Introduktion

Richard Mortensen og hans studerende under en forelæsning på Kunstakademiet. Fotografi: E. Christensen.

Professoren med båndoptageren

Allerede fra starten af sin professortid i 1964 indførte Mortensen den praksis, at han optog sine forelæsninger på bånd. Også gæsteforelæsere, sammenkomster med elever og udstillingsbesøg blev optaget gennem årene. Formålet var dels at have en slags dokumentation, så elever, der ikke kunne være til stede på grund af erhvervsarbejde eller andet fravær, kunne aflytte optagelserne og dermed følge med, dels at Mortensen under sygdom kunne indtale et foredrag og sende det ind til eleverne på hans skole.

Mortensen var klar over, at det var en usædvanlig praksis. Men den fungerede tilsyneladende for ham, selv om eleverne ikke altid var glade for at blive optaget på båndene. I en optagelse fra 1978 fortæller han, at der blev gjort meget grin med ham på grund af denne praksis, både internt på Akademiet og uden for, og at han med tiden var blevet kendt som ”professoren med båndoptageren”.

Den kendsgerning, at en stor del af disse optagelser er blevet gemt og nu digitaliseret, muliggør et helt ekstraordinært indblik i Mortensens måde at gribe professorgerningen an på. Optagelserne afspejler både hans syn på kunst og kunstnerisk uddannelse og hans holdning til en række samfundsmæssige forhold. Han trækker meget på sine egne erfaringer i kunstlivet og fortæller desuden mange gode historier om kunstnere, han har mødt, og ting, han har oplevet.

Gå direkte til søgning

Kendetegnende for Mortensen var en bred international orientering i samtidens kunst og en klar bevidsthed om betydningen af ældre tiders kunst for det fortsatte kunstneriske arbejde. Begge dele søgte han gennem sin undervisning at videregive til sine elever. Han lagde stor vægt på udstillingsbesøg og studierejser, bl.a. til Venedig, hvortil han rejste flere gange med skiftende hold af elever. Det fremgår også af optagelserne, at han ønskede at eleverne skulle udstille, selv om de stadig gik på Akademiet, og han udstillede selv sammen med elever i en række tilfælde.

De interne forhold på Akademiet hører man ikke så meget om. Mortensen mente, at Charlottenborg rent lokalemæssigt var håbløst forældet, og han plæderede ofte for oprettelse af et akademi for synskunst indrettet i en moderne, fabrikslignende bygning, gerne et eller andet sted i provinsen. Han var forholdsvis uinteresseret i at deltage i de styrende organer, selv om han til en vis grad var forpligtet til at deltage i fagrådsmøder o. lign. På den anden side støttede han i mangt og meget de studerendes krav om medbestemmelse og adgang til ressourcer, som f.eks. oprettelsen af et skoleblad.

Gennemgående temaer

Da Mortensen begyndte at undervise havde han positioneret sig som en internationalt anerkendt kunstner. I 1930’erne havde han været med til at forme den abstrakt surrealistiske kunsts udvikling herhjemme. Han arrangerede udstillinger med internationale surrealistiske kunstnere og var på den måde en del af et nyskabende kunstmiljø. Han var politisk engageret og deltog i modstandsbevægelsen under Besættelsen. I 1947 tog han og Robert Jacobsen til Paris, bosatte sig i kunstnerhuset i Suresnes og blev optaget i Galerie Denise René, hvor han blev en del af et internationalt netværk af kunstnere og var med i udviklingen af den konstruktive kunst. Han var aktiv, engageret og anerkendt for sit arbejde og fik i løbet af 1950’erne sit internationale gennembrud med udstillinger på Venedig Biennalen og på Documenta II i Kassel. Men stemningen i Paris forandrede sig. Mortensen så med skepsis og tristhed, hvordan kunsten blev kommercialiseret – amerikaniseret, som han kalder det – hvilket var en væsentlig årsag til, at han valgte at vende hjem til Danmark i 1964. Samme år blev han ansat som professor på Kunstakademiet, bosatte sig langt fra byen, på landet i Ejby ved Holbæk og beskæftigede sig efterfølgende som noget nyt med store udsmykningsopgaver.

Nogle emner fylder mere end andre i undervisningen, men Mortensen forsøger så vidt muligt altid at inddrage sine egne kunstneriske erfaringer og oplevelser af kunstmiljøerne, hvilket kaster et særligt blik på en væsentlig periode i kunsthistorien.

Fra sine unge dage vender Mortensen jævnligt vender tilbage til tiden omkring Linien i 1930’erne’s danske kunstmiljø, herunder samarbejdet med Ejler Bille, Sonja Ferlov Mancoba, Hans Øllgaard, Asger Jorn m.fl. Han fortæller meget om surrealismen, om de surrealistiske eksperimenter, ”cadavres exquis”, rejsen til Paris i 1937 og mødet med kunstnerne dér, Liniens tidsskrift og bruddet med Vilhelm Bjerke Petersen. Han giver også udtryk for sin holdning til Sigurd Næsgaards psykoanalyse, som påvirkede mange af de andre danske kunstnere i 1930’erne.

Mødet med kunstmiljøet i Paris i efterkrigstiden fylder ligeledes meget. Omdrejningspunktet er især Galerie Denise René, hvis kurs mod det konstruktive formsprog Mortensen i høj grad var med til at præge. Beskrivelserne af kunstmiljøet er fyldt med anekdoter om oplevelser han har haft med kunstnere som Yves Klein, Serge Poliakoff, Victor Vasarely og Robert Jacobsen. Mortensen fortæller om kritikere, gallerister, forfattere og andre personer i netværket og om dagligdagen i Paris, besøg på barer, caféer, udstillinger og i andre kunstneres atelierer. Hans beretninger giver indblik i et kunstmiljø der er præget af andet og mere end kunstdiskussioner og fælles kunstneriske idealer, nemlig om fest og ballade, menneskeligt samvær og tilfældigheder, der fører nyt med sig.

Levevilkårene i efterkrigstiden var hårde. Mortensen beskriver kunstnerhuset i Suresnes, hvor han boede de første år i Paris sammen med bl.a. Robert Jacobsen. Han skildrer de kummerlige forhold, de levede under, regnen der dryppede ned fra hullerne i taget, en gryde der blev brugt til alt fra storvask til suppe, Robert Jacobsen der skraldede for at skaffe brænde til kakkelovnen, selv gamle bildæk når der ikke var andet, men også om en tid hvor der blev festet, danset og drukket, med alt og alle, inklusive det lokale politi.

En vigtig indtægtskilde fik han og kammeraterne på loppemarkedet. Mortensen fortæller om hvordan han fandt en skulptur, der viste sig at være lavet af ”tolderen” Henri Rousseau, og som blev solgt for et så klækkeligt beløb, at det fik rettet op den dårlige økonomi, også i Galerie Denise René.

Kontakten til kunstsamlere spillede i denne sammenhæng en vigtig rolle. Mortensen beskriver med stor indlevelse, hvordan han sammen med Denise René, galleriejeren, tog en tur til Sverige i slutningen af 1940’erne for at udvide netværket dér. Igennem Vilhelm Bjerke Petersen, som Mortensen mere eller mindre tilfældigt kom i kontakt med igen, mødte de den svenske læge og kunstsamler Marcus Diamant (som Mortensen betegner Dr. Diamant), der endte med at købe alle de billeder, Denise René havde med i sin kuffert. Et andet sted fortæller han om en amerikansk kunstsamler, Mr. Newman - muligvis den tysk/amerikanske kunstsamler Israel Ber Neumann - som Mortensen hjalp med at finde moderne kunst i Paris. Også den norske kunstsamler Walther Halvorsen bliver beskrevet meget indgående.

Udstillingen Klar Form, der åbnede i København i 1951 og cirkulerede rundt i en række nordiske lande inden den sluttede i Belgien, kommer Mortensen flere gange ind på. Som medarrangør kommer han med ny viden om hvordan udstillingen blev til, forholdet til kunstnergruppen Linien II og hvem der medvirkede i at arrangere den.
I alle årene spillede det politiske en stor rolle for Mortensen. I en af optagelserne fortæller Mortensen på sin underspillede, humoristiske måde om en deltagelse i et kommunistisk partimøde, og det dilemma han og Robert Jacobsen kommer i, da de bliver bedt om at synge frihedssange på deres eget sprog og i mangel af bedre synger ”Højt på en gren en krage”.

Båndene er et tilbageblik på en tid Mortensen var en del af som yngre, men de afspejler også - og især - de aktuelle dagsordener i den samtid, som de er optaget i, fra 1965 til 1980. De er derfor præget af de store politiske begivenheder og samfundsforandringer, der kendetegnede hans professortid både nationalt og internationalt: Vietnamkrigen, Francos diktatur i Spanien, Den Kolde Krig, udvikling af velfærdsstaten, forbrugersamfundet, miljøproblemer, euforisende stoffer, kulturpolitik og kunstnerstøtte er nogle af de emner, Mortensen er optaget af og forholder sig til.

Han opfordrer Akademiet til at boykotte Francostyret ved ikke at tage på studierejse til Spanien, og han har fortsat tæt kontakt til kunstnere fra den spanske protestgruppe Equipo 57, som han også havde hjulpet med at udstille i Danmark i 1958.

Kunstneren spiller en særlig rolle i samfundet ifølge Mortensen, der ofte fremhæver sin tro på at kunsten kan gøre en forskel ved at medvirke til at gøre hverdagen rigere rent åndeligt, og fungere som et værn mod krig og ufred.

Han vender konstant tilbage til den kommercialisering af kunsten, som han med foragt oplevede i Paris i slutningen af 1950erne og begyndelsen af 1960erne, også i Galerie Denise René med dets drejning mod Op Art og Vasarelys masseproducerede kunst. Denne udvikling er et led i den amerikanisering, som han ser som en skævvridning, der fjerner fokus fra fællesskabet og styrer mod individualisme, gør kunstnerne selvoptagede og materialistiske. I flere af båndene står Louisiana-museet for skud som eksempel på ”amerikaniseringen” med Pop Art og store kommercielle udstillinger. Anderledes positivt forholder Mortensen sig til Museum for Moderne Jugoslavisk Kunst i Beograd, som han besøger i løbet af 1970’erne. I en af optagelserne fortæller han om, hvordan han har diskuteret museets planer om en triennale med en række museumsdirektører, og om sin fascination af de stedlige kunstneres sociale engagement.

Et tilbagevendende vigtigt tema i Mortensens undervisning er læren om billedopbygning, billedsprog og formsprog - en formel tilgang til kunsten, der koncentrerer sig om det konstruktive formsprogs fokusering på farver, former og linjer, hvori synspsykologi, ”hemmelig” geometri og rumopfattelse konstant bliver bragt op til diskussion.

Teoretisk kredser Mortensen tilsvarende om synspsykologi, baseret på Edgar Rubin, Max Wertheimer og Ignace Meyerson, men med udsigt til antroposofi, Rudolf Steiner, det ”åndelige” i kunsten og Kandinsky. Og han er generelt interesseret i en bred vifte af emner som filosofi, videnskab, teknologi, kulturhistorie og Østasiens kunst.
Han omtaler ofte pionererne indenfor den abstrakte kunst: Picasso, Braque, Kandinsky, Mondrian, Matisse, Vantongerloo, Miró, Malevich m.fl. og ældre kunstnere  som Goya, Ingres og italienske renæssance- og barokkunstnere  som han føler sig beslægtet med, og hvis kunstneriske udtryk han konstant forholder sig til.
Musik spiller en vigtig rolle, især klassisk musik og jazz fra Buxtehude til Duke Ellington. Der bliver spillet musik i timerne, talt om komponister, om rytmen, kadencen, spontaniteten, og draget sammenligninger med kunsten i forhold til komposition, konstruktion, farver, form, bevægelse og et ”åndeligt” indhold.

Han vender flere gange tilbage til sit arbejde med Kandinskys udkast til et Gesamtkunstwerk, ”totalinstallationen” Der Gelbe Klang (Den Gule Klang), et tidskrævende projekt der optog ham meget i 1957, men aldrig blev realiseret.

Mortensen er for det meste af tiden god til at fortælle, har en livlig fantasi og smører gerne tykt på. Han er ironisk, ofte med en galgenhumor, der bliver drevet så vidt, at han selv bliver grebet af fortællingerne, flækker sammen af grin eller smågriner undervejs. Men selvom historierne skal tages med en gran salt, og årstal ikke altid er lige korrekte, så viser anekdoterne nye sider af kunsthistorien, af de personer Mortensen har kendt, det netværk han var en del af og de livsvilkår og omstændigheder, han levede under.

For at få alle nuancerne med i Mortensens måde at berette på er det vigtigt ikke kun at læse, men også at lytte til båndene, for det er her man fornemmer forholdet til eleverne, stemningen i lokalet, lyden af kapsler der bliver åbnet, tændstikker der bliver strøget, stole og borde der bliver flyttet. Men især er det vigtigt for at opfange Mortensens særlige måde at betone ordene på, den vægt han lægger på specifikke navne, betegnelser og personer. Det er i disse facetter af lyddokumentationen, at man kommer tæt på personen Mortensen og får et indblik i hans verden.

Anneli Fuchs og Mette Højsgaard, 16. juni 2026