Bånd 52

Tryk så på... Altså det er dagen efter Margrethes fødselsdag, vi er på malersalen. Og de fleste er jo ikke kommet til stede, fordi de siger, de har ferniseret hele natten. Og Lea siger her på min højre fløj nu til os, hvem der er. [Lea] Jeg er ikke sikker på, at jeg kender alle navne. [Mortensen] Jo…, jo du…, du kan jo dem med håret, ikke? [Lea] Det er Lena og Anne-Marie.

[Mortensen] Lena og Anne-Marie og Ewa med det krusede hår. Og Øivind med det store røde overskæg. Og Hahne med det lille skæve smil. Og de store billeder. Husbygger Hahne, og så den lidt skeptiske Matti, som alligevel har en forfærdelig masse kræfter inden i sig, når han endelig kommer i gang. Det har jo varet i nogle år, men altså så pludselig så er det jo ligesom vulkanerne kommer i udbrud. Og sådan har vulkaner det jo i al almindelighed, at de sover og…, og ligger under græstørv temmelig længe, og når de så rejser hovedet, så sker der en hel masse.

Sådan synes jeg også, at jeg har oplevet det i dag. Nu er Ankarfeldt blevet væk. Han er nede og hente en ny mælk. Men han skal være her. Jeg synes, dette lille ophold, jeg har. Jo, så er der også Simonsen. Han sidder her i en krog, og han har lavet, hvor mange var der? 800? 800 rubinske varianter, hvoraf to er ens, hvilket man ikke, hvilket man ikke kan finde ud af.

Og det er muligt, at han er fuld af…, af løgn. Men i alt fald, det spænder jo vores nysgerrighed, for så kan man få et udgangspunkt og i alt fald se, om det skulle være rigtigt, at der er to, der er ens. Hvis der er det, så er det jo svindel. [elev, måske Nanna, siger noget, utydeligt.] [Mortensen] Jo fordi…. Hvis…, hvis nummer 377 og 475 er ens, så indtræder der efter Einsteins relativitetsteori et helt nyt problem, ikke sandt. [elev siger noget, utydeligt.] Piet Hein har jo fortalt den smukke historie om Einstein, at Piet var ovre at besøge Albert i sit... [eleverne griner].

Ja, de er jo sådan på fornavn, ikke? Og det var i Princeton, ikke sandt, og de var oppe at se på hans laboratorium, og…, og… så siger…, så siger Albert, ikke sandt, nu går vi hjem til min kone og spiser frokost. Så siger Piet, det er så heldigt, jeg har min vogn lige stående udenfor døren her, så vi kan køre. Ååh, siger han så. Jeg havde nu tænkt mig, at jeg ville gå. Jamen så kan vi da godt gå. Næh, siger han så.

Når Deres, De har fortalt mig, at Deres vogn er her, så er der indtrådt en anden psykologisk situation. Og så vil det være os umuligt, hverken at gå eller køre. Og logisk er det jo rigtigt. Det skal forstås sådan, at du skal tænke over det. Nu er det jo hverken den 4. maj eller den 9. april, men det er altså den 17. april i dag. [elev siger noget, utydeligt.] Det er jo – jeg ved ikke om man kan sige, det er en sorgens dag – men det er jo altså en skelsættende dag. Den herre, der forlader jorden her, det er jo altså

vores Jean-Paul Sartre, og det er en af vor epokes store kunstnere. [elev siger noget, utydeligt.] Og jeg ved ikke, om han kommer i skærsilden, han er i alt fald skredet. Og efter hvad jeg kunne se på ham, da jeg af og til traf ham, fordi vi kom på den samme restaurantbeværtning, et brasserie på hjørnet af Boulevard Raspail, der hed Den Grønne Bar, Le Bar Vert. Og der havde jeg gennem nogle år lejlighed til at studere ham, fordi…. Jeg sagde til Hahne, at jeg ville, jeg ville skrive på tavlen. Det vil jeg gøre nu. [Mortensen begynder at tegne og skrive på tavlen.] Baren var jo altså sådan ligesom den slags barer er, ikke sandt? Sådan et langt lokale, som er fuldstændig [utydeligt].

Her, her sad en dame og solgte ”tabac”. Her var en indgang, og her var ”tabac’en”, her var zinkdisken med alle flaskerne. Her var en dør, hvor tjeneren gik ud i køkkenet, og her var en dør, hvor tjeneren kom ind i restauranten, Her var så, her var så en krog, og her var opbygget nogle kulisser med palmer og sådan noget, ikke? Og der var så et stort bord, og det kan I godt se, så her, det var altså lige ud til ”tabac’en”, ”tabac’en” derovre og baren der, og så lige ind her.

Og der var Sartres stambord, ikke. Så var der glasruder hele vejen hen, og der kunne man kigge over på kirkegården. Det var meget sådan à propos, ikke sandt, det var jo liv og død. Og hernede i en krog, der sad Richard [Mortensen udtaler det på fransk.] Der! Så kunne han, så kunne han se, alt hvad der foregik der, ikke.

Når tjeneren kom ind og tjeneren gik ud og så var der så [utydeligt]. Og der kunne han så sidde og iagttage Sartre og Simone de Beauvoir. Og onsdagen kom Sartre og spiste frokost. Og han var altid - havde jeg nær sagt - beundret og elsket af en flok unge kvinder og unge mænd, der sad rundt omkring hans bord der, og de bestilte sig alle sammen deres retter. Tjeneren – ”le maître d’hôtel” – han kom jo så og spurgte, hvad digteren ønskede at spise, og det var altså noget af det mest punktlige, Sartre, han så jo altså på spisekortet, udvalgte en ret og udtalte det tydeligt, så alle i salen kunne høre, hvad det var, han skulle spise.

Og så fik han vinkortet, og så udvalgte han så den vin, han ønskede at drikke til sin mad, hvorefter tjeneren fjernede sig ud gennem den dør, og så kom han ind igen af den anden dør med Sartres ret. Sartre havde et meget stort askebæger. I kender godt dem der, der står, der står Pernod eller Richard eller Deleuze, sådan et eller andet, ikke? Og imens han sad der, så, han røg cirka en tredjedel af, af en smøg, ikke sandt, så skoddede han den, og så tog han så, så var han på vej, og så tog han så den næste, og sådan blev han så ved. Og så fik han vinen, og så…, og så talte han selvfølgelig uafbrudt, ligesom jeg altså nu. Og de andre sad bare og måbede, ligesom I.

Og geniet havde altså ordet. Så af og til så var der en der brød ind, og så skoddede han, ikke sandt, og så drak han så et glas der, og så kaldte han så på tjeneren. Og så skulle han have retten båret ud, og så skulle han have spisekortet og så skulle han altså have en rigtig ret. Og så valgte han så en ”coq au vin”, ikke, hane i rødvin, så kom der en hane i rødvin, den spiste han heller ikke, så røg han videre og så fortalte han, og det foregik så mellem 12 og 2. Og alle retterne blev så successivt båret ind og båret ud, og alle cigaretterne blev røget, og til sidst var der sådan et bjerg af skodder, og stadigvæk sad de og kiggede, så. Og så….

Og det var så onsdagen. Så…, så kom jo torsdagen, så kom jo Simone, og så satte hun sig der, hvor Sartre havde siddet. Og så var det mestendels unge damer, men der var jo også nogle unge mænd. Og så foregik altid det samme, men alligevel med rød og vin, eller røg og vin, ikke så hårdt tempo som Jean-Paul. Men hun tog godt fat, og, og jeg tænkte med mig selv, jaa, jeg giver dem et halvt år, ikke? Men tænk, det er lige vel 20 år siden.

Så jeg regner med, når han nu har kunnet holde ud, og hun har kunnet holde ud i så lang tid, og han til sidst, hvor der står her af Peter Kemp i Politiken, at han dør som håbets filosof, så kan man jo godt sige, at…, at det er en rimelig måde at sige tak for tilværelsen på, for efter min bedste overbevisning skulle han, hvis det havde været retfærdigt, være kreperet for 20 år siden. Men det er sådan et øjebliksbillede af mit liv der på hjørnet. Jeg husker ham fra en anden episode, som var meget dramatisk, og hvor jeg så ham på den måde, han er kendt, han er jo kendt for

at bryde ind i debatten, bryde ind i de faktiske verdensbegivenheder, og så i kraft af den autoritet, han havde fra sine skuespil, særligt fra sine skuespil, men også fra sine skrifter. Skuespillene, de var jo nået vidt omkring og havde fået et kolossalt publikum. Så havde han altså en autoritet, han var kendt over hele verden, og man talte om ham over hele verden, og i det øjeblik han så sagde noget der i Paris, så virkede det som en…, en, en kæmpe, der slog i bordet, rigtig for alvor.

Der var en berømt historie, som I sikkert kender, med den unge algierske pige, som var blevet voldtaget af nogle franske soldater, og der slog han så kraftigt i bordet, at retssagen der, han førte altså så at sige retssag, og der gik sære beretninger om, at han havde sat sig uden for retslokalet og krævet at afgive vidnesbyrd, hvilket blev nægtet ham, men han blev siddende i tre døgn, og så blev de nødt til at høre, hvad der kom ud af det, det ved jeg ikke. Men over hele verden, der stod, at han havde siddet på en træbænk, og når man nu kender disse her franske forhørslokaler, så er det altså ikke morsomt.

Det her er jo rent komfortabelt i forhold til det, man byder en delinkvent dernede. Men det havde han altså gjort, han havde holdt ud, uden mad og uden drikke og uden cigaretter eller noget som helst, der havde han siddet og ventet på at afgive sit vidnesbyrd til forhold til denne pige. Til sidst endte det med, at han og Simone adopterede pigen. Så han førte altså sine tanker og liv, ud i livet med…, med hele sin intelligens og hele sin autoritet og hele sit brask og bram.

Og det var det, altså det var det, han stod for, det var…, det var aktionens mand, men aktion med et ansvar. Et ansvar over for sig selv og et ansvar, specifikt for ham, for det sproglige område, at sproget skulle han altså være helt på højde med. Derfor kunne han sige om Giscard d’Estaing, jeg beundrer denne mand, men jeg er ganske uenig i hans politik, men det er typisk fransk. I det øjeblik man udtaler sig på en korrekt måde, sprogligt, så kan det, man siger, godt være… noget, jeg vil ikke sige noget sludder, men direkte amoralsk, f.eks. Men i det øjeblik man serverer det korrekt,

altså der har de det gamle fænomen, der hedder retorik, som vi ikke har mere, og det lærer vi jo heller ikke mere i skolen, men altså på franske universiteter der har de endnu retorik og derfor.… I kender det fra Daumiers billeder af…, af advokaterne, ikke sandt, hans, hans mange tegninger fra de franske retssale, som var jo en guldgrube for Daumier. Han sad der og tegnede dag for dag alle disse advokater, og vi har set dem altså i vor tid, altså det lever den dag i dag, at en dygtig advokat, han kan altså faktisk få frikendt en selvmorder og bevise, at det er ikke rigtigt, altså det er et ulykkestilfælde osv. Sartre var sådan, at han…, han… han var altså ikke aktionens mand for aktionens skyld, men for sagens skyld. Og der… så jeg ham så i det øjeblik, det blev aktuelt i Frankrig, at Algier-krisen nærmede sig.

Algier var en fransk koloni - og Ankarfeldt er stadigvæk ikke kommet. Algier var, var kommet til det punkt, hvor befolkningen gjorde så meget oprør, at der var ikke noget menneske på jorden, der kunne hindre, at nu brød det franske kolonistyre sammen, ligesom det gjorde i Indokina, og nu skulle…, nu skulle denne stat altså være en fri selvstændig republik. Franskmændene havde gjort det, de havde taget de vigtigste ledere fra Algier

og sat ind, ikke i et spjæld, men som det sig hør og bør for store politiske ledere, som det var. Jeg tænker på Ben Bella og…, og..., og…, hvad hedder han? Boumédiène. Boumédiène blev jo præsident senere.

Og disse to, der var 8 i det hele, de blev sat ind i et slot i midt-Frankrig, og der sad de så og kukkelurede, og fik lov til at læse sprog, og hvad de havde lyst til. Og…, og have det hyggeligt,

indenfor fire vægge, og de har øjensynligt siddet og gjort sig mange tanker om den stat, de nu skulle udforme, hvis de ikke blev hængt, ikke? De kunne godt blive skudt. Men franskmændene er jo altså nogle mærkelige fyre, de, de ville jo ikke finde på at skyde sådan en…, en…, en politisk…, en politisk lederskikkelse som Ben Bella og Boumédiène, og derfor sad de altså stadigvæk og blev beværtet osv. osv. Men så spidsede situationen til, og det blev de Gaulle, der skulle… skære hul på den byld. Hvis han ikke gjorde det, så…, så…, så havde algerierne antagelig med knive og gafler gået i kødet på, på hæren, og hæren var stærk dernede. Der stod vist 400.000 mand, og der var fire store generaler….

Jeg kan huske den øverstbefalende, det var en general Salan, som var dekoreret i to verdenskrige, og han var den største, han havde altså et batteri her på den ene side, så han var ved at vælte over til den side, ikke, det var så fuldstændig kæmpemæssigt, og han var hædret på en måde

så det, han gjorde og sagde, det var altså noget man tog hatten af for. Og han var øverstkommanderende, og så var der deres berømte faldskærmsgeneral, som gik i spraglet tøj, ikke sandt, I kender det her med Mægtig [???], han var sådan en Mægtig [???], det man kalder en ”heman”, ikke, han hed General Massu,

og hans soldater forgudede ham, de sagde, at hvis han sprang ud fra 10.000 meters højde uden faldskærm, så faldt han ned i en høstak, hvor der lå en bondepige. Jeg mener…, manden, manden var et overjordisk fantom, ikke sandt? Han…. Og, og de var altså fire, der var Jouhau, han var, han var…. Så…, så…, så skete der det, at de Gaulle, han var stor poker spiller, han spillede poker med sine fire generaler dernede. Antagelig, der er ingen, der ved det endnu, har de Gaulle tænkt, at tiden var moden til, at de skulle frigøres. Men han ville altså bare ikke stå som frigører. På den anden side ville han heller ikke sætte sig imod det, hvis de blev frigjorte.

Altså, det var altså politik, det var ikke hørkræmmeri, som det vi ser herhjemme. Men det var altså storpolitik, og han sendte en mand, en adelsmand naturligvis, derned med et budskab, og i dette her budskab der stod noget, som det man kalder et kryptisk budskab, som disse generaler så skulle sætte sig ned og udlægge. Og de udlagde det på den måde – jeg kan ikke huske hvad det var, der stod i det, men de udlagde det, det var fire linjer, ikke? De udlagde det på den måde, at de skulle gå ned over Paris i fly med faldskærmstropperne og besætte byen, og tvinge regeringen til at fortsætte krigen og altså undertrykke Algier for alvor. Så begyndte de at reagere dernede, og der var selvfølgelig noget, der sivede ud, og der var et meget stort radioselskab dernede, der hedder ”Europe no. 1” [Mortensen udtaler det på fransk], altså Europa nr. 1. Og det var sådan en slags fri sender, og den begyndte at sende om, at der foregik sære ting dernede.

Jeg havde også en radio og derovre i Le Bar Vert, der havde de også en radio, og der sad Sartre. Og vi skævede til Sartre, og vi skævede til ham der, ”le maître d’hôtel”, fordi han var anset for at være en meget stærk forbindelsesfyr til de venstreorienterede grupper, så vi havde altså en slags…, en slags tillid til ham. Så, så hørte vi det der, og vi så, der udkom nogle løbesedler, der kom ingen aviser pludselig, så kom der løbesedler i stedet for, og deri stod altså, at Algier var i brand, og de Gaulle havde - og hvad havde de Gaulle? Det var der altså ingen, der kunne finde ud af. Og så var der general Salan, og ham tog man alle sammen hatten af for, og general Massu, han var jo altså det store idol for hele ungdommen i Frankrig.

Og man ventede sig, at der skulle foregå noget. Bag kulisserne, der havde André Malraux, han var kulturminister, men jeg tror også, han var indenrigsminister på det tidspunkt, og han havde lavet sig et hovedkvarter, viste det sig, nede under Grand Palais, den store kunstudstillingsbygning, og dernede – det ved jeg ikke om I ved - der nede i det ene hjørne der er en politistation, men der er altså en kæmpemæssig kælder, og dernede havde de sgu gemt en hel masse våben, altså en hel masse håndvåben. Og der havde Malraux, han havde jo været i flere frihedskrige, og de…, de spekulerede så på at give kommunisterne våben, eller give borgerne våben. Og det var jo en meget betænkelig historie, for man vidste ikke rigtig noget om, hvad der skete, men…, men vi fik det at vide pr. telefon, fordi…, fordi… vi blandede os i det og ringede op til den der ”Europe no. ”1 og spurgte om, hvad der foregik og sådan noget.

Ja, der var altså - og vi havde noget forbindelseshistorie dertil, en der ville lade sive noget ud, at Malraux var altså i fuld gang her i nattens mulm og mørke, og skulle, og ventede bare på et startsignal fra De Gaulle, så skulle han uddele våben, og at Massu ville gå ned over Paris’ flyvepladser med så og så mange tusind mand, og de ville så tage regeringsbygninger, tage midten af Paris og regeringsbygningerne. Så…, så kom der, det…, det hele foregik i løbet af tre døgn, alt det jeg fortæller her. Hver gang vi var ved at gå fra koncepterne, så gik vi over, og der sad Sartre sgu stadigvæk, og han snakkede, altså, og jeg snakkede ikke med ham, men jeg snakkede med den der ”maître d’hôtel”, og så gik jeg i øvrigt over til min farvehandler [utydeligt]på den anden side og købte mig to store lærreder.

Og så tænkte jeg ved mig selv, det her det er altså…. Der er radio og der er telefon, der er ingen aviser, muligvis kommer de, og så er der to lærreder, så er der nogle pensler og nogle farver. Og så gik jeg i gang med at lave mig to billeder. Og i de tre døgn lavede jeg to store billeder, som drejer sig om det, jeg oplevede. Pludselig oplevede jeg det, jeg oplevede under krigen i Danmark. Og…, og det blev sådan meget ekspressionistisk, ekspressivt noget, som det bedste som jeg kunne altså, det…, det var…, det var nær det, jeg kalder nervearkitektur, altså penselstrøgene gik og fløj og tankerne på højkant.

Og…, og så var billederne færdige, og så var krisen forbi, og vi havde altså…. Så…, så… viste det sig, at de Gaulle altså havde lavet et stort pokerspil, og så pludselig gav han, da vi regnede med, at nu kom de altså, der var blevet fra regeringen, var der blevet sagt i radioen, at Paris’ borgere skulle gå ud med deres bare hænder på Les Bourget og Orly flyvepladser, og der skulle de møde faldskærmstropperne, og så skulle de bare gå hen mod faldskærmstropperne og række hænderne frem

og sige, I må ikke skyde. Det var jo meget genialt. Det var sådan lidt med hatten i hånden, skyd mig ikke, hr. faldskærmssoldat, ikke. Og det var fuld alvor altså, det hørte vi i radioen, og vi rystede på hovedet, og så fik jeg en lys idé, det var, der var klokken jo tre om natten der, at vi skulle stå op og gå ud der, så fik jeg en lys ide, jeg tænkte ved mig selv, hele Paris sover, ikke sandt. Jeg mener, der er jo ikke nogen der hører denne her radioudsendelse, undtagen sådan nogle åndssvage kunstmalere som mig, ikke sandt, som har, som har apparatet gående helt, mens jeg står og maler, ikke? Men de fleste, det er jo arbejdere, der er trætte, de ligger og sover.

Så ringede jeg op til Europe no. 1, og så siger jeg, ja nu er jeg her igen. Det er altså mig, nu skal jeg sige jer en ting, hvad I skal gøre, sådan og sådan. Folk sover, de kan jo ikke høre, hvad regeringen siger i radioen, fordi de ligger jo og sover. Nu skal vi, nu skal vi vække dem, nu skal vi gøre det, at…, og det skal I hjælpe mig med, I skal…, I skal ringe op til myndighederne, og så skal I simpelthen få sat luftværnssirenerne i gang og vække hele befolkningen.

De syntes, det var en fremragende idé, hvordan jeg havde fået den idé, og sådan og sådan. Vi skal sgu nok få vækket den franske befolkning, og vi sætter luftværnssirenerne i gang. Og så gik jeg ned og malede videre. Men det var altså…. Så skete der altså det, at der er ingenting skete. Generalerne blev sat fast, og Algier var jo praktisk talt frit. Selvfølgelig, altså de, de kæmpede jo og skød hinanden på det grusomste,

men de Gaulle havde givet ordre til, at de fire store franske generaler skulle sættes i spjældet. Og dermed var det slut for Algier, det var slut for vores nervekrise, og…. Det er i et sådant tilfælde, Sartre uafbrudt har grebet ind, når Frankrig har stået på den anden ende, enten det har været… på de store slagmarker, eller det har været i, i den lille mand eller lille kvinde, der er blevet…, blevet skamferet, så har han hele tiden været parat til at vove pelsen. Og han havde altså opbygget en pels, han kunne vove, og det var derfor, det var så stærkt, det han gjorde. Nå, jeg fortaber mig i…, men det var altså på grund af dette her…, af dette her billede, hvor han går hen af vejen og….

Vil du have det? Nå. Men det…, det var, nu synes jeg vi skal have en pause, fordi det tog alt for lang tid. Jeg havde slet ikke tænkt mig at tage noget. Nu har I fået et lille billede af mit…, jeg havde nær sagt mit liv med Sartre.

Han har jo påvirket mig uhyre meget i min holdning overfor min gøren og laden. Jeg har ikke læst hans store filosofiske værker, men jeg rejste op til Stockholm, da jeg hørte - jeg havde en ven deroppe i Stockholm, der hed Eric Grate, en…, jeg ved ikke, om man kan kalde ham surrealistisk billedhugger. Lad os se, hvor mange svenskere har vi i dag? Vi har jer to, Eric Grate kender I godt, ikke? Og han havde iscenesat ”Fluerne” og lavet store dekorationer, og lavede også skulptur på scenen oppe på Dramaten i Stockholm.

Og der rejste jeg, der havde, der havde jeg snakket med ham i Paris om dette her med fluerne, og han havde gjort mig interesseret i det, og så sendte han mig et brev om sine refleksioner osv. osv. Det endte med, at jeg så tog der op og overværede det. Og det gjorde et meget stort indtryk på mig, og i det hele taget hans dramatik, Sartres dramatik, som jeg…, jeg har også set ”Stängda dörrar” oppe på Intima Scenen i Stockholm, også i Stockholm. Og det har gjort et voldsomt indtryk på mig. Og ja.

Og det er selvfølgelig så, sådanne oplevelser i Paris og i Stockholm, de vokser jo ind i det, man foretager sig, i ens handlen og, og måde at se på tingene på. Og jeg kan kun være taknemmelig på det, Sartre har givet mig. .... Pause. [Optagelsen afbrydes.] Det ser ikke ud til at Ankarfeldt kommer, eller også er han nede og hente mælk. Anne-Marie er gået over på Grafisk Skole, så nu er vi altså 2, 4, 6, 7, til gengæld har vi Nanna, det er 8, så er vi altså 9. [Optagelsen afbrydes.]

Vi er kommet så langt hen i året, så vi kan begynde at se, hvad det er, vi står og foretager os, og hvad vi har foretaget os. Og der har jeg haft den glæde i dag ved et flygtigt kig at se at det ligesom der er noget, der er ved at bryde frem igennem jeres arbejder, sådan at det, jeg havde håbet på, det er gået i opfyldelse, kan man sige, det er jo frygtelig svært at arbejde på den måde, vi arbejder her, for det er jo ikke en rigtig mesterlære, vel? Og det vi talte om sidste gang, kan vi lave et manifest og stå sammen om noget skriftligt stof, så vi kan gå ud og sige, nu er vi den og den gruppe, der er udgået fra den og den skole. Og nu kommer altså ny..., ny…, hvad? Ny-rubinisterne, f.eks., ikke?

Ny-rubinisterne kommer nu og viser deres uforblommede mening om, hvordan tilværelsen skal se ud. Det er jo altså ikke det, det drejer sig om hos os, vi fandt ud af sidst, vi kan ikke lave sådan et manifest, vi er ikke nogen isme, vi har forsøgt at sætte nogle tanker i sving, vi har forsøgt at sætte os ind i noget litteratur, som har strejfet det, vi går og beskæftiger os med, og det, som man kan sige ligger i tiden, det, der spirer op af litteratur, filosofi og poesi og psykologi og fysik og gud ved hvad. Alle disse ting, som står som et strålende træ, og hvor vi altså er blade på dette her træ,

og helst skal se at blive blomster på det her træ. Det er jo…, det jo ikke læreren, der skal stå og lære, hvordan jeres billeder skal se ud, det troede man faktisk i gamle dage. Det er noget sludder, det er lige meget, hvad jeg rører ved, hvis jeg går ind og begynder at sige, jamen, se nu her, lidt mere der. Det går ikke, det er slet ikke det, det drejer sig om.

Det drejer sig om at få lukket øjnene op, sådan man pludselig kan se ud ad vinduet og se, det ser sgu faktisk ganske mærkværdigt ud, ikke sandt. Det er det, der drejer sig om. Det er at få arbejdet med alle mulige idéer og problemstillinger, og f.eks. det, vi har lagt særlig vægt på, det billedsproglige. Og i det øjeblik, det billedsproglige giver os nogle oplevelser,

f.eks. alle disse her udklip i sort og hvidt, så man pludselig kan gå ned ad gaden og se, så at sige, og spejle sig selv. Jeg mener, det er en glædelig begivenhed, denne her…, denne her afslutning, vi står overfor, og vi skal så samle lidt sammen her i dag om…, om det, vi har kredset om. Sådan ligesom stille et…, et…, jeg vil næsten sige et stativ op, nogle stilladser op for det vi har spekuleret over, det vi har…, det vi har snakket om. Sidst kom vi i kraft af, at I havde været på Louisiana og set disse her hollændere, der arbejder i ny-naturalistisk stil, ikke. Og der var særlig en hollænder, der havde undersøgt en fisk og nogle fiskeben og, på alle mulige leder og kanter, og der henviste jeg så til en stor retning ned igennem europæiske kunst,

som har manifesteret sig meget, meget stærkt i renæssancen… i kraft af Leonardo. Leonardo har I store bøger om, nogle af jer har set hans billeder, og vi talte om, at han havde undersøgt, han var altså, han var det, man kalder polyhistor. Han var poly- alt muligt, ikke sandt? Han var polyist, kan man jo sige, ikke sandt. Han…. Det siges, at han er det sidste, første og det sidste menneske i verdens historie, der har vidst alt, hvad man kunne vide inden for alle discipliner på det tidspunkt. Det er jo groft.

Altså han vidste alt om anatomi og medicin og fysik og våbenbrug. Det er jo også en kunstart, ikke sandt? Og han kunne bygge, han kunne bygge byer, ikke sandt. Vi har jo Kastellet liggende hernede, det er jo aflæggeren af Leonardos - jeg havde nær sagt fængselsbyggeri – altså kasernebyggeri, ikke. Han lavede kasernebyggerier til alle sine fyrster, og det bredte sig helt op til, til vores kastel, som ligger herude med sine, I kender de der gavtyvestreger der, så man, så man altså kan få spyddene ud alle mulige steder og møde fjenden og alt det der. Sådan noget, altså, og derunder også botanik f.eks. Han satte sig til at spekulere over, hvordan fanden et træ egentlig så ud,

og så vil jeg bede…, og f.eks. hvordan en mand indvendigt ser ud. Han…, jeg tror, han dissekerede, hvad der på det tidspunkt også var en verdensrekord, jeg tror 21 lig. Og det var jo altså, alene det manden beskæftigede sig med sådan noget mærkeligt noget som døde mennesker. Og han fik lov til det, ikke sandt. Og han måtte jo være et forfærdeligt ugudeligt menneske, ikke sandt. Men..., men italienerne på det tidspunkt, de var interesserede i at få at vide alt muligt, hvad man kunne vide, hvad man kunne iagttage.

Og han, han bliver så den store iagttager. Han iagttager alt muligt, og jeg fortalte Marja om, at han satte sig ned ved en kilde og satte en pind ned i vandet, ikke, og iagttog hvordan vandet ruller uden om denne her pind og laver nogle mærkelige kruseduller. Og her kan man se, hvordan han, han har iagttaget en plante, altså en ganske almindelig lille mælkebøtte-ukrudtsplante. Hvordan den udvikler, hvordan den udvikler sig så at sige i kreds, altså, der er kreds, jeg havde nær sagt -forstyrrelser, nej, det er der altså ikke, kredsharmonier i visse plantevækster, og der er kredsløb både inde i mennesket og nede i vandet.

Og han iagttog altså alt muligt, og han, han har udført disse tegninger med nøjagtig spejlskrift. Han skrev jo, han skrev jo spejlskrift, ikke sandt? Og så var han ovenikøbet venstrehåndet. Så det var skinbarlig, det var skinbarlig umuligt for et levende menneske at læse, hvad manden mente. Og så er det, ja selvfølgelig var det på latin, men der var ingen, så... og jeg fortalte jer, at mange af disse tegninger, som vi nu ser nogle af her, de er endt over i den engelske kongefamilies eje.

Og det er rart, at der er nogen, der har passet på det, for så kan vi se, hvordan videnskaberne er begyndt. Han har også billeder af – som I kan se her - en bjergformation, ikke sandt, og så det billede, som jeg altså ikke kan finde, hvor han har, det står i en anden bog, hvor han har lukket en kvinde op, og der har han altså ganske nøjagtigt tegnet alt, hvad der var lige ind til nervetrådene. Hvis bare jeg kunne finde…, hun har altså forputtet sig. Men træet her vil jeg gerne have, at vi skal se, og det der billede af de der, de der kære mennesker der. [Der lyder skramlen af møbler, episkop og skærm sættes op.] [Nanna siger noget utydeligt.]

[Mortensen] Hva? [Nanna siger noget utydeligt.] Ja, altså de der muskel…, muskel og skelet osv. og så…. Ja, og så træet bagefter.

Jeg ved ikke om I, om nogen af jer kan se noget. Jo, det kan vi godt. Det kan vi godt. Det er spejlvendt, og det er retvendt, og det er to skulderblade, ikke, og en brystkasse, og så er det en hals med en hel masse halshvirvler, der har vi altså et bækkenparti. Han er gået til værks på den måde, at han har gravet sig helt ind; hvordan han har fået lavet et skelet,

og sat det sammen, altså muligvis har han kunnet grave det op, ikke sandt, på en kirkegård, og så på en eller anden måde vasket det og få sat det sammen igen, og så få studeret. Det er jo uanede problemer, han har stået over… og det er jo ikke noget, man har kunnet gå hen og købe i en forretning, vel. Det er noget, han har lavet selv alt sammen. Og så har han rent videnskabeligt, der er ikke spor - i og for sig - kunstnerisk i det. Han har bare stået over for det mirakel, der hedder et menneske. Og han har, han har begyndt at finde ud af, at det er ligesom en stor maskine. En stor maskine hvor det ene fungerer med det andet.

Man kan altså ikke pille én ting ud, så er hele bygningen styrtet sammen. Vi…, vi ser på hans.... Altså hele funktionen et menneske.... Vi ser på et billede på den anden side, hvor der er nogle muskler på. Der har han ikke gravet, gravet sig helt fri. Det er jo ligesom et arkæologisk arbejde.

Ja, der har vi så udmærket sådan nogle, en arm der, hvor han ser den fra den ene side, anden side, tredje side, for at rigtigt at kunne beskrive, hvordan, hvad det er for noget. Han har altså de store bruskplader, kan man se deroppe, ikke sandt, og så de store blodfyldte muskler, som han har forstået fungerer i et bundt ad gangen og sådan noget, så han, så han har fået fat i hele den mekanisme. I alt, i alt hvad han foretog sig, der var han interesseret i mekanismen i tingen. Han var interesseret for det første i iagttagelsen og iagttage hvad det var for noget han så, og hvad det var han stod overfor, ikke blot så, men hvad det var, han stod overfor.

Og så var han interesseret i alt, hvad der havde med bevægelse at gøre. Og et menneske kan man jo altså, det er jo, det er jo den utroligste måde man kan bevæge alt muligt på i et menneske. Hele funktionen i f.eks. sådan en arm. Man kan bare strække den ud, I kan strække jeres arm ud, I kan begynde at vende og dreje den og begynde at se, hvordan fingrene kan gøre de mest mærkelige ting. Og alt dette her mærkelige, de kan gøre, det kan de gøre i kraft af disse her muskelbundter osv. osv.

og så fandt han så ud af, at der måtte være noget mere, og det var jo altså nerverne. Og så stod manden over for, at der både var årer med blod, der pumpede ind, og så var der altså noget

mystisk noget, som han fandt ud af, at det var altså det, han stod over for, nerver, og der kom han ind til et punkt i hele mekanismen, som førte til,

at han afdækkede sjælelivet. Altså han fik lige fingre i at opdage, at man, når man knipsede, når man knipsede en kvinde på en brystnippel der, så fik hun impulser op til hjernen, sådan hun fik lystfølelser og sådan noget. Altså den slags ting der, som…, det, der har han stået over for det ene mirakel efter det andet, og det er, altså mandens storhed, at han ikke er blevet fuldstændig vanvittig. Ja. Her har vi så den egentlige begyndelse til hele den videnskab, der hedder anatomien, og det er altså en stor gren

af, af lægevidenskaben og videnskaben om det menneskelige legeme. Og den har jeg været undervist i her, da jeg gik herinde i jeres alder,

der blev vi undervist i muskelmænd, som stod herinde, de var lavet af nogle fremragende tyske billedhuggere fra forrige århundrede. De er nu mestendels slået i stykker.

Og de blev smidt ned i gården, da man skulle modernisere, ikke sandt. Og der gik så det sidste stump af renæssancen herinde på Kunstakademiet, det skred ned i gården. Vi havde også nogle skeletter, som jeg har stået og tegnet, og det var altså resterne af den gren inden for kunsten, som i virkeligheden var lægevidenskab. Men på min tid der, der opfattede man det også som en…, en…, en kunstart at kunne tegne en…, et skelet. Og jeg kan godt sige jer en ting, at hvis man skal tegne et skelet, altså det er næsten lige så svært som en kat. Det er så utroligt, hvad læreren kan finde så, når man står i fjorten dage, hvad læreren kan finde af fejl,

fordi disse her knogler, de er bygget så sindrigt op, så det er ganske umuligt at have med at gøre for en dødelig. Nanna, hvis du vil veksle over til, til træet. Ja, vi kan ikke se det hele. Ja, det er udmærket. Vi kan ikke se det hele, men det går helt ned til jorden og det eneste, han ikke har med, det er mærkeligt nok rødderne.

Altså han kunne jo have gravet op og set, hvad der var nedenunder. Men det har han sikkert gjort med, i alt fald med planter. Han har sat sig til at tegne et træ ud fra den betragtning, at han ville gengive det, han så, og det…, det, det han ser der, det er det, altså det, det mest objektive, han har tegnet, den mest objektive gengivelse af sådan et træ ,. i alle mulige af dets mærkværdige kapricer, eller hvad man skal kalde det. Det er altså, han har opfattet det som en vækst, der er vokset uden, uden altså mål eller…, bare simpelthen fænomenet et træ. Og det han så, det er iagttagelseskunstneren, som kommer ind, og han var, han var altså en stor iagttager. [Optagelsen afbrydes.] Ja, går den nu heller ikke igennem?

Er det klart sådan? [Nanna] Ja, [Mortensen] Nå, vi fik lige et glimt af den uundgåelige Ole Tesch. Vi har talt meget billedsprog, og der er også noget, der hedder ganske almindeligt sprog. Og vi stod over for Per Johans billeder forleden dag, og der kom vi til at se, at han havde brugt et ord. Han havde brugt oktober [???], og det havde han vendt så at sige vrangen ud af.

Og der spurgte vi så Per Johan, om det var for at provokere, eller det var for at gøre dit eller for at gøre dat. Så stod vi overfor det problem, om hans provokation var tilgængelig for andre mennesker, som skulle se på det her billede, altså om han rettede sit billede til nogen, der var indforstået med hans form at udtrykke sig på.

Eller om man skulle vælge en anden udtryksform for at udtrykke sig over for en ganske bestemt gruppe, så denne gruppe var indforstået. Det er et stort sprogligt problem i vore dage at benytte noget over for en indforstået kreds. Hvis man ikke har en indforstået kreds, så er man jo en enegænger, og så kan man så at sige udtrykke sig i hvilket sprog, man har. Det er jo klart, Leonardo her med disse, med disse tegninger han har lavet her,

der kunne han jo gå hen og påvise, at den tegning af træet, han kunne jo tage en bondekone ved siden af, hvor han stod og tegnede sit træ, og sige, kan du se, hvad jeg tegner her? Ja, sagde, siger hun så, du har tegnet et træ der, det kan jeg da godt se, for hun kunne jo se, at han næsten havde tegnet både kviste og alt muligt. Men i det øjeblik, man ikke har, altså man kan gå to veje, man kan vælge at provokere og lave tingene i en udtryksform, som folk ikke er vant til. Og så kan man gøre noget andet, man kan henvende sig til et publikum, som er indforstået med den form. Og det var det, vi talte med Per Johan om, om det han kaldte, hvad var det, han kaldte det? Han kaldte det ikke det formelle, han kaldte det...

[Per Johan] Det faglige. [Mortensen] Det faglige kaldte han det, ikke? Det var ikke det formelle, det var det faglige. Og det…, det… er et meget stort problem, han rører ved der, og det rører I jo ved allesammen, fordi, jeg mener, Lena står jo også over for det. Når du kommer hjem med det der billede, eller til en eller anden kreds, hvor du har din gang, ikke sandt, så er det, så ved man ikke om, om de vil sige, at de er indforstået. Så er det måske en barriere mellem dem og det der, og så skal de have den nogen tid for at de kan vænne sig til, og så kan det godt være de vænner sig til noget, som overhovedet ikke har været din hensigt, ikke sandt? Det vil sige, at de står ufor-, uforberedte.

De står, de står uforberedte over for det, den hensigt, det budskab eller det, og den form som du har givet din…, dit udsagn, ikke sandt? Og så til den anden side, så kunne man forestille sig, at du ville gå en anden vej

og…, og…, og ligesom nærme, nærme sig, ligesom Marja i visse billeder der, disse interiører, hun lavede, da hun kom hjem fra Holland, det var mere sådan, altså, altså nu må I ikke misforstå mig, altså sådan i Bonnard-stil eller Renoir-stil, altså hollandsk hjemme-, hjemme-, hjemmevarme eller familievarme. Og jeg ved godt, hun har haft forskellige familiedramaer, ikke sandt, hendes far er død osv. Det er meget naturligt, hun har givet sig til at male den foyer, dette hjem, osv., og, og der kan man sige, hun er kommet til at stå over for noget, hvor hun så at sige har malet noget, hvor hun har, hvor, hvor, hvor det har været for et indforstået publikum. Begge, begge veje er mulige, man skal bare vide, hvor man, hvor man går. [Mortensen snøfter.]

Jeg tog så tre…, tre ord op her til morgen, for…, for… som, som ligesom [Mortensen snøfter.] Undskyld. For… som havde lejret sig i min bevidsthed efter det vi talte om sidste gang. Det ene ord det er iagttagelse. Det tror jeg, jeg vil skrive op. Den er her. Nu skal du bare se. Det er sådan et godt stykke papir der, jeg vender det om. Sådan. Her har vi iagttagelse.

Og så, og så skriver jeg et andet ord, som vi også har, har beskæftiget os meget med, og det er opfattelse. Og så det sidste ord, jeg skrev, det var indlevelse. Det er ikke et system til en verdensanskuelse, men det er, men det er nogle nøgleord til noget – hov, hov, undskyld – det er nøgleord til noget af det, vi har talt om herinde i, i denne her tid. Hvis man begynder som iagttager, iagttager omverden, så har man det store eksempel i Leonardo. Og hans eksempel videreføres på forskellig måde blandt andet ved hans iagttagelser af naturen, af mennesket og dyr og planter og vand og luft.

Han opfinder også flyvemaskiner og fugle ikke sandt, osv. Og der lægger han kimen til alle de eksakte videnskaber. Altså de eksakte videnskaber, som hviler på det grundlag, som er iagttagelse, og som er det grundlag, som hviler på, at man kan bevise det, man har set. At det er sådan og sådan, altså man skal kunne bevise det, i det øjeblik noget ikke kan bevises, så bliver det ikke taget til gyldighed inden for de eksakte videnskaber. I det øjeblik man så står på beviset, så kan man ikke rokkes. På den anden side er der jo en hel masse, man ikke kan forklare, fordi man ikke har fået måleinstrumenter, som er tilstrækkeligt stærke til at kunne beskrive, nej, til at kunne måle og veje osv. Det som man gerne vil vide noget om.

Videnskabsmændene laver bedre og bedre og mere og mere præcise instrumenter til at undersøge og iagttage partikler og alt muligt mellem himmel og jord og på den måde få et, en kontant viden om, hvad der overhovedet er vores tilværelse, vores univers, hvad vi er selv osv. Det strækker sig jo langt ind i det, man kalder ”behavior” [Mortensen udtaler det nærmest på fransk], ikke? Hvad betyder det? [Nanna siger noget utydeligt.] Hva? Nå. [Nanna siger noget, vistnok opførsel.]

Altså ganske almindelig omgangsform, ikke sandt. Man ved, man kan.... Ja. I det øjeblik, man nu står på dette grundlag, som man kalder inden for filosofien, det positivistiske grundlag, altså det grundlag, som bygger på det, man erfaringsmæssigt kan bevise, så bliver der en hel masse til rest. Og derfor opstår der flere ting.

Se. Altså. Nu kan vi ikke skrive alt det her nu, men altså, de eksakte videnskaber, det kan I godt forstå. Og så kan vi skrive her [utydeligt], ikke? Så opstår der fænomenet, så opstår der fænomenet kronologi, der opstår fænomenet iagttagelse af tiden, og denne her tid kan inden for denne verdensanskuelse kun beskrives som noget, der er i fremadskridende og noget, der altså forsvinder, noget der har et nu, eksistentielt, og det ved man ikke engang, det kan man ikke engang bevise, at der er noget, der hedder nu, at der er noget, der faktisk sker nu, mens jeg står og siger det her, fordi så er det allerede forsvundet, og så er der begyndt en ny tid. Det vil altså sige, der er en kronologi, de opererer med, ikke,

disse her videnskabsmænd. Og derud af disse beviser og denne kronologi, der opfødes to ting, der opfødes tro og tvivl. Og det er noget mærkeligt psykisk, psykologisk, der kommer ind i det øjeblik, man, man, man kun – jeg siger kun - står inde for det, man kan iagttage. Fordi man ved jo godt, at hele følelsesgebetet, jeg mener, alt det man føler for andre mennesker osv. osv.,

det kan jo hverken måles eller vejes. Det er altså noget, der måske lever et øjeblik, måske opstår det, måske lever det hele livet osv. osv. Og det er meget, meget besværligt at, at beskrive. Det er noget, der så at sige…, som man siger, det skal leves, ikke sandt. Og det er sådan en mærkelig ting som det, man kalder kærlighed, ikke sandt. Og det, det er så blevet så miskrediteret i vore dage, fordi det hele skal være så satans ration- …, rationelt, ikke. Og kærlighed det er så, det, det er heller ikke irrationelt, men det er a-rationelt, eller det har slet ikke noget med ”raison” [Mortensen udtaler det på fransk], ræson at gøre, ikke sandt, det har slet ikke noget med fornuft at gøre.

Hvorfor fanden skal det have noget med fornuft at gøre, når det er noget med noget, der ikke har med fornuft at gøre, ikke sandt. Jeg mener, der kommer man altså til at stå over for, at ryste på hovedet, ikke sandt, det kan man altså ikke. Derfor kommer der en stor tvivl ind i bestemte områder. Så griber man til et nyt fænomen, og det er det, vi er faldet over, der hedder hermeneutik, og det er simpelthen det, der hedder fortolkningslære. Som [utydeligt]er specialist i. Fortolkningslære.

Altså man står pludselig i den situation, skubbet af sprogfilosoffer, der, der skubber de til fysikerne, og, og så siger de til dem, jamen, inden for sprogfilosofien, der står vi altså i den situation, at vi bliver nødt til at operere med fortolkning, for man kan ikke have ”Übersetzung” [Mortensen udtaler det på tysk]. Man kan ikke oversætte noget, det er umuligt. Man må altså fortolke fra det ene sprog til det andet, fra den ene religion til den anden. Det er samme bestanddele, det er samme… historie, det er samme ting, men der er altså alligevel den lille bitte forskel, som vi må forsøge at finde ud af, og det vil sige, vi må fortolke. Vi må fortolke, hvad det er, og, og hvert menneske er i virkeligheden sin egen tolk, fordi hvert menneske, det er det mærkelige ved det, at hvert menneske taler en dialekt. Og det, det er slet ikke noget at tro, at ovre på Fyn der siger de ”kyllingerne skal have grin” og sådan noget, ikke sandt.

Det grinede vi meget af i gamle dage, når kyllingerne skulle have gryn. Men altså det er slet ikke den slags dialekt, vi taler om. Vi taler om, at hvert menneske har sin dialekt. Hvert menneske har sit sprogbrug, hvert menneske har sine udtryksformer osv., der udtrykker det menneskes dybe sind, det menneskes sind. Altså øverst alt det man ved, og de befalinger man giver, de…, de ting man taler om rent rationelt,

mere eller mindre, ikke sandt, fordi der er ikke noget der er, der er ikke noget der er rigtigt, det man siger, der er ikke noget af det, der er rigtig rationelt. De betoninger, man lægger på, og de pauser, de kunstige pauser osv. osv. Det…, det hele er et slags skuespil, et ordskuespil. Og det, det gennemstrømmes altså af liv i en tid, og denne her tid viser sig, hvis man nøjere kigger på en samtale eller en monolog, som jeg nu sidder og holder, så viser det sig, at den tid, den er ikke kronologisk retlinet, sådan at man kan sige, det sekund sagde han det og det sekund sagde han det, fordi der vil altid være små ophold, der vil altid være små betoninger, og hvis man skal ”datamacere” det, så skal man altså, så skal man altså have en fantastisk god maskine, ikke sandt?

Det skal, den skal jo være klogere end et menneske. Det har videnskabsmændene, deriblandt særlig fysikerne, de har så fundet ud af, at vi står overfor store problemer, at de i øjeblikket skal udtrykke deres erfaringer, som de kan undersøge, som de kan altså se disse her med ude på Niels Bohr Instituttet, som sidder og operer med cyklotroner og gud ved hvad, ikke sandt, for at finde ud af kerner og kvarker og glu-, glukoner osv. kommer de til at stå over for et sprogligt fænomen, et sprogligt... de skal finde sproglige termer for alt det der, og så går de først og fremmest til, til tallene, hvor tallene det er ligesom det mest rationelle man har, tror man,

altså når man kan udtrykke noget I tal, så er det altid håndgribeligt, og så er det altid til at tage og føle på. Men så pludselig står man overfor fysikere, der bruger græske bogstaver og så… for at udtrykke sig, og så pludselig ser man, at de opfinder så at sige ord, symboler for, altså f.eks. som glukoner, kvarker og alt det der, som dækker noget, som kræver en indforståethed og vide hvad er. Og den indforståethed er så igen afhængig af fortolkningslæren, og så sker der det, at de til slut står overfor et problem, som de kalder universet er intelligent. Vi talte om det sidst, dette mærkelige med, at man står overfor det, at der er...

Hov, hov, hov, lige et øjeblik, så skal du få den. Du skal ovenikøbet få den meget. Det er.... Så står man over for det, at, at Bohr ryster på sit gamle hvidhårede hoved, og en skønne dag mumler hen for sig selv, men det bliver alligevel opsnappet af en af hans sekretricer, ikke sandt, det ser mærkeligt ud alt dette her, vi iagttager, men det ser ligesådan ud, som om der er en mening bag det hele. Og i det øjeblik han siger de der famøse ord, en vis mening bag det hele, det må vi skrive op. Det synes jeg er så strålende. Altså han kan finde ud af en vis mening, ikke?

Det har han faktisk selv skrevet. Og det kan jeg ikke en gang skrive.

[Mortensen og elever diskuterer, hvordan ”vis” skal staves, ikke transskriberet.]

Og der kommer man til at undskylde mig, altså der er det ikke, fordi jeg er snobbet, men der er fransk altså mere præcist, og så er altså latin endnu mere præcist, for det kan jeg ikke skrive, det kan jeg ikke tale. Men altså man, man skulle fra barndommen lære latin, så man kunne udtale og udtrykke sig korrekt. [Elev] Han sagde det vel på dansk, gjorde han ikke? [Mortensen] Han sagde det på dansk, han sagde altså, men forstår du, det skal man jo også kunne, ikke sandt?

Men når man så skriver det, en vis og en vis, det staves på den samme måde. Og når han så skriver det ned, så kan han blive misforstået, ikke sandt? Som jeg blev af mig selv, der for et øjeblik siden. Se, det leder jo altså til det ganske besynderlige…. Hvad siger Nanna? Det leder til det ganske besynderlige, at hvis der er en vis, ”un certain raison”, ”un certain système” [Mortensen bruger franske udtryk], eller hvad skal man sige, så leder det.... Hvad leder det så til?

[ elev] En tro. [Mortensen] Ja, så leder det til en tro. Og det er altså ikke noget, man kan bevise og måle og veje. Der kan de opfinde stjernekikkerter og se op til månen, men de kan sgu ikke finde noget som helst, der kan måle og veje tro.

Og det vil sige, at videnskaben står, eller går mod, det skal være en pibe, [Mortensen tegner] det går mod ”zero”, mod nul. Ikke sandt? I det øjeblik, det går over til en tro, ja, så står vi over for ”zero”, og hvad er ”zero”?

Det er et gudsbegreb. Så kan man kalde det fanden og gud og Belzebub og…, og…, osv. osv. Men det er altså et gudsbegreb. Så havde jeg tænkt mig, at.... Det kan man mene om, hvad man vil, altså, men, men, men det er jo altså et oplæg til en diskussion her senere, som vi kan tage op, når vi nu har skrevet det her. Altså, vil du vende?

[Nanna] Næh. [Mortensen] Nå. Opfattelse. Opfattelse har vi også talt om, og det har vi kaldt perception. Der er perception inden for alle mulige områder, og hvad er det for områder? Ja, det er altså ikke måle- og vejeområder, men det er sanseområder. Vi har så og så mange sanser, og disse her sanser, der kan vi med dem alle sammen lugte, f.eks., man kan lugte en rose, ikke sandt, og man kan…, man kan altså sanse med øjnene, man kan sanse med, med … jeg ved ikke hvor mange sanser der er,

men der er mange sanser, ikke sandt, der er føle og lugte og smag. [ elev] Der er i fem i hvert fald. [Mortensen] Er der fem? Er der seks? Har du fem sanser? [elev] Jeg har seks. [elev] Det har alle kvinder. [Mortensen] Du har seks? [elev] Det har alle damer. [elev siger noget utydeligt.]

[Mortensen] Nå. Og så den sjette sans. [Elev] Og den syvende himmel. [Mortensen] En sjette sans, det er altså også noget, der hører med her. Og hvad man perciperer, hvad man opfatter med den sjette sans, det vil jeg gerne bede jer om, en af jer, en for en, at betro mig. Vi har forsøgt at percipere og opfatte noget med vores øjne, og der er vi ramlet ind i noget, der hedder synspsykologi, og den er meget udbredt, der er tykke bøger om det, og vi, vi er gået sådan til værks, at vi er gået lige til kilderne, vi har, ligesom vi inden for litteratur og religionsfilosofi har to store skikkelser på dansk, hvor man kan læse dem på dansk. Den ene er selvfølgelig H.C. Andersen, utruf-, uovertruffen sprogdansker, som altså man skal stå på hovedet for at fortolke, men han er oversat eller fortolket for 1700 sprog. Så er der Søren Kierkegaard, som stadigvæk får mere og mere betydning,

og som så bliver glemt igen. Og vi har, vi har vores store religionshistorikere, der sidder på Aarhus Universitet og Aalborg Universitet og Københavns Universitet, og skriver tykke store bøger om Søren. Og så kan man altså bare gøre det, at man læser Søren selv på originalsproget. Vi har også store afhandlinger, der er en mand der hedder Ferlov, Knud Ferlov, som var onkel til Sonja Ferlov,

billedhuggerinden, og han blev over 90 år, og han sad og brugte hele sit liv til at oversætte eller interpretere Søren Kierkegaard til fransk og italiensk og fik udgivet en forfærdelig masse litteratur. Men vi der er danskere, vi har den fornøjelse, vi kan sætte os til at læse manden på originalsprog, og så kan vi jo altså se, hvad det er for noget. Det kan vi jo ikke med Marx og Freud osv. Der bliver vi nødt til at lære tysk. Nå. Vi er gået direkte til Rubin, som jo er en af vores, og han er en af pionererne inden for… formpsykologi, og der har vi lavet en hel masse eksperimenter, som ikke har været særlig videnskabelige og rationelle osv., vi har taget meget, meget afslappet på det, men fået lavet en hel bunke billeder, og det kan så, og det er jo meningen med det, det er jo ikke meningen, at vi skal sidde her og lave videnskab, vi skal bare simpelthen se og få fantasilivet i sving.

Det vil sige, man kunne skrive deroppe, nu evner jeg ikke at skrive mere i dag. Men altså, du sidder og skriver ned, så kan du sætte det op bagefter. Så…. Der er vi truffet på det, man kalder form og grund. Form og grund er et af de problemer vi har stået overfor, og det er noget gennemgribende for hele vores kunstneriske aktivitet. Vi arbejder jo uafbrudt, hver gang vi sætter et penselstrøg, så er der en form og grund. Så har vi tangeret et andet fænomen, det her jeg kalder pars pro toto, en del der udtrykker en helhed. Og det er også et, en ting, vi står over for hver gang, vi skal slå en streg.

Og vi kan særlig se den, når vi, når vi laver en cirkel eller når vi laver en firkant eller en trekant. Hvis man tager tre punkter og skriver deri, altså 1, 2, 3, så vil det af og til at vise sig for øjet som en trekant. Så trækker man af sig selv linjerne i hovedet, vi har jo heldigvis indbygget hovedet med et bevidsthedsliv, og dette her bevidsthedsliv kan man studere med det, vi har kaldt… opfattelsespsykologi. Så har vi stået over for fænomenet ligevægt og uligevægt, og der har vi stået over for højrenæssancens ligevægtsmotiver, den…, kasseperspektivet, den stræben efter ligevægt, som hele tiden ligger i kunsten, og ligevægt og harmoni.

Og du skriver op, ikke? Ligevægt og harmoni. Ikke? Og så står vi pludselig og, og skæver over til Kina og der - og Japan, og der ser vi, at deres…, deres maleri der, vi tager f.eks. altså fra Sung-tiden deres landskabsmaleri fra Sung-tiden, deres blomsterbilleder, deres bambusbilleder osv., der står vi over for en usymmetrisk symmetri, hvis man kan forstå, hvad det mener, det vil altså sige noget som, lignende som det Leonardo var i færd med at udforske, altså bevægelsen hen fra u-symmetri til symmetri, altså det man går hen imod noget, det jeg har kaldt gennem alle de her ting, den approksimative, det tilnærmelsesvise. Altså dette at man ikke kan komme noget nærmere end tilnærmelsesvis så og så nær.

Derfor falder, og derved falder alle vores komplekser med at f.eks. lave mesterværker. Man kan altså altid lave noget som er tilnærmelsesvis godt. Og så må man blive stående ved det. Men det skal helst være tilnærmelsesvis så godt, så det giver indtryk i et vist øjeblik af at være i fuldstændig harmoni. Et andet fænomen vi er kommet til, det er efterbilleder. Vi kan, hvis vi bruger farver, der kan vi komme ud for det mærkelige fænomen, når vi bruger forskellige farver stillet op mod hinanden, at de i øjet danner sig på en måde,

sådan at man, når man så holder hånden for, så får man et efter-, efterbillede, og det kan man også bruge. Går man videre den vej, og det er vi jo gået, så kommer vi til at stå over for et mærkeligt fænomen, som bliver betegnet med ordet gestalt, og dette ord gestalt er siden gestaltpsykologen Max Wertheimer opfandt det i sin tid, da er det gået over hele jorden i al litteratur, og der må man altså være indforstået med, hvad det betyder, og det bliver for langt at forklare, men alle mennesker, der beskæftiger sig med dette her fænomen, er indforstået med, hvad der menes med ordet gestalt. Så står vi pludselig, når vi over, står over for disse gestalter, der står vi over for et område, hvor vi kan se, at der er noget, der er normalt, og der er noget, der er patologisk. Der er vi strejfet ind i sindssyge, i Rorschach og vi er strejfet ind på disse områder, som er grænsegebeter, det franskmændene kalder ”terrains vagues”, de vage terræner, ligesom mosedynd, ikke sandt? Der hvor man altså ikke rigtig ved, om man synker i eller….

Der er altså, rundt omkring hver en by, der er ”terrain vague”, hvor man bor i kolonihave- lysthuse og den slags ting, og der foregår mærkelige ting, men man er ikke helt ude hos bønderne, og man er altså heller ikke inde i bykernen. Det er ligesom noget, der vokser ud og vokser ud og vokser ud. Og der er disse vage terræner, hvor man ikke ved om en kunstner i virkeligheden er gal eller - vi har heldigvis to svenskere hos os, jeg ville have fortalt en hel masse om Strindberg i dag,

men han, han opererede jo netop med ”terrain vague”, hvor man ikke rigtig ved, om manden er gal, eller manden er ved, ved sine fulde fem. På den måde ved, ved at operere med ”les terrains vagues”, jeg skal hurtigt gøre det færdigt, er I kede af det? [Elever lavmælt] Nej. [Mortensen] Nå. Javel. Ved at operere med disse ”terrain vagues” der kan man komme til at iagttage fantasilivs karakter, altså hos den enkelte. Den enkeltes fantasilivs karakter. En kan, og det viser jo Rorschach-prøverne, en kan altså for eksempel stå og lave 800 varianter,

og en kan lave 3, eller 4, eller 5, eller 10, osv. Og i det øjeblik vi tog det her som Rorschach-prøve, så ville vi altså kunne slå op i disse her folianter og se, at Simonsen, hvis han blev sindssyg, så ville han sandsynligvis blive sindssyg på den og den måde, ikke, fordi man har det materiale fra syge mennesker, hvor man har set at en mand - f.eks. jeg kendte en matematiker nede på sindssygehospitalet i Saxkøbing, som jeg talte med, jeg havde lejlighed til at, at besøge dette her sindssygehospital, og der kom jeg ind til de forskellige. Der var en, han, han havde symboler ligesom Göring, ikke, ordener. Han havde symboler på, altså klippet ud af glanspapir. Alle de stjerner han kendte, og måner, sole og stjerne i panden og en høj hat med stjerner på osv. Og han sad og forklarede mig i timevis om, at han havde tænkt at placere den stjerne der, den 27., og så havde han kalender osv.,

så han lavede en astronomi privat, en privat astronomi, og den var sgu lige så god som de almindelige, man kan købe nede i…, i…. hos Munksgaard. Det er sikkert Charlotte [utydeligt]. Nå. Men der er, og det ved jeg, der er, eksempler hos Rorschach, hos folk der kan sidde i timevis. Der var en matematiker, som jeg fortalte før, og denne her matematiker han sad og løste talligninger. Altså han løste det, man kalder førstegrads-, andengrads- og tredjegradsligninger, og dem, dem, det havde han altså gjort vistnok i 31 år,

og han havde huset fuldt af papir, hvor, hvorpå der kun var ligninger, som var løst, men altså det var, det var bare ikke, det var bare ikke rigtigt. Men han havde, på en eller anden måde havde han fået et sind, der kunne gøre, at han kunne lave 800 i løbet af [utydeligt]. Det var bare ikke rigtige ligninger, det var, det var tilsyneladende rigtigt, men matematikken var altså i alt fald uforståelig, kan man sige, den…. Så har jeg kendt en anden, også matematiker, og han var ansat i, i, i staten, og hver gang han kom hjem, han havde en lejlighed på Amager, jeg kendte hans søn, og så kom jeg op hos dem, så sagde han, ja, du må, du må altså ikke komme ind i fars værelse, hvad sker der? Så blev jeg selvfølgelig nysgerrig, ikke sandt. Fars værelse, hvad sker der i fars værelse?

Ja, han sidder og løser matematiske opgaver. Nå, sagde jeg så, det var jo meget... Hvad, hvad er det for en matematiske? Vi gik jo i matematisk gymnasium begge to og osv. Ja, han laver talfølger. Han laver talfølger, og han mener, han kan finde ud af noget. Jeg siger, det er meget interessant, må jeg ikke se nogle af de talfølger? Vi havde jo også lært lidt om talfølger, i…. Og så…, så siger han ja, hvis du altså, du må ikke røre noget, men altså… fordi han ved ganske nøjagtigt, hvor hvert stykke papir ligger. Ja, siger jeg, jeg rører ingenting. Og jeg kom så ind, hvad ser jeg? Hele værelset fyldt fra loft til gulv med A4, ikke.

I stabler med talfølger. Der var altså mange kvadratmeter, hvad hedder det, kubikmeter, kubikmeter talfølger fra år tilbage, men han var ikke sindssyg, han passede sit arbejde på sit kontor fuldstændig punktligt, og…, og senere så fik han høj anerkendelse for sit matematiske arbejde, han lavede altså et grundlæggende matematisk arbejde. Så der…, der…. Men altså selve karakteren af vores fantasiliv er forskellig hos os alle sammen. Og den kan man få noget at vide om ved at studere de syges fantasiliv og så ligesom spejle sig det.

Og det har vi også strejfet en lille smule. Så har vi talt om, om begrænsningens nødvendighed. Vi har talt om det, at det kan ikke nytte noget og…,

det, det var, Kandinsky skrev en lille note om det, en gang gult, det bliver gult, ikke sandt, to gange gult, det, det bliver gråt, ikke sandt, jeg mener, for meget

af for meget, det er for meget, ikke sandt. Det, det er sgu meget nemt at forstå. Det…. Begrænsningens nødvendighed. I det øjeblik man skal have en farve til at klinge, ja så må man altså isolere den og se, hvor meget den er værdi og hvor stor udstrækning, den skal have i forhold til det univers, den skal være i, og det vil sige, at man står over for hele denne her udredning, begrænsningens nødvendighed, der står man over for fænomenet moral, hvis man fører det over på et andet plan. Altså Simon, nu skal du altså forsøge, altså du kan se det der, det, det er pludselig et begreb fra en anden række, ikke, hvor disse her gavtyve. Altså det hører, altså tro, det hører til et andet sted end de eksakte videnskaber. Og i det øjeblik, man går fra opfattelsespsykologi herned til begrænsningens nødvendighed, ikke. Nødvendighed. Den er nemlig nødvendig.

Den er nødvendig for, at tingene kan komme til deres ret. Og det vil sige, at det indebærer et begreb fra en anden verden end den, vi opererer med i øjeblikket. Vi hopper altså ligesom de eksakte videnskabsmænd ned til tro og til et gudsbegreb. Der hopper vi pludselig ned fra perceptionspsykologien til et begreb der hedder moral. Det er ganske kuriøst, ikke? Er det ikke?

Det er sgu da mærkeligt. Det har overrasket mig meget. Hvis I så kan holde ud i fem minutter til, så skal jeg køre, køre ... står der nogen derude? Er det Charlotte? Har hun sat sig derude på en stol...? [Nanna] Nej, hun er gået ned i gården.

[Mortensen] Nå... Ej, men det er mig meget om at gøre og lige... Altså, så, så har vi et ord, der hedder indlevelse. Altså, indlevelse, hvad er nu det? Hvordan har vi beskæftiget os med indlevelse. Jo, vi er begyndt at beskæftige os lidt med det, kineserne talte om derovre for 4.000 år siden, og som de taler om endnu den dag i dag, og som Per Nørgaard, den store danske komponist, talte om ved Stiftelsesfesten. Det er hans tale, og den er her, og den skal jeg ikke læse op, men den hedder

”Energien er glæden i verden, den lyser”. Og der er et billede fra Østen af en mand, der går ud - vi har talt om denne mand, der rider ud… for at finde koen. Denne her ko har jeg talt om. Hvad er koen? Ja, det skal man selv finde ud af. Hvad…, hvad er din ko? Nu kan man jo sige, hvad er din syge moster, eller hvad er din oldemor, eller hvad er Metusalem, eller hvad er dit, eller hvad er dat. Men det hedder… i, fra gammel, gammel, gammel tid, det hedder egentlig en okse. Altså, det var sådan et dagligdags begreb, alle bondegårde, det var jo bønderfolk derovre, der sad og filosoferede over tilværelsen, de havde alle sammen husdyr. Og et begreb som en okse, det kendte altså, der var man indforstået.

Når man, når man så sagde i overført betydning, jeg skal ud og finde min okse, så vidste alle mennesker, at manden altså muligvis ikke kunne få det, man på dansk kalder hul på kokosnødden. Altså han, han skulle finde ud af noget med sig selv. I dag har man noget, der hedder at realisere sig selv. Det er altså ikke det, der menes. Altså, det…. Man kan sige det meget banalt, altså, man sætter sig for at finde en mening med tilværelsen. Og der skal man altså have nogle oplevelser. Og man, man skal have en teknik, og den teknik skitserede de for os ved at lave deres 10 billeder, og disse 10 billeder har kunstnerne gennem altså mange, mange 1000 år lavet, så de hænger i et hvilket som helst hjem. Man er indforstået, når man ser et billede, de 10 billeder, når man får dem foræret til sin konfirmation, så ved man, her har man

altså – havde jeg nær sagt - en opskrift på, hvad man skal foretage sig i de næste 70-80 år. Man skal finde sin ko, ikke sandt. Og dette her, dette her med at finde koen, taler Per Nørgaard lidt om. Og hvis I ikke har læst den alle sammen, og skal læse den alle sammen, så synes jeg, så synes jeg altså, at vi skal få den lavet, og nu kommer jeg jo altså ind på noget, som jeg ved godt er meget besværligt, men jeg vil altså gerne have, at dette her i dag er skulle udmunde i et lille, jeg tør næsten ikke sige det, men altså det skulle være et lille…, et lille kompendium. Et lille kompendium. [Nanna siger noget, utydeligt.] Og der vil jeg gerne have den der med, ikke.

Så vil jeg gerne have en artikel, der handler om en bog. Det er en artikel af Jurij Moskvitin. Og det er en bog af Boris [sic] Capra. Fysikkens Tao. Og den tramper altså lige. Nu sker der det pudsige for mig og pudsige for jer selvfølgelig også, at det vi har siddet og beskæftiget os med hele året, det begynder at avle bøger, som man faktisk kan købe for 100…. [Nanna] Tusindvis af kroner. [Mortensen] 100 tusindvis af kroner. Men altså man kan jo få en forsmag på den, og så kan man gå ned og låne den på et bibliotek. Den vil jeg altså have ned i vores kompendium.

Jeg har en mere stads her. Se! Det, den oplevelse man får, den oplevelse man får i det 8. billede, ikke? Da man er ude… altså vi skriver ko, ikke, nu er jeg så vant med den ko. Altså der er, der er 10 billeder, ikke sandt? Og der tror jeg det 8. billede, de er alle sammen kvadratiske, passer jo meget godt til Hahne, og det 8. der er koen blevet et.

Men hvad? Han har altså fundet sin ko. Men koen er også vokset ind i ham, og han er vokset ind i koen. Og det bliver så afbildet med en stor tynd cirkel, eller tyk cirkel tegnet med en fed tuschpen osv. osv., og indeni er den hvid og udenom er den også hvid,

og der kommer vi til at, at komme i forbindelse med Yves Klein, ”le monochrome”, som lavede billeder hvidt i hvidt og guld på guld osv. osv. og som havde sin viden derovrefra, og som jeg kan fortælle jer om næste gang, fordi jeg har sludret med ham om alle disse ting, og han havde rejst derovre, og han var med i Indokina som soldat, og han havde lært sig jiu-jitsu og karate og en hel masse ting, han havde et sort bælte og var en grusom fyr. Og han havde snuset til det, og han var i og for sig den, der i vores kreds…. [Optagelsen afbrydes.] For at I ikke kan se, for at I kan se, at der har været en linje i alt, hvad vi har foretaget os. Se, det [utydeligt] taler om der med at finde koen, det er det han kalder, det er det, de kalder at blive oplyst.

Altså ikke et oplyst menneske som i vores forstand oplyst, men altså at man får det, de kalder for det tredje øje. Der er en meget, meget gammel fabel, der går ud på, at mennesket i virkeligheden var udstyret med et øje, der sad heroppe i panden imellem, og mange mener, at de kan føle, når de føler panden her, at der i virkeligheden har siddet øje der fra gammel, gammel tid, men det ved jeg nu ikke. Men de siger det tredje øje, og det er det samme. Kandinsky taler om det indre øje, den indre nødvendighed og alt det der. De kredser alle sammen om det

at se tingene for sit indre øje, det, det læser man jo i kunstlitteraturen alle vegne. Og vi kender det jo også for os selv, når vi står og skal male, vælge den næste farve, så må vi ligesom se noget fra det indre øje, før vi går hen og laver det der. Og det er det man kalder de…, i den lære der kalder det tredje øje. Vi har lige strejfet tao og zen, og der har jeg den fornøjelse, at det altså også er blevet strejfet herinde i festsalen af en så fremragende mand som musikeren Per Nørgaard. Vi har så talt om en ting, der ligger i tråd med det her, og det er geometrien.

Se geometrien, det er jo noget mærkeligt noget, som jo nedstammer helt fra hedenold. Vi kan spore det tilbage til det gamle Ægypten, og så kom det over havet, så kom det op til Grækenland, så kom det i hænderne på filosofferne, og der har vi stået over for det, at vi har en geometrisk geometri, som er ren matematisk karakter, ligesom Leonardos tegninger, og den hører i og for sig ovre i den første spalte.

Men så har vi det, filosofferne kalder en sensibel geometri, hvilket vi har kaldt den intuitive geometri. Altså i det øjeblik, vi opdeler en, en billedflade, så har vi de tre muligheder at lave en geometrisk geometri, en sensibel geometri og en intuitiv geometri. Og i det øjeblik man begynder at beskæftige sig med, hvordan filosoffer og kirkefædre, der kommer vi sgu ind i de der kirkefædre der fra det 2., 3. og 4. århundrede, som har gået og leget med, med disse ting,

de har fundet ud af det, de kalder den harmoniske port, disse ting, som vi har været inde i. Og det gyldne snit og den slags mærkelige ting, og den mærkelige, meget mærkelige femkant og delinger osv., og det har vi lige strejfet i Henriette Gonses bog, som vi har fået oversat og udgivet til fælles bedste. Her kommer man til at stå over for noget, som er mærkelige tal, altså ligesom, ligesom 3, 9, 7, 13, 17 osv. er inkommensurable størrelser, det vil sige, de ikke er til at dele. Man kan ikke dele 3, altså andet, altså med 1, så bliver det 1 gange 3, ikke sandt. Men 2, det går, 4, det går, 8, det går.

Der er altså mærkelige tal. Og det har man været opmærksom på siden hedenold. Og der er altså så talforhold og delingsforhold i forskellige geometriske forme og struktur, som man har kaldt særligt hellige tal. Altså særligt harmoniske tal menes der med hellige. Altså særligt harmoniske, og dem kunne man så også påvise i krystaller f.eks., som jo har en…, en geometrisk karakter, og så kommer vi igen over til Leonardo, og så kan vi pludselig se en bekræftelse på, at det er sådan, at det i virkeligheden er sådan i naturen, hvilket man lægger stor vægt på, at det er sådan i naturen.

Her kommer vi så til at strejfe, når vi går fra geometrien og, og disse, disse hellige tal, så kommer vi til at strejfe noget helt andet, nemlig den automatiske skrift, som surrealisterne arbejdede med. Se her står vi over for en fri, mærkelig geometri, hvor man aftegner indviklede, geometriske ting, som også kan rumme reminiscenser, symboler fra det daglige liv. En, en særlig form for…, for geometri, og…, og noget der strejfer…, der strejfer – hvad var det jeg talte om før - den automatiske skrift, ikke sandt, som kræver et helt semester, ikke sandt, for at komme ind i det, hvad surrealisterne, Breton og de der folk mente med det. Så, så er der hele Østens interesse for en mærkelig…, jeg vil nærmere kalde det lidenskab end videnskab, det er nemlig hele kalligrafien. Kalligrafien det er ikke noget som vi betegner, vi betegner kalligrafi som skønskrift,

det er slet ikke noget med skønskrift i den forstand, selvom det er smukt, men det er slet ikke noget med det, vi kalder skønskrift. Kalligrafi. Det er noget, der kan betegnes nærmere med…, hvis jeg siger f.eks. det kalligrafiske nu, altså det øjeblik, da hånden bevæger sig inden for et meningsfyldt område, og…, og…, altså jeg vil, jeg vil nærmest sige, at det tangerer koreografi. Altså når en koreograf laver trinøvelser og trinskoler og f.eks. at indlægge en mening i menneskebevægelse, så laver han sin koreografi og så tangerer han det, man kan lave med en pensel, og det er altså det, man kalder kalligrafi.

Ved kalligrafien og den automatiske skrift, der kommer man så til at stå over for et tidsfænomen igen. Et tidsfænomen, som vi havde her for et øjeblik siden, og det er også et tidsfænomen, som ikke har noget at gøre med den kronologiske tid, det er nemlig det tidsfænomen, som er betegnet i det kalligrafiske nu, og som Søren Kierkegaard beskriver spalte op og spalte ned. Det er det samme som zens tidsbegreb. Det er betegnet ved menneskets dvælen i et øjeblik. Altså det øjeblik, i det øjeblik, nu må I altså undskylde, det er et dårligt sprog. I det øjeblik, et øjeblik bliver meningsfyldt, så bliver det udstrakt, kronologisk set, sådan at det så at sige fortabes i intetheden, kan man sige.

Det bliver meningsfyldt for det menneske, og det bliver så det, man kalder oplevelsesøjeblik, og som Søren Kierkegaard taler om i sin, i sine prædikener om ”Lilien paa Marken” og ”Fuglen i Himlen” [egentlig ”Fuglen under Himlen”]. Det er den dvælen, der ligger i det, man kalder kærlighed. Endelig står vi over for selve synets dvælen, selve synets funktion. Og der kommer vi ind i…, i…. i en frem-og-tilbage skridende tilværelse. Vi mødte hos Rubin – er der lidt tilovers - vi mødte hos Rubin, det han kaldte prægning. Prægning i sindet er et synsindtryk, som prægede sindet, blev oplagret et eller andet sted i bevidsthedslivet,

og som så bevirkede, at man så anderledes, eller man så reelt tingene, som de er, eller som de er for én, eller hvordan man nu vil kalde det, men altså man ser dem, det man kalder, så så jeg det pludselig for første gang,

da mine øjne ramte det og det, da så jeg det pludselig for første gang, og det er fordi, man, når man opøver øjet til at se, der har vi Øivind, hvor er Øivind? Øivind sidder der. Altså når man arbejder med strukturer, ligesom Ewa og I alle sammen gør,

altså på en eller anden måde arbejder med strukturer, så arbejder I ind i noget, og så kan I gå ned pludselig ad en gade og se de samme strukturer lyslevende for jer. Når Hahne arbejder med sit hus, så kan han se derovre en skønne dag og pludselig se, at der er fuldt af huse, og han har slet ikke tænkt på, at ovre i Nyhavn der, der var andet end beværtninger, og dem ville han ikke gå over i. Men altså pludselig kan han se, at det i virkeligheden er ganske almindelige huse, der ligger der. Og det kan han gøre, fordi han arbejder med sine strukturer. Det vil sige, at man gennem dette øjearbejde,

dette at man lærer at se, og man opøver sig selv at se, og man præger sit bevidsthedsliv med synsindtryk, det bevirker, at man af den vej kan man få et livsindhold. Det er ganske mærkeligt. Man kan få et livsindhold. Og det kalder jeg…

en orden, der ranede, rev ud af virkeligheden. Altså vi har hele virkeligheden i sin mangfoldighed. Alle vegne, ikke sandt. Det er lige meget, hvad fanden man ser. Så har man alt…. Men pludselig er der noget, som bevirker at, som H.C. Andersen siger, at toppen og bolden, de stod godt til hinanden.

Altså det…, det…, så simpelt er det, de…, de…, altså…. Pludselig bliver det noget, de stod godt til hinanden, ikke sandt, og… det er hele kærlighedsmysteriet i en nøddeskal, ikke sandt, jeg mener, det…, det…, det…. Nå. Man kan altså få en vision. Altså det der sker, det er det, at man ikke ser mere, ikke kun ser tingene, men at man får en vision, man får en oplevelse synsmæssigt, som kan præge ens indre, og den prægning bevirker, at man nu ser tilværelsen på en anden måde. Jeg havde nær sagt en rigere måde, men det tør jeg ikke, men på en anden måde, og den anden måde bevirker, at man bliver varm om hjertet. At man ligesom altså pludselig ser en rød mere rød eller en gul mere gul osv. osv.

Man får så en indforståelse, og det vil jeg slutte af med, man får så en indforståelse med naturen og derigennem med sig selv. [Mortensen skriver eller tegner noget på en tavle.] Og hvad er det der er sket med en? Ja, det er simpelthen det, at man har fundet koen. Så simpelt er det. Altså der gik den mod nul

og guds-, gudsbegreb. Her gik den mod moral. Og her går den mod ko-en. Og se den hører til her, men den hører også til der og der og der og der og der, så man kan ligefrem lave en

diagonal igennem hele pibetøjet, og så går den ned til koen. Det synes jeg, vi skal lave et, et… lille kompendium om, og så som en fodnote vil vi sætte....

Kan du lave et billede af det? [Nanna siger noget utydeligt.] I kompendiet. Hva? [Nanna siger noget utydeligt.] Hva? [Nanna siger noget utydeligt.] Jo, det kan du da godt, det kan du da…. Jo, der er sket det ganske besynderlige, som jeg vil indvie jer i, fordi det synes jeg er…, er virkelig en frugtbar ting. Det er Dansk Musiktidsskrift, og der er en bog.

Det er jo klart, der er en bog, ikke? Og den falder lige ned i hænderne på mig, og den er jeg så lykkelig over. Fordi jeg har i lang tid beskæftiget mig.... Ham var vi nede og besøge, ikke? Det kender I godt. Carpaccios mand, der sidder der, ikke sandt? Og vi fandt ud af, at det var ikke Hieronymus, men det var Augustinus.

Og jeg har fortalt jer om, at han sidder der og venter på det hellige nu, hvor han får inspiration ind ad vinduet, og den skal ned i pennen. Og så skal han skrive ord. Og først nu har jeg fået at vide, hvad det er han overhovedet foretog sig. Jeg troede, han var ved at oversætte Bibelen fra græsk til latin, men det var altså Hieronymus. Og det vidste jeg godt, men hvad fanden han foretog sig der.

Og så er der det mærkelige ved det, at de bøger, han havde dernede, opslået, det kunne man godt læse, og det var, det var nodebøger, det var…, det var musikalske manuskripter. Så viser det sig minsandten, at manden har siddet og skrevet 6-binds værk om musikteori i det 4. århundrede. Og dette her, denne her bog er blevet gravet op af en mand, som hedder Jensen, Jørgen I. Jensen. Og han har skrevet en bog, der hedder Sjælens musik, musikalsk tænkning og kristendom hos Augustin. Platon Selskabets Skriftserie, Gyldendal, 163 sider. Der er ikke nogen pris. Og der sætter han sig til at skrive en….

Ham her der skriver artiklen, jeg synes ikke, han skriver godt om det, men da jeg ikke regner med, at I alle sammen farer hen og køber bogen. Den er…, det er en meget god introduktion, og den skal vi have med i vores kompendium. Den fylder 4 sider. Den begynder der. Og der kan man altså læse om alle de ting, jeg har talt om hele dagen. Den kan man læse om den hellige mand Augustin, som I kan huske Crivellis billede i Accademia,

der står han med langt skæg, så langt skæg, ikke sandt? Krøllet, krøllet skæg og en bispehat på rød, bispehat på hoved, med klunker der hænger ned. Og så har han ligesom en lagkage i den ene hånd, og den lagkage, det er en domkirke, det er altså sådan en, en model i…, i…, i pap af en domkirke, han kommer med, og hvorfor kommer han med denne her domkirke? Jo, fordi han var naturligvis med til at bygge kirker, og hvad byggede man kirker af? Det byggede man… af tro på de hellige mål, på de harmoniske mål, som de havde arvet af de ukristelige ægyptere. Jeg har slået Augustin op i… - og det kan vi også få med - i mit leksikon, og her har du ham. Her kan I læse om, hvad han er for en bavian. Han står her. Han lavede jo, altså senere i det 13. århundrede blev der lavet en munkeorden, der hed Augustinermunkene, og disse her Augustinermunke havde en forfærdelig masse klostre over hele den civiliserede verden.

Men det er en helt anden spøg. Men han opererede med geometri, og han opererede med musik som en slags geometrisk disciplin, altså som en slags matematik, men denne her matematik havde et fundament, som var en sensibel geometri, som var en harmonisk geometri, og som var en…, en åndelig geometri. Og det har han siddet og skrevet en musikhistorie om. Ham, ham der…, ham der…, der anmelder bogen, mener, at dette arbejde, det er en meget, meget stor historie, fra Jensens hånd,

den vil have en gennemgribende betydning for udviklingen af den moderne musik i hele verden. Jeg synes, vi er et godt selskab, når man sådan plukker ud lige fra Leonardo til Augustin, så er vi i - det her træ skal jo også med, og bækkenpartiet - så er vi i godt selskab, og så har vi ikke den fornemmelse af, når vi går nede på gaden, at vi er fuldstændig alene. Vi er faktisk i et godt selskab, som er 100, ja, tusindvis år gamle helt over til de gamle zenbuddhister,

og der er en suite i vores bestræbelser, sådan at vi ikke er nogle modernister, der pludselig kommer ned og siger, nu skal verden altså se sådan og sådan ud. Vi er ikke spor i familie med totalitære tænkere, vi er ganske simpelt mennesker i den tilværelse, vi nu har fået udleveret, og vi forsøger at bruge vores egne øjne og vores fantasiliv, og hvad vi kan komme i forbindelse af, af kunst, litteratur, musik og mennesker i øvrigt.

Det må vi jo ikke glemme. Så må vi jo give digterne ret. Ja. Jeg vil gerne have lavet det her, det her sådan overblik, jeg er ked af, at der ikke er kommet så mange i dag, men de kan jo altså høre det, når de kommer. Og…. Men hvis vi havde været der alle sammen, så havde det, så havde det jeg har sagt, alligevel fået en mere personlig drejning. Jeg er ked af, at de ikke er kommet, men jeg er glad for de billeder, jeg har set i dag, jeg synes, det er opmuntrende at se, at der igennem det hele er sådan en optimistisk holdning, at…. I behøver ikke, og det kan jeg se i billederne, at I stiller ikke Sartres problem. At der er håb. I er fulde af håb.

Det kan jeg se, det pibler ud af alle farver og former osv. I er fulde af håb, og det skal I have tak for. Og så ikke mere i dag.