig med farve, og de har også beskæftiget sig med det, man kalder det taktile,

altså med det stoflige, blødt og hårdt, osv. [Der høres lyden af fuglesang.] Det, vi har været igennem i år, munder altså ud i, at vi ikke står hjælpeløse i en situation, som er utålelig, som den var det for Malevich. Kandinsky mærkede det ikke så meget, for han begyndte først, da han var 42, ikke, og arbejdede så til han var 79, men hans arbejde var ikke så præget af fortvivlelse som Malevich’. Vi, mener jeg, har ved dette års arbejde fået en hel del mellem hænderne, sådan vi ikke står hjælpeløse, og vi skulle have mulighed for at udvikle et sprog, vores sprog, til at kunne meddele dette budskab, som jeg mener er vores pligt som åndsarbejdere.

Der er mange andre kunstretninger fremme i øjeblikket, og det kunne vi godt tage en diskussion om. Der er altså den fotografiske realisme, der er, der er altså resten af Cobra, ikke, men det vi har beskæftiget med, i alt fald, det er den genstandsløse kunst, som jeg ser på den efter disse 40 år. Nu laver jeg selv en udstilling i Roskilde her i næste måned, og det bliver en lille separatudstilling, hvor jeg vil koncentrere mig om de ting, jeg har været igennem de sidste år og forrige år for at holde revy…. Det bliver altså mit 40-års jubilæum, jeg startede jo på kunst og havde min første udstilling i 1933

med ”Det Blå Rum”, det kubistiske billede. Og det næste år, i ’32 eller ’33, der lavede jeg ”Den Grønne Firkant”, som betegnes som det eneste suprematistiske billede. Jeg havde altså læst Malevich’ bog på det tidspunkt, og var blevet grebet af hans tanker. Og jeg lavede en hel række tegninger, som jeg har fundet frem, og så havde jeg lavet det billede.

Og så kom der surrealismen, så kom der altså andre ting, som chokerede mig, og som interesserede mig. Og så kom der krigene. Og nu står jeg så fyrretyve år efter ved det samme punkt, men måske - håber jeg - hanefjed længere, end jeg var for fyrretyve år siden. Der er nu ingen tvivl om,

at vi er ved det, vi kaldte for en korsvej. Vi skal nu give kunsten videre. Nu skal I tage tingene op. Det er jer, der skal frem nu. Og så mødes vi nok om 40 år. Et eller andet sted. Enten i helvede eller i himlen, og så kan vi jo sludre videre, ikke? [Eleverne griner.] For ligesom Rudolf Steiner tror jeg på reinkarnation, og jeg er ganske overbevist om, at alle vores katte, der går her, det er jo Kandinsky og Klee og dem alle sammen, ikke. Det er der ikke spor tvivl om.

Så vi får nok tid til at snakke sammen. I Danmark er kunstsituationen meget forvirret, ligesom situationen er forvirret på det politiske, er den også forvirret på det, man mere specifikt kalder det åndelige område. Man taler meget og ofte om det rent materielle, altså at kunstneren skal understøttes osv., osv. Og selv en begavet mand som Niels Viggo Bentzon,

havde en artikel i går, jeg tror, det var i Politiken, hvor han beklager sig over besværet med at skaffe til sig føden for billedkunstneren. Der var også en anden, som var inde på de samme tanker, her i de sidste par dage. Og så er der Billedkunstnernes Blad, som væsentligt beskæftiger sig med den økonomiske side af tilværelsen. Og den er også meget vigtig. Vi må have et økonomisk grundlag for vores eksistens. Men samtidig må vi ikke glemme, at

det vi skal give befolkningen og hele omverdenen, fordi i dag er det jo ikke et spørgsmål om Paris, eller London, eller New York, eller Zürich, eller München, eller Berlin, men det er simpelthen hele verden.

Det sprog, vi har, det er endnu mere internationalt end musikken, end selve musikken. Musikken er endnu mere præget af den stedlige… tradition og…, og fremstillingsmåde, end det genstandsløse billedsprog inden for skulptur og maleri. Vi har altså et middel i hænde, så vi kan komme til at tale med en kineser eller en japaner og en rødhud eller en sort mand. Og det er en forpligtelse, som Nørgaard, musikeren, var inde på.

Det er en forpligtelse overfor vore oplevelser, det er en åndelig, en intellektuel forpligtelse vi har at være tro mod de fantasier, som Tatlin talte om, hans utopier og de drømme, vi har. Vort følelsesliv, og følelse for os selv og vores følelse for andre mennesker. Og…. Ja, vi må for det pekuniære ikke glemme, at det drejer sig om et udtryk for vort åndelige liv, og at vi har en forpligtelse over for os selv og over for omverdenen at varetage disse ting på den bedst mulige måde. Det kunne jo lyde meget selvfølgeligt alt sammen, men jeg tror, der er grund til, at det bliver taget op og bliver sagt på det, man kalder rette sted, for situationen i Danmark bliver mere og mere mærkværdig. Vi har haft Bomholt, som indførte Kunstfonden, og netop i disse dage ser vi en stor ophængning af de sidste 3 års indkøb,

og det drejer sig om 900 sager fra 3 år. [Udstillingen fandt sted på Nordjyllands Kunstmuseum.] Når man tænker på, at det altså for penge har kunnet lade sig gøre, at 3 begavede mennesker har kunnet indkøbe 900, det er næsten et billede om dagen, i et Danmark, hvor befolkningen er under 5 millioner, så er det et sundhedstegn. Det er et tegn på, at der er en kulturel aktivitet her i landet, som fortjener at blive kendt ud over verden. Så spørger Gunnar Jespersen i Berlingeren, hvad skal man nu gøre med disse 900 værker? Og Bertel Engelstoft skriver i Politiken, at nu skal de deles ud til arbejdspladser og osv. Jeg vil gerne vide, hvor disse arbejdspladser er? Om man i fuld alvor vil hænge abstrakt kunst op?

Det være sig i en kantine, hvor man skal spise medisterpølse og koncentrere sig om det. Eller det vil være sig på en systue i Herning, hvor man sidder og får nålen gennem fingeren for at se på et abstrakt maleri. Altså, hvor skal man gøre af alle disse billeder? Og de vil jo hobe sig op i de kommende år, hvis udviklingen kommer til at fortsætte på den måde. Og udviklingen skulle jo helst fortsætte endnu hurtigere. Der er ingen grund til at tro, at man kunne have købt det dobbelte ind, hvis man havde haft råd til det. Og hvor skal det hen? Så er vi jo inde på at tale om, at vi må have institutioner.

Og det er givet, for mig, at Danmark må have institutioner til sit kunstliv. [Der høres lyden af barnegråd.] Og her tænker jeg særlig på billedkunsten i, i vores tilfælde. Ja, vi kan høre, at vores lille, lille nye medlem, som jeg ikke fik nævnt før.

Men jeg tror ikke, hun er døbt, vel? [Elev] Hun hedder Pernille. [Mortensen] Hun hedder Pernille. Hun klager sig over, at hun ikke får sin mælk. Og det må vi bøje os for. [Optagelsen afbrydes.] Vi forsøger at gå videre. Ja, vi var inde på det med institutioner.

Når vi ser rundt om i verden, så lægger vi mærke til, at kunstlivet, altså i vor periode, at kunstlivet har været understøttet i visse lande af institutioner, altså af pengefolk, for jeg tænker særlig på den amerikanske kunst. Den amerikanske kunst er understøttet af storfinansen, af industrien, og har på den måde fået koblet museer og institutioner ind i det kulturelle liv, altså i kontakt med universiteterne over hele landet. Her er sikkert noget at lære, og på den anden side er det noget, man skal være forfærdelig varsom med. Det kan jo ikke nytte noget, vi lader vores kunst lede af Coca-Cola. [Elev] Eller Kristeligt Folkeparti. [Mortensen] Men…. Eller Kristeligt Folkeparti. Men i alt fald har de på den måde fået bygget en ramme op, så de kan invitere folk udefra, og de kan købe ind, de kan købe kunst ind, og de kan få publikum til at se på de ting. Altså, vi kan godt lære noget af det, men på den anden side tror jeg, vi skal gå en helt anden vej, fordi vi står i en anden situation, både kulturelt og økonomisk. Vi har fået det store Ny Carlsbergfond og Carlsbergfond, men der er ingen grund til at tro, at vi får penge fra ØK eller andre steder fra de store koncerner.

Jeg tror, det må skabes af, inden for rammen af, af finansbudgettet, af landets finansbudget, og derfor mener jeg, at man må arbejde for at få et Kulturministerium, som har et selvstændigt budget for sin virksomhed. Og det skal jeg uddybe lidt nærmere om lidt. De institutioner, jeg tænker på, det er altså for det første Kulturministeriet, som naturligvis må stå i midten for dette arbejde.

Derefter er det et museum for det 20. århundredes kunst. Jeg ved godt, at man ikke kan købe Picasso i dag og Juan Gris, og selvom Knud W. Jensen nu vil købe 8 Giacometti, så fylder det jo som en skrædder i helvede. For man kan ikke få folk til at forstå, hvad der er sket i vor tids, vort, vort århundredes kunst, når de aldrig får lov til at se noget. Det kan ikke nytte noget, man har en udstilling af og til, af mere eller mindre sammenbragt herkomst. Man må have et fast museum, en fast samling,

som vi har set de faste samlinger i Italien. Og man kan se, det moderne Tyskland bygger museer op på fuld kraft, særlig interesseret i den tyske ekspressionisme, hvor de henter for dyre penge fra nær og fjern de stumper, Hitler ikke fik brændt. Det moderne Vesttyskland bygger for fuld kraft museer og kunstliv. Vi står her og har et gammelt Statens Museum for Kunst. Så har vi Louisiana, som kører dels med en fast samling, som er meget ukomplet, og dels som kunsthal, og der står vi straks ved et problem.

Danmark ejer ikke som Stockholm en kunsthal. I Stockholm har de Liljevalch, har haft det igennem mindst 50 år. Og den tager sig af kunstlivet udefra og fungerer samtidig som vores Charlottenborg-udstilling, altså tager de store saloner fra Sverige. Vi mangler sådan en kunsthal, og det må vi have i fremtiden. En hal, som f.eks. lå, den, den kan, altså lå i forbindelse med et af de nye universiteter. Landet er jo ikke ret stort, og man kan sagtens komme rundt.

Så mener jeg, man må have et specielt institut for genstandsløs kunst. Og jeg har omtalt det for jer, og vi har været inde på en diskussion, som jeg gerne vil lægge op til lidt her. Ud fra det, vi ser ske i kunstlitteraturen, de bøger, der hober sig op, og de kunstblade, der hober sig op nu, igennem de sidste 2-3 år, med den udvidede viden, vi har fået og får om den sovjetrussiske kunst i begyndelsen af Sovjetunionens historie, og det materiale, der i hele taget ligger

om den genstandsløse kunst, der kan man se disse optryk, der nu finder sted af glemte eller gemte, gemte sager, man nærmest kan sige gemte, de bliver trykt op nu i

serigrafi og litografi, og alt dette materiale kunne et sådant institut tage sig af, hænge op på væggen, reproducere igen, så det kommer ud til folket, og man kunne så danne sig en mening om, hvad det i virkeligheden er,

den europæiske kunst har skabt siden 1910. Det er sådanne institutioner, jeg mener, man skal tænke på og få stablet på benene. Og jeg tror…. Jeg mener Tatlin, han lavede sin cykel som helikopter, og den kunne efter hans mening hoppe 3 meter og i længden 8 meter, så den kunne hjælpe fodgængerne i trafikken. Og det var pudsigt nok netop samme år, som Ellehammer ude på Amager fik en flyvemaskinen til at hoppe 14 meter, ikke.

Vi ved, at suprematisterne og futuristerne ville ud i rummet, de ville køre hurtigt, og de har fået deres ønsker opfyldt til overdådighed. Man kan faktisk gå på månen, hvis man har lyst. Man kan også få disse institutioner, og vi vil få dem. Der er ingen tvivl om, at fjernsynet er uudviklet. Det står ved sin barndom, ikke. Fjernsynet mangler sin Charlie Chaplin og sin Buster Keaton, ikke. Fjernsynet og farvefjernsynet mangler frygtelige futurister, som kan male, male stuen rød og gul og grøn, ikke sandt. Jeg mener, det…, der mangler altså en farvens Tjajkovskij eller Beethoven eller Charlie Parker,

eller hvad man nu kan forestille sig, ikke. Jeg tror, det er ved begyndelsen. Og I står der med et middel i hænde, som begynder med penslen og et lille stykke lærred, men som meget, meget hurtigt fra det lille stykke lærred, som er et udmærket instrument - violinen har været i brug i, jeg ved ikke, hvor mange hundrede år, og den er stadig et udsøgt lille instrument, som kan udtrykke følelseslivet på det mest intime.

Og derfor er der ingen grund til at tro, som nogle af mine kammerater fra pariserårene troede, at det var forbi med dette staffelimaleri. Det står udmærket til med staffeli-, staffelimaleriet. Men det er jo klart, at i den anden hånd har vi farvefjernsynet. Ja. Jeg går tilbage til mit problem med Kulturministeriet. Der mener jeg, at vi skal være uhyre opmærksomme på det,

Knud Jespersen, næh, Gunnar Jespersen, er det Gunnar, ikke? Gunnar Jespersen. Man kommer sgu, man kommer sgu let galt afsted i vore dage, ikke, men altså det er jo Gunnar, der udtaler, at han ikke ved, hvor han skal gøre af alle disse billeder.

Og derfor får han også i overskriften sagt noget nedsættende om den komité, som nu har gjort sit bedste for at købe, hvad de nu syntes var rigtigt. Man bør være opmærksom på den lille, det, man kalder den lille fascisme, ikke, fordi det han lægger – Jespersen - der sår han ufred, og der sår han et korn af, af mistillid, ikke sandt, og der sår han splittelse i, i kunstnernes sind. For det er klart, at der sidder mange kunstnere, som ikke er blevet købt, og som synes, at de skulle være blevet købt. Ikke sandt. Men der sidder også mange, som har haft glæde af det. Og de ved nu ikke, hvor disse billeder skal hænges op, hvad man skal gøre med dem. Og det er måske nogle af de væsentligste billeder, de overhovedet får lavet, der i ungdomsårene bryder det jo igennem. Vi må være på vagt overfor de nedbrydende tendenser, der er rundt omkring i massemedierne

til at miskreditere folk, som gerne vil stable noget på benene. Jeg er meget spændt på at se, hvordan kritikken - hvis der bliver nogen kritik - bliver af vores billeder inde på Charlottenborg. Men jeg er ganske overbevist om, at den går i negativ retning i, og hælder sit hoved til det, at det alt sammen er blevet Morten, ikke - hvad det jo faktisk ikke er. Men det er så nemt at skrive, men det er så svært at lære noget fra sig, og det er så svært at stable noget på benene, som er forståeligt, og som der er mening i, ikke?

Derimod er det meget nemt at latterliggøre tingene, og det har det jo altid været. Lundstrøm var ude for det, og…, og ja, jeg behøver ikke komme nærmere ind på det. Vi må, vi må tænke på, at Danmark står i en situation, hvor det har været muligt at lave en regering, der har indsat ét menneske til at bestride 2 så store firmaer som Justitsministeriet og Kulturministeriet. Det tror jeg ikke noget land kan - vise et menneske med så kæmpemæssig arbejdskraft og talent, at det kan lade sig gøre at gennemføre et stykke arbejde, som er fornuftigt, og som vi kan være tjent med. Derfor mener jeg, at vi må protestere.

På hvilken måde denne protest skal komme til syne, det ved jeg ikke, for jeg besidder altså ikke skrivekunstens nådegave, jeg er ikke nogen skribent, og jeg er ikke nogen politiker, Men jeg kan jo udkaste de idéer, jeg har. Og jeg mener, man må opfordre Nathalie Lind til at gå af. [Optagelsen afbrydes.]

Ja, vi blev afbrudt, men vi kom så langt, at jeg udkastede en tanke, at man skulle opfordre Nathalie Lind til at gå af. Man må naturligvis begrunde det. Man må udforme en skrivelse stilet til rette vedkommende, få den underskrevet af Akademiets folk. Det er jo inden for vores branche, det drejer sig, og kunstnere, som står uden for Akademiet, men altså billedkunstnere. Og så må man udforme nogle punkter, og man må, synes jeg, slå fast,

at dette Kulturministerium skal have et budget, som kan varetage det åndelige liv, som befolkningen har krav på bliver ført af åndsarbejderne, og som hele verden har brug for. Når man læser om, at en professor Kaarsted skal ned og hjælpe et land i Afrika med at udforme en hel forfatning, så er det klart, at åndsarbejderne i Danmark har noget at give ude omkring. Og jeg er overvist om, at vores billedkunst har også noget at sige ude omkring. Alt dette skal lægges til rette af, altså rammerne skal lægges til rette af et ministerium, som har de fornødne midler til rådighed, ligesom Lunatjarskij havde det i 1917. Og vi kan jo udmærket tage Lunatjarskijs problemstilling op, og lade den stå som et eksempel på, hvordan en kulturminister kunne føre

dette kæmpemæssige land frem, og både få de mere konservative kræfter og de progressive kræfter, som ville skabe et nyt åndeligt liv samtidig med den proletariske revolution, sådan at det blev en helhed, at økonomien, at folk fik fabrikkerne og jorden, men samtidig med at de fik et livssyn, så de havde noget at bruge disse midler til. Han er et strålende eksempel, og der har vel nok ikke været andre end ham siden i Europa. Men vores Bomholt med det hvide hår og midterskilningen, som alle jo gjorde sådan nar af, og som blev gjort til grin af vores kunstprofessor Lergaard, fordi han ville oprette Statens Kunstfond, han var jo inde på noget af det rigtige. Og det var hans mening, at denne kunstfond skulle udvides, og den skulle korrigeres -

jeg kan ikke huske, om det var hvert fjerde år eller hvert tredje år. Sådan at den blev bragt op til dato, og det må der et menneske til som har forstand på, hvad det drejer sig om. Så er der disse store hædersgaver, hvor jeg godt kan sige, at jeg selv er indblandet. Og de er blevet henlagt først af Mathiasen, og dernæst har Nathalie Lind, da hun stod over for problemet, nedlagt det i et, et råd, en kommission med Sigurd Wechselmann. Og der tror jeg, der sidder 15 mand, der skal arbejde helt år for at finde ud af,

hvordan man skal uddele et beløb, som er under 2 millioner kroner. Så vidt jeg husker. Altså jeg kan ikke rigtig huske tallene. Men altså der er nogle beløb der, og disse beløb er blevet stablet på benene på grund af, at man i disse kommissioner, disse kulturkommissioner mente, at det var fornuftigt at understøtte kunstnere, som havde gjort et stykke arbejde og vist, at de havde givet noget,

ofte under vanskelige for-, forhold. Og det ser sådan ud for mit eget vedkommende, at jeg har jo ingen pension. Det vil altså sige, at jeg har ret til at sidde til jeg bliver 70 år. Men når jeg går af, så har jeg de samme forhold som Vilhelm Lundstrøm. Han døde, da han var 57, og hans kone og datter sad tilbage uden billeder.

Dem havde han solgt for at leve, og de fik altså ikke en krone. Men så var der en,en minister, jeg ved ikke om det var H.C. Hansen eller hvem det var, der foranstaltede, at hun fik en lotterikollektion. Det vil altså sige, at Danmarks store maler, Lundstrøm,

som vi nu alle sammen kan se, var antagelig den største, vi har haft i den periode der, ikke - den første halvdel af 20. århundrede - han havde de økonomiske forhold, at han levede af 10 venner, som gav 1000 kr. hver. Så havde han en 10-12.000 til at leve med kone og barn i Sydfrankrig, og der lavede han sine billeder, og så fik disse mennesker et billede hver om året. Da han så døde, så sad hans kone der, og hun fik lotterikollektion.

Der ville ske mig akkurat det samme, hvis jeg går bort i morgen. Se, det er ikke forsvarligt. Derfor var det meget rimeligt, at man kom ind…. Det er ikke at løse problemet med den, den såkaldte store hædersgave. Altså, et beløb på et halvt 100.000 om året. Men det var en idé, som skulle følges op, så man kunne få den udvidet.

Altså, det er bare et frø til en idé fra Bomholts side, ikke sandt. Og da Mathiasen så kom til, så var der, så vidt jeg husker, 3 eller 4, som netop var afgået ved døden. Det var Olivia Holm Møller, en forfatter, som jeg ikke erindrer. Og jeg tror, der var 4 ledige hædersgaver. Deraf blev den ene så uddelt til Clara Pontoppidan. Og det var fuldstændig modsat den indstilling, der var kommet fra det lovlige nedsatte indstillingsudvalg.

Og dette indstillingsudvalg havde foreslået ministeren at give de 3 af disse hædersgaver til Harald Leth og Hjort Nielsen og mig. Og Mathiasen lagde dem ned i skuffen og gav en af hædersgaverne til Clara Pontoppidan og lod de andre ligge.

Så kom Nathalie Lind til, og hun lagde dem altså tilbage i skuffen og nedsatte Wechselmanns udvalg, og der ligger de så endnu, og hun regner med at få et svar om et år. Se det skal man ikke finde sig i.

Man må forstå, at det er helt galt disponeret. Jeg tror personligt ikke på, at ideen med hædersgaver er en rigtig udformet social understøttelse til kunstnere, der kommer op i årene, og som har gjort et stykke arbejde. Men det er dog et forsøg, det er en måde, men man må kunne finde på andre måder at give en mand, som er kommet op i årene en arbejdsro, så han ikke skal tænke på…, særligt da man, altså da man, da man ved, at han har bevist, at hans åndelige arbejde er kommet hele befolkningen til gode og kommer hele befolkningen til gode. Det er bare ét problem, men jeg tror, det er det eneste, Nathalie Lind har rørt ved i sin embedsperiode.

Men vi skal ikke finde os i at blive behandlet på den måde. Vi, vi må have en Kulturminister. Og vi må have et budget for dette ministerium. Vi vil ikke finde os i, at de pådutter os, at der er kulturkløft. For det eksisterer ikke. Det er ligesom, at nogen står og forklarer, at der er arbejdere, og så er der bønder, og så er der håndværkere osv., osv.

Men det er altså en gammeldags terminologi. Der er danskere, ikke sandt? Men der er sgu heller ikke udlændinge, vel. Og jeg mener, det her med, at der er arbejdere osv. Man kan sige, at der er arbejdere, og så er der åndsarbejdere. Men håndens arbejdere og åndens arbejdere kan ikke undvære hinanden. Man kan ikke komme, flyve op til månen, uden at der er en ingeniør, vel? Og man kan heller ikke lave smør og ost osv. Ja, det var altså et lille oplæg.

Jeg synes, vi skal komme ind på det der. Altså på hvilken måde vi vil udtrykke det, det ved jeg ikke, men i alt fald er det min faste overbevisning, at vi bør gøre noget ved det. Og jeg mener, det er jer, der sidder her, som skal, som skal have tampen over røven, ikke? For I kommer sgu’ ikke, og I, I er jo allerede ved at komme op i årene. I skal sgu’ passe meget på, ikke. Fordi, en skønne dag, jeg ved ikke… de, der går ud nu, ikke sandt,

af min skole f.eks., Ole F. osv., osv., hvad fanden kan han leve af det, ikke sandt? Hvor skal han gå hen? Ikke. Og sådan har det jo været med alle dem, jeg har haft, ikke sandt. Hvor er de blevet af? Hvor er de gået hen? Ikke sandt. Hvor sidder de? Hvad gør de? Har det hele været omsonst? [Elev] Nej, det tror jeg ikke. Men på den Venedig-tur, der er bl.a. kommet det ud af det, vi fandt ud af, at vi måtte stikke hovederne endnu mere sammen. Og der er vi kommet til den løsning, at vi vil bl.a. holde nogle onsdagsmøder.

Efterhånden køre det ind sådan, at man hver onsdag mødes hos hinanden. Og der vil det givetvis blive sådan at alle mulige slags problemer, vedrørende både kunst og politik og livsformer, hvordan man skal ordne de forskellige problemer, de vil komme frem. [Mortensen:] Hvordan vil du gøre det? [Elev] Det vil vi gøre på den måde, at vi mødes hver onsdag hos hinanden. Eller…. [Mortensen] Altså vi der sidder her. [Elev] Ja, og også de gamle elever, også Ole F., som går ud nu. Han er også med på det, ikke.

Og dem vi får fat i, ikke. Og dem der er interesserede. [Anden elev siger noget, utydeligt.] [Elev] Ja, altså vi er også i gang med at finde frem til forfattere, og de er også interesserede i det. [Mortensen] Altså lave en slags klub eller…. [Anden elev] Kaffeklub.

[Elev] Det skal være mere end en kaffeklub, ikke. Altså, selvfølgelig skal der være en…. [Mortensen] I gamle dage havde man altså forfatter- og kunstner-klubber, det vil sige i det forrige århundrede, ikke. Er det sådan noget I vil lave? [Elev] Ja.

For det er den eneste måde, vi kan... Vi kan ikke sidde hver især rundt omkring i vores små hjem der. Der finder vi ikke rigtig ud af det, vel?

Der får vi ikke nogen forløsning på nogen måde, vel. Så man er altså nødt til at slutte sig sammen, ikke? Og det har vi altså indset helt og holdent nu. Det kan jo blive begyndelsen til det. Og det tror jeg, at vi alle sammen har været fuldkommen enige om.

[Anden elev] Jeg vil blot, jeg vil blot, jeg blot sige en ting, nemlig at man ikke kan, man kan ikke disponere noget inden for kunstpolitikken, når man ikke har nogen penge at disponere over. Det er altid et eksperiment. Det må nødvendigvis være en form for eksperiment at gøre den slags. Og så må man komme med et resultat i løbet af nogle år. Derfor mener jeg, at det er helt horribelt, at man sætter nogle mænd til at afgøre, hvad pengene skal bruges til og sådan noget. Det må man…. Man må lade forskellige personer at afgøre det, muligvis fra år til år.

Altså man, man forsker f.eks. i afgrøder eller alt muligt andet. Hvorfor skulle man ikke forske i kunsten på samme måde? Ja, det var det. [Mortensen] Ja. Hvad siger Anette? Du sidder jo der oppe i hjørnet….

[Anette] Nå, jeg sidder bare.... Jeg sidder lige nu og tænker på, at Eske Holm på en måde har startet en propaganda, fordi han har skrevet en lang række artikler i Politiken og en kronik, hvor han blandt andet kritiserer, at der overhovedet ikke sidder en minister i Kulturministeriet, men at hun sidder i Justitsministeriet og alt må bringes over til hende per bud.

[Mortensen] Du mener altså, der er én, der har de samme tanker? [Anette] Ja, det mener jeg. Og han har skrevet meget, og sådan set forholdsvis dristigt i forhold til alt, hvad der er skrevet, jeg har læst i danske aviser af kritik af kulturpolitik. [Mortensen] Og du kalder ham? [Anette] Eske Holm.

[Mortensen] Eske Holm, hvad er han? [Anette] Han er balletdanser og koreograf. Har ledet Den Jyske Opera, ikke. Eller har ledet nogle opsætninger på Den Jyske Opera. [Elev] Han er verdenskendt. [Anette, smågrinende] Ja….

[Mortensen] Ja, der kan man altså se. Der er noget, der er forbigået min opmærksomhed. Man skal altså også interessere sig for koreografi…. [Anette] Han tager alle med i sine omtaler. Altså også billedkunstnere og musikere. Han har altså husket os…. [Elev] Jo, netop som Per Nørgaard, han er også begyndt at blive tværmand, ikke.

[Mortensen] Absolut. [Elev] Det er et træk, der er ved at komme frem, åbenbart. [Mortensen] Ja. [Anette] Ovenikøbet så har Eske Holm mindst 3 gange været på forsiden af Politiken med en, et billede og en overskrift om, at nu taler han igen om kulturpolitik på en kritisk måde. Altså, de er sat meget iøjnefaldende. [Mortensen] Ja, vi, vi må have fat i ham, ikke?

[Elev] Jeg lånte nogle gamle numre. Eller, jeg var på Louisiana [rømmer sig] og se en udstilling, og der købte jeg nogle gamle Louisiana-numre fra ’62,

hvor debatten omkring kultur - og hvad hedder det- Kunstfonden og kreativitet og musiske fag og sådan noget, det var på sit højeste. I samtlige blade faktisk. De var næsten helt fyldt med artikler af alle mulige åndsarbejdere i Danmark. Og det gik på højeste gear, og der er ikke sket en pind.

Og der er gået 10 år. Så man kunne udmærket genoptrykke en masse af dem der, de artikler der, for de taler om det hele. De taler også om alt det, Eske Holm skriver om der. Og forholdene er de samme. De er [utydeligt] endnu værre. Og der er gået 10 år nu. Men jeg har spekuleret på, jeg talte med Erik om de der problemer med,

hvordan pokker man skal gøre sig bemærket, fordi det er jo næsten en nødvendighed at gøre sig bemærket, for at kunne etablere en konfrontation med, f.eks. Nathalie Lind. Og så gik vi igennem, hvad der var foregået af aktioner, f.eks. de aktioner, som Nash og Jens Jørgen Thorsen en overgang foretog på Strøget og andre steder. Og hvad der så kom ud af det. Det kom der jo ikke andet end ballade ud af jo, sådan set. Men det er nok fordi, de ikke har formået at fremføre det, de ville på en måde, så man kunne forstå det. Men vi overvejede netop, om man ikke skulle lave sådan nogle aktioner, for eksempel, male alle kantstene i hele København i forskellige farver eller sådan noget.

Bare for nu at tage en vild ting, ikke. Eller i én farve. Male hele H.C Andersens Boulevard rød f.eks. og hele Vesterbrogade blå. Men....

Og så komme i avisen, for at kunne fremføre synspunkter, som angik hele kunstlivet. Men, altså, jeg er

en stor tvivler. Og det er, det er jeg lidt ked af, fordi jeg tror ikke på, at man kan få dem til at forstå, hvor vigtigt det er. Det tror jeg ikke på. Jeg har holdt op med at tro på det, altså. Ikke fordi, jeg vil ikke sige, jeg er negativ, men der skal noget helt specielt til for at det kan lade sig gøre efter min mening. Og man skal næsten kidnappe Nathalie Lind og forlange 5 millioner kroner af statskassen,

og så aflevere hende tilbage igen.

[Eleverne diskuterer indbyrdes. Ikke transskriberet.]

[Tytte] Jeg tror, de mennesker, der slutter sig sammen i, i sådan en kreds, skal være meget lig hinanden, og man ikke bare lave sammenslutninger, for dem er der så mange af. Og det er derfor folk ikke gider at gå på udstillinger, fordi man slutter sig bare sammen på grund af praktiske ting.

Man skal lave et manifest, tror jeg, altså måske ikke gentage alle de andre manifester, men så finde ud af hvilke fejl, de muligvis har gjort, og så oprette vores manifest, der passer til de ting, vi tror på. [Elev] Den tror jeg også på, den der. [Tytte] Og så måske få en ildfuld skribent. Det skal ikke…. Jeg tror ikke man skal bruge de der Jørgen Nash-metoder, fordi det er sensation, det går ikke altså. Så bliver det ligesom i den franske revolution, kællinger der sidder og strikker og ser på hovederne, der ruller. Det skal ikke være sådan noget. [Elev] Men der skete jo en forfærdelig masse bagefter. [Tytte] Nej, det gjorde der ikke. [Elev] Det er det, vi vil prøve at lave, på de der onsdagsmøder…. Vi vil prøve at samle nogle mennesker sammen, som er intelligente, kort og godt, og, og så, som går så meget op i deres arbejde, så de ved, hvad det betyder for dem. [Optagelsen afbrydes.]

[Elev]Det er meget tydeligt, at det er valgflæsk at bekæmpe kultur, fordi det er noget, der stikker folk i øjnene, og det er først og fremmest anderledes. [Tytte] Man skal passe på med ikke at…. Man skal ikke bruge de der tricks, som på en måde falder dårligt ud i de der folks øjne, fordi de er så vant til det der propaganda. Det er næsten reklameverden, ikke? Det er så billigt. Nej, men det er så billigt.

[Anette] Man er vel også indstillet på reklameverdenen, man forventer reklame. [Mortensen] Ja. Hvad sagde Anette? [Anette] Jeg sagde, man er vel også indstillet på reklameverdenen, man venter reklame. Forventer reklame, fordi det er det, man vant til. Det bliver man altid udsat for. [Elev] Ja, man forventer sensation.

[Mortensen] Ja, jeg tror, jeg tror, ligesom I, heller ikke på, at det kan nytte at genere den lille havfrue. Altså den slags provokationer med at male kantstenene og sådan noget, det tror jeg ikke på. Men jeg har lige fået et nummer af Jardin des Arts fra Paris ind. Og de taler om at live gaden op, simpelthen. I kan få det med hjem. Altså I kan kigge i det lige om lidt, ikke. De taler f.eks. om de store plakater, I kender fra Paris. Altså hvordan…, det er jo ikke med at male hammer og sejl, ligesom de gjorde nede i Venedig, og hvor vi aldrig fandt ud af, hvorfor fanden de havde gjort det, vel.

Men altså sådan en stor plakat der, må man faktisk godt i Paris få et reklamefirma til at klistre op, simpelthen, ikke. I hundredvis, ikke. Hvis man altså har penge til det, ikke. Men de har også på andre måder animeret gadebillederne, og det er der et helt nummer om her. Og der var jeg inde på, kan I huske det, jeg var inde på, at man skulle give kunstnerne lejlighed til at male et helt landskab. Altså male alle husene i et helt område. For på den måde ved farvens hjælp at animere det åndelige liv, ikke.

Og det, det er noget, de kommer ind på i det nummer der. Og det er sådan et programpunkt, man godt kunne tænke sig at få et Kulturministerium til at interessere sig for, for…, og på den måde animere alle vores pladser og vores gader osv., osv., ikke, og vores landsbyer og landskaber. Og på den måde få skabt et naturligt økonomisk grundlag for en, en malers begavede person, ikke. [Elev] Nu hørte jeg i radioen i går, det var en eller anden kommune, nu kan jeg ikke huske hvad kommune det var,

men de havde indset, at kulturen i deres kommune stod det lidt sløjt til med, så de havde ansat en mand, jeg tror, han var litterat på en eller anden måde. Men han skulle være igangsætter for alt kultur i byen, ikke. Og han havde altså et vist overblik, så han kunne komme i forbindelse med en maler, hvis det var det, der var brug for, eller en skulptør, eller hvis der skulle laves musik og altså et orkester og sådan noget, så han kunne næsten tage sig af alt, ikke. Og det er ligesom det tyder på, at mange kommuner, de, de har egentlig lyst til at gå i gang med sådan noget arbejde, ikke? Og de vil også give penge til det, ikke?

Men lige så snart det er staten, der skal, skal organisere det, så falder det til jorden, ikke? Fordi.... [Elev] Det er jo netop det, jeg sad og tænkte på. Det med, hvor meget Kulturministeriet i virkeligheden ville komme til at betyde i det øjeblik, kommunerne hver især overtog det. Nu ved jeg ikke, hvor meget kommunen er overladt, eller hvor, hvor meget Kulturministeriet står over kommunerne i de henseender, hvordan de rådfører sig med dem.

Jeg læste i hvert fald en, en annonce i Berlingske Tidende sidste søndag, eller i søndags, at de søgte en, en kunstmedarbejder. En kunst…, hvad hedder det? Sådan en slags sekretær for kunstudvalget, kunst og aktivitetsarbejdet i kommunen. [Første elev] Men hvad kommune var det? [Elev] Det, det var Herlev Kommune. [Første elev] Ja, men så har det været det. [Elev] Nå, nå, var det det?

Det forekommer mig meget interessant, at hvis den slags arbejde kan blive lagt ud i de forskellige kommuner, og kommunens indbyggere er villige til at, at, at – eller de betaler deres kommuneskat få det gennemført, der kunne man udmærket så er det vel meget godt.

[Elev] Det er et budget på 40.000 kr. [Elev] Ja, det kunne jo laves meget større i virkeligheden. Hvis de så, at resultaterne blev gode. Tror du ikke sådan noget, Morten? Det er, det er, det er der, at man skal dreje det hen i stedet for at pirke på Kulturministeriet. [Mortensen] Altså man kan jo, man kan jo meget hurtigt indse, at man må have en Kulturminister.

Og man må have et budget for det ministerium. Og så må der være altså være noget fornuft i det. Det kan ikke nytte noget, at man har noget, som slet ikke fungerer, vel? Og jeg mener også, at man, at sådan et ministerium skulle udgive en pjece, altså et kulturtidsskrift på mange sprog. Og jeg mener, at et Kulturministerium i Danmark burde have tolke siddende, sådan at de kan gøre os begribelige, hvad der foregår i Kina.

Den kinesiske kunst har man altså ganske få reportager fra. Jeg tror, det er Politiken, der har været et enkelt billede eller sådan et eller andet. Altså, den, den kinesiske kunst gennemløber, så vidt jeg kan se, en periode af en slags socialistisk realisme, altså med store plakater og slogans osv. på gader og stræder osv., osv. Den slags ting burde man få noget at vide om. Og vi har altså heller ikke til dato fået noget at vide om, hvorfor Danmark ikke er udstillet på Biennalen. Hvorfor har vi ikke slået i bordet. Jeg mener, det er den slags ting.

Men for at komme tilbage til min kongstanke om et kulturtidsskrift. Jeg ved godt, at Udenrigsministeriet udsender et meget formfuldendt tidsskrift til de forskellige ambassader. Men det er slet ikke sådan et tidsskrift, jeg mener. Jeg mener, at der skulle sidde i Kulturministeriet en slags redaktionskomité til sådan et tidsskrift. Og sådan en redaktionskomité skulle have til sin rådighed naturligvis de fornødne økonomiske midler, men også personligheder, som kunne oversætte og tilvejebringe dette materiale fra hele verden.

[Elev] Ja, det kan jo vel ikke engang blive dyrt. [Anden elev] Så sent som i går, der hørte jeg sportsresultater og musikbeskrivelser fra Polen på formfuldendt dansk. Og det var jo et program, der varede et kvarter, ca., eller en halv time måske. Og det hørte man på svensk og tysk og så videre bagefter. Og det har sikkert ikke været billigt. Det er deres form for reklame. Tænk om de bare kunne få oversat noget om kunst i stedet for. Men…. Ja.

[Elev] Jeg synes, det der, det der Kulturministerium, Morten taler om, det tiltaler mig meget. Også fordi…, det ville være sådan et slags arbejdsministerium. [Mortensen] Ja, det mener jeg, det skal være. [Elev] Så vidt vil kunne være fleksibelt og [anden elev indskyder ”og eksperimentere”] og eksperimentere og sådan noget. Ja. Det vil gøre det helt rigtigt.

Det vil jo være revolutionært. [Elev] Men hvor får man folk fra til sådan et ministerium? [Mortensen] Ja, folkene får man jo ved at henvende sig til universiteterne, ikke sandt. Det er jo klart, der sidder i Kinesisk Selskab, altså til kulturel forbindelse mellem Danmark og Kina. Det eksisterer jo. Og der sidder folk der, som faktisk godt kan læse kinesisk.

Og de har, jeg mener, Kjeld Abell var derovre, og min ven Knud Lundbæk har været derovre. Jamen, og der er jo mange danskere, som har rejst rundt i Kina, og som godt kan fortælle os noget om. Og.... Jamen, jeg kunne da godt tænke mig, at I kom til Kina og, og, og kunne give en beretning.

Og jeg tror altså det vil, det vil forandre jeres kunstsyn komplet at se kinesisk og japansk og musulmansk [muslimsk] kalligrafi, ikke?

Det er jeg ganske overbevist om. [Elev] Kunne man ikke lave, kunne man ikke sætte sig ned på sådan nogle onsdagsmøder, og lave et program for et nyt Kulturministerium? [Elev] Det kunne man sikkert hen ad vejen. [Elev] Sådan nogle arbejdshypoteser om, hvordan man kunne tænke sig, at det var. Og så få dem trykt i avisen. Det kunne man da godt gøre, ikke?

Det ville da ikke være helt urealistisk. [Elev] Et læserbrev, måske? [Elev] Nej, det skulle være en kæmpe artikel. Det skulle sgu’ være mere end en kronik. Ja, det skulle fylde en hel side. For det ville det komme til, hvis alt skal med. Hvem der kunne tænke sig skulle sidde der? Hvem man skulle henvende sig til? Dem, som bliver nævnt, gider nok læse det.

Det kommer helt an på, hvordan det sættes op. Hvis layoutet er godt, gider folk også læse det. Det tror jeg. Ikke desto mindre så ville det være et udmærket arbejde at tage fat på. [Mortensen] Altså, Annette taler om en mand, som hedder Eske Holm, som altså er gået forbi min opmærksomhed. Det er umuligt at læse alt, ikke? Og når jeg farer igennem sådan en avis der, og jeg ikke ligefrem kan jeg se det kulturstof, så går den i kakkelovnen, ikke? Men et kulturtidsskrift vil jeg bevare

og have liggende på min hylde og kunne gå hen til. Og vi havde, vi havde 2 årgange af Billedkunsten [egentlig Billedkunst], ikke? Så vidt jeg husker, var det Fogtdal, ikke? Med, med Troels Andersen. Og det har jeg faktisk liggende en hel del numre af, og kommer tilbage til, fordi det er grundstof, de udgav på det tidspunkt, ikke sandt.

Og vi må have et kunsttidsskrift i Danmark. [Elev] Det har vi jo. Vi har jo Poul Gammelbos. [Mortensen] Nej, det er ikke det. Det kan ikke nytte noget med Poul Gammelbos private kunsttidsskrift. Og jeg mener, det….

[Elev] Det er ikke mere privat end at han er meget interesseret i at få medarbejdere. Han står i virkelig i en meget vanskelig situation, både økonomisk og med mangel på medhjælp. Og han sukker på mangel på medhjælp. [Mortensen] Altså økonomi og medhjælp? Ja, men der et det så spørgsmålet, om han har lagt sit tidskrift til rette fra begyndelsen,

sådan at man har kunne forstå, hvilken medhjælp han sigter på, og hvilket publikum han sigter på. Jeg mener, hvem taler han til? Når han laver sin juletræshistorie der, så kan jeg ikke se, hvilke kunstnere og hvilket publikum han henvender sig til. Og hans sidste nummer der, som jeg har læst, om stilleben, ikke sandt, der kan jeg heller ikke se, at han rammer hovedet på et søm, som skal rammes lige netop nu.

Men det er hans private interesse, som kommer i forgrunden, og derfor bliver hele tidskriftet så privat. [Elev] Ja. Men nu ved jeg tilfældigvis, at det næste nummer bl.a. omfatter artikler om konkret kunst. I næste nummer kommer der artikler om abstrakt kunst, ikke, i alle de aspekter, der er.

Og så synes jeg, at man kan se, at han har været hele vejen rundt på en eller anden måde. Han har taget surrealismen, ikke, og han har taget gammeldags stilleben-maleri og trompe l’oeil, og alt det der, han faktisk mest går ind for. Og i det næste nummer, der kommer altså artikler om abstrakt kunst, og de aflæggere, det har sat. [Mortensen] Men hvorfor går I ikke ind, altså i komiteen hos ham, når han står og mangler medhjælpere? Det må da være et oplagt emne for jer at gå ind, altså at finde ud af det, han har skrevet om surrealismen, f.eks.

Kom sandheden virkelig frem om surrealismen på den måde? Og det han nu vil skrive der. Får vi sandheden om det, du kalder den abstrakte kunst? Altså, jeg…. I må ind og kontrollere sådan et foretagende, hvis der skal være en mening i det. Og det ikke bare skal blive på et privat plan. Og i sådan en komité, der må man undersøge, hvilket publikum henvender man sig til? Hvorfor skriver man, ikke? Hvem skriver man for? Og jeg tror, at vi står…. Altså det er det vendepunkt, jeg stadigvæk kommer tilbage til.

Jeg tror, at I kommer til at opleve en fuldstændig ny situation for jeres billedskaben. Og jeg er overbevist om at vores genstandsløse maleri vil udvikle sig, men altså på en måde, som slet ikke er til at forudse i dag. Ikke sandt. Og jeg tror, jeg tror, I kommer til at stå i situationer, hvor I får enormt publikum,

altså f.eks. også i udlandet, hvor dansk kunst vil få en, en, en betydning, ikke som den amerikanske kunst pludselig havde i Paris og i, i, i den parisiske galleriverden og inden for de gammeldags samlere osv. Men altså I kommer muligvis en dag til at stå overfor et afrikansk publikum, altså virkelig for alvor, ikke. Eller kinesisk. Og man kan jo lave kunst på mange måder.

Altså man kan udtrykke sit åndelige budskab både figurativt og nonfigurativt, ikke. Der er ingen der tror, der kan bilde mig ind, at det absolut skal være med streger og firkanter osv. Det behøver ikke være ekspressionisme, og det behøver ikke være socialistisk realisme. Altså, man kan, man kan forestille sig, at vi med vores massemedier vil komme ind i helt nye billedmæssige problemstillinger. Og, og vi skal ramme publikum i hjertekulen midt i stuen, ikke? Og jeg mener, der må man have sit billedsprog i orden og vide, hvad man vil.

Alle de gamle kunstformer, vi har, altså Charlottenborg, Den Frie Udstilling og Corner-Høst, og gud ved hvad, ikke. Jamen, alt det der, det tror jeg altså ikke spor på. Jeg tror det er fuldstændig færdigt, ikke. Men jeg tror på en verden, der er i fuld udvikling, i fuld ekspansion, ud over alle grænser. Og når man spørger i, i Berlingeren, hvor man skal gøre af alle disse billeder her, der er jeg ikke spor i tvivl om, at hvis vi havde sådan et institut, så kunne man den dag i morgen udstille hele molevitten i Tel Aviv.

Og det ville have kolossal betydning, ikke. De har det store nye museum dernede, som Sandberg har lavet. Og, og sådan noget tror jeg altså på. Jeg tror også på, at den kunst, som de nu har købt ind der, som hænger oppe hos Rostrup Bøyesen, jeg tror på, at han i virkeligheden skulle have overdraget hele samlingen, sådan at den kunne forblive i hans museum. [Mortensen tænker på de værker, der var blevet indkøbt af Statens Kunstfond og udstillet midlertidigt på Nordjyllands Kunstmuseum.]

Jeg mener ikke, at den skulle hænge op altid, men den skulle være ligesom grundstammen i, i noget, så hans museum blev en institution, som havde…. Han kan ikke bare køre med Kresten Krestensens samling. Altså det er umuligt, det kan han ikke bygge et, et, et museum op på, vel. [Elev] Hvor bliver de billeder lagret op, dem der? [Mortensen] Efter Engelstoft skal de ud på arbejdspladser og kantiner og sådan noget. [Elev] Må jeg sige noget. Jeg har lagt mærke til, at den kunst, som folket kommer i nærheden af,

det vil sige kunsthandlerkunst, det er kunst, som optræder helt uden for konkurrence. Det vil sige, det er kunstnere, som ingen af os, der kalder os malere, kender. Det mener jeg er en stor fejl. Og det kommer sig simpelthen af, at der ikke er nogen garanti for salg i det øjeblik, man udstiller noget, som ligger lidt uden for de normer, folk har skabt sig. Derfor synes jeg, at man både skal skabe en form for distribuering, der er bedre, og så prøve at udvide folks bevidsthed om kunst.

At de ikke hele tiden tror, at det er noget, der er meget langt væk. For de køber jo i virkeligheden noget, som er ganske rædselsfuldt, og lige så mærkeligt som det mærkeligste mærkelige kunst, som de tror er det. [Mortensen] Ja, det er fuldstændig rigtigt. Der er en kolossal interesse i Smørumnedre for at få skovsøer op. Og det synes jeg er et sundhedstegn. Det har der altid været. Jeg mener, det er den klassiske kunst fra forrige århundrede

med, med skovsøerne og hjortene og bondegårdene osv., der bliver solgt i, i tusindvis. Men de bliver også eksporteret til Sydamerika, hvor man sidder ude i Holte og laver i tusindvis af dejlige piger med bare bryster, som bliver eksporteret til, til São Paulo f.eks. Og det er noget, man sidder og udregner statistisk, hvorledes smagen er, om de skal være røde eller blå i baggrunden osv., osv.

Jeg mener, det er noget, der sker rent videnskabeligt. Det tror jeg, du har fuldstændig ret i. Jeg synes, man skal se det, som et sundhedstegn. Men det er et problem I kan tage op på jeres onsdagsmøder, ikke. Nå, nu kommer Charlotte og foreslår os, at vi skal have lidt at drikke, og jeg synes også vi skal standse med vores lille møde her.

Og så vil jeg gerne have, at Rosberg tager båndene med. Og jeg vil gerne have, hvis, hvis du træffer Flensted - jeg ved, at han gerne ville have været herud, men han er sådan et gemyt, som er en enspændernatur, ikke sandt. Men jeg tror, han vil have glæde af at høre båndene, ikke. Og de andre også, som I sikkert træffer. Så har de lidt fornemmelse af vores møde.

Og så kan de gå videre ind i diskussionen, ikke? Og måske kan du bruge dem - båndene - og de tanker, der ligger i det, på jeres førstkommende møde, ikke. Og du kan låne, hvis du ikke har sådan en kasse, så kan du låne Akademiets. [Elev, sikkert Rosberg] Det har jeg ikke. [Mortensen] Det har du ikke. Og jeg mener, den er udmærket at have, ikke sandt. Du kan låne Akademiets kasse, ikke.

Og båndene koster altså 10 kroner pr. styk. Og det er til at overkomme. Ja, men så vil jeg sige jer tak, fordi I kom. Og så god arbejdslyst i sommer. Hvis der er et eller andet problem, så ringer I. Så kommer I i alt fald til at tale med Charlotte.

Noget at tilføje? [Elever] Nej. Selv tak for i dag.