Bånd 32

Til stede er Nanna og Peter og Thomas og Jesper og [Ole] Ole. [Mortensen] Ole Tesch og [Søren] Søren. [Mortensen] Søren Rosberg og Kurt Rasmussen. Vi mangler, [Nanna siger noget utydeligt] vi mangler… [Nanna] Carsten. [Mortensen] Carsten. Ellers er vi fuldtallige. [Nanna] Han har ligget i sin seng, men han ville komme i dag, sagde han. [Mortensen] Og datoen, fik vi den indtalt. Det er den 14., ikke? [Elever siger noget utydeligt.]

Er det den 16.? [Elev] Den 16. i 3., ’77. [Mortensen] ’77. Jeg synes, vi skal begynde med at sige tillykke til Thomas, fordi han er blevet optaget på Charlottenborg-udstillingen. Og det er ligesom, det kunne stå som et…, en overskrift over det, jeg har lyst til at sige i dag. ”He loved him madly”.

Og så kan man jo fortsætte med Ellingtons bemærkning, “we cannot say it to each other who now are enjoying whom”. Var det ikke rigtigt citeret? [Elev] Det er det godt nok. [Nanna] Ja, stemmen lyder næsten ligesom…. [Eleverne smågriner.] [Mortensen] Jeg har fire spørgsmål at stille jer. Og nu læser jeg dem lige op, så kan I tænke over dem, mens jeg læser. Se, Jesper sidder og skriver op, eller også laver han en håndtegning.

Hvem var ved elevmødet? Hvem var til ministerens møde i Huset? Har I læst Lis Thorbjørnsens bog, som jeg viser frem her om polarisering eller samtale? Og har I læst dette nummer af DUT, næh DMT? Hvem var ved elevmødet? [Elev] Det var jeg og Carsten. [Nanna] Thomas. [Mortensen] Og Carsten? Du giver et lille referat.

[Thomas] Ja, jeg havde, jeg havde lavet et oplæg til elevmødet, hvor…. Altså, det handler jo om professorvælde, ikke? [Mortensen] Ja. [Thomas] Og på det oplæg der sagde jeg, at…, at…, at vi her på skolen, ikke, vi skulle fortælle om, om professorvældet på vores respektive afdelinger, ikke, og der sagde jeg, at vi her på skolen ikke havde professorvælde andet end altså strukturelt, vel, fordi det har vi jo i og med Akademiets struktur. Så sagde jeg, at vi her på skolen ikke havde det ellers, fordi vi arbejdede sammen som gruppe, alle sammen, ikke? Idet vi havde et fælles billedsprog, ikke? Så det vil sige, at…, at vi ikke oplevede, at jeg ikke synes, vi oplevede noget professorvælde her på skolen. Og så sagde jeg også det der med, at vi holdt udstillinger sammen, alle sammen, ikke?

Også dig, Richard. [Mortensen] Ja. [Thomas] Og så sagde jeg, at det professorvælde, som jeg oplevede, der var herinde på Akademiet, det var det professorvælde, som…, som… gav sig udslag i, at, at Akademiet som helhed, ikke, altså det vil sige, at det professorvælde, som vi oplevede heroppe på skolen, det…, det, det skulle vi ligesom ud af skolen, ikke, og ud på hele Akademiet for at opleve, ikke.

Det professorvælde, som…, som… ligesom viser sig i kampen mellem professorerne, ikke. Og…, altså de…, det… kampen om midlerne, ikke, om pengene og stillingerne osv. osv. [Mortensen] Ja. [Thomas] Hvor at jeg synes, at der tror jeg, at eleverne har nogle fundamentalt forskellige, eller har nogle…, virkelig nogle ønsker om, om, om forskellige, studier og sådan noget, som ligger, som er forskellige fra professorernes, ikke. [Mortensen] Kan du sige noget om, hvad der ellers blev sagt altså fra anden side? [Thomas] Ja så blev der sagt…. Altså det der er problemet er, at der går en masse elever rundt omkring hos nogle professorer, ikke, som ikke har noget med deres professor at gøre, som ikke bruger professoren til noget, og professoren kan ikke undervise dem, vel,

fordi de vil et eller andet bestemt, ikke, et eller bestemt andet end det, som professoren står for. [Mortensen] Ja. [Thomas] Og…, og det er selvfølgelig et problem for de elever, ikke. Og så…, det, det, det vi fandt ud af, var at vi skulle prøve, eller at Elevforsamlingen, hvad hedder det, forretningsudvalget for Elevforsamlingen skulle prøve at samle sammen, hvad der var af helt konkrete ønsker om at arbejde med nogle bestemte ting, ikke, og så stille de ting op som projekter…

ved næste…, næste skoleårs begyndelse, ikke, sådan at hvis der helt konkret er nogle bestemte projekter, som der er f.eks. 10 elever, der er interesseret i at arbejde med, ikke, at de så grupperer sig om de projekter, ikke, og kræver at få noget støtte osv., ikke. [Mortensen] Mhm. Og det var der tilslutning til? [Thomas] Ja, det var der tilslutning til.

[Mortensen] Ja. Hva? Ja. Men det var da meget positivt. [Thomas] Ja, det…, det var helt udmærket. [Mortensen] Det var da ikke så meget, det vi havde frygtet, at det skulle være sådan rabalder?

[Thomas] Nej, nej, nej. Altså mit oplæg der, det faldt i meget god jord, altså. Den, den eneste, der prøvede at gøre indsigelse, det var Søren Møller. [Mortensen] Nå. [Thomas] Prøvede sådan at køre et eller andet op på Robert Jacobsen-sagen sådan. Men han blev altså kulet ned af samtlige tilstedeværende. [Mortensen] Nå.

[Thomas] Fordi det var ikke... Nej, han ville bare sådan prøve at…, at…, at sætte det, jeg sagde, op, ikke. Prøve at køre på det, og sådan noget, ikke? Men det var der ikke nogen, der var interesseret i at høre på, fordi der var i og sig ikke nogen, der var interesseret i at høre på hans personlige vurdering af Robert Jacobsen-sagen og i det hele taget Akademiets problem. Det, det var ret positivt, synes jeg.

[Mortensen] Ja. Men det lyder da meget godt, hva’? Så var det jo godt, at vi havde en repræsentant, ikke? Var du også med, Peter? [Peter] Nej. [Elev] Carsten.

[Mortensen] Carsten var med. Ja. [Elev] Der er forår i luften. [Mortensen] Javel, ja. Ja. Så er der ministermødet der, som er refereret i Information i dag. Hvem har været med til det? Der har været folk fra Kunstakademiet, står der, som har givet deres besyv til kende. I har ikke været med? [Elev] Nej. [Nanna] Vi har ikke engang vidst, det var der.

[Mortensen] Øh... Så er der Lis Thorbjørnsens bog, Polarisering eller Samtale. I har ikke læst den?

Og så er der Dansk Musiktidsskrift, hvor Poul Borum jo pusler i spalterne af og til. Og jeg havde i og for sig tænkt mig, at han skulle have været heroppe i dag, men han har muligvis også andet at bestille. Ja. Du skal få lov til at få den nu, om lidt. Vi venter lidt på, på Rosberg. [Optagelsen afbrydes.] Vi hører om disse aktiviteter og læser Lis Thorbjørnsens bog og læser det, de skriver i det unge tonekunstnerselskabs blad,

og vi læser om ministermøde osv., så kan vi se at vi befinder os i en kulturdebat-situation, og

for vores vedkommende, der er der jo ingen tvivl om, at akademistriden har vækket en hel masse kræfter, både hos elever, hos professorer, og hos ministeren og hos dagspressen og så uden for Akademiet i befolkningen helt op til Nordjylland. Og denne her akademistrid har vi jo gennemlevet her meget tæt på vores afdeling, og den har… givet udtryk i vores stillingtagen. Vi har udtrykt vores meninger, vi har gennemført nogle af dem,

og andre står stadigvæk på dagsordenen. Men der er ligesom sået korn, synes jeg, man kan sige, ikke? Og jeg synes, det er meget optimistisk, at Thomas kan aflægge en rapport fra det der møde, fordi…, som han har gjort nu, fordi det viser, at… som du siger, Søren Møller kunne altså ikke komme igennem med sit privatpolitik, og du kunne lægge, lægge visse positive facts på bordet og sige, man gør altså sådan og sådan, og det kan man også gøre andre steder. Jeg har…, jeg er standset ved denne bog, der var anmeldt, Polarisering eller samtale,

og for at præsentere bogen, så kan jeg lige læse, hvad der står på bagsiden. Jeg synes, det var noget, vi kunne have brug for, og jeg synes, vi skal – hvis I synes det selv, ikke sandt – nu kan I få bogen af mig, og så kan I altså læse den igennem, så kan vi, så kan vi altså eventuelt købe en til hver eller en tre-fire stykker. Over for voksende polarisering, skriver hun på bagsiden, og konfrontation, hvis endemål er udslettelse af modstanderen, hævder Lis Thorbjørnsen nødvendigheden af kampen for at bevare eller ændre det bestående ved, at det bliver ført gennem samtale. Ordet humor er et eksempel, danske eksamensstile er et andet eksempel på bevidstgørelse og holdningsændring gennem århundreder, og i vort århundrede er foregået i samtale, ikke blot privat, men også offentlig samtale. Polariseringen i dag mellem politikere og befolkning er fremkaldt, fremkaldt af centraliseret styre med envejskommunikation i stedet for decentralisering og samtale. Polariseringen mellem venstreorienteret og tavst flertal er kaldt frem af envejskommunikation

med ”at provokere” som nøgleord i stedet for samtale. Vi har ikke råd til at behandle hinanden som fjender. Vi har én fælles fjende, som vi selv har skabt, den økologiske trussel mod menneskehedens overleven. Som I kan forstå af disse ord, … breder hun sig over et meget stort spektrum, og jeg synes, hun på forsiden løber ind i en fejltagelse, som jeg mener er fundamental. Jeg ved ikke, om det er hende, der har tegnet den, men hun har vel antagelig accepteret den.

Det forestiller mærkværdigvis to mænd, der vender ryggen til hinanden. Den ene mand er kortklippet og uden briller, den anden har skæg og med briller. De vender ryggen til hinanden, og det skal sandsynligvis sige polarisering. Nanna river den begærligt fra mig, fordi hun er klar over, hvor jeg vil hen, og det vil jeg da også. [Der høres latter.] For det er to mænd, ikke, der vender ryggen til hinanden, og der vil franskmanden jo straks spørge med de berømte ord - var det Montesquieu eller var det Montaigne, eller Richelieu der spurgte – ”mais où est la femme?”. De blev stillet over for et meget stort problem, og så spurgte den kloge statsmand: Men Deres Majestæt, hvor er kvinden bag disse intriger?

Og man vidste jo godt, at der var noget, der hed kejserinder, og så var der jo i allerhøjeste grad noget, der hed maitresser, hvilket betyder elskerinder, omkring fyrstehofferne. Og disse elskerinder, jeg kom lidt ind på det sidste gang med Madeleine-kirken, de havde den vane at lægge et lille, en lille seddel under hovedpuden efter nattens strabadser, og det vil sige, at de udtrykte på den stilfærdige måde, at de gerne ville have en kompensation for de servicer, de havde bragt fyrsten i løbet af natten. Og det havde han så at rette sig efter, selvom ministeren sagde noget andet. På den måde kunne man styrte hele befolkningsgrupper i, i støvet,

og man kunne på den anden side få en af maitressens elskere til at bygge Madeleine-kirken. Man kunne jo spørge Lis Thorbjørnsen, hvorfor er en af disse mænd ikke en kvinde? Og man kan jo spørge sig selv her ved bordet, hvad ville der have sket inden i bogen, hvis den ene mand havde været en kvinde? [Nanna siger noget utydeligt.] [Mortensen] Næh, så havde der jo sket det, at polariseringen var kommet ind på et andet plan, ikke, eller samtalen. Du kan jo nok se, at jeg for mit vedkommende, jeg ved ikke, om jeg har ret, men det har ikke noget med Darwin at gøre, men jeg anser kvinden for at være af en fundamental anden race end mænd. [Nanna siger noget utydeligt, elever griner.] Og…, og jeg mener, at alene mænd på sådan en forside, det er et entydigt system,

og når alene mænd er sammen, så kan man næsten altid blive enige, hen ad vejen. Men hvis man er, og det samme gælder sandsynligvis, men nu er jeg jo ikke kvinde, men i det øjeblik man er mand og kvinde sammen, så er det jo altså spørgsmålet om…, om… enighed ligger uden for det systems rammer. Det skal…, man skal måske slet ikke være enige. Muligvis er det tosidigt, som ligesom venstre hånd og højre hånd ikke på nogen som helst måde kan byttes om, eller man kan gøre noget med. Man må…, man må indstille sig på, at den ene hånd ikke vasker den anden, men at de er to vidt forskellige ting, ligesom hjertet sidder i højre side hos nogle og venstre side hos nogle, så…, så…. [Nanna, lavmælt] Det må man da ikke håbe. [Mortensen] Når det bliver tosidigt med mand-kvinde, så mener jeg, at enigheden, som jeg siger ligger uden for dette systems rammer, og der kommer det, man kalder sand i maskinen. Man kan også sige, der kommer sukker i cementen.

Der sker visse ting. [Nanna, lavmælt] Eller professoren er naiv. [Mortensen] Og professoren er naturligvis naiv, han har jo heller ikke levet så længe som…, som professorinden. [Der høres latter.] Men jeg mener, man kan sige, at det ligger uden for systemet at blive enige, men dermed mener jeg ikke, at det naturnødvendigt aftvinger uenighed. Når jeg siger sand i maskinen, så mener jeg ikke uenighed. Jeg mener bare,

at man har et tosidigt forhold, som nogen muligvis kunne betegne som at

samtale mellem sådan to systemer, og så er jeg altså ikke polarisering men samtale, for polarisering kan man hurtigt komme ud i, men det vil jeg ikke beskæftige mig.

Men samtale mellem de to systemer kunne fra det første systems side, altså mands-mands systemets side, godt se ud som det rene vås. Og det er det måske også fra mands-mands siden, som vi har her på forsiden. [Elev] Jeg har en kommentar til den. [Mortensen] Ja. [Elev] Der stod, der var en kronik i avisen, i Politiken,

der var sådan en forsker, han forskede med andre ting, men han opdagede, at hans mus, de klarede sig vidt forskelligt. Altså, hunnerne de klarede sig godt, og så velplejede ud,

mens hannerne de blev meget hurtigt forpjuskede og døde tidligt. Og så blandede han dem i alle tænkelige kombinationer. Og det var kun de hanner, som enten havde et harem eller én hun, som klarede sig lige så længe som hunnerne og levede lige så længe.

Deraf så udledte han, at hanner de får stresshormoner, når de er i fællesskab. Altså…. Og det mener han altså også i dødsstatistik. Den viser noget, der tilsvarer hos musene og så hos mennesker. Han mener altså, at en mand skulle have et harem eller, eller bare én kone og så ligesom undgå at møde andre hanner. Det…, det sætter noget forkert i gang.

[Mortensen, delvis utydeligt] … en mand skal have en kone, ikke, hvis man nu tør sige det, ikke sandt. En mand skal have en kone. Men jeg mener også udmærket, at to mænd kan leve sammen, hvis de føler sig som mand og kone og uden andre. Men det ved jeg heller ikke noget om, kun teoretisk, ikke? Og… om man direkte kan overføre mus på mænd, det vil jeg overlade til…, til Jørgen Nash.

Men altså når jeg nu siger, at det bliver vås, set fra et bestemt synspunkt, set fra hanmusens synspunkt, så mener jeg, at det fører til det, vi talte om sidste gang, nemlig humor.

Det er ikke vås, men det er måske vås fra et vist synspunkt, men det er måske noget, der er lige så, jeg vil ikke sige regelbunden, men, men lige så relevant, lad os bruge Bertram, relevant, som logik. Humor, det kan udmærket godt være a-logisk, det behøver ikke være ulogisk, man kan også tænke sig, at det kan være a-logisk eller il-logisk eller slet ikke logisk, men altså bare humor, ligesom sukker og cement ikke har noget med hinanden at gøre. Men…, men her på forsiden der glemmer hun altså kvinden, og i det øjeblik man taler om polarisering eller samtale,

så kan man ikke komme uden om, at der er kvinder i verden, og de må tages med ind i…, i disse betragtninger. Når man taler om… stile som samfundsspejl, og man taler om kultur… kamp, så må man absolut have kvinderne med for at forstå mekanismen i denne kulturkamp. Jeg har tænkt mig at læse en smule op af det, for at I kan få en fornemmelse, at jeg har, jeg har koncentreret mig om noget af det, der tangerer det, jeg talte om sidste gang om humor. Tesch, du kan høre det bagefter, ikke? [Tesch siger noget utydeligt.]

[Mortensen] Men altså i Østen, skriver hun, hentede venetianerne, venetianske købmænd, krydderier. Men sit…, men sit afgørende gennembrud fik civilisationen, civilisationen, da handelsmænd blev opmærksomme på mulighederne i de tekniske fremskridt og fra udelukkende at hente og bytte, som venetianerne gjorde med Østens folk, ikke sandt?

Så gik man også over til at producere med lejet arbejdskraft. Handelsmænd varetog industrialiseringen og skabte det kapitalistiske samfund. Med civilisationen kom fremmedgørelsen. Vi er så vant til at bekymre, vi er så vant nu med bykerner med en butik ved siden af en butik, at vi er tilbøjelige til at gå ud fra, at handel er menneskers naturlige omgangsform. Men det er ikke natur, det er civilisation.

Og denne civilisation kan ændres. Og så går hun over til at tale om ordet civilisation. Så siger hun kulturkamp. Kultur er arbejdet, leg og alle de små bitte handlinger, der udgør vort daglige liv. Så citerer hun Hartvig Frisch uden at nævne ham, kultur er vaner, noget som får det til gyse for mig. Så fortsætter hun dog efter en tankestreg - og brud med vaner.

Så citerer hun Mogens Fog, der gjorde opmærksom på, at Göring må have defineret kultur som brud med vaner. For når han sagde, hver gang jeg hører ordet kultur, så skriver hun, griber jeg efter min revolver. Men det sagde han ikke, så sagde han, spænder jeg hanen på min revolver. Så var det ikke Jugendstil og Biedermeier-maleri, han frygtede, men bruddet med nazisternes verdensbillede. Brud med vaner er valg, men også opretholdelsen af vaner er valg, selvom vi oftest ikke bliver os det bevidst. Vi vælger i alle dagliglivets små handlinger enten at bevare eller ændre.

Også at bevare kræver aktiv kulturkamp. Den stadige gentagelse er nødvendig, mener hun, hvis kultur ikke skal forgå. Det mener jeg ikke. Og så citerer hun Peter Hiort Lorenzen. Så kommer hun ned til det, vi talte om sidste gang.

Fordi der er kontinuitet. I kan huske, jeg skrev i Grønningens katalog, og vi har talt så tit om kontinuiteten i hele vores, vores lille kulturbillede, altså inden for kunstarterne. Det er noget meget vanskeligt noget, altså min opfattelse er meget vanskelig at, at forsvare, den er også vanskelig at forklare. Men i det øjeblik, jeg taler om billedkunstens institution som en stor bygning, der ligger over hele vores kultur og civilisation,

så kunne man jo få den antagelse, at det ligger som en bygning ligesom den nye nationalbank hernede. Men sådan en arkitektur er det slet ikke, jeg mener, at kunstens institution har. Jeg mener, den har en konstitution, en arkitektur, som er [utydeligt] i levende bevægelse og i forandring, nærmest ligesom en myretue. Men i alt fald er der en kontinuitet. Og fordi der en kontinuitet, fordi bruddet ikke er totalt, er samtale mulig, siger hun. Problemet er i dag, at vi ikke blot er nødt til at gennemføre en fundamental holdningsændring, hvis menneskeheden skal overleve. Men vi er vant til at gøre det hurtigt.

Vi må intensivere samtalen. Der er jeg også uenig med hende. Hvis vi skal overleve, mener jeg ikke, det er absolut nødvendigt, at vi skal gøre det så hurtigt som muligt og intensivere samtalen.

Det er jo rigtigt, at man skal intensivere, men en samtale mellem f.eks. to individer er jo afhængig af individerne, og en samtale med…, mellem to individer om vores kultursituation, og hvad der bør gøres, og hvor vi skal gå hen, den kan kun finde sted, hvis disse to individer er født og opvokset og har den uddannelse og karat, at de overhovedet kan føre en samtale om disse emner. Og det er ikke altid tilfældet, mener jeg. Det er også et meget diskutabelt standpunkt at stå på, det ved jeg. Men jeg skal jo ikke sidde her som et menneske, der skal udgive sine uforbeholdne meninger. Jeg sætter en ære i at have og besidde diskutable meninger personligt, ellers ville jeg aldrig kunne lave et billede, for i det øjeblik jeg står overfor et billede og skal vælge en farve, ja, så må jeg have den frihed, at jeg skal altså på et eller andet tidspunkt træffe et valg.

Der kommer vi over til Thomas’ billede, og vi skal nærmere gå ind på det om lidt. Så skriver hun, vi har ikke århundreder til langsom bevidstgørelse. Det mener jeg, vi har. Jeg mener vi har tusindvis af år. Vores lille civilisation og kultur fylder jo i verdens historie ikke mere end 6-8-9.000 år. Altså når vi går helt tilbage til hulebeboerne, så kommer vi tilbage til 20.000 år,

men det er jo for intet at regne med de millioner og milliarder år, der er gået til at stable denne her [der lyder host] gren af Nyhavn på benene. Så derfor mener jeg, at vi har - jeg vil ikke sige, vi har god tid, men vi har i alt fald meget tid foran os, og det, vi skal gøre, det er ikke at få resultat af noget, for det kan man ikke få, vi er i en organisme, der er i evig bevægelse, og det vi skal gøre det er at bringe en fakkel ligesom en Marathon-løber over til den næste løber, og så bliver man ved med at bringe denne fakkel videre, mener jeg. Hun skriver, vi har ikke århundreder til langsom bevidstgørelse som borgerskabet havde, mens det kapitalistiske system voksede sig stærkt inden for de feudale samfund. Sådan som vi kan se ordet humor skifte betydning gennem generationers fællesindsats og blive brugt i den borgerlige klassekamp. Så kommer hun ind på det latinske ord humor. Hun siger meget pudsigt, hun oversætter det fra en ordbog,

og hun siger meget pudsigt, at det betyder fugtighed, væske, specielt plantesaft og legemsvæske. Og det får hun meget ud af. Og selvom et menneskeligt legeme kræver en vis væskebalance for at fungere på en humoristisk, normal måde, så er jeg ikke sikker på, at forståelsen af begrebet humor ligger i en oversættelse fra latin direkte. Så kommer hun ind på en historisk udredning af disse ting, og det kan I sikkert få meget ud af at læse selv.

Jeg tager en tilfældig linje, hvor jeg ser, der står også noget her. Nej, det er vist, det fører vist for vidt. Hun nævner i forbindelse med humor, Kierkegaard, som sloges i overbygningen. Vi ved jo, at Kierkegaard var født af en bourgeoisifamilie. Han arvede en hel masse penge, og vi ved, han tog en, ikke en taxicab, men han tog altså en hestevogn hernede, hvor han boede, og så kørte han ud i Dyrehaven og spiste hummer og rejer og drak rødvin og havde så måske en notesblok, hvor han sad og skrev om begrebet ironi. Han havde det princip, at han brugte, hvad han havde af penge, og hans arv havde han så spist og drukket op. Man han fik skrevet om begrebet ironi, og han fik altså lavet en hel…, en hel lille revolution inden for filosofien og litteraturen måske og kunstverdenen,

sådan at den kan inspirere [telefon ringer] endnu den dag i dag nede i Frankrig, og hans værker er jo oversat til fransk af flere forskellige forfattere. [Nanna høres i baggrunden.] Så det er jo humoristisk at se, at en mand fra bourgeoisiet, som aldrig har manglet salt og æg, stol, bord og seng osv., kan foretage sig noget fantastisk revolutionært inden for sin kunstart. Han siger, Kierkegaard, han er citeret her, men så er det humoristen gør den svigefulde vending, at han tilbagekalder lidelsen i spøgens form. Han rører eksistensens hemmelighed i smerten, men så går han hjem igen. Og det er måske der, bourgeoisen stikker foden frem, at han både er interesseret i det, han skriver og det, han tænker,

og så er han samtidig uden for, fordi han er ikke ud af, af folket, kan man sige. I kraft af sin sociale stilling har han ret til at gøre, hvad han vil, skrive hvad han vil, publicere det, hvis han har lyst, eller lade det ligge på skrivebordet, hvis han har lyst, og gå ud og spise lidt laks

og drikke rødvin. Og da han ikke har nogen prætentioner om at omstyrte noget eller om at påvirke noget osv., han har den stilfærdige, rolige, filosof-, filosofiske form, at han rører eksistensens hemmelighed i smerten, men så går han hjem igen. Han går på Marstrands – er det ikke Marstrands tegning - med sin paraply under armen og sin høje hat, lidt duvende ned ad Strøget, og så går han op i sin hybel, og der skriver han måske endnu fire linjer, som er verdensomvæltende, men de vælter ikke nogen verden, de bliver ikke udgivet måske, og han siger det måske ikke til noget, situationen er fuld af humor. Så er der det ved Kierkegaard, at han placerer humoren i det borgerlige liv, siger, skriver hun. Det er dårligt formuleret. Men Kierkegaard mener i virkelig…, altså i alt fald, at humoren er en livsform, der er foran troen. Ikke efter troen, eller en udvikling af troen. Der rører han ved det religiøse og ved kirken særligt,

som jo var meget omdiskuteret og meget betydningsfuld. Humor kan blive den religiøses inkognito, siger han. Dermed udtrykker Kierkegaard sin egen situation som på én gang religiøs og borgerlig. Man kunne fristes til at fortsætte hendes tankegang og sige, irreligiøs og uborgerlig. For man kan ikke hæfte så [der lyder host] stærke betegnelser på det, der faktisk foregår. Det er fuldt af, ikke selvmodsigelser, men i alt fald gåder.

Han bruger humoren uden at identificere sig med den. Det ville jo være vanskeligt for os at lave et billede, uden vi identificerer os med det, i alt fald mens vi står og laver det. Men er det sådan, at vi identificerer os med det? Det er muligvis et spørgsmål, som kunne bringe det store smil frem, som vi talte om. At det slet ikke sikkert, for så kommer vi, vores billedsproglige overvejelser, og så spørger vi os selv, jamen, når vi er kommet så og så langt med et billede, som du er derinde,

så står du foran et valg af en farve. Du har… to farver, tre farver, som står på vippen i dit sind. Er det så sådan, at strukturen, det system du er inde i, ligesom i et musikstykke, at man kan sige, jo, der har en nodeskriveren skrevet et kryds eller et b for meget, eller der har han sat en tone lidt op eller lidt ned, og det er, kan så musikeren fortælle os, er positivt forkert, det er en skrivefejl. Når man laver en tekst, så kan man også se, at sætteren har lavet en skrivefejl eller en, det man kalder en trykfejl. Det vil sige, den struktur vi står overfor, den læste sætning, eller det billede, vi er i gang med, har i kraft af sin struktur visse krav. Og i det øjeblik, man ikke kan opfylde disse krav. Og det er ikke sikkert, man kan.

Det er ikke sikkert, man kan finde den farve eller den linje, man har brug for. Ja, så har man ikke den sensibilitet, som Malevich talte om, og som Kandinsky talte om, den indre nødvendigheds princip, fordi den indre nødvendighed er måske ikke så stærk og følsomheden ikke så stærkt udviklet, at den kan leve op til det spørgsmål, billedet stiller. Muligvis kan vi ikke svare på det, så må vi stille billedet væk. Vi siger ikke, at det er et mislykket billede, men det er et billede, og jeg tror f.eks., hvis de ikke vil gå med vores dør hele tiden, [der lyder støj i baggrunden] så vil vi jo måske få lov til at tænke i fred.

Nå det er…, det er vores…, det er vores… uundværlige... Nanna. [Nanna] Der er et brev til dig fra Akademirådet. [Mortensen] Så får vi noget at vide, det er noget rent historisk, og det kan vi lige nævne her. At samtidig med Kierkegaards brydekamp med sin egen klasses livsholdning og begrebet humor, grundlagdes det engelske Punch, i 1811, men der synes jeg, der kommer hun ind på en diskussion om humor, og det vil jeg overlade til jer selv.

Så skriver hun, mennesker i samme tidsalder fører en samtale på tværs af landegrænser. Det, mener jeg, ikke er rigtigt. Fordi vi lever i den samme tidsalder, er der jo ikke nogen - særlig i, i dag - forbindelse og samtale mellem vore, vore jævnaldrende og vore kunstnerkammerater på den ene side eller på den anden side af noget som helst jerntæppe. Vi kan se det i den kinesiske kunst, hvordan de bøger, vi har fået gennem boghandlen hernede, viser os kunstværker, som er lavet af bønder og håndværkere ude i en provinsby, og vi har indset, at de er vidunderlige ud fra deres synsvinkel,

men at vi absolut ikke her i vores politiske, sociale, psykologiske situation, vores kulturkreds, vores kulturenklave, kunne få bønder [optagelsen afbrydes]. Ja. Vi…, vi kan være i en situation, hvor folk står, f.eks. en minister står og siger, at vi skal lave kunst for folket, og folks repræsentanter selv altså og folk på gaden går og siger til os, jamen, hvorfor laver I ikke noget, vi kan forstå, hvorfor laver I ikke noget for os osv. osv.? Og så kan vi af og til have lov til at sige til dem, jamen, det kan vi ikke. Vi kan ikke lave noget, I kan forstå, for det vi er inde i, det er noget, vi ikke selv fuldstændig er herrer over. Når vi er inde i et, en tankegang og i…, i…, i et billedes struktur, så er det slet ikke givet, at dette billede, der udkommer af den struktur, skal kunne forstås af nogen som helst. Og det kan være, at det slet ikke kan forstås i den mening, vi bruger ordet forstå, og den rækkevidde, det har af en selv, når man har lavet det.

Men vi kan, vi kan forstå det ud fra den struktur, det har, hvis vi, hvis vi kan opfatte den struktur, vi arbejder i.

Jeg har lige været inde og se på billeder der, Rosbergs og…, og, og Kurts billeder. Og der er det så tydeligt, hvis vi tager et af dem, vi kan sige, hvis vi arbejder os ind og forstå den struktur, de arbejder i, så kan vi, så kan vi hjælpe dem lidt på gled ved at sige, dér er noget, som er diskutabelt.

Men vi kan samtidig sige, dér er noget, der er fuldstændig rigtigt. Men man kan ikke sige hvorfor. Man kan bare opfatte en struktur, og den må vi opfatte, ligesom vi opfatter en gestalt, vi har talt om. Nu er der nogen, der går med vores dør igen. Det er Carsten. Carsten har ret til at gå med døren. Han er kommet med den igen. Hvor var det? Det var strukturen. [Elev] Gestalt.

[Mortensen] Hva? [Elev] Gestalt. [Mortensen] Ja, det var…, det var gestalt. Og vi har den gamle kaffekande Madam Blå, som gav anledning til at forstå fænomenet gestalt, fordi vi ved, at den filosofiske retning, der kaldte sig for, associationspsykologerne, de hævdede indtil en gang i forrige århundrede, at vor opfattelse af Madam Blå bestod i,

at man først så korpus af Madam Blå, så så man hanken, så så man tuden, og så så man dampen, der steg op, så mærkede man kaffen i næseborene, og lidt efter lidt opfattede sindet, at det var en kaffekande. Så kom perceptionspsykologerne og sagde, nej, det er forkert, vi opfatter ikke på den måde, vi opfatter ikke successivt, vi opfatter spontant en kaffekande som en kaffekande, som en helhed, som en gestalt. Ligegyldigt om vi ser den fra den ene eller den anden eller den tredje synsvinkel. Men naturligvis må vi have et maksimum, og det er meget vigtigt, af gestalt. Hvis vi ser den fra bunden, så ser vi en cirkel, så kan vi jo dårligt ane, at det er Madam Blå. Men hvis vi ser noget af den, og se, det vidste renæssancemalerne som gamle Tintoretto, hvad enten man nu vil kalde ham renæssance eller barok eller…, eller hvad man vil kalde ham, så vidste han det der, at man, når man skulle fremstille en hånd i et billede,

så var det lettest at fremstille den sådan, man så håndfladen med alle fingrene eller håndryggen med alle fingrene. Men hvis man så den lige forfra, og det havde man ofte brug for, med apostle, der skulle velsigne en eller anden, så så man den altså lige forfra, og nu kan man efterprøve hans…, hans problem ved at lade Nanna fotografere en hånd herfra. Og så lad os se det foto, og så lade den fotografere derfra, og derfra, og

og som…, som Greco har det, som Thomas har malet det, med sine manieristiske fingre og hænder, hvor man hele tiden ser så tilpas meget

af en hånds gestalt, at man kan opfatte, det er en hånd. Så gik de videre, og det gjorde Tintoretto særligt. Han gik videre og malede nogle kruseduller, og fik en til at tro, og det var ikke noget optisk bedrag,

det var et perceptionspsykologisk fænomen, fordi han ved siden af, der satte han én fuldt udarbejdet håndflade eller en håndryg. Så man vidste det, de kruseduller, det drejede sig om, det drejede sig i virkeligheden om en hånd med fem fingre. Han opererede med gestaltet. Et gestalt må have et minimum af rigtighed for at kunne blive fortolket som det, det skal forestille. Ja. Jeg tror, at denne bog er fuld af ting, som godt kan få sat vores tankeliv i bevægelse,

og jeg vil nærmest foreslå jer, at I læser den. Vi køber nogle eksemplarer, så kan de gå på…. den er jo læst på en halv times tid, og jeg vil helst have, at I læser den, for at I kan diskutere den med mig. Som bog mener jeg, at den er, hvad man vil kalde rodet, men altså der, der foregår en hel masse problemer i hendes sind, som hun har forsøgt at give udtryk for. Og jeg vil nærmest kalde den et debatoplæg, debatoplæg, hvor hun, hvor hun har glemt, at menneskeheden består af to forskellige slags individer, som er væsens forskellige, kvinder og mænd. [Der lyder host.] Det tredje punkt på programmet vi har, det er Matthiasens, det er Matthiasens klassekamp her, som er udkommet her til morgen. Og da jeg regner med, at aviserne er sparsomme, jeg ved ikke, læser I det selv eller, eller skal vi gå det igennem for at se, hvad det drejer sig om? [Der lyder host.] Det er temmelig meget, men det er jo også…, det er jo faktisk vores problem, ikke sandt?

Og der har været et helt møde om det. Som I måske erindrer, besøgte Matthiasen mig ude på Christian Winthers Vej for nogle år siden sammen med Johan Møller Nielsen fra Socialdemokraten, nej fra, hvad hedder det, Aktuelt, ikke? Og vi fik et helsidesinterview ud af det, og det var første gang, jeg traf Matthiasen. Og der spurgte jeg ham om mange ting, jeg var…, jeg var temmelig sådan nervøs og ilter, men jeg sagde til ham, da han skulle ud ad døren, og han havde vist sig fra en meget hjertelig side, så sagde jeg til ham, han sagde du til mig, og jeg sagde du til ham.

Og det følte han [utydeligt]. Så, så siger jeg, vil du komme på Akademiet i foredragssalen og holde foredrag om din kulturpolitik? Det ligger altså flere år tilbage. Så sagde han umiddelbart, ja, det vil jeg gerne. Bare giv mig et vink, så skal jeg være der. Og det gik jeg så tilbage til…, til Fagrådet, og jeg gik, jeg tror jeg forelagde det for jer til Elevrådet osv. osv.

Og det blev selvfølgelig aldrig til noget, og der kom ikke nogen Matthiasen, og der kom heller ikke, han fik heller ikke nogen invitation. Men nu har han haft en debataften i Huset, Huset i København, står der, og det ved I altså mere om, end jeg ved. Der står først en hel masse replikker, som manden har samlet op her. Hvem er det, der skriver? Det er en, der hedder Mette Fugl. Kender I hende? Mette Fugl? [Elev] Ja, hun er i TV. [Mortensen] I TV?

[Elev] Ja, Christiansborg-journalist. [Mortensen] Og jeg glider lige igennem, for det er noget, vi må vide noget om. Hvordan vil socialdemokratiet føre kulturkamp? Hvis man i sin politiske opfattelse tilstræber det klasseløse samfund, så repræsenterer kulturen en lille, men vigtig del i forhold til klassekampen. Kulturen kan påpege skævhederne i samfundet.

Der kunne jeg have lyst til at svare rent umiddelbart, hvis man erstatter kulturen med maleriet. Maleriet kan påpege skævhederne i samfundet. Det er almindelig lovfæstet slogan i vores kunstlitteratur i vore dage, at det er kunstnernes, malernes og billedhuggernes, opgave at påvise skævheder i samfundet,

det mener jeg absolut ikke det er, fordi vi er ikke selv ansvarlige over for det, vi laver. Vi kan ikke være det i kraft af, at vi har en viden om den struktur, vi lever i [der lyder host], når vi bevæger os i vores metier. Jeg har været inde på det i… mange steder. Men altså en…, en…, en slags social, politisk rolle i samfundslivet

mener jeg ikke, vi har, hvis vi laver kunst. Men naturligvis kan man godt lave socialrealistisk kunst, som Dea Trier Mørch, ikke sandt? Og på den måde vise en skævhed i en fosterstilling eller sådan noget. Men det mener jeg altså ikke er noget, der ligger inden for kunsten som sådan. Det er et biprodukt. Jamen, hvilken kultur?

Den borgerlige, eller er det ikke en opgave for socialdemokratiet at tage parti og føre kampen for dem, der hidtil, der hidtil har talt med de svageste stemmer? For dem der ikke sidder på magtapparatet? For dem der vil, vil en socialistisk kultur. Der har vi hende.

Ingen får i et moderne fællesskab alle sine interesser opfyldt [sirene fra ambulance eller politibil høres i baggrunden]. Det, mener jeg også, er meget diskutabelt, fordi det kan de godt få alle sammen, selvom…, selvom de har forskellige interesser. Vi må…, vi må kæmpe for, at de flest mulige får deres interesser opfyldt. De komponister eller forfattere, der vil noget andet end os, har stadig noget at sige os.

Det er jo meget diskutabelt, om de har det, og om de skal have det. Det kan da godt være, at der er nogle komponister, man ikke kan forstå. Og det kan da godt være, at det ikke er så betydningsfuldt, at man kan forstå dem. Derfor kan det da godt have en realitet, som har en sandhed i sig. Altså musikalsk sandhed. Der er flere former for kulturbevægelse.

Vi kan ikke pludselig sige, at noget er rigtigere end andet. Vi kan give folk mulighed for at vælge, for selvskabende aktivitet. Det er der altså en, der siger. Er det ikke klassekampens indhold, der bestemmer, hvad der skal støttes? Lad de borgerlige støtte deres kultur, så må I støtte arbejdsbevægelsen, arbejderbevægelsen. Hvad er borgerskabets kultur? Det siger sig selv.

Er det bibliotekerne? Der er i hvert fald mange lortebøger på bibliotekerne. Er det meningsdiktatur, du vil have? Det er alle sammen spørgsmål til Matthiasen. Jamen, i klassekampen kæmper hver for sine interesser. Det kan da godt være, at man også kæmper for sin kone interesser, ikke, f.eks.? Hvis man nu tager konen, altså han glemmer også konen.

Er det meningsdiktatur, du vil have? En genudnævnt kulturminister i folkelig krydsild i Huset, Magstræde, København. 200 var mødt op, også repræsentanter for det ballerupske, aalborgske og sønderborgske kulturhuse, som socialdemokratiske borgmestre har brudt sig så lidt om, at de med bulldozer har søgt at gøre betydningsløse i kulturkampen, og folk fra Filmworkshoppen, Kunstakademiet, Christiania, Solvognen, fra Socialdemokratiet i København, og talsmænd for HK-formanden Max Harvøe, der forleden efterlyste en Martin Andersen Nexø eller en Thit Jensen til at beskrive dette samfunds forfald.

Kulturkamp, klassekamp. Det var mandag aften indledningen til en uge med socialdemokratiske debatoplæg. En uge varer det. To ord, der ifølge Niels Matthiasen selv nemt dirrer lidt i luften. Mange vil bare, mange vil gå bare ved at høre dem. Tro at de nu skal kede sig igen.

Det socialdemokratiske, kulturpolitiske udgangspunkt er, at der bør sættes lighedstegn mellem de to begreber klassekamp og kulturkamp. Det gjorde Niels Matthiasen indledningsvis klart. Han sagde, jeg mener, at kulturkampens mål er at nedbryde de eksisterende klasseskel

på en sådan måde, at den socialistiske kultur ikke bliver meningsløs, så snart det klasseløse samfund er etableret. Vi må se videre.

Vi må sørge for allerede nu at arbejde sammen med de progressive, og det er jo netop de fleste kunstnere, som føler en forpligtelse til at ændre kulturmønstret [der lyder host]. Men samtidig, men samtidig må man ikke glemme, at det klasseløse samfund ikke er en tilstand, men en bevægelse. At der også dér er behov for en kulturudvikling, ja, måske for flere kulturbegreber, end vi kender i dag.

Kan I tåle mere? Det kan jeg næsten ikke. Hvor ingen er lige. Det er jo ikke sådan, at kulturen er noget frit i luften svævende. Den kulturopfattelse eller de kulturvaner, vi har i dag, bygger på tidligere tiders kulturer. Hvis man vil, kan man også på dette område tale om dialektiske processer.

Jeg synes derfor, at det gælder om i dag at begynde en aktiv kulturpolitik. En kamp mod de reaktionære manifestationer, som i mange og særprægede skikkelser har vist sig i de seneste år. P.H. har sagt følgende: Gå ind i en dansk kulturkamp, hvor lige er lige. Det er ikke demokratiets ide, vige og vige. Det stod på forsiden af tidsskriftet *Kulturkampen*s hæfte i 1938. Niels Matthiasen fremhævede arbejdets og fritidens betydning for de vilkår, vi lever under, og dermed for udformningen af en aktiv kulturpolitik.

Han sagde, arbejde, specialisering og deling gør indsatsen snærende og monoton, blotter den for opfindsomhed og ansvar [der lyder host]. Oprindelig udsprang kultur af menneskets ønske om at beherske naturen. I dag er arbejderen berøvet det kreative element, berøvet muligheden for at lade sin indsats præge af fantasi og lyst.

Og der siger han det samme, som I kan læse i bogen, den vi talte om for et øjeblik siden. Fritid, den fritid alt for mange desværre har alt for meget af i øjeblikket, styres også i den indstilling, der er blevet mennesket påtvunget i arbejdstiden. De, der er mest kreativt beskæftiget i arbejdet, overfører denne kreativitet til fritiden. Fritiden smittes, lænkes af arbejdstiden. En kulturpolitik, der alene sætter sig som mål at fylde arbejdernes fritid med kulturelle aktiviteter, som var typisk for tidligere tiders lidet arbejdende klasser, vil nødvendigvis slå fejl.

Det, synes jeg, er meget vigtigt at få understreget, at man kan altså ikke tro, at man kan bygge museer og koncertsale osv. osv., og så lade nutidens arbejdere, arbejdsløse arbejdere i deres situation, komme til at se på noget så borgerligt som Rubens f.eks. eller Rembrandt. [Elev] Men jeg vil lige komme med en kommentar. [Mortensen] Hva’ba. Ja. [Elev] Alle disse her reklamer, som folk bliver påvirket af, og som jeg også bliver meget påvirket af, som opfordrer til et større forbrug, som… og at stå i de der ting, det er sådan nogle fritidsforbrugsgoder. Det, det synes jeg er en kulturpåvirkning,

som er kolossalt kraftig. Altså, folk lærer, så at sige, at, at stræbe. Altså, de lærer at…, at…. om jeg så må sige, at bruge ting for at få tiden til at gå, i stedet for, i stedet for at gå på museer [der høres en skrattende lyd].

Altså bare sådan noget som fjernsynet, det er jo med til det. Men altså, alt muligt af de hersens forbrugsgoder der, det er jo, det er med til at gøre folk hjælpeløse. [Mortensen] Ja, du mener altså, at Socialdemokratiet skulle lave en aktiv kulturpolitik, f.eks. i fjernsynet? [Elev] Ja [utydeligt].

[Mortensen] Så du de små skolebørns udsendelse forleden dag? Så er der en, der spørger, kunne du tænke dig at etablere en uddannelse for skrivende kunstnere? Så man kan uddanne sig til at blive forfatter. Det er jo noget, der har meget interesse for os, fordi jeg mener, vi har en skole for malende malere. Så siger han, jeg tror, det skal være, det skal komme indefra.

Det skal være skabende, det at være skabende kunstner, det skal komme indefra. Så siger de, hvor indefra? Du har en romantisk og idealistisk opfattelse af det at være kunstner. I bruger Folehaven som jeres flagskib. Hvad er det, man skal bevise, for at få støtte?

Jeg kan ikke blande mig i Kunstfondens kriterier. Det er vældig svært at skulle vurdere om folk er gode kunstnere eller ej. Vi savner en boglov herhjemme. Vi har af samme grund et bogmarkedsudvalg siddende. Herfra kunne der måske [telefon ringer] foreslås garantier til forlag for, til forlag, næh, ja, til forlag for, hvad de udsender. [Telefon ringer.] Nå ja. Sikke et dansk! Sådan at nemmere at få antaget…, sådan… at, sådan at det blev nemmere at få antaget bøger. Men man kan ikke studere til at blive en Nexø eller Hans Kirk. [Der lyder host, telefon ringer.]

Der kan man jo sige, at det kunne hverken Nexø eller Hans Kirk heller ikke. HK's formand har netop efterlyst en sådan forfatter, der kunne skrive om dagens Danmark. Hvorfor støtter Kulturministeriet ikke [telefon ringer], forbundet ansætter en forfatter? Så siger Matthiasen, en Pelle Erobreren ville han næppe kunne blive. Du hælder vand ud af ørerne, du kvalte Workshoppen

for en ret linser til hr. Brusvangs hovede. Hvad er kulturkamp og klassekamp for dig? [Telefon ringer]. Stikker du halen imellem benene, eller er du et mandfolk? Workshoppen, siger han så, skal genopstå den første i fjerde. Den er på finanslovsforslaget, som skal vedtages senest den 31. i denne måned. [Telefon ringer.] En vordende forfatter spurgte, hvad skal jeg stille op med min følelse af offentlig umyndiggørelse, når jeg bliver afvist af forlagsredaktører og redaktører i Danmarks Radio? Svar: Det er svært, men der er også folk, som står ved en drejebænk og føler, at de ikke er accepteret.

Fra Kunstakademiet blev der spurgt - det er jer - hvad mener du egentlig med kulturdemo-, kulturdemokrati? Du udnævner [der lyder host] Robert Jacobsen på tværs af alle faglige holdninger på Akademiet? Det er en politiker, der udnævner Robert Jacobsen. Samtidig med det siger du, at politikerne ikke skal fastsætte kvalitetskriterierne. Svar: En minister udnævner personer. I det øjeblik, de er udnævnt, blander han sig ikke i.

Punktum. Jeg er minister og ikke ekspeditionssekretær. Spørgsmål: Er Robert Jacobsen socialist? Så godt kender jeg ham ikke. Er hans kunst socialistisk?

Jeg opfatter den... det er stadigvæk Akademiet, der spørger. Jeg opfatter den som... brydende noget nyt igennem. Ja, derfor socialistisk. Og har jeg ikke Akademiet med mig,

er jeg, er jeg i hvert fald folket med mig. Hvor ved du det fra? Fra alle de breve og tilkendegivelser, jeg har fået. Må vi se dem? Der var så mange, jeg ikke kunne bære dem. Hvad har du planlagt at stille op, hvis dine forventninger til Workshoppens genopstandelse bliver skuffede?

Jeg svarer aldrig på hypotetiske spørgsmål. Vil du i den sag være minister eller ekspeditionssekretær? Minister. Niels Matthiasen blev til sidst spurgt om, hvordan han kunne være menneske i et parti, der mener et og gør noget andet.

Ministeren erkendte, at det var svært af og til. Kommentar. Spyt ud. Spyt ud.

Thomas. Vil du sige noget? [Thomas] Jeg synes bare det viser meget tydeligt, at…, altså forskellen mellem hvad han gerne vil som personlig minister, og hvad han har af muligheder f.eks. [Mortensen] Ja. [Thomas] Fordi Socialdemokratiet f.eks. i kulturelle spørgsmål for øjeblikket er meget hårdt trængte af Centrum-Demokraterne, som netop har kørt sig selv op på de her kulturelle…. [Mortensen] Undervisningsområdet. Ja.

[Thomas] Grunden til, at Workshoppen blev lukket, må have været politiske grunde? [Mortensen] Nej, det var økonomiske grunde. Det var fordi finansudvalget, takket være Erhard Jacobsen, ikke gik ind for bevillingen. Det var ikke ministeren. [Thomas] Nå nej, der har du det igen med Centrum-Demokraterne. Det er dem, der hele tiden...

[Mortensen] Ja. Ja. I øjeblikket er det ikke Poulsgaard, det er, det er Erhard Jacobsen. [Thomas] De vil nok gøre meget for at spænde ben, ikke? [Mortensen] Vi holder en pause, så kan I tænke jer om. Så går jeg ind og læser brev fra min elskede Vera Myhre. [Optagelsen afbrydes.] [Nanna] Værsgo, hr. [Mortensen] Ja, kulturkamp og...

... social kamp. Vi oplever vores socialistiske vidunder Dea Trier Mørch, som udgiver Karl Marx’ manifest på bøttepapir med guldtryk til 375 kr. i et håndsigneret oplag på 200 eksemplarer. Så er dagspressen ved at vælte, ikke af grin, men af glæde over dette fantastiske initiativ. Nu har hun fået forfatterforeningens eller forfatternes eller [Nanna] Boghandlernes [Mortensen] Boghandlernes store, store, ikke nyser, men Nuser. Hun er blevet laurbærkranset, fordi hun har lavet en bog med 32 håndtrykte linoleumssnit, som forestiller, hvordan et foster kommer ud af mors liv. [Nanna] Af hendes.

[Mortensen] Samtidig udgiver Gyldendal 12 af mesterværkerne på Hollen-Schollenhammer papir [muligvis menes der Schoellershammer papir] til 115 kroner for alle 12. De er dog signeret i pladen. Pressen fylder spalterne med hyldest til dette socialrealistiske vidunder. Og så kommer de Gud hjælpe mig til at sige…, nej, det gør hun selv. Hun udtaler, at kunstnerne har gjort alt for lidt ud af børnefødsler i tidens løb.

Og det er jo en skam, hun ikke har gået på Kunstakademiet andre steder end hos Egill Jacobsen. [Nanna] Det har hun i Polen. [Mortensen] For hvis hun havde været her, så havde hun vidst, at Jesu Kristi fødsel, julenat, for 100, er det 76? [Nanna og Mortensen oven i hinanden:] 1000, 976, 76 eller 77, 76 et kvart] [Mortensen] 76 og et kvart år siden er beskrevet af snart sagt de største kunstnere, billedkunstnere, som siden har eksisteret. Plus en hel del litterater. Værre nonsens kan man altså ikke forestille sig.

Men det er jo klart, at det går i folk som varmt brød, fordi det er netop så forkert, som det skal være [der lyder host]. Og det er så karakteristisk, at Scherfig, som også er socialrealist, dog i den humoristiske branche, hvor man også kan lave Zoologisk Haves vidunder, han bliver millionær. Alle disse folk, Herluf Bidstrup, min gamle ven fra Kunstakademiet, som gik over til kommunismen og stalinismen osv. osv. Han er jo blevet…, fået ordner og har - så vidt jeg husker - sommerhus ved Sortehavet. Og de flyder i penge, og der er det, man kan så spørge sig selv,

jamen, tænker disse mennesker sig da slet ikke om, at de i kraft af deres fantastiske revolutionære, arbejdervenlige og proletariatsvenlige og sætten sig ned på proletariatets niveau, alle disse ting, som bevirker, at de selv bliver millionærer og kommer fuldstændig uden for den kreds, de henvender sig til. Jamen, kan de da ikke se, at der må være noget fundamentalt forkert i alt det der? For de er jo akkurat på samme trin som Walt Disney.

Og Walt Disney har jo, han er jo også blevet millionær, men han har jo kørt på hele den ulven-efter-den-lille-mus-mentalitet, hvor den store fæle ulv æder den lille kanin. Og Freud, han har levet forgæves, fordi hele den skrækhistorie, som skal indprentes børnene, og som de gufler i sig, og som altså til syvende og sidst kan forstyrre deres sjæleliv, fundamentalt. Den går som varmt brød.

Og han er jo i alt fald udnævnt til at være Pentagons og Staternes største kunstner til alle tider. De må da kunne tænke, at der må være noget, der er forkert. Vi andre sidder, hvis man ser på…, på vores sociale situation, vi laver billeder, som vi mener er rigtige ud fra de forudsætninger, vi nu har som billedkunstnere. Så i begyndelsen af vores karriere, der skal vi have tag over hovedet og noget at spise.

Og der må vi sælge vores produkter jævnt hen over et marked, som er fuldstændig… umuligt at sige noget fornuftigt om, ikke sandt, fordi det er til, til venner og bekendte, begynder det, for mig begyndte det med…, med… far og mor og tanter og onkler, og så kom fru Johansen inde i Nyhavn 18, og så, og så kom den ene og den anden osv. osv., og så gik det fra et måltid mad og 10 kr. på lommen til at være 300 kr., og så, så steg det lidt efter lidt. Og nede i Paris der levede vi altså af at sælge negerskulpturer fra loppetorvet. Og jeg har lavet vinduesdekorationer med nisser, hvor det var så satans svært at male hvidt skæg, kan jeg huske. Fordi det skulle være hvidere end hvidt, og jeg kunne ikke købe noget af [utydeligt].

Men vores situation er, som man vokser op, den situation jeg sidder i, selv. Jeg sidder med, nu med en hoben billeder. Og jeg kan selvfølgelig nok sælge. Men hvem skal jeg sælge til? Ja, hvis det skulle være rigtigt, og proletariatet skulle diktere, så skulle jeg sælge til proletariatet. Hvad, hvor, hvordan gør man det? Ja, det gør man med de…, de instrumenter, proleta-, proletariatet giver mig, i dette tilfælde regeringen, Statens Kunstfond.

Statens Kunstfond bygger så det store museum, I ved, ude på Christiania, og der bygger de et museum for det 20. århundredes kunst. Og der er en underafdeling der, som…, som specielt hører til Statens Kunstfond. Og der opbevarer de alle disse skatte, som de for de millionbeløb bliver købt ind i deres treårs-periode, det bliver opbevaret for hele folket der. Og folk får gratis rejser fra Hobro til Christiania for at se disse ting, som de jo faktisk selv ejer, og som skal påvirke dem, og som skal forandre deres tilværelse,

deres sjæl og sind osv. osv. Og mine billeder, de bliver hængt op i et stort museum ved siden af det, ligesom et pakhus, ikke? Og… ja, jeg får ingen penge for dem, men jeg skal jo heller ikke have penge, det er jo folkets eje. Fordi jeg har jo levet af folket og betalt min skat. Og…, så derfor må jeg have lov til at give folket, hvad folket tilkommer. Og det er jo meningen, at det skal være det danske folk, ikke sandt, fordi vi er jo chauvinister, hvor fanden.

Jeg mener, det skal sgu da ikke være amerikanerne, jeg mener, de har jo deres egne kunstnere først. De har jo deres, de har jo deres… hvad er det man kalder det, når man rejser til Amerika for at blive amerikaner? [Elever] Immigrant. [Mortensen] Immigranter, ikke sandt. De har jo deres immigrantkunstnere, som er første, anden og tredje generations immigranter, og…, og de siger, at anden generations immigranter, det er de mest amerikanske. Og det kan jeg ikke…, det har jeg altså ikke tid til, fordi jeg ikke kan blive anden generation. Men så må jeg finde mig i forholdene herhjemme og være socialistisk realist på den måde, at jeg overgiver mine ting til offentligheden.

Og som amerikaneren jo meget rigtigt sagde i sit skuespil, han kan jo ikke tage det med sig, og det kan han jo ikke. Og han har jo lavet det for sin, omend ikke for sin fornøjelse skyld, så dog alligevel, han har, han har jo aldrig savnet noget, jeg mener, han er dog kommet igennem det, gennem tilværelsen, og på en pæn måde, ikke sandt, han er da blevet højt dekoreret, og fået Thorvaldsen Medaljen og det ene med det andet, ikke sandt. Og som sagt så har han betalt sin skat. Så nu vil…, ja. Det er jo, det er jo sådan de to ting der, der står overfor hinanden, den socialistiske-realisme og…. Så er der kommet en anden ting ind i vores debat i den senere tid med vores akademistrid, og det er den kunstneriske debat. Vi har set, at Akademiets fagråd, Akademiets ledelse, har afstedkommet en stærk politisk, kunstpolitisk aktivitet,

og vi har set, at der står to-tre grupper over for hinanden, som er stærkt karakteriserede. Der er Cobra-gruppen til den ene side, den er jo verdensberømt, der er skrevet litteratur om den, og værkerne hænger rundt omkring på vore museer. Så er der Klar Form, som kommer så stærkt til udtryk nu netop 15 år efter, næh, er det 25 år efter? Næh, det kan jeg ikke huske [Livgarden høres i baggrunden], og som kom så stærkt til udtryk på Grønningen i år. Så er der den socialistiske realisme, som kommer udtryk, som vi sagde for et øjeblik siden. Så er der trommesalskunsten, som florerer hos, jeg skal ikke nævne navne, men alle disse hotelgallerier oppe af kysten, hvor folk køber ind om…, i weekenden, og der går det jo også udmærket med repræsentanter for disse gallerier herinde i Fagrådet. Så er der til syvende og sidst en mærkelig type, det er brød- og korridorpolitikerne.

De, de har ikke noget egentligt kunstnerisk standpunkt. De kæmper ikke for en kunstnerisk idé eller en social idé, men de kæmper for deres levebrød. De er skide angst for at stå på gaden. Og derfor…, derfor lærer de lidt småjura om søndagen, og så sidder de og flår i gamle anordninger fra 1874, fra 1876, fornyes i 1877, og reglement til anordningen af 1973 og ’74, og der kan man så blive valgt, mærkeligt nok går det ligesom Scherfig og de andre, at de er altid de samme, der bliver valgt, men siger man ordet rokering, så stivner Sterup i hele sin rygsøjle og siger, nej, det ord vil jeg ikke have indført i referatet. Der er ikke tale om rokering, for det er tale om demokratisk valg,

flertalsvalg på ærlig vis uden manipulering af nogen som helst art. Og derfor kan man få 19 medlemmer ud af 23 til at stemme for den samme mand, 3 til at stemme på ingen mand og 1 til at stemme på en mand. [Nanna] To. [Mortensen] I Fagrådet var det en. [Nanna] Den blev ikke læst op. [Mortensen] Nej, den blev ikke læst op.

Jeg sagde også 23. Der var ikke 24. Og det ligner til…, til forveksling situationen i Østlandene. Som nu alle mennesker i Vesten er så fantastisk forargede over, at der er nogle systemkritikere, der er blevet smidt ud, der er blevet vist bort, og har fået deres løbepas så at sige, og så ankommer de til frihedens by, København, New York osv. osv.

Og det store, fede flertal på demokratisk vis, som har fundet ud af, at denne systemkritiker vil de ikke have, de sidder så tilbage på flæsket og stangkeder sig. Det lille mindretal, som altså pippede lidt og kom lidt til orde, sidder så i en betonby et eller andet sted i verden, uden rødder og kan absolut ikke synge Armstrongs sang om ”the skies are blue”, om sit hjemlands kvarter derovre i… var det, var det Oklahoma, ”skies are blue, la la la, la la la” [Mortensen synger]. Den synger han om sin mor og sin familie og tanter og onkler, ikke sandt. [Nanna siger noget utydeligt.]

Og han siger på det bånd der, at han kunne absolut.... Altså han siger, hver gang jeg sætter trompeten til munden, så er jeg hjemme igen hos familien. Og det er det, jeg spiller. Det er ikke trompet. Så har vi ved siden af brødpolitikerne, så har vi skolebladet. [Optagelsen afbrydes.]

Vi går videre. Vi var ved brød- og korridorpolitikerne. Så har vi to kunstpolitiske instrumenter foran os, det er Billedkunstnernes Blad [Mortensen mener Billedkunstskolernes Blad] og den store rapport fra Ombudsmandssagen…, som er blevet redigeret af et triumvirat med Wiig Hansen og Freddie og Bertram osv. Det er en stor, rød, tyk bog på 140 sider, og den er - kunne man jo næsten sige - uhyre objektiv. På den måde at man udelader udtalelser og avisartikler, som ikke passer ind i sammenhængen [telefon ringer], og så lægger man vægt på ting, som passer ind i sammenhængen. Derfor bliver den et korridor…, korridor-politisk tendentiøst manuskript, som pudsigt nok har fået rød farve udvendig, det skulle jo være en hvidbog. Det skulle jo være en objektiv hvidbog, som skulle udgå til alle, der har haft med sagen at gøre, derunder også dagspressen, som jo er blevet citeret,

og på den måde give en objektiv information af hele sagsforløbet. Som eneste repræsentant for oppositionen kunne man jo godt have overladt mig manuskriptet, sådan jeg kunne have gået det igennem og vedføjet mine kommentarer. Men nej, de herrer, de…, de vil da aflaste mig for det besvær at sidde og give kommentarer til deres manuskript. Hvorfor skulle jeg dog blande mig i deres arbejde, som de sidder der og sveder over? Så det har de forskånet mig for.

Så jeg har altså ikke fået lejlighed til at give min lille forklaring. Den kunne måske være på en halv side. Jeg er f.eks. citeret forkert en gang, og det…, det er meget…, det er meget kedeligt. Og så alt det, som jeg ikke har sagt, … det står der altså heller ikke. Og så det meste af det, jeg har sagt, det står der altså heller ikke. Men det er så udmærket, så udkommer Billedkunstnernes Blad [Mortensen mener Billedkunstskolernes Blad] for Kunstakademiets egne penge, og det er redigeret sagligt af en kreds af de bedste kunstnere, elever på Akademiet, og dér kommer man jo netop til at tænke på, at det er folk, som har læst Lis Thorbjørnsen, de benytter sig ikke af polarisering i skolebladet.

De stiller det op i samtaleform, sådan at hver kommer til orde, sådan at alle på skolen kan lære af den enes mening og den andens mening. Nogle gange mener to det samme, og nogle gange mener de hver sin ting. Og på den måde så kunne man tænke sig at lade Lis Thorbjørnsen abonnere på Billedkunstskolernes Blad, sådan at hun kunne få en helt anden opfattelse af tilværelsen. Der er ikke tale om polarisering, men aggressionerne får jo frit løb,

og derfor får det et [sirene hyler i baggrunden] umiskendelig lighed med det midterste af Nyhavn dernede, det grågrønne, grumsede Limpopo-flod, kloakløbet med rotterne, så man kan få affaldet væk. [Der høres lyd fra trappe.] Det er udmærket med de to publikationer, for det viser så klart og tydeligt, hvor vi står, og hvor vi ikke skal stå. Men som jeg sagde i begyndelsen, ”he loved him madly”, og det er jo i og for sig der, vi skulle hen. Vi skal hen til vores problem med Miles Davis. Vi skal hen til vores problem med Miles citerer Ellington, og vi skal hen til de billeder, I har lavet, og som vi skal stå inde for.

Og der er det jo så heldigt, at en musiker af faget kommer os til hjælp, nemlig Pierre Boulez. Pierre Boulez’ afdeling på Beaubourg-centret, den er ved at komme i gang, og han begynder at forklare folk over hele verden, selvfølgelig, ikke blot i Beaubourg, men over hele verden forklarer han, hvad det er, han mener med sin skole for arkitektur og miljø inden for musikken. Han skriver en to-tre artikler, og der er sådan et pænt billede af en rullende trappegang, det skal vi også have indført her, sådan at vi kan rulle ned ad trapperne af disse udmærkede trin, vi har fra krigens tid i 1864. Jeg foreslår, at vi i vores rent private skoleblad skal få lavet et afklask af denne artikel,

disse to artikler, og så kan I læse dem, fordi det er ikke noget, man sådan kan… kapere om, han skriver jo ikke ligefrem i skolebladstil. Men jeg skal forsøge at læse en passus op, som netop vedrører de kunstneriske problemer, vi var inde på i vores studier af billedkunst og musik. Han skriver om styring af de musikalske forløb. Det er et af de første af mine personlige problemer, som jeg vil tage op.

Det hedder I R C A M. Det…, det er betegnelsen for hans afdeling på Beaubourg. Det drejer sig om, hvordan man kan improvisere på et lovmæssigt grundlag. Hidtil har man enten holdt sig til computerens supermekaniske svar, eller man improviserer ubekymret og lige ud af landevejen, hvad der falder én ind.

Måske er det mig, der er for civiliseret, når jeg også kræver stilistiske komponenter i en improvisation, inden for rammerne af en stilistisk begivenhed. Her har vi jo vores billeder, her har vi jo Thomas' billeder og Peters billeder og jeres billeder i det…, i det hele, og jeg vil, jeg vil tage det en gang til. Måske er det mig, der er for civiliseret, når jeg også kræver stilistiske komponenter i en improvisation inden for rammerne af en stilistisk begivenhed. Den stilistiske begivenhed,

der har vi jo vores gestalter. Hvis man ikke har dem, bliver resultatet enten et maskinelt produkt, eller en psykotest. Der har vi Cobra, ikke? Jeg undersøger altså, hvad maskinen kan frembringe, eller hvordan musikerne kan reagere.

Men derved opnår jeg ikke noget kunstnerisk resultat. Improvisationen må virkelig igen integreres i musikken. Ved slutningen af det 19. århundrede var improvisationen forsvundet fra musikken. Endnu i det 18. århundrede hørte den med som en selvfølge. Det drejer sig nu om at finde fleksible love, som atter i dag, man i dag kan improvisere efter. Flexible love, love, som man atter i dag kan improvisere efter. I tolvtone-teknikken og da især i den serielle musik var improvisationen på forhånd udelukket, fordi i denne musik - der har vi lige ved siden af Mondrian, der har vi Vantongerloo og sådanne folk, ikke? Fordi denne musik er alt for kompliceret i sin enkelhed, ikke sandt?

Der er to ekstreme muligheder. Enten kun at improvisere med klangen eller kun med strukturen. Man kunne med klangen sige farveklangen, farven, og strukturen, der kunne man sige formen, gestaltet. Ingen af delene frembringer et kunstnerisk meningsfyldt produkt, fordi et stilistisk resultat kun opstår som resultat af dialektikken mellem klang, improvisation og struktur. Hvorledes kan man løse dette problem, er det første, jeg vil begynde med at undersøge i Paris.

For inderne er det muligt at improvisere ud fra en forud given struktur og alligevel fuldstændig at udfolde deres kunstneriske personlighed. I barokken var det fuldstændig det samme. Der fandtes der også temmelig strenge lovmæssigheder, inden for hvilke man kunne bevæge sig frit. I dag må man først blive klar over, hvor langt man kan gå i dette spændingsfelt

mellem frihed og bundethed. Vi vil nærme os dette problem fra mange forskellige sider. Ud fra lingvistisk, altså sprogteori, ud fra informationsteori, den vi benytter til vores undervisning her på skolen, osv. Vi havde jo i øvrigt benyttet begge metoder, ikke sandt, plus nogle andre metoder.

Et andet problem vil jeg straks, jeg straks vil tage fat på på IRCAM, drejer sig om det æstetiske udvalg af ikke-instrumentale klange. En gang til. Det æstetiske udvalg af ikke-instrumentale klange. Med de gængse instrumenter

er et æstetisk valg jo allerede givet. Det er meget overlegent, ikke? Men det er det bare ikke. Der er sat et spørgsmålstegn ude i margenen.

Og så er der spurgt, hvad med Stuff Smith? Der har han en, en violin, som på mærkelig vis bliver omdannet til et stof, så at sige. Det er ikke for at sige en, en vittighed, men et sjæleligt stof, et sjæleligt stof af den art, som vi, som vi plejer at betegne med vores vage ord, vibration, farvens vibration, formens vibration på en flade osv. Der er jeg altså ikke enig med…, med Boulez, fordi jeg synes, han tager alt for overlegent på instrumenternes muligheder, de…, de klassiske instrumenters muligheder. Men han skriver i alt fald, at de gængse instrumenter er et æstetisk valg jo allerede givet. Men hvis man vil frembringe artificielle klange, mangler man ethvert æstetisk kriterium. Så dette fører tilbage til den første artikel, som I skal læse,

for at få et indblik i, hvad han mener med artificielle klange. Fordi han, han vil foretage… det er den ene, det er den første af hans store problemer, det er at foretage en fuldstændig analyse af midlerne af de forhåndenværende musikinstrumenter og de forhåndenværende elektriske instrumenter, lydfrembringere, sandpapir og…, og støvsugere og generatorer. Og derfra vil han så føre os frem til det, han skriver om her. Det er altså andet punkt på dagsordenen. Han skriver, man er henvist til spontant, det…, det… det er et ord, som…, som…, hvor jeg spænder hanen på min revolver, når jeg ser ordet spontaneitet. Spontant at afgøre om noget passer godt eller mindre godt sammen. Det er altså, det er ikke mig.

Hvordan man kan ordne og vurdere disse klange, om de er egnet til musik eller ej, det er spørgsmålet. Og det bliver vigtigt, når det drejer sig om at blande klange. Det viser sig allerede i slagtøjet. Med fire bongotrommer er det endnu, er det endnu ikke muligt at skrive et virtuost stykke, for man har kun fire tonehøjder. Slagtøjsklange må altså blandes.

Og her må man tænke på de enorme æstetiske forskelle, der er på de klanglige resultater af anvendelsen af de mest forskellige slagtøjsinstrumenter, men også på violin og klaver. En bongotromme kan nu engang ikke behandles som et klaver. Desværre har mange komponister overset denne fundamentale forskel på klangenes æstetiske kvalitet og deres hierarki. Men den æstetiske udvælgelses problem er endnu uendelig meget mere kompliceret ved elektronisk frembragte klange. Man har en strømmende verden af klange foran sig og ved ikke, hvordan den æstetik skal benyttes. Hvor befinder dialektikken sig mellem komposition og klang?

At finde ud af det er en af mine næste projekter. I omgangen med de traditionelle instrumenter tager vi den æstetik, der følger med dem, med i købet som noget naturgivet. Når man arbejder med en generator, mangler vi en sådan æstetik. Det må altså dreje sig om omsider at udvikle de ikke-instrumentale klanges æstetik. Se det jeg får ud af det, dette her stykke, det er for det første det, at vi får et indblik i Boulez’ studereværelse, hvad han vil byde på i dette, i dette laboratorium. Og det andet jeg får ud af det, det er hvor tæt hans problematik ligger med det, vi arbejdede og begyndte at arbejde med sidste år. Og hvor vi har flået i strengene for at få os til at vibrere

og for at få en sammenhæng i det, vi kaldte citatkunst, sådan at vi kunne få udvidet vores erkendelse om vores muligheder for at udtrykke os. Inden for de rammer, hvor vi gør os mere og mere bevidst, at vi er bundet af en struktur.

Vi skulle så gå videre, måske næste år, og finde ud af den strukturs karakter, og hvor den hører hjemme i bevidsthedslivet. Hvad er det, der bevirker, at vi pludselig standser med en pensel og siger, nu er det nok. Det er meget kompliceret, og det får vi noget begreb om, at det er altså måske endnu mere kompliceret inden for musikken, fordi de har udvidet af elektrisk vej og på anden måde, fremmede folkeslag, Østens folk osv. osv., har de fået udvidet området for deres muligheder for at udtrykke sig. Vi har altså vores sind, som skal udvikles, og det må vi gøre ved at se på en blomst, eller gå over i Nyhavn

og drikke en bajer, eller hvad vi nu kan finde på. Eller gå til Niels Matthiasens møder og deltage i kulturdebatten. Men det er hele sindet, og det er hele den, den bygning, vi til syvende og sidst skal skabe ud fra. Men når vi har alt det der, så må vi så at sige lukke øjnene, og så må vi gå ind til os selv, og så må vi forstå, at det instrument vi nu skal traktere, det kræver visse ting, som man kan kalde æstetiske strukturer, vi har ikke andet, det er også et udmærket ord, æstetiske strukturer, for at nå frem til et resultat, som vi kan sige, nu er det færdigt, nu kan man med god grund tillægge mit resultat en æstetisk sandhed.

Nu er det færdigt. Det er altså ikke fuldstændig metafysik, men det er meget, meget kompliceret forståelse og efterleven visse strukturer, som man selv har været både far og mor til. Jeg er meget glad for at være herinde i dag, fordi jeg har gået rundt og kigget, hvad I har lavet. Jeg var her jo ikke sidste uge, men jeg kan se, at jeg havde jo ikke behøvet at sidde og holde denne her festforelæsning, for I har gang i det, og I står i alle disse her problemer.

Jeg kan se, at der er en optimisme til stede, der er ikke nogen steder på skolen, hvor man kryber i skammekrogen og står, ligesom jeg har set folk heroppe i min ungdom, med panden ind mod muren, med albuen og panden, ikke sandt, mens modellen stod, og så..., og så.... Jeg synes, det minder mig om noget, jeg så i fjernsynet forleden dag…, et billede af en dampmaskine, og der var en omtale af James Watt, som sad, det var ham der med æggekogeren, som jeg har omtalt flere gange, jeg synes, det er så pragtfuldt, og jeg ved ikke rigtigt, om det er rigtigt, men det kunne godt have været rigtigt. Men det var altså dette her med, at han skulle have sit morgenæg, og så stod låget og klaprede, og så opfandt han dampmaskinen. Det, der er sket hos James Watt, det er, hvad man kunne kalde en kortslutning i bevidsthedslivet,

for dampmaskinen kunne teoretisk set på det tidspunkt være blevet opfundet af en hvilken som helst englænder, eller et hvilket som helst menneske, nej, altså, et hvilket som helst medlem af den kulturkreds der. Men det var altså James Watt, der gjorde det. Og det er et gådefuldt spørgsmål. Hvorfor fanden blev det nu James Watt? Ja, hvorfor Picasso er blevet Picasso? Det kunne lige så godt være hvilken som helst anden.

Han kan tegne lige så godt som Thorvaldsen, fik vi at vide forleden dag. Og han har aldrig kendt Thorvaldsen. Det vil jeg vove at påstå, han aldrig har været i København på Thorvaldsens Museum. Men når man ser på Thorvaldsens relieffer, og de bliver fotograferet af en kyndig fotograf, så kan man overføre dem i en bog af Picasso, en Amor og en Psyke. Men de har aldrig kendt hinanden, og der er jo også kun 100 års, 150 års forskel.

Og det, det betyder ikke noget i kunstens historie. Der sker en kortslutning i sindet, og det er den kortslutning, der sker, når vi tager og slår den første streg. Så sker der en kortslutning, jeg har ikke andet ord for det lige i øjeblikket, men altså en bevægelse, en..., en… en…, ligesom sneen begynder at smelte, fordi solen står oppe over, over Alperne, og så begynder vandet at strømme ned, og når det så strømmer ned, så strømmer det altså ikke fuldstændig vilkårligt, og det strømmer absolut ikke spontant.

Det strømmer ned, og sådan strømmer penslen også hen over lærredet. Man ser Peters blå linjer der på den mørke bund.

De strømmer ligesom vand ned og danner til syvende og sidst en flod, der løber ud i et delta, og ingen af tingene er spontant, dvs. ingen af tingene er tilfældigt. Det er et led i en…, en…, en bæk, å, flodstruktur og en havstruktur og en landstruktur og en vandstruktur, og Leonardo begyndte jo i alt fald at tegne krøllerne i vand, når han satte en pind ned i en å og så, hvordan vandet løb uden om åen,

og så løb det ikke bare udenom åen, så løb det og så krusede det osv. osv., og så havde han sind til at være videnskabsmand og fandt ud af, at spontanitet, det eksisterer ikke, det eksisterer heller ikke i en ordbog, det er fuldstændig nonsens. [Elev] Det hedder intuition? [Mortensen] Nej. [Der lyder host.]

Intuition det er, det er…, det er et begreb inden for det psykiske. Og intuition kan man give en fornuftig forklaring på. Altså en definition på. [Høj lyd og hosten høres.] Så vil jeg ikke sige mere. Jeg vil bare sige, at … når I så står overfor det, at I skal udstille, som Thomas lige har gjort det, og som I nu skal gøre her om et par måneder, så står I foran et publikum, dvs. så indgår jeres kunstværk i en dialog. Så bliver det løsrøvet fra sammenhængen med atelieret og med jer, så kommer det ud i en dialog. Så står I overfor et publikum, og den dialog er så spændende at se,

hvordan det kommer til at udvikle sig i vores samfund i dag. Og der er det vigtigt at gøre sig klart, hvorledes hele denne bygning, denne struktur er, vi har forsøgt at skildre. Og så er det vigtigt at lægge mærke til [der høres host], at det ikke er ligegyldigt, hvilket tidspunkt dette barn bliver sat i verden. Tidspunktet kan være udmærket, favorabelt, og det kan være det modsatte.

Man kan komme ud for at blive negligeret fuldstændig, fordi det ikke har interesse i øjeblikket, man kan blive udsat for, at et stort publikum hæver en til skyerne, og man kan blive i den heldige situation, som næsten ingen kommer mere, at blive rakket ned, at blive rakket ned og komme på Kriminalmuseet. Det er der næsten ingen, der kommer mere. Det kan næsten ikke lade sig gøre. Nanna vil have ordet, og derfor vil jeg gerne [utydeligt, der lyder host] og sige tak for i dag.