Bånd 21

[Skrattende støj og tale på båndet.] Kammerater! Takket være vores smalle ven…. En gang til. En gang til. Bravo. Den fik 3 decibel. Takket være vores smalle ven har vi fået batterier ind i båndoptageren.

Og takket være Torben med sin pølse. Det kan han selvfølgelig ikke huske, men i går nat provokerede du mig groft til at holde tale i dag til morgen [Torben siger noget i baggrunden], og nu har vi jo siddet her og ventet på dig i to timer, mens du har frekventeret diverse. Ja, det må vi høre. Ja, luk døren op. Og så decibelen derop. Ja, sådan. Støjniveauet er perfekt. Man siger, at der er en verden uden for Verona,

og Verona ligger lige her ved siden af. Og her i Mantua er det jo altså lidt uden for Verona. Men det er jo også et slags mundheld. Og der er også en verden uden for Mantua. Vi har lavet vores ”pèlerinage”, vores pilgrimsfærd, rundt omkring til manierismens højborge, og vi er kommet helskindede i land, her hos Gonzaga’erne.

Hvad har vi nu fået ud af det? Ja, det er jo op til enhver at få et eller andet ud af det, men det vi har været på jagt efter, det er i alt fald at fået noget ud af det, vi ser, til det vi selv skal lave. Vi skal plukke ud, det er jo ikke nok at rende rundt og se 30 kirker i en by. Det gælder om at se den kirke i den by og se at finde ud af, hvorfor man skal se den, hvad man skal bruge den til. Nu har vi ovre i Palazzo del Te.

Man kan jo godt tænke sig, at hvis man ikke havde haft det palads, så ville der ikke have været meget grund til at tage til Mantua. Og jeg tror heller ikke, der er ret mange,

der tager andet end forbi. Men vi havde en ganske bestemt grund. Vi skulle se noget. Vi skulle se ind ad vinduerne i det 16. århundredes privatliv. Og her kunne vi så se, hvordan de sad og tog fodbad. Og det er meget vigtigt. Det kan man jo ikke her på hotellet mere. Og dog. Vi så, hvordan de elskede hinanden, og hvordan de drak, og hvordan de spiste. Og det kan godt være, at det har virket ned,

Thomas mener, at han har set i øjnene på nogle folk fra Mantua, at de er på en anden måde end dem fra Siena. Se hvad får vi ud af det? Jo, vi får ud af det, at vi kommer i kontakt med tilværelsen på det tidspunkt. Vi har forsøgt at se, hvorledes brydningerne i bevidsthedslivet var mellem det klerikale på den ene side og det sædvanlige naturlige liv på den anden side. Hvorledes disse to ting var i opbrud hos kunstnerne, det afspejledes hos kunstnerne,

hvorledes man kæmpede på den ene side med kirken, og på den anden side med et humanistisk, åbent livssyn, som blev det, der sejrede og blev det, der så skulle overleveres os og som vi så igen skal forvalte og gå videre med. Mens vi har været på rejse i de her par år, vi har kendt hinanden, så er der sket noget i kunstlivet, som man, nu da det er sket, kunne have forudset, men som, jeg tror ikke, at mange af os har tænkt på, kunne ske. Det ligger i tråd med den studierejse, vi har foretaget, og den rejse vi foretog sidste år.

Det ligger i tråd med hinanden. Og hvad er det så, der er sket? Jo, jeg vil gå tilbage til det, jeg selv oplevede i Paris. I Paris kom nogle stykker ned, vi var en snes kunstnere i Suresnes på et vist tidspunkt, og der var to grupper. Der var den ene gruppe, hvor jeg selv hørte til, som stod på et konstruktivt plan. Vi ville ganske ud af det, vi så i Tyskland, og det vi så i Frankrig, der ville vi foretage en kunst, som havde som basis, som program, at bygge op igen. Vi så, hvordan Tysklands byer var smadret, og vi så, hvordan folk stod og bad om brød, og vi blev enige om, at den spontane protestkunst, vi havde lavet under krigen mod Hitlers Tyskland, den var nu forbi, og vi måtte forsøge noget andet.

Vi måtte forsøge en konstruktiv, og derfor kom vi ind og kom i kontakt med Arp, Magnelli, Kandinsky, Corbusier, Mondrian, Vantongerloo osv. osv. Og på den anden side havde vi vores kammerater fra det kommunistiske parti i Danmark under krigen, modstandsbevægelsen, og der var altså Brockdorff og Landberg, som jeg særligt vil fremhæve,

og disse folk levede også i Suresnes, og begge parter ville gerne i forbindelse med det kommunistiske parti, for at lave en kunst, som var i kontakt med de politiske venstreorienterede tanker. Det kunne vi ikke gennemføre, ikke nogen af os. Mest måske Brockdorffs retning, men alligevel var det dømt til standse, begge, begge retninger.

Nu kan vi observere, at den såkaldte socialistiske realisme, som Thomas har været inde på. Thomas har, som vi ved, skrevet en artikel i skolebladet om det, der foregår oppe hos os, og fundet ud af, at han ikke mener, at det er fuldstændig håbløst reaktionært. Og det kan han have ret i, men vi skal komme videre med hans tankegang og se at finde ud af, hvorledes skal det blive rigtigt, jeg havde nær sagt revolutionært.

Ved et tilfælde fik jeg fat i et nummer af Le Figaro i Firenze. En gang til. Vi skal have den op på baggrunden. Op på mærkerne. I Firenze

fik jeg fat i et nummer af Le Figaro, og der stod en stor artikel, som jeg vil vise jer her. Med et meget smukt

billede. Og det rammer lige i centrum af vores situation. Vi står ikke alene. Møllermark har været inde på, oppe på skolen, at det var så besværligt at have mig gående,

fordi han kunne ikke rigtig komme videre end det, jeg lavede i 50’erne. Og så sagde jeg til Møllermark, men du må jo forstå, vi er som sandkorn i en bunke af sand. Her viser det sig, at vores bestræbelser, som på sin vis kan siges at være lidt primitive, vores rejse her til det 16. århundrede og det 17. århundrede er måske lidt primitiv, men alligevel har den en vis sandhed i sig. Ude omkring går de hårdhændet til værks, og det gør de i Tyskland. Franskmændene, ser vi her i Le Figaro, er lidt misundelige, fordi tyskerne har taget så hårdt fast. Hvad er det nu, tyskerne vil?

Jo, de vil simpelthen gøre krav på, at den socialistiske realisme, den tilhører Tyskland. Den er slet ikke opfundet af russerne, den er opfundet af tyskerne, og nu vil de vise armkræfterne. Det er en meget morsom affære, synes jeg, når jeg ser den fra et fransk synspunkt. Se, i forrige århundrede, der var der også store brud, og der var der store sociale brydninger, som Thomas vil kunne fortælle os noget om, når vi kommer hjem.

Og vi ved, at der var særlig store bevægelser i gang omkring midten af århundredet, ikke. Der var hr. Marx og hr. Engels, som trådte op på arenaen, og de lavede jo forskellige skuespil. Kunstnerne fulgte med, med al deres bagage. Og man kan godt karakterisere to særlige grupper af kunst. I Frankrig

er man jo, jeg vil ikke sige spøgefulde, men man er lidt frivole, ikke sandt? Og den kunst man havde i sidste halvdel

af forrige århundrede i Frankrig, når jeg lige ser bort…, ser bort fra den kunst, som blev lavet af vores store klassikere, Cézanne og så van Gogh osv., så var der en fransk-fransk kunst. Og denne fransk-franske kunst, den lever endnu den dag i dag, en af de sidste, vi har af dem af vores kreds, det er Lapicque, som laver en typisk fransk, det man kalder salonkunst. Altså den franske salonkunst, den levede i bedste velgående både i Frankrig og i Østrig-Ungarn, altså nede hos Franz Joseph. Og den levede i Rusland, og den levede altså også i Tyskland. I korthed gik den ud på at man havde et bourgeoisi, man arbejdede for.

Dette bourgeoisi krævede i lighed med de forrige århundreder, at deres lejligheder blev smykket, og det fremherskende træk er portrættet og genrebilledet. Genrebilledet, der møder os i den danske guldalderkunst, ikke sandt. Vi ser, at disse udsmykningsbilleder i store guldrammer, og vi, vi kender…, vi kender interiøret, ikke sandt, med palmer i potter og vitriner med Meissner-porcelæn, og vi kender Art Nouveau, ikke sandt, hvorledes interiørerne blev…, alt det, PH kæmpede imod, altså al denne borgerlige fis. Og når jeg siger fis, så gør jeg det, fordi jeg kommer til at tænke på, at franskmændene går endnu mere vulgært til værks, de kalder det simpelthen ”art pompier”.

Det må have en forklaring, og den er ikke så rar. En ”pompier”, det er en pumpemand, det er en brandmand, som står med sin pumpe, hvor der kommer vand ud af, ikke sandt. Og for at sige det på en pæn måde, så slukker han halsens tørst med sin pumpe. Så kan I næsten regne ud, hvor vulgært det er ment overfor denne ”art pompier”. Det hedder ”art pompier”, og så tror franskmændene, at den er stablet af vejen, men det er den jo slet ikke, og nu kommer den pludselig frem af sit skjul. Men ved siden af denne ”art pompier” var der også en anden [utydeligt].

Vi skal have et glas ”pompier” [der høres latter i baggrunden]. Ved siden af denne borgerlige, spidsborgerlige udsmykningskunst, og disse slikkede portrætter, som allerede begynder hos Jens Juel i Danmark, og går videre gennem hele århundredet, ved siden af den er der en hel række malere, som har tag i den sociale side af tilværelsen. Og de begynder at skildre menneskene i arbejde, altså simpelthen arbejderen. Og der skriver de her i Le Figaro om et billede, som Engels særligt har fået fingre i,

og jeg skal se, om jeg kan snuppe det her. Altså han hedder Hübner, og Hübner skildrer i et genrebillede, vi har jo de der genrebilleder, ikke sandt? Det var genre, det var jo altså genrebilleder. Han skriver, han fremmaner en entreprisechefs, altså en bygmesterchefs hårdhed mod arbejderne. Og Engels sagde i 1844 om dette billede, som han beskrev på…, altså i lange baner. Dette billede af Hübner, det forestiller vævere,

og det forestiller vævere på en bestemt måde, ”dans le progrés rapide du communisme”. Altså væverne, som udtrykker kommunismens hurtige fremgang, ikke? Så skriver Hegel [Mortensen mener formodentlig Engels], dette billede vil blive udstillet i mange byer i Tyskland, og det…, vent nu lidt, og det har fuldstændig klart vist hvor meget følsomhed, hjerterne banker for de sociale ideer.

Vi har det også i Danmark. I Danmark får vi en hel masse, en hel række socialrealistiske malere før den socialistiske realisme bryder frem i vores århundrede. Vi har den bekendte mand fra Carlsberg-bryggerierne, som står og tørrer sveden af panden ved en vejstolpe og synes, at det er ad helvede til, fordi han er så [utydeligt]. Og den er lavet af en mand, der hedder Henningsen. Vi har også Peter Rostrup Bøyesen, som levede i udkanten af byen. Dette at man skildrer udkanten af byen,

det går så langt ned i rækkerne, at det ender hos Flemming Bergsøe, som får rigtig ”art pompier” ud af det, altså en falsk løgn om kolonihaver, ikke sandt. Ikke et ondt ord om…, om Flemming, vel? Vi har det hos Aksel Jørgensen. Aksel Jørgensen, der skildrer maleren, som stryger væggen og som siger til sin svend, hvordan har hun det derhjemme, konen, ikke, kællingen, ikke. Ja, det er jo det, han siger, ikke sandt, jeg mener…, det er sgu ikke mig, der siger det [der høres latter i baggrunden]. Det er arbejderen, der kommer, ikke sandt,

og stryger, ikke sandt? Aksel Jørgensen var lige så spidsborgerlig, som vi jo ved, ikke sandt, og modtog ridderkorset. Det var han meget sådan.... huh, huh. Ja, og det var jo ikke noget, vel? Vi tager en spumante på

Aksel Jørgensens velgående. Det har jo altså også været min lærer, ikke sandt. Vi har også en, der går meget hårdere til værks, det er Anton Hansen. Anton Hansen

så meget dybere i det sociale misere, og derfor er han blevet så ubeset. Og da hans kone stod ved hans dødsleje med nogle tusind tegninger og gerne ville give dem til Kobberstiksamlingen, så var der ikke nogen, der ville have dem. Og hun blev gal i skralden og skrev til Ekstrabladet, at så ville hun altså køre dem ud på lossepladsen. Vi har en mand som fiskeren Niels Bjerre, som Rust må kende noget til, som levede oppe ved Vesterhavet og som har skildret fiskernes liv. Vi har Syberg og Peter Hansen hos Fynboerne,

som skildrede bondens liv, set fra bondens synsvindel. Altså bonden, der malker sin ko, og bonden, der dyrker sin jord, og malerne, der kom ind og skildrede det, ikke som, ikke som… P.C. Skovgaards romantiske egetræsbilleder og kæmpehøje,

men altså den dyrkede jord. Det var hos Fynboerne, det samme ser vi hos Gudhjem-malerne, hos Lergaard i alt fald. Men ved siden af, ved siden af disse malere, som var interesseret i menneskets liv, menneskets sociale tilværelse, så havde vi en hel del ”pompier’er”. Og disse ”pompier’er”, i en fransk forstand, de samledes omkring Charlottenborg-udstillingen. Og det var det, som blev UC’ere, altså uden for censur. Og de prægede Charlottenborg-udstillingen, og de havde publikum med sig.

Hele bourgeoisiet kom der, og vi må, vi må forstå Charlottenborg-udstillingens karakter, når vi hører, at den på sit højdepunkt i løbet af en måneds tid kunne samle 60.000 tilskuere, betalende. 60.000! Ikke sandt. Og hvad kom de så op og så? Ja, de kom op og så denne genre-kunst, denne ”pompier”-kunst, som vi har hos Carl Bloch f.eks., ikke. Carl Bloch lavede os Christian 2., der går rundt om bordet i Sønderborg Slot, og vi ser på hans hushjælp, en lille gammel mand, der står og kigger på herskeren der, der sætter sine fingeraftryk i timevis omkring dette bord. Foroven har han et lille vindue, hvor han kan høre nattergalen synge.

Og her går altså den stakkels Christian. Se, i Stockholm hed han Kristian Tyran. Der havde han i alt beskedenhed hugget hovedet af hundredvis af adelsmænd. Det kunne de ikke, det kunne de ikke så godt tage deroppe.... Men altså i Carl Blochs oversættelse så blev det til, at vi skulle stå og have tårer i øjnene, fordi den stakkes mand var spærret inde.

Så havde vi en anden side, som er endnu mere mærkelig, og det var et ægtepar. Et ægtepar. Et ægtepar, der malede. Hvem var det, der sagde, at de ikke kunne male, når de var ægtepar? Det var der en eller anden, der sagde. Men altså, der var et ægtepar, der hed Slott-Møller.

Jeg kan ikke huske, hvad pigen hed, men han hed Harald. Og de havde det med at lave…, at lave Kong Skjold og Frode Fredegod og Harald Hårderåde og…, og den hellige Katrine

i lange gevandter osv. Og folk stod og måbede og så det. Alt det der, det er væk nu, det blev købt, altså, af Statens Museum for Kunst, ikke sandt? Og det står nu nede i kældrene. Altid. På nær det, der lige netop bliver solgt på Strøget hos en kunsthandler, der hedder Kleis, og så nede hos Bruun Rasmussen, hvor der kommer nogle fede dødsboer, dødsboer, frem, hvor guldaldermalerne går for en billig penge til høje kurser. Skal du ud og... [optagelsen afbrydes].

Ja, jeg repeterer lige, altså ved siden af den kunst, som nu har vundet fodfæste - den finkulturelle, kan man jo kalde den - med Kandinsky og Cézanne og disse gutter i spidsen, så havde vi en spidsborgerlig bourgeois-kunst, til det velhavende, velhavende mennesker, der skulle have smykket deres modbydelige lejligheder ude der på Østerbro eller Hellerup, hvad var de hed, de der skibsredervillaerne osv. osv.

Og disse billeder går jo altså i arv, endnu den dag i dag, for høje priser. Så havde vi til den anden side en kunst, som havde et socialt skildrende sigte. Meget ofte var det skildret på en måde, så det begrædelige kom frem. Altså man, man begræd, at disse spinderi-arbejdere skulle stå i disse spinderier og arbejde så mange timer og få så få penge for det. Vi ser det afspejlet i litteraturen helt op til vore dage og i alle lande. For at give en mundsmag så kan man tage,

så kan man tage Morten Korchs livsværk og hans kones livsværk, som beskriver den fattige pige, der bliver gift med proprietærens søn osv., ikke sandt. Som vi ved, lever disse dejlige romaner blandt os i tusindvis og er avlet ned igennem Familiejournalen, Hus og Hjem, Se og Hør, Bo Bedre og Form & Farve og Skjalm P. og gud ved hvad [der høres latter i baggrunden].

Til den anden side, det er mere romantisk, ikke sandt, med - vi ved jo lægen, ikke sandt, der bliver gift med sygeplejersken, og sygeplejersken der bliver gift med lægen, ikke sandt. Så har vi Carit Etlar, Carit Etlar, denne snurrige figur, som beskriver krige og fred og helte med de store hjerter, vi har de fire musketerer, du kan huske dem, ikke sandt? Athos og Aramis og dig selv, ikke sandt? Og Porthos og D’Artagnan.

Med de store hjerter. Vi har, vi har Robin Hood, som går igen i Walt Disney og…. Så har vi Johannes V. Jensen pudsigt nok. Altså Johannes V. Jensen kan jo lave myter. Og Thit, hans, hans…, jeg havde nær sagt hans hustru, hans, hans… forkætrede søster, hun skrev jo Stygge Krumpen, som ikke var så styg, men som var en, en… klerikal figur i Nordsjælland, så vidt jeg husker, ikke sandt, og som lå med en forfærdelig masse nonner. Og det var jo ikke så godt. Vi kan gå videre ned til Karen Blixen med hendes gotiske fortællinger, og vi kan hoppe over til England til Dickens med, med hans… historier.

Se, vi havde det også i Rusland. I Rusland havde man et stort fedt bourgeoisi under tsar-vældet, og man havde nogle meget velfunderede, grundfæstede bourgeoisi-akademier, og disse akademier bestemte, hvordan kunsten skulle se ud, denne pompierisme. Men der var nogle, der rev sig løs, ligesom de rev sig løs i Danmark, og lavede en ”indépendent”. ”Indépendenterne” blev grundet i alle mulige byer i Frankrig og i Danmark og i Rusland. Og disse ”indépendenter” -”indépendent” betyder bare frigjort, ikke sandt? Og de frigjorde sig altså fra det akademiske pompieri. Altså disse ”pompe” mennesker.

I, i… Rusland kom de til at hedde sådan noget pudsigt noget, som jeg ikke kan sige på dansk, men hvis jeg kan finde det her, så skal I høre ordet, for det hedder... de hedder Peredvizhnikis. Altså, det var dem, der trådte op mod pompierismen, og de gjorde det, som Torben og I alle sammen gerne ville gøre,

de vandrede rundt. Peredvizhniki, det betyder vandremalerne. Og de vandrede rundt, fra sted til sted, bosatte sig i en by, Rusland var jo stort, og de bosatte sig et eller andet sted, og så gav de sig til at lave billeder. Et af de mest berømte Peredvizhniki-billeder, det er Repins billede af kosakkerne, der skriver til sultanen. Der står disse her kosakker med huer og ser gevaldige ud der, og de skraldergriner, fordi de har fundet ud af at skrive et mægtigt brev til en sultan.

I Danmark har vi Ancher og Krøyer oppe på Skagen, og de havde noget af det samme, de var også en slags vandremalere, de sad altså ikke og fes oppe i Bredgade, men de kørte op til sandflugten og Vesterhavet og det brølende Vester-Vov-Vov, og de beskrev altså, hvordan Jens Kruse stod. Var det ikke Jens Kruse? Peter Kruse? Jens Kruse? Hvad var det han hed? Ham der gik ud med båden? [Elev siger noget utydeligt.]

[Mortensen] Nej, det var sgu ikke [utydeligt] [der høres latter i baggrunden]. Det var Jens Kruse. Han gik ud og så, om hun kunne klare pynten, ikke? [Mortensen mener nok Lars Kruse.] Altså de levede…, de levede faktisk fiskernes liv, indtil de så blev grundfæstede bourgeois’er, og så sluttede det alt sammen deroppe på Brøndums Hotel med, at de lavede det smukke frokostbillede, der hedder ”Hip Hip Hurra”. Der kom de Aalborg i forkøbet, og så…, så skred de altså over i bourgeoisiet. Se i Tyskland har vi jo det samme forhold.

Selvfølgelig har vi et bourgeoisi i Tyskland, men vi har også en socialt bevidst kunst helt tilbage der, fra ’48-’50 der. Og den kan vi se gå videre i en masse malere i Tyskland. Jeg behøver bare at nævne ekspressionisterne, Grosz, Dix, altså dem, der kom lige før Hitler der, og som var sammen med Weimar-republikkens …. grundstød. De forstod ikke rigtigt, efter min mening, at det var så alvorligt, som det faktisk var. Og de…, de var satirikere, de var sarkastiske, og de beskrev luderne og jøderne, som lå med små piger osv. osv., og det var jo ikke rigtig noget, som havde kraft til at stå imod denne her Hitler, som jo kom op. Og…, men vi har f.eks. Käthe Kollwitz, og vi har en hel del der på den side.

Så sker der imidlertid det - nej, jeg vil lige sige lidt om musikken. Jeg havde nær sagt ”mosækken”, for der er jo også et pompieristisk ”mosæk”, ikke. Og der har jeg lige i alt beskedenhed skrevet op, hvad jeg fandt på i morges der ved firetiden. Nu kan jeg ikke finde det. Jo, jeg har skrevet f.eks. Wagner, ikke?

Vi har hele Wagners Nibelungen Ring. Hvordan er han... Og, og vi har utallige malerier af disse elverhøjskonger med horn i hjelmen og skønne møer. Og mænd og raske svende, bebo de danske søer. Så har vi Grieg med hans elversang og elverskud og knald.

Og så har vi Smetana med bølgebruset nede af…, det er ikke Volga, vel, det er…, hvad er det? [Elev] Er det Donau? [Mortensen] Er det Donau? Og man hører vandet bruse. Så har vi Sibelius, der blæser op til den kommende frihedskrig mod russerne. Ikke sandt?

Og alle disse folk laver det, franskmændene spydigt kalder det store maskineri [der høres latter i baggrunden]. De har altså…, de har altså kørt en ordentlig brandbil op og taget disse sprøjter af, og der står de så og, og…, og maser på. I den danske middagsradio har vi den dag i dag alle Strauss’erne, og de begynder nøjagtig kl. 12, og Arthur Fiedler ovre fra Bostons Pop, han står med sit høreapparat og sine slangekrøller og kører de små Strauss’er op til kantinerne i de danske fabrikker. Så har vi…, så har vi forlystelseslivet, det nedstammer jo også fra Scala-operaen i Milano. Scala, det betyder som bekendt trappe. En trappe i musikken er også en skala. Og i det øjeblik…, nu er hun jo lige død,

men i det øjeblik, Josephine skulle ned af trapperne på Olympia i Paris, så skulle hun være i strudsefjer, og man kunne altså…, og så skulle hun gå på en bestemt måde med hofterne, sådan at man så altså virkelig, at det var en donna. Intet ondt ord om Josephine. I København, der har vi jo Hovedbanegården, det er jo altså…, men i Paris har de Triumfbuen.

Se Triumfbuen med alle de store heste og de springende køer, se det er jo ”art pompier” i vildeste udskejelse. Og i Danmark har vi Statens Museum. Denne vidunderlige bygning for det 19. århundredes kunst, det er rigtig ”art pompier”. På Rådhuspladsen står der to lurblæsere oppe på en søjle. Hvorfor har jeg aldrig vidst - når jeg kom hjem om morgenen, så tænkte jeg altid -

hvorfor skal der ikke være mere end en, hvorfor skal der være to, hvorfor skal der ikke være tre? Og så har vi Den tapre Landsoldat. Den tapre Landsoldat, der står dernede med... er det et barn på ryggen, eller hvad? Og så har vi Christian 10., der rider over grænsen. Og som hans søn fortalte i fjernsynet, havde han kalket hesten om morgenen for at den skulle være helt hvid.

Så har vi Den lille Havfrue, som vores venner Asger Jorn og kompagni har skåret hovedet af ved en bestemt lejlighed. [elev] Det var altså ikke Asger. [Mortensen] 0g det var ikke Asger, men…. [Elev] Hans venner. [Mortensen] Det var hans venner. Ja, så har jeg vist været igennem sådan et ”Rundschau”, som de kalder det dernede. Men det, der er det pudsige ved mit udklip, det er det, at nu reklamerer tyskerne altså, det er os, der skal have, ikke ”l’art pompier”, det vil de ikke sgu have noget at gøre med, men altså den sociale side af sagen, og der har de gjort det, at de har lagt for med en stor udstilling, og denne her store udstilling kunne godt inspirere os til at tage til Frankfurt. Altså i Frankfurt har de simpelthen taget alle disse gavtyve op ad kælderen, og så har de hængt dem op.

Det er naturligvis blevet et tilløbsstykke, ligesom i sin tid på Charlottenborg. Folk vil absolut se disse genrebilleder. Og franskmændene er blevet lidt sure, og derfor har de skrevet denne her artikel, men de er alligevel begyndt at lave en…, en udstilling i Bordeaux, hvor det viste sig, at nede i kælderen i museet i Bordeaux, der var der en behjertet museumsdirektør, der havde indkøbt groft for befolkningens penge og stillet det ned i kælderen, og der står det altså og ligger hængt op på væggen.

Nu kunne jeg jo godt tænke mig, at vi også kommer med i Danmark, og jeg kunne godt tænke mig, at disse Matisse bliver taget ned af Statens Museum for Kunst, hvor de ikke har noget at gøre, og Carl Bloch så kommer op, og Morten Korch og Lurblæserne bliver kørt derned, hvor Michelangelo stadig står nede bag træerne med sit figenblad. Og så i det hele taget, så der kommer lidt orden i det. Jeg har jo godt tænkt mig, at…, det kan jo ikke laves oppe hos Jensen med ostene, men det kunne godt laves på Statens Museum for Kunst. Vores enlige, enlige – hoster du? - Titian, som blev købt for en halv million kroner, kunne man sende tilbage til Titians enke,

og så kunne man hænge Harald og, hvad hed hun? Slott-Møller. Agnes. Agnes op igen. Jeg vil gerne inspirere jer til at gå i gang med at få orden i disse sager, og jeg synes det ville være et værdigt resultat af vores lille ”pèlerinage”, at vi kunne inspirere hinanden og omverdenen i Danmark til at gå gang, gå i gang med at se, hvad vi har af rigtig god, fed

pompierisme og socialrealismens barndom. Foster. Hvad siger Thomas? [Der høres latter i baggrunden.] Nu er der ikke mere bånd på. [Optagelsen slutter.]